14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5696Visninger
AA

14. Day 8

”I Never needed you like I do right now

I never hated you like I do right now

Cause all you ever do is make me…”

Noah Cyrus – Make me (cry)

 

Harry P.O.V

Hvordan har du det?” Spurgte jeg, da jeg stod op næste morgen og så at Aria allerede var stået op. Hun sad ovre ved sine tasker og tog tøj på.

”Bedre.” Sagde hun hurtigt. Jeg nikkede fredsfuldt på hovedet.

”Det er jeg glad for. Jeg tænkte det garanteret var kaninen. Hvordan fik du overhovedet fat i den?” Spurgte jeg hurtigt. Dog svarede hun mig ikke, men trak bare sin makeup-pung op og begyndte at trække en masse ting op ad, som hun derefter kunne putte i ansigtet.

Aria tog make up på…

“Nå… Krigsmalingen er på igen, hva?” Sagde jeg hurtigt for at prøve at stikke lidt til hende. Hun rodede videre i pungen.

”Det er ikke krigsmaling. Det er flot.” Sagde hun helt koldt, så jeg rynkede mine bryn lidt forvirret sammen. Hvad skete der lige?

”Synes jeg ikke.” Sagde jeg lavt, men ikke lavt nok til at hun ikke vendte sit hoved vredt om mod mig.

”Din mening tæller faktisk ikke, at du ved det.” Sagde hun, så jeg kiggede overrasket tilbage på hende.

”Wow… Nogle er spydige her til morgen.” Sagde jeg og kiggede undrende på hende. Hun sukkede dybt.

”Hør Harry, jeg synes vi skal snakke lidt om nogle ting.” Sagde hun og rejste sig og vendte sig om mod mig. Hendes ansigt var gemt inde bag den sorte make up endnu en gang og de tidligere sweatre og små gummisko var nærmest som ikke eksisterbare, og var nu skiftet ud med hendes sorte læderjeans, hullede trøjer og tårnhøje stilletter. Hvad fanden skete der?

”Sig frem?” Sagde jeg forsigtigt og kiggede på hende. Hun kiggede lidt rundt.

”Jeg synes vi skal ændre nogle ting.”

”Som hvad?” Spurgte jeg hurtigt og kiggede forvirret rundt.

”Vi skal ikke sove begge to i teltet mere. Vi må begynde at skiftes. Det andet er for mærkeligt. Der skal ske noget med at komme væk herfra. Der sker ikke en skid, og jeg er ret sikker på, at det er fordi du ikke trækker din del af læsset. Og så skal lejren deles op.” Jeg kiggede forarget på hende.

”Af hva?” Spurgte jeg lidt lamslået.

”JA!” Vrissede hun nærmest, så jeg kiggede endnu mere uforstående og totalt forvirret på hende.

”Jeg gider ikke være klæbet op ad dig mere!” Sagde hun og lagde sine arme bestemt over kors. Jeg kiggede med store øjne tilbage på hende.

”Klæbet? Undskyld, Ari… hvad sker der?”

”Ingen kælenavne!” Vrissede hun og kiggede opgivende på mig, inden hun vendte sig om og satte sig ned til sine tasker igen.

”Aria, hvad fanden sker der med dig?” Spurgte jeg og gik over til hende.

”Jeg siger bare min mening! Jeg gider dig ikke..” Jeg spærrede mine øjne chokeret op.

”Gider du mig ikke? Hvad helvede?!” Vrissede jeg og stillede mig om på den anden side af hende, så hendes front var mod mig igen.

”Nej, Harry. Jeg synes du er for…”

”For hvad?” Afbrød jeg hende med det samme, så hun stillede sig op og kiggede ondt på mig.

”Nærgående.” Jeg måbede.

”Nærgående? Er jeg for fucking nærgående? Undskyld mig, men vi er de eneste to mennesker i miles omkreds!” Sagde jeg helt forvirret. Hun kiggede træt på mig.

”Men jeg har en kæreste, at du ved det?” Sagde hun hurtigt. Jeg fattede mindre og mindre.

”Og?” Spurgte jeg hurtigt. Hun vrissede straks op i hovedet på mig.

”Du er ikke min kæreste, Harry!” Jeg måbede endnu mere.

”Det ved jeg sgu da godt… Aria, hvad fanden sker der med dig? I går var du helt anderledes og..”

”Ja, men kom over det. Det her er måden jeg er på. Den rigtige mig, okay?” Råbte hun nærmest, så det var min tur til at blive sur.

”Had helvede er der galt med dig? Det der er ikke dig, det der er en fucking facade du prøver at køre!” Vrissede jeg rasende. Hendes opførsel gav ingen mening og jeg anede ikke hvad fanden det her var startet af.

”Det her er mig, fat det nu!” Råbte hun og skulle til at storme forbi mig, men jeg greb hurtigt fat i hendes arm.

”Det her er ikke dig, Aria. Det ved både du og jeg!” Sagde jeg hurtigt. Hun kiggede lynende op på mig.

”Jeg har ikke brug for dig, Harry! Så slip mig nu.” Sagde hun og prøvede at hive sin arm til sig. Jeg strammede bare grebet.

”Aria, du har mere brug for mig end nogen anden… Det ved du også selv!”

”Nej, jeg har ej. Jeg kan klare mig selv, så giv slip og lad mig fucking gå!” Råbte hun endnu en gang helt vredt op i hovedet på mig.

”Aria, for helvede tal til mig!” Prøvede jeg. Det her var ikke hende. Det var det ikke!

”Jeg har ikke brug for dig, Harry!” Råbte hun en sidste gang, inden hun trak sin arm til sig og stormede væk og ud fra lejren. Jeg mærkede vreden pulse op i mig, inden jeg råbte efter hende:

”Undskyld for at fucking bekymre mig!” Hun stormede bare videre og jeg mærkede, hvordan vreden pulserede vildt inden i mig, så jeg sparkede til den nærmest busk omkring mig og vrissede højt.

Hvad fanden skete der lige der?!

Jeg kiggede frem og tilbage mellem lejren og den vej hun var gået. Min hjerne nægtede at acceptere, at hun havde fundet den attitude frem igen. Hvad fanden var der sket siden at hun var blevet den facadefulde Aria igen? Havde jeg gjort noget? Sagt noget forkert? Jeg kiggede rundt mellem lejren og stien hun var gået hen ad, inden jeg i en hurtig tanke, valgte at løbe efter hende.

Hun havde sat sig nede ved bækken med ryggen mod mig og knuget helt sammen. Jeg sukkede tungt.

”Aria, please… Tal til mig. Hvad sker der?” Spurgte jeg opgivende. Hun vendte sit hoved mod mig i en hurtig bevægelse.

”Hvorfor skal du altid følge efter mig? Kan du ikke bare lade mig være?” Spurgte hun vrissende. Jeg kiggede opgivende på hende.

”Selvfølgelig kan jeg ikke bare lade dig være. Aria, du har brug for mig..” Prøvede jeg, men hun afbrød mig:

”Hold din kæft! Jeg kan klare mig selv! Jeg har ikke brug for din fucking hjælp!” Vrissede hun. Jeg kiggede forbavset på hende.

”Gider du tale ordentligt til mig?” Spurgte jeg forbavset.

”Hvorfor skal du altid hakke sådan på mig? Du er ikke min fucking far!”

”Slap så af, Aria!” Vrissede jeg hurtigt. Hvad fanden skete der med hende? Det her havde hun da aldrig gjort før?

”For satan, Harry! Fuck af med dig. Lad mig nu bare være!” Jeg kiggede helt forbavset på hende. Hun fortjente mig ikke. Hun fortjente intet af det jeg havde gjort for hende, hvis hun i sidste ende altid ville behandle mig sådan der.

”Din forpulede møgunge!” Råbte jeg af hende og vendte mig om og startede på at gå tomhændet tilbage til lejren. Jeg hadede virkelig Aria nogle gange. Hvorfor skulle hun altid tro at hun kunne styre det hele? Det kunne hun ikke! Vi var to om det her! Det her var ikke et one man-Aria show! Det nægtede jeg.

Jeg kiggede tilbage ned mod kilden.

”Fuck!” Bandede jeg højt. Jeg var ved at gå fra forstanden. Jeg sprang snart i flere millioner af stykker. Det var så frustrerende det hele…  Alt det her. At føle sig fanget, og ikke kunne komme væk. Alt det her med ikke at kunne komme hjem, og bare være her og håbe på at vi fik et eller andet form for tegn…  Alt det her med… Aria.

Jeg sukkede og begyndte at gå med hastige skridt over mod bakkeskråningen. Aria sad stadig med ryggen til. Jeg gik med store skridt ned af skråningen, og trådte på flere grene, som knækkede, så hun ikke kunne undgå at høre mig, så hun vendte sig om mod mig.

”Aria.” Spurgte jeg, da jeg gik over til hende. Hun sukkede tungt.

”Harry, hold nu op!” Bad hun hurtigt. Jeg rystede bare på hovedet.

”Nej! Jeg har ret til at sige det her… jeg har ret til at ytre mig, at du ved det.” Hun kiggede opgivende om på mig.

”Jeg synes ikke det er fair, at når vi har lovet at være sammen om det her, at du så bare lukker mig ude. Jeg synes ikke, det er fair at du bare… ignorerer mig på den der måde!” Startede jeg og trådte tættere på hende. Hun sukkede tungt og rejste sig, for at vende sig om mod mig.

”Harry, hold nu op, siger jeg..” Prøvede hun. Jeg rystede endnu en gang på hovedet.

”Nej. Jeg vil have, at du lytter til hvad jeg har at sige…”

”Nej Harry, nu hører du for en gangs skyld på mig!” Udbrød hun, så jeg kiggede overrasket på hende. Hun tog sig frustreret til hovedet, inden hun nærmest sprang som en vulkan, lige op i ansigtet på mig.

”Det her er svært for mig! Det er svært for mig, at du ikke kan lade mig klare tingene selv, det er svært for mig at du ikke bare lader mig klare det hele selv… Jeg stinker virkelig til at forklare hvordan jeg har det, så derfor har jeg taget mig sammen nu… Lad mig være!” Sagde hun og kiggede bedende op mig. Jeg rynkede mine bryn forvirret sammen.

”Nej, Aria… Du kan ikke klare det hele selv! Det kan ingen af os, jeg ville også selv ønske at vi bare kunne klare tingene hver for sig, men det kan vi ikke! Vi bliver nødt til at hjælpe hinanden!” Sagde jeg hurtigt. Hun kiggede endnu mere opgivende på mig.

”Hvis du også selv vil det hele selv, hvorfor kan du så ikke bare lade mig være? På den måde lader jeg dig være, og så kan vi måske komme hjem!” Råbte hun nærmest, så jeg hurtigt trådte tættere på hende. Mit hjerte bankede både såret, men også rasende i hjertet på mig.

”Aria, vi er nødt til at samarbejde! Hvad nu hvis jeg går og du farer vild… Du kan dø her ude! Hvad hvis du går og jeg brækker noget og er helt alene, så dør jeg… for helvede, vi har jo brug for hinanden!” Råbte jeg tilbage til hende, så hun kiggede op på mig, og fumlede lidt med ordene, inden hun sagde:

”Hvis jeg går, kan der i det mindste være en chance for at jeg kommer hjem! Harry, vi kommer jo ingen veje, vi er fanget her og vi gør intet! Vi kommer ikke videre… lad mig dog for helvede bare gå!” Vrissede hun igen. Jeg rystede opgivende på hovedet. Hvorfor skulle det altid ende sådan her med hende? Hvorfor skulle hun altid sætte sine tårnhøre mure op og… lukke mig ude?

”For helvede, hvorfor kan du ikke bare indse at jeg bekymre mig om dig?!” Vrissede jeg lige så opgivende tilbage. Og hun så faktisk en smule lamslået ud. Lidt tilbageslået. Hun kiggede kort på mig, inden hun stille sagde:

”Bekymrer du dig… om mig?! Harry hvis du bekymrede dig bare det mindste, så gjorde du meget mere for at vi kom væk!” Vrissede hun endnu en gang og skulle til at vende sig væk mod mig endnu en gang, men vreden tog over i mig. Den pulsede rundt i alle mine årer, og jeg nægtede at lade hende flygte igen. Ikke denne gang. Så jeg greb fat i hendes arm og vendte hende tilbage mod mig, så hun kiggede chokeret op på mig, inden hun sagde:

”Tror du ikke jeg har prøvet? Tror du ikke jeg har gået rundt over det hele for at finde en vej, tror du ikke jeg har prøvet alt!? For det har jeg sgu, og det er kun for at jeg selv… men KRAFTEDME også dig, kan komme væk herfra så hurtigt som muligt! Så kom ikke her og sig at jeg ikke har gjort noget som helst, for hver dag når du et eller andet sted går rundt og surmuler over hvor FUCKING NEDEREN dit liv er, hvor stor en idiot du synes jeg er, hvor meget du hader mig for at have bragt dig i den her situation… så prøver jeg alt hvad jeg kan, for at holde dig i live, bare fordi jeg vil gøre alt for at få dig hjem, fordi jeg hader mig selv så meget for at have anbragt dig i den her situation… Jeg hader mig selv mere end noget andet!” Råbte jeg og mærkede nærmest hvordan der gik et skår i mit hjerte, da hun kiggede op på mig med blanke øjne og jeg bare gav slip på hendes arm og skubbede hende væk fra mig. Jeg kunne ikke mere. Jeg kunne vitterligt ikke klare mere.

”Men Harry…” Prøvede hun alligevel.

”Nej! Nu har du talt, så nu taler jeg Okay?! Jeg er fucking ked af alt det her! Du ved slet ikke hvor meget jeg hader mig selv, for at det her er sket. Det hele var min skyld! Jeg holdt ikke øje med vejen… Jeg har praktisk talt dræbt os begge to… Kun fordi jeg ikke kiggede på vejen… Men på dig… Kiggede på dig og lige nød livets skønhed på det forkerte tidspunkt, og rent faktisk dræbte os begge to… bare fordi jeg i et kort øjeblik lige kiggede på noget smukt… fordi jeg i et kort sekund kiggede på dig…” Det var som om ordene bare flød ud af munden på mig, og jeg nåede ikke engang at tænke videre over dem, inden jeg stoppede og så kiggede helt frosset ned på hende. Hun kiggede op på mig med tårer ned af hendes kinder.

”Harry…” Hviskede hun nærmest og trådte tættere på mig. Jeg trådte dog et skridt tilbage.

”Nej! Jeg fuckede op i det hele… og kun fordi jeg så hvor smuk du er… og i et kort nød din tilstedeværelse… Og jeg er fucking ked af det, okay… Bare… bare stop med at luk dig selv væk. Jeg vil ikke ødelægge dig endnu mere.” Sluttede jeg, så hun kiggede helt lamslået op på mig og jeg så vendte mig om og gik tilbage til lejren.

Lige i det øjeblik følte jeg, der ikke var mere at sige. At jeg ikke havde mere at sige.

Jeg kom tilbage til lejren og jeg satte mig over i teltet og overvejede om hvorvidt der var en chance for at jeg nogensinde kom væk herfra. Eller om jeg efterhånden havde ødelagt det mere og mere for mig selv.

Jeg hældte mere og mere til det sidste.

 

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der, eller om jeg overhovedet nåede at sidde der alene, end mere end bare et par sekunder. På et tidspunkt nåede jeg i hvert fald at høre, at nogle grene og kviste, samt tørre blade, knustes under en persons skridt, så jeg kiggede til siden og så at Aria var kommet tilbage. Jeg kiggede væk igen og kiggede så bare ud i luften. Jeg lagde dog alligevel mærke til, at hun endte med at sætte sig ned ved siden af mig.

”Jeg forstår dig ikke.” Sagde hun helt roligt. Jeg sukkede opgivende.

”Aria, jeg har ikke lyst til at skændes mere med dig. Jeg orker det ikke…”

”Det vil jeg heller ikke.” Afbrød hun mig hurtigt, så jeg kiggede til siden på hende.

”Hvad vil du så?” Spurgte jeg lidt for pirligt til min egen mening. Hun lagde dog ikke noget i det, men trak bare forsigtigt på skuldrene.

”Snakke.” Jeg sukkede.

”Så snak.” Hun kiggede på mig, så jeg til sidst også vendte mit hoved og også kiggede på hende.

”Jeg er ikke vant til at folk behandler mig, som du gør.” Sagde hun, så mit hjerte bankede helt sagte i brystet på mig.

”Harry.. Jeg… Jeg ved ikke om… jeg er i stand til at…” Hun rystede nærmest. Som om hun skælvede. Det her var svært for hende. Det kunne selv jeg se. Det her var ufatteligt svært for hende at sige. Der var ingen tvivl om at i dag måske var den dag, hvor jeg havde fået hendes ufatteligt tykke facade, til at krakelere.

”Harry, jeg…” Startede hun og skælvede en enkelt gang med sin underlæbe, inden jeg lagde min arm om hende og så trak hende ind i min favn.

”Det er lige meget.” Sagde jeg bare hurtigt, så hun trak sig fra mig.

”Nej, det er det ikke! Du fortjener at vide det, men…”

”Men Aria… Hvis du ikke kan, så er det fair.”

”Men jeg vil gerne!” Udbrød hun nærmest, så jeg kiggede op på hende. Hun så nærmest helt bedende ud.

”Harry, jeg vil så gerne lukke dig ind… mere end noget andet… Jeg vil så gerne fortælle dig alt, og…”

”Så gør det.” Sagde jeg og kiggede på hende, så hendes øjne mødte mine.

”Fortæl mig om dine dybeste hemmeligheder og din største frygt. Dine ønsker og behov. Hvad du tænker på om natten og hvad der holder dig vågen. Hvad der får dine tanker til at vandre, og hvad der får dig til at lukke mig ude… Luk mig ind.” Sagde jeg og kiggede på hende. Hun kiggede mig bare ind i øjnene og bed sig hårdt i læberne inden hun sagde:

”Okay.”

___________________________________________________________________________________________

Hvad siger i? Hvad tror I Aria gemmer på? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...