14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5702Visninger
AA

25. Finding someone

"Som et vers, der fandt sin sang, står jeg her og selvom vejen den var lang

Så er jeg kommet hjem"

Sanne Salomonsen - Hjem

 

 

 

Harry P.O.V

”Jeg er nødt til at finde hende.” Sagde jeg endnu en gang, mens jeg gik frem og tilbage og endnu en gang, forsøgte at finde en måde jeg kunne finde hende på. Det virkede dog bare efterhånden til, at jeg havde været igennem alle scenarier.

”Harry, har du overhovedet nogen ide om, hvor hun er?” Spurgte Louis træt, mens han gned sine tindinger. Niall, der var kommet i går aftes, efter at Louis fortvivlet havde ringet efter forstærkning. Han havde dog lagt sig op ad Louis og lignede en, der var ved at falde hen i døsigheden. Klokken var heller ikke andet end… halv 8 om morgenen.

”Nej, men hvad end det tager, så vil jeg finde hende. Lige meget hvor lang tid det tager.” Sagde jeg og satte mig ned i sofaen, som Louis og Niall allerede befandt sig i og tog min computer frem igen.

”Og du har tjekket alle sociale medier?” Spurgte Niall med et højt gab. Jeg kiggede igennem Facebook. Og den eneste ”Aria Fitzgerald” jeg kunne finde, og som jeg var ret sikker på var hende. Var en konto, som havde været inaktiv siden 2013. Hun var vitterligt helt umulig at finde.

”Måske du skulle lave en kampagne?” Foreslog Louis og kiggede op på mig. Jeg kiggede hurtigt hen på ham.

”En kampagne?” Niall satte sig op.

”Ja? Du kunne jo lave en kæmpe efterfølgelse af hende. Meld dig til det der ”Missing persons” program.” Sagde han og virkede allerede lidt opkvikket. Jeg sukkede tungt.

”Selv om det virker som det mest logiske, så tror jeg ikke engang at de ville kunne finde hende. ” Sagde jeg og tog mig til hovedet. Louis sukkede.

”Men Harold, hvad fanden vil du så gøre? Hvis du ikke selv mener at du nogensinde har en chance for at finde hende, er det så ikke bare en ide at droppe hende?” Spurgte han og kiggede op på mig. Jeg kunne dog ikke lade vær med at kigge forarget tilbage på ham.

”Droppe hende?” Niall kiggede også op på mig, på den samme opgivende måde som Louis.

”Ja… Harry, jeg er sgu ked af at sige det, men jeg er enig med Louis. Hvad nu hvis du virkelig ikke kan finde hende. Vi har siddet her i tre dage, næsten, og helt uden held. Hvor længe vil du fortsætte? Uger, måneder… år?” Spurgte han helt forarget. Jeg kiggede dog endnu mere forarget tilbage på ham.

”Hvad er det i ikke forstår? Aria har brug for mig… I kender hende ikke, som jeg gør. Aria har brug for at jeg finder hende. Hun går der ude, og har brug for mig. Hun har endda sagt til mig, at hun ville ønske hun kunne være sammen med mig!” Vrissede jeg frustreret. Louis kiggede dog opgivende op på mig igen.

”Men hvorfor er hun her så ikke?” Spurgte han, så jeg kiggede ned på ham og mærkede, hvordan mit hjerte faldt til jorden.

”Hvis i ikke vil hjælpe mig… Så finder jeg hende bare selv.” Sagde jeg og tog i én hurtig bevægelse fat i alle mine ting, inden jeg snuppede alle mine ting, tog dem på og nærmest stormede ud af døren.

”Vent, Harry, hold nu op!” Kaldte Louis dog efter mig, men jeg svarede dem ikke. Hverken ham eller Niall, eller nogen som helst anden, som ville forsøge at stoppe mig og tale min mere og mere fra hele den her forskruede og korrupte ide om at finde Aria.

Måske jeg bare skulle indse det? Måske jeg faktisk aldrig ville komme til at se Aria igen? Måske var hun vitterligt bare en lille ubetydelig døgnflue i mit liv?

Men det ønskede jeg bare ikke! Jeg ønskede virkelig ikke, at hun bare skulle forsvinde sådan. Ikke allerede? Ikke efter de to uger.

De to uger havde ændret mit liv næsten 180 grader rundt. De havde været så udfordrende, og jeg var blevet udsat for nogle valg, som jeg aldrig troet, at jeg i mit liv, ville ende med at skulle træffe. De to uger havde været både virkelig fysisk hårde, fordi søvn, mad og energi-niveauerne i min krop, havde været så forskruede, at jeg stadig ikke helt vidste, om jeg var kommet mig helt over det endnu. Og så havde det også været så psykisk hårdt. Alle problemerne og frustrationerne, som der altid opstod, specielt sammen med Aria, havde også sat mig over for nogle valg, som jeg havde haft svært ved at træffe beslutninger til. De første dage havde været så hårde, fordi vi slet ikke kunne finde ud af det med hinanden, men det var faktisk de sidste dage, som havde været de værste. For det var der, jeg opdagede mine følelser omkring det hele. Og specielt omkring hende.

Jeg lagde og kunne ikke engang lægge skjul på, at jeg havde en masse forvirrede og fortumlede følelser for Aria. Den pige havde virkelig formået at få mig igennem hele følelsesspektret på de to uger, og der var flere gange, hvor jeg virkelig ønskede hende helt væk og borte for evigt… men endnu flere gange, hvor jeg ønskede hende helt tæt på. Nærmest så tæt på, som to mennesker overhovedet kunne komme hinanden. Jeg havde aldrig haft den følelse med nogen. Og jeg havde specielt ikke troet, at jeg ville ende med at få den slags følelser for sådan en som hende.

Aria var en spøjs person. Lige fra dag 1 af, havde hun ikke formået andet end at overraske mig, hele tiden. Lige så flabet og en kæmpe pine i røven, som hun så ofte kunne være, så kunne hun også være et af de mest sårbare og åbne mennesker jeg længe havde mødt. Det gjorde mig så frustreret i starten, at hun skulle være så hård og hele tiden kæmpe for ikke at vise sit sande jeg. Det havde skabt så mange kontroverser og det havde virkelig frustreret mig. Men lige så snobbet og uacceptabel, som hun kunne være, så havde hun også et kæmpe og ekstremt sårbart hjerte. Arias hjerte var nærmest det, der havde startet de der underlige følelser inden i mig, for hende.

Jeg havde så mange følelser for den pige, og jeg nægtede virkelig, at realisere, at jeg nok aldrig ville kunne udføre bare én eneste af de følelser sammen med hende. Det gjorde så ondt, at have en i sit hjerte, som man ikke kunne have i sine arme.

Og hvor jeg dog virkelig ikke ønskede andet, end at holde hende igen.

Jeg gik ned ad gaden i et af de tusinde afkroge af London, som jeg så tit gik igennem. På den her gade, lå der en lille cafe, som jeg oftest var taget hen til, for at lade tankerne flyde. Sidste gang jeg havde siddet på den cafe, var for at skrive nogle af sangene til det forrige album. Nu var der tusinde af andre ting, som jeg havde brug for at tømme ud af mit hoved, i stedet for skriblerier og sange.

Jeg gik ind på cafeen og satte mig ned ved et tilfældigt bord, så en af cafeens servetricer, hurtigt gik over og spurgte mig om, hvad jeg skulle have. Jeg bad bare om en ganske almindelig kop te, mens at jeg satte mig bedre til rette og så kiggede ud af vinduet.

Måske havde jeg været for optimistisk? Hvad nu hvis Aria rent faktisk accepterede sin fremtid sammen med Fred, selvom jeg jo selv mente personligt, at han var verdens største røvhul? Hvad nu hvis det var mig, der havde misforstået det hele? Hvad nu hvis det jeg havde håbet, havde været noget specielt for os, bare havde været en én gangs ting, for hende? Hvad nu hvis mine følelser for Aria, ikke var gengældte i hendes tilfælde? Hvad nu hvis jeg bare måtte indfinde mig med, at jeg nok aldrig ville komme til at se hende igen?

I det at mit hjerte skar hårdt i brystet på mig, og jeg mærkede, hvordan jeg mistede vejret et par sekunder, blev min te serveret foran mig. Jeg prøvede at tage mig sammen og kiggede så op, for at smile taknemmeligt til servitricen. Hun sendte mig et stort smil, hvilket desværre mindede mig om Arias smil.

Jeg sukkede opgivende af mig selv og kradsede mig i nakken, inden jeg tog en tår af min te og så vendte mit hoved og kiggede ud af vinduet.

Og lige der, så jeg hende.

 

Aria P.O.V

”Undskyld mig, kan du fortælle mig, hvor Harry Styles bor?” Spurgte jeg en ny person, for det der føltes som den 100.000. gang. Endnu en gang fik jeg bare et håndende grin smasket lige i fjæset, eller et underligt og uforstående blik.

”Lad nu de berømtheder værre, sveske. Han ved jo ikke engang du eksisterer.” Sagde en ung fyr, så mit hjerte begyndte at banke hårdt i brystet på mig.

”Hør her, det er virkelig vigtigt, at du hjælper mig. Jeg er nødt til at finde ham!” Prøvede jeg bedende, så den unge fyr kiggede tilbage på mig, med et endnu mere opgivende blik end før.

”Glem det søster. Du er bare én ukendt pige ud af 3 milliarder ukendte piger.” Sagde han som det sidste, end han skyndte sig væk fra mig, ligesom alle de andre også havde gjort.

Jeg vrissede frustreret og tog mig til hovedet, mens jeg kiggede rundt og overvejede at sætte mig ned og tude, fordi det her jo var så åbenlyst håbløst. Selvfølgelig kunne jeg have sagt mig selv, at selvom jeg havde brugt allerede nærmest en hel dag på at forsøge at finde bare det mindste spor, som kunne hjælpe mig med at finde den krølhårede fyr, som mit hjerte åbenlyst ikke kunne glemme, så var det helt igennem håbløst. Jeg kunne have sagt mig selv lige fra starten af, at jeg aldrig nogensinde ville kunne finde Harry Styles på nogen som helst måde.

Mine fødder var så ømme, og min mave knurrede helt vildt, og selv om jeg snart ikke orkede noget som helst mere, så prøvede jeg at fortsætte længere frem. Jeg gik ned ad en af de tusinde milliarder af gader, som det virkede til at London indeholdt.

Hvordan fanden skulle jeg nogensinde finde Harry i den her kæmpe by? Boede han overhovedet her?

Jeg tog mig frustreret til hovedet og satte mig hurtigt ned på en bænk lidt længere fremme. Tårerne pressede til bag mine øjenlåg. Mit hjerte gjorde så ondt ved tanken om, at jeg nok aldrig ville finde Harry igen. Det fik nærmest mit hjerte til at knuses mere ved tanken om aldrig at se ham igen, end mere tanken om at jeg nu var mutters alene i hele verden.

Det var vel det ægte kærlighed gjorde ved en? At man satte behovet for andre over ens egne behov? Det var jo helt igennem sindssygt, men i mit hoved, så var der ikke andet end ham. I mit hoved kunne jeg ikke se nogen anden måde, jeg kunne blive rigtig glad på igen. I mit hoved kunne jeg ikke se mig selv sammen med nogen som helst anden, end ham. I mit hoved var jeg sammen med ham, mens at mit hjerte mere og mere realiserede den skrækkelige sandhed om, at det var jeg ikke.

De første tårer trillede ned ad mine kinder og jeg vidste ikke længere, hvad jeg skulle gøre. Jeg hejste mit hoved og forsøgte at tørre de hjerteknuste tårer væk, da jeg kiggede lige ud og mine øjne så faldt på cafeen over for gaden af den jeg var på.

Cafeen så helt stille og rolig ud. Virkelig hyggelig faktisk. Der sad et par udenfor og snakkede storsmilende med hinanden, mens at en servetrice gik og tørrede de udendørs borde af. Jeg kunne ikke helt se ind i cafeen, da ruderne var lidt mørke. Og dog alligevel kunne jeg lige skimte en af cafeens kunder, som sad indenfor, og som kiggede lige ud på mig.

Jeg prøvede at kigge ordentligt på kunden inden i cafeen, som kiggede lige så koncentreret ud på mig. Og der var et eller andet underligt bekendt ved ham. Vi rejste os samtidig og mit hjerte begyndte at hamre hårdt i brystet på mig, mens at jeg så hvordan han rejste sig fra sit bord og gik over mod døren ud af cafeen, mens jeg stoppede helt og mærkede, hvordan mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig. Specielt da han trådte ud af cafeen og jeg så, kunne se ham i hans fulde form. Mit hjerte sprang et slag over.

De grønne øjne kiggede direkte ind i mine, mens at jeg mærkede, hvordan tårerne tog til i mine øjenkroge over synet af de brede skuldre, de grønne øjne, det store og langt krøllede hår, de altid stramme sorte jeans, som i dag var klædt sammen med en sort cowboyjakke og en grøn sweater. Han var smukkere end jeg huskede.

Jeg nåede ikke engang at reagere på hans tilstedeværelse, inden han langsomt trådte et skridt frem, og jeg så satte i løb over gaden og over mod ham.

”Aria..” Lød mit navn lige så hæst fra hans læber, som det altid havde gjort, så bare lyden af det helede mit hjerte mere end noget som helst andet.

”Harry.” Sagde jeg, inden han åbnede sine arme og jeg så løb lige ind i dem og endelig mærkede hans arme omkring mig igen.

”Åh gud.” Sagde han, mens at jeg udslap et lettet og overlykkeligt hulk og kun lige nåede at slippe mit hårde tag om hans brystkasse, inden jeg kiggede op på ham og så trak ham ned til mig, så jeg endelig kunne presse mine læber mod hans.

”Du er her… Du er her virkelig!” Sagde Harry med røde øjne og et kæmpe smil på læberne, mens at de lykkelige tårer trillede ned ad mine kinder.

”Jeg er hjemme.” Sagde jeg og følte sandheden bag mit udsagn. Jeg var hjemme, jeg var fri og jeg var her hos Harry. Der hvor jeg altid skulle have været.

___________________________________________________________________________________________

SIDSTE KAPITEL UDGIVES TORSDAG DEN 29. DECEMBER

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...