Til vores ende.. og endnu længere

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2017
  • Opdateret: 7 okt. 2017
  • Status: Igang
Fem unge mennesker bliver ved en fejl hivet ind i en verden af magi og hekse. Pludselig en nat vågner de op fra, hvad de troede var et mareridt, men kun var begyndelsen på et langt eventyr, der kræver tåre og ofre som betaling.
Max, en dreng der har siddet i kørestol siden han var 7 år.
Julie, der drømmer om at blive atlet, men spænder ben for sig selv.
Joyce, pigen der bare gerne vil være normal.
Simon, der altid har villet være mere end dét.
Og Kamilla, en venlig sjæl i en forvirrende verden.
Sammen vil de 5 unge mennesker finde ud af hvad det vil sige at stå sammen, med en smule hjælp fra deres gamle ven Ada.

0Likes
0Kommentarer
120Visninger
AA

1. Drømme vandring

Mørket bredte sig, længere og længere ud. Det var uendeligt, men endnu længere. Det føltes som slutningen, men også begyndelsen på alting. Et lys bredte sig stille i horisonten, som lyset under en lukket dør. Hun begav sig hen imod den, med skridt der føltes for store til, at være gået af hendes egne ben. På få skridt havde hun krydset, hvad virket til flere kilometer.
Men der var hun, lige foran lys stregen. Og om det ikke også var lys under en dør. Hun ville gerne åbne døren, men hun mindes ikke, at række ud efter den, før døren stod åben foran hende. Lyset bredte sig i små streger foran hende, til de til sidst samlede sig og dannede et billede og derefter flere.

Hun trådte forsigtigt frem, men igen, føltes hendes skridt meget større end de burde. Hun hiver efter vejret, som billedet foran hende nærmest sluger hende og sender hende flyvende ind i hvad virker som en virkeligheden, men ikke er det.
 Alt ser naturligt ud, hendes hus ligner sig selv, og i et kort øjeblik tror hun, at hun er vågnet. Men et svagt kliren opstår omkring hende, og alle møblerne opfører sig som forstyrrelser i TV’et.

Hun går fremad og ligger mærke til, at hendes storesøster, står i stuen med hendes kæreste. Men de står ikke helt, de svæver lige en smule over gulvet.
Hun bevæger sig tættere på, men ingen af dem reagere på hendes tilstedeværelse. De skændes på fuld tryk over noget med fjernbetjeningen. Ikke noget unormalt for de to turtelduer, for de skændtes altid.
Men noget er anderledes, for deres skænderi bliver højere og højere.
Midt i ingenting kaster hendes søster sig mod stuelampen, hun griber fat i den med begge hænder og langer ud efter hendes kæreste med så høj fart, at han ikke engang når at reagere.

Før hun ved af det, ligger hendes søster på gulvet og græder med glasskår i hænderne og med hendes kæreste livløst ved siden af hende.

Før hun når at tænke en tanke, hives hun tilbage i det uendelige mørke og døren smækkes, som hun træder tilbage. Et sted bag i hendes hoved, kan hun høre hendes storesøster skrige i værelset ved siden af hendes. Men hun kan intet gøre.

Endnu en gang begynder et lys, at forme sig langt fra hende. Og denne her gang, er det ikke hende, der bevæger sig imod lyset, men lyset der kommer bragende hen mod hende. Nærmest som om det kaster sig over hende, bliver lyset igen til streger, der samles til et billede.
Hun er endnu engang hivet ind i et billede, der virker som virkeligheden men ikke er det.


Denne her gang står hun i hendes klasseværelse. Hendes klasselærer Jakob står ved tavlen og skriver nogle ligninger op. Hun selv, sidder på hendes plads i midten af klassen. Hun prøver at sige noget, men ingen lyd opstår, og lige som hun skal til at rejse sig, for at gå, åbner døren sig og hendes mor træder ind. Jakob kigger over mod hendes mor og smiler. Døren bliver låst bag moren og de to voksne mennesker bevæger sig langsomt mod hinanden med længselsfulde skridt. Chokerende og ude i stand til at røre sig, ser hun på, imens hendes mor begynder at tage sit tøj af og kysse en mand, der ikke er hendes far. Det stopper ikke, og mørket hiver hende ikke tilbage før det bliver for intimt. Hun er nød til, at vende sig væk fra dem og holde sig for ørene. Hvad i alverden er det her for et sted? Tænker hun med sammenbidte tænder.


Der går en evighed før mørket hiver hende tilbage.
 Forsigtig vender hun sig om, halvt bange for at se hendes mor sammen med hendes lære, men det eneste hun ser, er døren smække og forsvinde.

Denne her gang, da hun ser lyset opstår i udkanten, løber hun den modsatte vej. Men lyset opstår foran hende, og hun når kun akkurat lige at undvige, at løbe ind i den åbne dør, som har manifesteret sig foran hende.
Igen, fanger hun sig selv i at tænke
hvad er det her for et sted? Men hun når ikke at tænke længe over det, for selvom hun løber i den modsatte retning af lysstregerne, opstår de hele tiden et nyt sted.

Hun når at undvige døren fire gange, imens hun løber i det uendelige mørke. Men så siger hendes ben stop. De stopper bare, helt af sig selv, selvom hun prøver at løbe videre. Hun går i panik, hvorfor kan jeg ikke bevæge mig? Men panikken vokser til rædsel, som hun ser døren og lyset svæve på en nærmest hånlig måde hen imod hende.
Døren stopper op ved hende, og åbner sig meget stille. Lys stregerne tager lidt længere tid om at samles denne her gang. De svæver lidt rundt i cirkler om hende først. Noget ved den måde lyset bevæger sig på, får hende til at føle, at de håner hende. Som om, de griner af hende. Hun bliver en anelse arrig og en uønsket knurren opstår i bunden af hendes hals. Lysene samler sig med det samme efter det og et billede bliver til foran hende.

Hun er i hjørnet af hvad ligner et kontor. Men hun har aldrig været der før. Der er to rækker af små bokse med kontorstole og borde. Der er papir over det hele, og alting er ét stort kaos.
Telefoner der ringer, folk der snakker i telefon, lyden af papir der bliver rodet igennem, en klikkende kuglepen. Hun knytter hænderne sammen, for at undgå at blive tosset af lydene.

Hun begiver sig en anelse længere ind i kaosset og går forbi et par bokse. I den ene af dem, sidder der en mand og slår en masse tal ind i en maskine. I den næste sidder er der en dame med hovedet gemt i hendes hænder, imens telefonen ringer ved siden af hende.
Hun bider sig selv i læben.
Alting er så frustrerende at kigge på herinde. Alle lydene gør en tosset.  En skringerende stemme overdøver alt andet. Det er en gammel dame der råber på en der hedder Tue. En mand i enden af lokalet rejser sig, og til hendes store overraskelse, er det hendes far. Hans slips sidder skævt, håret er uldet og lommerne er vendt med vrangen udad. Men han begiver sig mod stemmen, og går lige forbi hende uden at sige et ord.

Døren bag ham bliver lukket, og kort efter begynder en lang smøre af skændselsord og lede bemærkninger. Alle omkring hende fortsætter med deres arbejde og lader som ingenting. Efter hvad føltes som en time, kommer han ud igen, men med en stak af papir der går ham til hovedet. Han går et par skridt før han falder og alle papirerne flyver omkring ham.

Han prøver febrilsk, at indsamle dem igen ved, at rode rundt på gulvet. Hun går hen imod ham og sætter sig på hug sammen med ham for at samle papirerne. Det gjorde ondt at se hendes far sådan. Som hun prøver at indsamle et papir, der er røget lidt længere end de andre, gør hendes far det samme. Deres hænder mødes og med ét, flyver hans øjne op og møder hendes. Han ser hende rent faktisk. Lige som han skal til at sige noget, hiver mørket hende tilbage så hurtigt, at hun får det dårligt.

 Hun vågner op i hendes seng med opkast ud over hendes dyne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...