14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5703Visninger
AA

26. Goodbye

"If you're lost you can look, and you will find me, time after time

If you fall I will catch you, I will be waiting"

Cyndi Lauper - Time after Time 

 

Harry P.O.V

Jeg havde aldrig prøvet at vågne op ved siden af nogle, som jeg gjorde den morgen. Der var sådan en lindrende ro i kroppen på mig, som opstod i det sekund jeg kiggede på hendes lille skikkelse ved siden af min.

Hendes åndedræt mod min skulder, gjorde mig så rolig, så jeg nærmest ikke havde troet, at man kunne forholde sig så roligt? Mit hjerte bankede helt sagte i brystet på mig, mens at mit åndedræt lød helt synkronisk med hendes. Jeg lænede mit hoved ned mod hendes og plantede mine læber forsigtigt mod hendes varme pande. Det fik hende til at glippe lidt med øjnene, så hun rykkede på sig og så slog sine øjne op, så de kiggede lige ind i mine.

Jeg kunne ikke holde smilet tilbage. Aldrig havde jeg nogensinde troet, at jeg skulle ende sammen med en pige på den her måde. Aldrig havde jeg troet, at jeg på så kort tid kunne få så stærke følelser en pige. Og specielt en pige som Aria.

Aria var på så mange måder, en pige jeg aldrig nogensinde havde troet, at jeg skulle ende op sammen med. Hun var så anderledes i forhold til hvad jeg selv var. Hvor jeg på mange måder altid ønskede tingene så klare som muligt, så ønskede hun dem helt ukontrollerede og hun kunne være så impulsiv, så jeg kunne få helt stress over det. Men det var jo bare én side af hende…

”Godmorgen.” Sagde hun og kiggede op i mine øjne, så det fik mit hjerte til at slå på den der helt forsigtige og rolige måde.

”Godmorgen.” Sagde jeg lige så roligt tilbage, så hun smilede forsigtigt, inden hun lagde sig ind til mig.

”Har du sovet godt?” Spurgte jeg og lagde mine arme om hende. Hun sukkede tungt.

”Bedre end nogensinde før.” Jeg smilede af hende og lænede så mit hoved ned mod hendes, idet at hun hejste sit. Vores pander rørte hinanden og jeg kunne mærke hvordan den samme følelse spredte sig i mig overalt. Især, da hun lænede sig op mod mig og plantede sine læber let mod mine. Gid jeg kunne have den følelse hver dag.

”Hvad har du af planer for i dag?” Spurgte hun og kyssede mig en enkelt gang igen, inden hun satte sig op og gabte kort. Jeg kiggede på hende og prøvede at indfange hver en detalje ved hende.

”Ikke det store… Måske vi skulle gå ned i byen?” Spurgte jeg og kiggede hen på hende. Hun kiggede tilbage på mig og sendte mig et smil. Men jeg kunne hurtigt se, at det ikke var et ægte Aria-smil. Det var tøvende… påtvungent… hemmelighedsfuldt.

”Jo… Hvis du gerne vil det, så kan vi godt.” Sagde hun og smilede lidt mere ægte til mig denne gang. Jeg sendte hende et forsikrende smil, så hun lænede sig tilbage og gav mig et sidste kys, inden hun rejste sig.

”Så lad mig lige tage et bad, og så kan vi eventuelt tage noget morgenmad og så tage i byen?” Spurgte hun. Jeg smilede og nikkede til hende. Derefter rejste hun sig og gik over mod badeværelset, som hørte sammen med mit værelse. Dog stoppede hun hurtigt ved døren og kiggede så tøvende hen på mig.

”Er det okay… at jeg lader døren stå åben? Jeg har det… ikke så godt, med lukkede rum og…” Undskyldte hun straks, så jeg endnu en gang så den anden side af hende. Jeg nikkede hurtigt.

”Selvfølgelig. Du bestemmer selv.” Hun sendte mig et taknemligt smil og gik så ind på badeværelset og væk fra mit synsfelt.

Det var det jeg tænkte på, når jeg tænkte på at Aria havde to sider. Der var den hårde Aria, som tog alt med et gram salt, og som altid havde en vittig kommentar til livet forskellige sider. Hun var så livlig og sprudlende med den side, og så livslysten og nysgerrig på alt og alle omkring sig, så hun jo nærmest kunne gøre en helt sindssyg. Men så var der også den anden og mere mørke side af hende. Den side, hvor man tydeligt kunne se alle hendes svagheder og usikkerheder. Den side, hvor hun ikke lagde skjul på, at hun rystede eller blev forskrækket over høje lyde. Kunne ryste, når mørket lagde sig på, og der muligvis ventede farer omkring alle verdens hjørner.

Det var den Aria, som fik mig til at tvivle. Fik mig til at tænke på, om den lille skrøbelige pige, gemt inden i hende… mon kunne klare alt det her? Fik mig til at tænke på, om jeg måske havde været for tidlig på den? Og desværre også fik mig til at tænke på, om det her måske var en dårlig ide, i sidste ende…

 

”Kom nu, Harry!” Kaldte hun, da vi et par timer senere, gik nede i byen og hun gik foran mig, og jeg prøvede at følge med i hendes alt for hurtige tempo.

”Hvis nu du lod vær med at løbe hele tiden, kunne det være, at jeg kunne følge med.” Sagde jeg grinende. Hun vendte sig om mod mig og rakte bare drilskt tunge ad mig, så jeg bed mig hårdt i tungen, for ikke at grine opgivende af hende. Der gik dog heller ikke mange sekunder, før jeg spurtede de sidste par meter op til hende, for at gribe fat i hende og svinge hende rundt. Hun skreg højt og grinende, så det nærmest lød som engleklang i mine ører. Både hjertehelende, men også så ufattelig hjerteskærende.

Jeg slap hende og satte hende så ned på jorden, så hun kiggede storsmilende op på mig, inden hun lagde sine arme omkring min hals og så maste sine læber op mod mine. Det her var jo nærmest pinefuldt, fordi det altid fik mine følelser til at boble sådan op inden i mig, hver gang hun kyssede mig. Jeg ville aldrig kunne glemme hendes kys.

Jeg ville aldrig kunne glemme hende.

”Hvad kigger du på?” Spurgte hun kort efter, så jeg vågnede lidt op fra mine tanker og så så, at jeg stirrede nærmest helt fastlåst på hende. Jeg kiggede hende i øjnene og mærkede, hvordan mit hjerte hamrede der ud af, sammen med alle de millioner af følelser, som det virkede til, virvlede rundt inden i mig.

”Harry?” Spurgte hun en sidste gang, så jeg lænede mig frem og kyssede hende en sidste gang, inden jeg sagde:

”Jeg elsker dig.”

 

Aria P.O.V

Jeg kiggede forvirret op i Harrys øjne og spurgte ham endnu en gang:

”Harry?” Han kiggede kort på mig, inden han lænede sig frem og kyssede mine læber endnu en gang. Hver gang Harry kyssede mig, gik der nærmest en milliard sommerfugle igennem mig, og jeg kunne sværge, at det hver gang, nærmest føltes som at være i den syvende himmel. Dog ændrede det hele sig brat, da han trak sig fra mig igen og de tre ord, lød fra ham.

”Jeg elsker dig.” Jeg kiggede hurtigt op på ham, og mærkede, hvordan mit hjerte sprang et slag over og derefter bankede faretruende hurtigt i brystet på mig. Jeg kiggede ham i øjnene og sagde:

”Jeg elsker også dig.” Vi kiggede hinanden i øjnene, og jeg kunne sværge, at det føltes som om alt var uendeligt.

”Åh gud.” Endte Harry dog med at sige, inden han kiggede ned i jorden og straks fik et mere sørgmodigt udtryk i øjnene. Mit hjerte bankede nervøst i brystet på mig.

”Harry, hvad sker der?” Spurgte jeg hurtigt. Han trak vejret tungt og løftede hovedet fra jorden. Hans øjne sendte straks advarende signaler gennem min krop. De var helt røde og allerede skiftet over til et nærmest… sørgmodigt udseende?

”Harry?” Spurgte jeg endnu en gang, så han endelig kiggede mig i øjnene.

”Er du sikker på, at det er det her du vil?” Spurgte han hurtigt. Jeg kiggede forvirret på ham.

”Hvad mener du? Dig, eller hvad?”

”Ja… Er du sikker på, at jeg er god for dig?” Spurgte han, så mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig.

”Ja! Ja, selvfølgelig er du det… Harry, hvad sker der med dig? Hvad sker der for den her mood-ændring?” Spurgte jeg forvirret. Han sukkede kort.

”Jeg tror ikke jeg er god for dig, Aria. Du har brug for stabile og rolige rammer. Fred kunne ikke give dig det, og det kan jeg heller ikke..”

”Men du er ikke Fred, du er Harry.” Afbrød jeg ham hurtigt, så han kiggede ned på mig og så trak vejret tungt ind.

”Harry, hvad er det du prøver på at sige?” Spurgte jeg og trådte tættere på ham. Han sukkede skælvende, inden han snøftede kort.

”Jeg kan ikke være sammen med dig, Aria.” Og lige i det, brastede mit hjerte. Jeg kiggede op på ham og mærkede allerede tårerne i mine øjne.

”Hvad… hvad mener du?”

”Jeg mener, at jeg ikke kan give dig det, som du har brug for… Jeg kan ikke give dig den stabilitet og rolighed, som du har brug for… Det har jeg indset.” Sagde han og kiggede undskyldende på mig. Jeg fattede stadig ingenting.

”Så fuck op med de trygge rammer… Harry, jeg vil have dig, og kun dig… Jeg er ligeglad med alt andet. Jeg vil bare gerne have dig."

”Aria, hold nu op… Jeg lever et liv, som ikke er noget for dig…. Du prøver stadig at komme væk fra Fred. Sammen med mig, vil der være så meget fokus på dig, at han vil have alle chancer for at finde dig. Jeg lever et liv i et konstant søgelys, Aria… Og det er ikke godt for dig…”

”Så fuck det søgelys!” Bandede jeg hurtigt, så han kiggede opgivende på mig.

”Harry, please lad vær… Mit liv har været så meget bedre siden jeg mødte dig. Jeg vil ikek væk fra dig nu… Jeg vil ikke give slip!” Sagde jeg hjerteknust og kiggede bedende op på ham. Han lagde bare armene om mig og trak mig ind i sin favn.

”Jeg er virkelig ked af det, Aria.” Sagde han bare, som om beslutningen allerede var taget, og han allerede havde opgivet kampen. Jeg nægtede at lade det gå sådan her.

”Stop så!” Vrissede jeg og trak mig væk fra ham.

”Vi er sammen om det her, Harry. Vi er sammen, okay?! Du skal ikke bestemme hvad der skal ske med mig. Det er vi to om at bestemme…”

”Aria, please…”

”Nej, Harry! Jeg vil ikke væk fra dig. Lige meget, hvor meget du selv vil af med mig, så forsvinder jeg ikke bare sådan. Og jeg lader heller ikke bare dig forsvinde så let!” Vrissede jeg rasende. Han kunne da ikke bare gøre det her?

”Jeg ved jeg ikke er noget specielt… Men please ikke giv op på mig.” Sagde jeg og mærkede, hvordan de første tårer trillede ned af mine kinder.

”Du er noget fucking specielt, Aria!” Vrissede han dog hurtigt tilbage, så jeg kiggede op på ham.

”Du er det mest specielle for mig i hele fucking verden! Hvorfor tror du, at det gør så ondt, at give slip på dig?” Spurgte han med sorgfulde røde øjne.

”Så lad vær at give slip?” Spurgte jeg bedende. Han lyttede dog ikke, men sprang nærmest og råbte:

”Jeg er nødt til det, okay?!” Jeg kiggede forskrækket op på ham.

”Aria… Jeg giver kun slip på dig, fordi jeg ved det er det bedste for dig. Det eneste rigtige for dig, er at du tager langt væk herfra og ikke kommer tilbage i lang tid. Jeg ved det er selvisk, men jeg skubber dig væk, fordi jeg ikke vil såre dig eller ødelægge dig mere. Det liv jeg har, vil bare ende med at ødelægge dit endnu mere… jeg vil ende med at lokke Fred lige hen til dig, og…”

”Så fuck, Fred! Fuck søgelyset. Fuck paparazzierne. Fuck det hele, Harry…. Bare ikke giv op på mig! Jeg beder dig inderligt, Harry… bare giv mig den ene chance?” Spurgte jeg så bedende som jeg kunne. Han kiggede bare kort på mig, inden han sukkede og så rystede på hovedet.

”Du ved godt inderst inde, at det er det bedste for dig.” Sagde han, så mit hjerte sprang et slag over. Jeg kunne ikke bære tanken om ikke at være sammen med Harry, men alligevel så hadede jeg også at indrømme, at han havde ret. Jeg var jo stadig bange. Jeg var stadig rædselsslagen for, om Fred hvert minut ville finde mig og gøre mig ondt. Og selv om jeg hadede det endnu mere, at give Harry ret i det, så vidste jeg også godt, at hans liv i sidste ende, slet ikke passede sammen med mit. Åh, hvor jeg dog hadede at indrømme, at han havde ret.

Jeg svarede ham ikke, men mærkede i stedet bare, hvordan tårerne tog over og jeg så søgte ind i hans trygge favn og håbede at det her bare var et slemt mareridt, jeg snart ville vågne op fra.

”Jeg er så ked af det, Aria… Men jeg gør det kun fordi, at jeg elsker dig.” Hviskede han ned til mig med sin egen hæse og grådede stemme. Jeg hulkede bare kort ind i hans favn og ønskede for alt i verden, at det her aldrig var sket.

Jeg græd hele vejen hjem til Harrys lejlighed. Jeg satte mig på hans seng, mens at han pakkede en stor taske til mig og ringede rundt og snakkede med en masse om alt muligt, som jeg ikke engang opfangede hvad var. Jeg sad bare der på sengen og følte mig så knust og tom, mens at tårerne langsomt stoppede. Måske fordi jeg ikke længere havde flere tilbage.

”Er du klar?” Spurgte Harry bare en times tid efter, og selv om det alligevel knuste mit hjerte endnu mere, så tog jeg med ham.

Hele vejen hen til lufthavnen følte jeg mig nærmest drænet. Som om alt håb og energi var blevet hevet ud af mig, og der ikke længere var noget mig tilbage ind i mig. Som om al den sjælehed der var inden i mig, langsomt var forsvundet væk fra mig og jeg nu bare var en tom skal. Var det sådan kærestesorger føltes?

Mens Harry tog mine tasker og vi sammen gik ind i den kaotiske store lufthavn, tog jeg hans frie hånd i min og forsøgte at indprinte mindet om bare det at holde ham i hånden i min hjerne. Så vi stod bare der, mens at jeg holdt hans hånd og bare håbede, at jeg snart ville vågne op fra dette mareridt.

”Hvor sender du mig hen?” Spurgte jeg, da vi gik hen til check-in køen og jeg kiggede op på skærmen, der viste hvor flyene gik hen.

”Jeg har nogle kontakter i USA, som kan tage sig af dig og hjælpe dig, der ovre.” Sagde han, som om jeg bare var en ting…

”Jeg er ikke et barn, Harry. Jeg er ikke bare en pakke, som du kan sende frem og tilbage, som du ønsker!” Sagde jeg rasende og kiggede op på ham. Han sukkede tungt.

”Aria, du er ikke en kasse…”

”Så bare en kasse, du kan sende i glemmekassen.” Afbrød jeg ham, så han kiggede ned på mig.

”Aria, please…”

”Jeg ved, at det vil ske, Harry. Du kommer til at glemme mig. Du sender mig væk, og så glemmer du mig…” Sagde jeg hårdt.

”Aria, selvfølgelig vil jeg ikke det… Det vil jeg aldrig nogensinde kunne komme til… Hvorfor kan du ikke se, at det her også er hårdt for mig?” Spurgte han, så jeg kiggede op på ham.

”Fordi du får det til at se så let ud. Som om du har tænkt det her igennem 1000 gange og bare gør det.”

”Men det er det ikke! Det her er overhovedet ikke let!” Prøvede han.

”Så lad vær med at gør det!” Vrissede jeg hurtigt tilbage. Det fik ham bare til at sukke endnu en gang, inden han lagde armene om mig og trak mit hoved op mod sit.

”Jeg elsker dig, Aria… Vil du ikke nok være sød at huske det?” Sagde han bedende denne gang, så jeg kiggede op i hans øjne. Jeg var faktisk ikke den eneste, som var hjerteknust.

”Jeg vil altid være der for dig, Ari. Selv hvis vi ikke er sammen, eller er langt væk fra hinanden, så vil jeg være der.” Sagde han, så jeg sukkede denne gang. Det her var ikke en kamp jeg kunne vinde. Det havde jeg indset nu.

”Jeg elsker dig, din idiot.” Sagde jeg og knugede mig ind i hans favn og sukkede tungt, da det blev vores tur til at checke ind og Harry så fik klaret det hele, mens at jeg fik sendt min taske af sted. Vi blev sendt hen til boardingområdet og jeg sukkede tungt, da vi nåede trappen.

”Hvornår vil du komme hen til mig?” Spurgte jeg og vendte mig om mod ham, da jeg nåede foden af trappen. Han sukkede tungt.

”Jeg vil skynde mig så meget jeg kan…”

”Så skynd dig lidt hurtigere.” Sagde jeg og kiggede ham i øjnene, så han kiggede ned i mine.

”Jeg håber du får det godt derovre. Får dig et job og skaber dig selv et godt liv og…”

”Men det bliver jo et liv uden dig?” Sagde jeg hurtigt.

”Jeg ved det… Det bliver et helvede.” Sagde han og kiggede ned i jorden. Jeg sukkede tungt, men mærkede alligevel optimismen.

”Men vi har været igennem værre.” Sagde jeg, så han hejste hovedet og så sendte mig et smil. Vi kiggede smilende på hinanden og jeg lænede mig frem og kyssede ham.

"Jeg vil vente på dig." Sagde jeg ærligt, så han lænede sig ind og kyssede mig igen. Åh gud, hvor jeg dog ønskede, at det ikke var sidste gang, at jeg kyssede ham.

”Måske er det her ikke slutningen på historien, men bare enden på første del?” Spurgte jeg igen, så Harry smilede lidt bredere.

”Selvfølgelig er det det.” Sagde han, så jeg grinede og så kiggede op ad trappen, som ville føre mig hen til den nye start på det liv jeg inderst inde altid havde drømt om.

”Skynd dig. Dit fly går snart.” Sagde han og klemte min hånd. Jeg kiggede lidt mellem ham og trappen, inden jeg kiggede tilbage på ham og så slog armene omkring ham.

”Jeg elsker dig så højt, Harry Styles.” Sagde jeg en sidste gang. Han klukkede kort, inden han snøftede.

”Jeg elsker dig mere, Aria Fitzgerald.” Sagde han, så jeg smilede til ham og så trådte bag ud og op på det første ledige trin af rulletrappen, der førte mig længere og længere væk fra Harry, men tættere og tættere på det nye liv jeg så længe havde behøvet.

Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle møde en dreng, som jeg skulle det jeg troede, var mit livs værste mareridt, igennem med. Jeg havde kæmpet så mange kampe sammen med ham, som jeg ikke troede var mulige. Alligevel havde det jo vist sig, at hans og mit eventyr slet ikke havde været mit livs værste helvede.

Harry havde reddet mig ud af mit livs helvede, og for det kunne jeg aldrig glemme ham for. At skulle leve uden ham ville blive hårdt, men som vi var blevet enige om, så var det her bare enden på det helvede vi begge havde kæmpet i. Nu startede livet rigtigt for mig.

Mit hjerte knustes dog alligevel ved tanken om, at jeg skulle starte det uden Harry.

Jeg nåede toppen af trappen og så, at Harry gik væk og ud af lufthavnen, så en enkelt tåre trillede ned af min kind. Jeg prøvede dog at tage mig sammen og trak så vejret tungt ind, inden jeg rettede lidt på mig selv og så stak mine hænder ned i lommen på min jakke. Dog var lommen ikke tom.

Jeg rynkede straks på brynene, da jeg mærkede et stykke papir nede i lommen. Jeg trak det hurtigt op og foldede det undrende ud, og gispede hurtigt, da jeg så de små ord:

Hvis to mennesker er bestemt for hinanden, så vil de finde vejen tilbage til hinanden.

- Harry.

 

THE END

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...