Am I Dead?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2017
  • Opdateret: 7 okt. 2017
  • Status: Igang
Dakotas job er at hente de folk som dør, og bringe dem op til himlen.
Men efter en længere årrække begynder hun at kede sig, og hun begynder at spekulere på, om hun nogensinde slipper for denne tjans og hvordan hun kan undslippe det.
På et tidspunkt vælger hun at ignorere sin skytsengels ordre, og hun mærker konsekvenserne af det. Men kan konsekvenserne vendes til hendes egen fordel?

3Likes
3Kommentarer
198Visninger

1. 1

Pling. Min krop er tung. Jeg forsøger at bevæge mig, men det er svært. Det er som om noget holder mig nede.
Pling. En lyd irriterer mit øre, som når nogen skriver på en skrivemaskine og skifter linje. Jeg prøver forsigtigt at dreje mit hoved lidt mod lyden, og misser en anelse med øjnene.
Pling. Hvad sker der? Hvor er jeg henne? Det lykkes mig at få åbnet øjnene en anelse, og jeg får kigget mig lidt omkring.
Pling. Jeg sætter mig op. Rummet jeg er i, er helt hvidt, og der sidder en over for mig ved et bord, og taster løs på en skrivemaskine, præcis som jeg havde forestillet mig.

”Du er oppe? Det var på tide.” Personen kigger ikke op fra sit dokument og forsætter bare med at skrive videre. Pling.
Det er en kvinde. Med langt, lysebrunt, let bølget hår. Hun er klædt helt i hvidt, og.. Nej, det må være min hjerne der spiller mig et puds.
”Du behøver ikke stirre på mine vinger. Jeg ved godt de er flotte.” Det er som om hun læser mine tanker. ”Og jo de er ægte nok.” Hun fortrækker stadig ikke en mine og ser stadig ikke på mig. Jeg overvejer om jeg skal sige noget, men lige som jeg skal til det kigger hun op på mig med et par brune øjne.
”Du undrer dig over hvor du er og hvorfor du er her.” Hun læner sig en anelse tilbage i sin stol og lægger armene over kors. ”Mit navn er Julietta. Jeg er din skytsengel.”

Jeg rynker panden en anelse og tager mig kort til hovedet, mens jeg sætter mig i skrædderstilling. Selv er jeg også klædt i hvidt. ”Det her er fandeme en mærkelig drøm..” Mumler jeg lavt for mig selv, inden jeg gnider mig i øjnene og ser op på denne Julietta. ”Du er min skytsengel?” Spørger jeg undrende.
Kvinden nikker kort. ”Dakota, hvad er det sidste du husker?”

Et kort syn af en bil og et lysglimt suser forbi mit indre blik, mens et bilhorn lyder i mine ører. Jeg rynker brynene mens jeg ser forvirret på hende. Hun hæver sine perfekte bryn en anelse og venter åbenbart på at jeg svarer hende.
”Jeg husker at jeg kører bil..” Svarer jeg som det eneste i en mumlen. Hun virker dog ikke tilfreds med mit svar.
”Du er død, Dakota! Du kørte over for rødt opløst af tårer og blev påkørt af en personbil.” Hendes ord rammer mig som en knytnæve lige i maven, og det begynder at suse for mine ører.
”.. Hvad?” Jeg kan ikke tro mine egne ører. Men, jeg kørte jo bare bil. Jeg græd da ikke, gjorde jeg..? Langsomt begynder panikken at snige sig ind på mig, og jeg begynder at få det dårligt. Det kan ikke være rigtigt. ”Men.. Nej, det her er en drøm.” Jeg niver mig selv i armen i et forsøg på at vågne, men smerten kommer promte og beviser, at jeg altså ikke drømmer.
”Du var kørt efter din kæreste fordi du havde på fornemmelsen at alt ikke var som det skulle være. Desværre fik du ret, og du flygtede fra stedet og slog dig selv ihjel.” Julietta trækker svagt på skuldrene inden hun rejser sig op fra den hvide stol og læner sig op ad bordet.
”Men hvorfor er jeg så her? Det her kan ikke være himlen.” Siger jeg, mens jeg forsøger at få styr på min vejrtrækning. ”Jeg er den eneste, udover dig, i dette rum.”
For første gang smiler Julietta en anelse. ”Du har fået en opgave.”

 

 

Jeg fik ikke bare en opgave. Jeg fik mange.
Mine opgaver var, at finde folk og sende dem op til Julietta. Udover at være min skytsengel, var hun også en form for sekretær, som skulle tage imod alle de døde og sende dem videre til himmels. Hvorfor jeg ikke fik lov til at komme direkte derop, har jeg endnu ikke fået svar på.

Men mine opgaver begyndte at kede mig. Jeg gad det ikke, for hver dag rendte jeg rundt på den jord som jeg ikke længere var en del af. Jeg havde ikke længere noget liv, jeg skulle kun bruge tid på at finde de her mennesker og overbringe dem beskeden samt hjælpe dem videre. Jeg udholdt det i en tid, faktisk en længere årrække. Men en dag fik jeg nok.

”Jeg gider ikke mere.” Siger jeg kort, da den sidste person er trådt gennem porten op til himlen. ”Jeg er træt af det her. Hvorfor kan jeg ikke få lov til at gå samme vej som dem? Hvorfor er jeg fanget her?” Med et suk kører jeg hånden gennem mit sorte hår, og jeg sætter mig ned på Juliettas stol.
”Fordi du selv var skyld i din død, Dakota. Har du slet ikke lagt mærke til, at alle dem som du henter herop til mig, enten er ældre mennesker, eller mennesker som er døde i ulykker. - Som de ikke selv har forårsaget?”
Tanken har da strejfet mig. Men ikke noget, jeg har lagt mere i eller gider tænke mere over. Jeg trækker derfor bare på skuldrene og piller lidt ved spidserne på mine hvide englevinger.
”Hvad sker der, hvis jeg vælger at sige stop. Vælger ikke at ville hjælpe mere og bare er ligeglad?” Mit blik glider over på brunetten igen.
”Så kommer du aldrig op til de andre. Du har et formål her, og forlader du det formål, så er der intet håb for dig. Du vil blive forvist til helvede.” Julietta lægger armene over kors og ser strengt på mig. Jeg bider kort i min læbe, mens jeg sænker blikket ned i gulvet. Helvede.
”Er der nogensinde nogen, som har valgt at forlade dette sted, fordi de som jeg blev trætte af det, og endte i helvede?” Spørger jeg, inden jeg igen ser op på hende. Jeg får bare et strengt blik tilbage og en hovedrysten.
”Nej, det er der ikke.” Svarer hun. ”Og det kommer ikke til at ske!” Hendes tone er skarp, og jeg er ikke i tvivl om at hun mener det hun siger. Hun vender blikket ned på det stykke papir hun står med i hånden.
”Du skal hente en Jessica McHarw. Hun er blevet skudt under et bankrøveri.”

”Hent den person, hent den person.” Mumler jeg for mig selv, som jeg går langs fortovet og hen til banken hvor røveriet har foregået. Jeg vrænger ansigt inden jeg sukker dybt. Stedet ser herrens ud, og der ligger en enkelt person på gulvet, da jeg træder ind i bygningen. Henne i hjørnet sidder selv samme person og hulker.
”Jessica McHarw?” Spørger jeg roligt, mens jeg træder nærmere. Pigens hoved skyder op, tårerne strømmer stadig ned langs hendes kinder og hun ser forskrækket og forvirret på mig.
”Hvem er du? Hvorfor kan du se mig?” Hun har røde øjne af at have grædt så meget. ”Hvorfor ligger min krop derovre?”
Jeg stiller mig foran hende og sætter mig langsomt på hug. ”Du er blevet skudt, og er nu død. Jeg kan se dig, fordi jeg er en af himlens hjælpere, som skal sørge for du kommer afsted til himlen.” Min stemme er rolig, og den smitter af på hende. Jessica rejser sig forsigtigt op og ser på mig.
”Okay.” Siger hun med et lille snøft, mens hun tørrer sig under øjnene. ”Hvordan hjælper du mig videre?” Hun kigger på mig med sine blå øjne, og jeg tager hendes hånd uden et ord. I samme øjeblik forsvinder hun, og jeg ved hun er hos Julietta.
”Det skader nok ikke, at jeg render lidt rundt hernede for mig selv.” Jeg lader blikket glide rundt. Penge og Jessicas blod er spredt ud over det hele. I det samme træder nogle folk ind. Nogen fjerner liget, andre begynder at tage billeder som skal bruges til efterforskningen. Selv går jeg ud fra bygningen, og ind blandt de mange mennesker som står og kigger uroligt på.

Der er noget fredfyldt ved at gå rundt alene hernede. Selvom det også er umådeligt kedsommeligt, i og med at jeg ikke har nogen at snakke med, medmindre de er døde eller det er Julietta. Og hun er nu alligevel en ret trist person at snakke med. Jeg sukker kort, og forsætter med at gå til jeg når en legeplads. Her sætter jeg mig på en af gyngerne, og jeg begynder stille at gynge lidt frem og tilbage på den. Tankerne flyver rundt i mit hoved. Ryger jeg virkelig til helvede, hvis jeg forsømmer mit formål og vælger at forlade min post? Er der virkelig så slemt i helvede, som folk på jorden har gået og snakket om? Min nysgerrighed er vagt. Jeg læner hovedet mod gyngens reb og lukker øjnene et kort øjeblik for at få klaret mine tanker.
Mine ører opfanger en lyd, og jeg åbner øjnene igen. Jeg lytter, forsøger at lokaliserer hvor lyden kom fra, da den kommer igen. I det samme får jeg den velkendte følelse i kroppen, da Julietta påkalder mig for at få mig tilbage. Jeg har lyst til at modstå. Kan jeg overhovedet det? Kan jeg ignorere hendes kald? Jeg rejser mig fra gyngen af og hører lyden igen. Jeg står med et ben i hver lejr. Gå efter lyden, eller tage op til min skytsengel. Valget lige nu er svært, mit sind er på vej i oprør. Og hvad så hvis jeg ryger i helvede? Det føles allerede som om jeg er det. Jeg træder et skridt mod lyden. Endnu et. Mine ben begynder at føre mig mod lyden, og jeg ignorerer Juliettas ordrer om at komme tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...