14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

63381563
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 26 nov. 2019
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

AA
aa

4. Goodbye

”Hold me close, we’re losing time

Hold me close, we’re falling to the ground”

The Royal concept – On Our Way

 

17 DAGE TIDLIGERE

Harry P.O.V

”Har du det hele?” Spurgte Niall, mens jeg som den sidste fik min taske tilbage fra flyet. Jeg nikkede hurtigt.

”Jeg kommer altså til at savne jer.” Sagde Liam med et bedrøvet blik. Jeg klappede ham ømt på skulderen, så han kiggede sorgfuldt op på mig.

”Tror i vi nogensinde ser ham igen?” Spurgte Niall, mens han sparkede lidt til nogle løse sten på asfalten. Vi kiggede alle på hinanden, mens et stik igennem brystet på mig.

”Han er en kraftidiot!” Bandede Louis rasende, så jeg kiggede opgivende på ham.

”Louis… Der er ikke noget vi kunne gøre. Han sagde selv at vi ingen indflydelse havde på beslutningen. Han er ude af bandet, og vi kan ikke gøre mere ved det..” Sagde jeg og ønskede allerhelst at hele denne åndssvage situation aldrig nogensinde havde fundet sted. For ja! Zayn Malik var en kraftidiot. Hvad skulle vi gøre nu, hvor han havde ødelagt hele vores koncept. One Direction ville aldrig nogensinde blive One Direction igen uden Zayn… Det ville aldrig blive det samme.

”Jeg synes det er noget rod.” Indskød Niall, så Liam faktisk fældede en enkelt tåre. Louis lagde sin arm trøstende om hans skulder.

”Det vil bare ikke være det samme igen… Jeg ved det bare.” Sagde Liam sorgfuldt, så vi alle kiggede på hinanden og nikkede os enige.

”Måske vi bare skal bruge den her pause på at tænke over det hele og så komme endnu skarpere tilbage?” Foreslog jeg og kiggede rundt på dem alle. Niall nikkede.

”Jeg er også smadret. Jeg tror ikke engang at jeg selv ville kunne have holdt et halvt år mere ud, for at være ærlig.” Indrømmede han. Både Liam, Louis og jeg kiggede på hinanden, inden vi gjorde os enige.

”Så lad os aftale at vi mødes igen om en uge og ikke laver andet end at sove på det og så aftaler vi hvad vi gør, bare os fire.” Sagde Liam på sin elskværdige far-måde og lagde sin hånd ind mellem os, så vi andre kunne lægge vores oven på hans.

”Aftale.” Sagde vi alle sammen i kor inden vi kiggede på hinanden og sluttede os sammen i et sidste gruppekram, før at vi brød op og hver til sit.

Efter at Zayn havde skudt nyheden ud om at han ønskede at forlade bandet havde alt været super mærkeligt. Aldrig havde der været så meget kaos og problemer til en koncert, som der havde været de sidste par uger. Alt var besat i gode rutiner, som pludseligt blev vendt på hovedet og skruet godt og grundigt forvirret sammen, så ingen af os vidste hvad man nu skulle gøre eller sige. Kun fordi der nu manglede et medlem.

Jeg havde været så forvirret omkring hvordan jeg skulle føle omkring det hele. Skulle jeg være forstående? Skulle jeg være vred? Skulle jeg være misundelig, eller jaloux? Eller skulle jeg opbygge det purreste had til ham? En ting var jeg i hvert fald endnu mere forvirret om, end bare mine følelser. Ville jeg nogensinde komme til at spille sammen med drengene igen?

Det hele var et stort virvar af tanker og følelser som rodede sig sammen til en stor forvirret kugle, som alle prøvede at redde uden, men som ingen kunne finde ud af.

Derfor havde det været en fælles beslutning, både fra vores fire drenges side af, men også vores crew og endda fra Modest, at stoppe det hele, inden det kørte for meget af sporet. Det var bedre at stoppe og tage en tænkepause fra det hele. Selvom jeg var bange for at jeg sikkert ville komme til at overtænke det hele, hvis jeg blev alene med rodet.

Alligevel glædede vi os alle sammen til at komme hjem til vores venner og familier igen. Dog skulle vi alle fire vidt forskellige steder hen. Niall tog hjem til Mullingar, Liam blev i London og Louis tog hjem til Doncaster. Og så var der mig. Jeg skulle noget helt andet. Jeg skulle være alene.

Handlingen lød underlig, fordi jeg jo absolut ikke vidste hvor godt det var at være alene efter Zayns stunt med at skride fra det hele. Men for at være ærlig, så glædede jeg mig.

Tanken om at man i ubestemt tid, bare kørte. Ikke havde noget bestemt mål, men bare køre lige ud af landevejen, og bare... fortsat. På den underlige måde, følte jeg at man kunne være menneske igen. Ture hvor man var alene og kun havde sig selv at tænke på, så man kunne gøre hvad man ville, og se hvor det ville føre en hen. Fredfuldt og ufatteligt tiltrængt.

Jeg glædede mig.

"I må hygge jer, drenge. Jeg kommer til at savne jer." Sagde Louis, inden han luntede ud. Vi gik alle et skridt tilbage, så vi så den blonde skikkelse, der luntede hen mod Louis og slog armene om ham. Niall og Liam 'aww'ede' til hinanden, inden de grinede. Liam skulle til at sige noget, men tavs så, da hans navn blev råbt op længere nede af gangen. Vi kiggede alle i stemmens retning og fik øje på den rødhårede skikkelse, i den velkendte batman-top, inden Liam smed sin taske ned fra sig og nærmest spurtede over til hende og slog armene om hende, for at svinge hende rundt, så hendes høje latter kunne høres i hele velkomsthallen.

"Hvor pladder-romantisk... Godt det ikke er os, hva Harold?" Spurgte Niall og puffede til mig, så jeg opdagede jeg ikke havde fjernet mit blik fra Liam og Lucie endnu.

"Hvad?" Spurgte jeg, så Niall fnyste.

"Bare glem det, nogle af os må jo bare lære at se med fra sidelinjen." Sagde han, så jeg kiggede på Liam, der kyssede sin kæreste på munden, så hun sendte ham et stort smil og en tom følelse brød op i mig.

Niall skulle blive i lufthavnen for at tage et fly videre, hjem til Irland. Jeg selv skulle med en taxa hjem til min lejlighed i London, hvor jeg ikke forventede at bruge mange timer på at pakke om, inden jeg selv kørte min vej. Jeg ventede stadig sammen med Niall.

"Tænk de alle sammen skal hjem til deres kærester, og vi skal bare hjem." Sagde Niall, da vi var de sidste tilbage i hvad der virkede til at være i hele velkomsthallen.

"Er du misundelig?" Spurgte jeg hurtigt. Han kiggede på mig og trak på skuldrene.

"Alle vil vel gerne have en, som kan løbe dem i møde, når de kommer hjem fra tour og overøser en med kys og kram." Sagde han og kiggede ligeud i luften. Sikkert fordi han prøvede at forestille sig det... Ligesom jeg selv gjorde.

"Ja, det tror jeg vel." Sagde jeg. Han havde jo ret. Alle ville da gerne have en, som man kunne komme hjem til efter en lang arbejdsdag, som man kunne snakke om dagens begivenheder med over en god middag og derefter ligge på sofaen foran fjernsynet og stene med. En man kunne grine sammen over en eller anden fjollet tv-serie, indtil man besluttede sig for at dagen var gået og man kunne gå i seng og ligge og putte hele natten lang, indtil man vågnede op sammen igen næste morgen.

"Det tror jeg vel.." Gentog jeg hurtigt, men lavt nok til at Niall ikke hørte det, da det mest var mindet på mig selv.

 

Jeg kunne mærke sensommervarmen, da jeg tidligt næste morgen stod og pakkede min bil. Jeg havde prøvet at give mig selv lov til at sove længe, men efter cirka et halvt år, hvor det at stå tidligt op var blevet en daglig rutine, så havde jeg ikke sovet særligt længe alligevel. Trods min tidlige opstandelse, var jeg gået i gang med at pakke med det samme og var snart på vej til at køre. Jeg manglede kun at hente de sidste småting. Jeg smed det vigtigste ind på forsædet, inden jeg gik op til døren for at låse den. Jeg kunne allerede mærke spændingen i min krop. Bare mig selv og de vilde veje, helt alene... Befriende.

Jeg var mere end spændt. Specielt fordi det startede i det jeg tændte for motoren og langsomt begyndte at køre. Der var tændt for radioen, vinduet var rullet ned og jeg kunne mærke, at det her nok skulle blive godt.

Jeg sad og trommede på rattet, da en velkendt sang kom på i radioen og jeg kort fik kigget på benzinmåleren. Flot Harry... Virkelig flot. Hvis man vil køre langt, skal man ligesom også have brændstof til at kunne gøre det, i stedet for at køre på en tank, der indikerede at en tankstation, var en god ide.

Jeg kørte hen af en lille vej til en rundkørsel, hvor jeg vidste der lå en benzin-tank lidt henne ad sidevejen. Jeg parkerede bilen ved tanken, hvor en af medarbejderne løb over og begyndte at fylde på. Jeg selv steg ud af bilen og besluttede mig for at gå ind i tankens kiosk. Jeg lod mine solbriller hænge i min T-shirt. For ja, jeg havde tænkt over, hvad jeg skulle gøre hvis jeg blev genkendt, men mit humør var for højt til at jeg gad tænke for meget over det i det øjeblik. Jeg kiggede rundt i kiosken, inden jeg besluttede mig for en vand og en sandwich, samt nogle snacks til senere, da jeg faktisk ikke havde pakket noget mad. Jeg gik med hovedet rettet ned mod min telefon op mod disken, da en vild stemme sagde:

”Er du sikker?” Jeg kiggede op og så en pige med langt brunt hår oppe ved disken. Hun stod og kiggede opgivende på manden bag kasseapparatet, som kiggede lige så opgivende på hende.

”Ja, for ti tusinde gang, busserne går ikke forbi her. Du må blaffe, snuske.” Sagde han og gav hende nogle penge tilbage. Hun prustede irriteret og vendte om på hælen og stormede forbi mig, så jeg hurtigt hørte noget med: "Spasser." Komme fra hende, inden hun nærmest flåede døren op på vejen ud, for derefter at smække den hårdt i igen. Jeg spærrede mine øjne forbavsede op over hendes hysteriske opførsel og gik op til kassen med mine varer. Jeg hilste og takkede manden, fik byttepenge tilbage og gik så ud af kiosken. Solen blændede med det samme mine øjne, så jeg tog mine solbriller på og gik over mod min bil.

”Jeg har prøvet alt, Fred! Der går intet køretøj.” Hørte jeg en stemme sige bag mig. Den samme stemme fra før. Hende pigen.

”Jamen for helvede altså! Hvor fuck skulle jeg vide det fra?.,. Gu fanden vil jeg ej, hvorfor kan du ikke bare hente mig?” Sagde hun lige så surt, som hun havde gjort inde i kiosken. Jeg åbnede passagerdøren på min bil og smed varerne ind på sædet.

”Wow Fred! Tusind tak! Du ryger sgu på listen!” Råbte hun nærmest. Jeg kiggede mig over skulderen og så hun stod med sin telefon i hånden, mens hun stod lænet op af muren til kiosken. Jeg lukkede døren til passagersædet på min bil og gik om på den anden side og satte mig ind. Jeg tændte bilen og den brummende lyd startede.

”Ja ja, jeg elsker også dig… Ja, det ved jeg. Ja, vi ses.” Sagde hun lidt mindre vredt denne gang, hvorefter hun tog sin telefon væk fra øret. Jeg kørte bilen om på den anden side af den to-sidede tank, så jeg stoppede foran hende og rullede vinduet ned.

”Hey.” Sagde jeg. Pigen kiggede med det samme op fra sin telefon, så jeg kunne se hendes ansigt. Hun havde nogle store dybblå øjne. De var dog gemt væk af en stor omgang mørk øjenskygge, mascara, eyeliner og hvad hun ellers havde puttet i ansigtet. Hendes store let-krøllede hår hang ned foran hendes ansigt, som hun fjernede med et kast med hovedet, så det røg om bag hendes skuldre

”Goddag?” Sagde hun og fugtede sine læber.

”Har du problemer?” Spurgte jeg. Hun rettede sig op.

”Ikke nogle, som rager dig.” Sagde hun hurtigt og sendte mig et flabet smil. Jeg spærrede øjnene forbløffet op.

"Øhh... Jeg ville bare hjælpe dig? Jeg hørte dig snakke om at du ikke kan komme væk herfra, så det kunne være du havde brug for et lift?" Prøvede jeg. Hun rullede overraskende med øjnene.

"Burde du ikke hellere koncentrere dig om dig selv, end at gå og stikke snuden i andres sager?" Spurgte hun flabet og lagde uinteresseret sine arme over kors. Jeg mærkede en snært af irritation.

"Jeg prøvede bare at hjælpe dig." Prøvede jeg og rynkede mine øjenbryn i forvirring af hende. Hun førte hurtigt sin hånd igennem sit hår og sukkede så.

"Tak... Men jeg kan godt klare mig selv." Sagde hun og rettede sig i ryggen og vendte om på hælen. Jeg kiggede overrasket efter hende, mens hun gik væk i sine tårnhøje hæle. Dog gik der ikke mange sekunder, inden hun en smule foran min bil, vendte sig halvt om mod mig og sagde:

"Men godt forsøgt, Loverboy." Sagde hun og vinkede endnu mere flabet til mig, så jeg ærligt måtte indrømme at jeg tabte kæben.

Wow!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...