14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5669Visninger
AA

10. Day 4

“There are some emotions that I never knew

Some for the world far beyond this place

Beyond the trees, above the clouds”

Phil Collins – Strangers like me

 

Harry P.O.V

Jeg vågnede den morgen med mindre smerter end de tidligere dage, hvilket fakitsk forundrede mig helt vildt.

”Gør det stadig ondt?” Spurgte Aria mig, da vi sad foran bålet og jeg vendte den lille due som jeg havde fanget tidligere den morgen. Jeg var stået tidligt op og havde taget en stor taske med mig og gået ud i skoven og prøvet at finde, hvad som helst, som kunne stoppe den konstante rumlen i min mave. Fangsten havde dog ikke været en cheeseburger med ekstra fritter, som jeg ellers havde håbet.

”Ikke så meget som før.. Jeg tror dog det stadig skal renses lidt.” Sagde jeg og trak op i mine trøje. I det mindste var det ikke længere gult.

”Jeg kan hente noget vand med hjem til dig, når jeg går ned og vasker mig.” Tilbød hun, mens jeg tog den stegte due af bålet og lugtede til den. Det var mad, men det var bestemt ikke en dobbelt cheeseburger med ekstra fritter. Jeg brækkede den over i to og rakte den anden halvdel over til Aria. Hun rynkede lidt stødt på næsen.

”Du bliver nødt til at spise noget, og det her er det eneste jeg har lige nu.” Sagde jeg, så hun sukkede lidt og så tog fat i den lille stegte due og bed lidt i den.

”Jeg lagder som om det er kylling, så glider det nemmere ned.” Sagde jeg og tog en stor bid af den stegte kød. Hun tog en lille bid.

”Det er bestemt ikke dårligt, men det er heller ikke lasagne.” Sagde hun, så jeg grinede lidt.

”Jeg tænkte faktisk mere på en and, men hvis du mener at lasagne smager sådan her, så fair nok.” Klukkede jeg, så hun også grinte en smule.

”Jeg savner bare virkelig lasagne. Jeg kan altid spise et helt fad når jeg laver det.” Sagde hun, så jeg kiggede overrasket på hende.

”Jeg troede faktisk du mere var cæsar salat eller sushi typen.” Indrømmede jeg. Hun grinede faktisk højt.

”Jeg hader sushi! Det er så overvuderet, så meget hellere lasagne.” Sagde hun og bed en stor luns af sin del af duen. Jeg nikkede og fnyste så lidt, da en tanke hurtigt slog mig.

”Så må du være den menneskelige version af Garfield.” Hun kiggede hurtigt over på mig og brød faktisk ud i en høj og kæmpe latter. Det lød faktisk helt underligt at høre hende grine sådan. Underligt på en god måde.

”Hvad er din yndlingsret?” Spurgte hun og gned sine fingre af i sine bukser.

”Lige nu kunne jeg virkelig godt bare spise en dobbelt cheeseburger med ekstra fritter.” Indrømmede jeg. Hun kiggede med store øjne på mig.

”Åh gud, ja!” Udbrød hun enigt, så det var min tur til at grine.

”En dobbelt cheeseburger, med ekstra ketchup. Mega mange fritter, 10 poser nuggets og en stor cola.” Sagde hun helt drømmende, så det var min tur til at kigge helt overrasket på hende.

”Du er faktisk den menneskelige version af Garfield.” Pointerede jeg, så hun kiggede ned af sig selv og så trak på skuldrene.

”True.” Sagde hun, så vi grinede sammen og jeg så kiggede på hende, mens hun lyste op i et smil og det på en måde varmede mere end tanken om en dobbelt cheeseburger med ekstra fritter.

Vi besluttede os for endnu en gang at gå ud i skoven og prøve at se om vi kunne finde noget der bare kunne minde om en vej væk fra det hele. Aria havde ofret en eller anden meget dyr rød læbestift i et forsøg på at mærke de steder vi havde gået igennem med et rødt kryds, så vi eventuelt kunne lægge et mentalt kort over denne her uendelige skov.

Vi havde gået i cirka to timer, da jeg mærkede hvordan det stak lidt i siden og Aria selv klagede over at have ondt i sine fødder. Det hjalp måske heller ikke meget, at hun havde skiftet de tidligere stiletter ud med et par sorte støvler, med mindre dog, men stadig ret høj hæl.

”Kan vi ikke lave en aftale om, at når vi går, så tager du dine gummisko på, så du ikke brokker dig så meget?” Spurgte jeg og kiggede om på hende, da jeg gik foran hende, da vi på vejen tilbage til lejren ville stoppe nede ved kilden. Hun sukkede højt og brølende, så jeg rullede med øjnene af hende.

”Måske vi også kunne sænke tiden vi gik i?” Sagde hun selv.

”Altså jeg ved ikke med dig, men jeg vil gerne hjem så hurtigt som muligt, og ikke om 2 uger.” Sagde jeg, så hun sukkede igen.

”Vi når bare ingen vejne.” Brokkede hun sig igen.

”Hvis vi nu delte op, ligesom jeg foreslog i morges, så ville det gå meget hurtigere.” Foreslog jeg selv.

”Gerne for min skyld! Men jeg hjælper dig ikke, når du bliver væk.” Sagde hun og gik hen ved min side.

”Jeg bliver aldrig væk.” Sagde jeg hurtigt, så hun kiggede op på mig.

”Så hvis vejen hjem, loverboy.” Jeg kiggede opgivende på hende.

”Jeg troede vi var stoppet med de øgenavne der.” Sagde jeg og vendte mig til siden, da vi skulle gå ned ad skråningen til den kilde vi havde fundet for et par dage siden. Aria klukkede.

”Hvad snakker du om? Det er da et kælenavn.” Sagde hun drillende, så jeg bare rullede med øjnene af hende.

Jeg trak hurtigt min rygsæk af, mens Aria trak sin skuldertaske af også, så vi kunne finde vores tomme flasker frem og fylde dem med vandet fra kilden. Jeg havde været lidt skeptisk omkring det i starten, da vi jo faktisk ikke vidste om det kunne drikkes eller ej. Aria havde dog sagt at hvis vi bare kogte det, så ville alle bakterierne forsvinde. Og ingen af os var blevet syge. Endnu.

Jeg satte mig på knæ nede ved kanten og trak de flasker jeg havde ud af min taske og begyndte at fylde dem op. Aria satte sig ved siden af mig og smøg ærmerne op på hendes sorte halskekrave og bøjede sig ned til vandet for at vaske sine arme og sit ansigt.

Hun var faktisk lidt dyster, nu jeg tænkte over det. Bare i dag havde hun en sort halsekrave på sammen med et par sorte læderbukser. Jeg havde endnu ikke set hende i andre farver end hendes mørke og grå nuancer. Og det var ikke den lysegrå af slagsen. Hun havde også tit mange ringe og smykker på. Hun lignede faktisk til at gå meget op i hvordan hun så ud. Hun brugte i hvert fald en halv time hver morgen til at sidde inde i teltet og meget nøje lægge hendes dunkle sorte makeup. Det virkede ofte som et slags slør hun lagde over sig. Og sammen med tøjet mindede det mere og mere om en mørk facade.

Jeg satte mig tilbage og kiggede på det klare vand i den før tomme flaske og overvejede om jeg skulle tage chancen og drikke det. Jeg trak flasken op til munden og tog en lille tår. Det smagte faktisk ikke slemt. Nærmest helt som andet almindeligt vand fra hanen.

”Kom her hen.” Sagde Aria og viftede mig hen til hende. Jeg kiggede lidt på hende, inden hun opgivende klappede på den frie plads mellem os, for at jeg skulle rykke endnu tættere på hende. Jeg tøvede lidt, men rykkede mig så hen til hende.

”Træk op i trøjen. Jeg tror dit sår godt kunne have godt af at blive skyllet igennem.” Sagde hun, så jeg trak op i siden af min trøje, så hun tog en af de fyldte vandflasker og forsigtigt hældte vand ned i såret. Det sved lidt, men slet ikke så meget som før.

”Hvor ved du alt sådan noget med sår og helbredelse fra?” Spurgte jeg helt forundret. Hun trak på skuldrene.

”Fred kører på Motorcykel og kom ofte hjem med skræmmer, så jeg var vel nødt til at lære det.” Sagde hun, så jeg kiggede op på hende.

”Fred?” Spurgte jeg. Hun kiggede på mig.

”Ja… min kæreste.” Sagde hun. Jeg nikkede.

”Han lyder flink..” Sagde jeg hurtigt, så hun kiggede på mig og fniste kort.

”Jeg har ikke fortalt dig andet end hans navn.” Sagde hun med et smil.

”Du har faktisk ikke fortalt ret meget.” Pointerede jeg hurtigt, så hun kiggede på mig.

”Hvad er det du mener du behøver at vide da?” Spurgte hun hurtigt. Jeg trak på skuldrene.

”Jeg vidste ikke at du havde en kæreste… eller du har i hvert fald ikke fortalt meget om ham.”

”Er det et problem?” Afbrød hun mig dog hurtigt. Jeg kiggede op på hende.

”Hvad? Nej da! Jeg mener bare, at jeg… eller vi måske ikke ved så meget om hinanden. Så jeg tænkte bare, at jeg ville spørge dig..” Tøvede jeg. Hvorfor tøvede jeg? Jeg behøvede da ikke blive nervøs bare fordi jeg spurgte ind til hende, og hendes kæreste?

”Tja… Fred er… Fred. Vi har været sammen i… 3 år.” Jeg spærrede mine øjne op.

”Siden du var 15?” Hun kiggede tænkende på mig.

”Nej… så må det være 5… Jeg begyndte at se ham, da jeg var 13.” Jeg nikkede forarget.

”Så du havde din første kæreste da du var 13?” Spurgte jeg. Hun fnyste kort.

”Nej… Fred var ikke min kæreste allerede der. Det var først senere.” Jeg nikkede.

”Så hvor længe har i så været kærester?” Spurgte jeg hurtigt. Hun bed sig lidt i kinden.

”Jeg ved det ikke… Fred og jeg, vi…”

”I er ikke kærester?” Spurgte jeg hurtigt forvirret. Hun fnyste igen.

”Jo… Jo, det er vi vel. Jo… Vi har vel været kærester i 2 år, cirka.” Sagde hun og kiggede lidt tøvende op på mig. Jeg kiggede bare på hende, mens at hendes øjne kort fandt mine og jeg så prøvede at holde kontakten mellem dem, mens hun straks kiggede væk. Det var også der, at jeg opdagede forandringen ved hende.

”Du har skyllet din make up af.” Konstaterede jeg. Hun nikkede hurtigt inden hun fjernede sit hår fra positionen bag hendes øre, så det røg ind foran hendes ansigt igen. Hendes øjne var store. Det var som om den mørke make up fra før havde opslugt hendes øjne. Men nu hvor det var væk, kom hendes store øjne mere i fokus, så man rent faktisk kunne se dem.

”Det er pænt.” Sagde jeg. Hun kiggede hurtigt over på mig og rynkede sine bryn let.

”Altså… du er pæn… uden din make-up. Du ser levende ud…  Naturlig.” Sagde jeg. Hun smilede lidt, mens at håret stadig hang foran hendes ansigt og dækkede hende lidt til. Jeg fik en lille klump i halsen, da jeg kiggede på hende og så sank den, da jeg rakte min hånd over og forsigtigt tog fat om en tot af hendes hår, og så førte det tilbage om bag hendes øre igen.

”Sådan der. ” Sagde jeg. Hun kiggede på mig og smilede så forsigtigt, mens hendes kinder fik en fin pink farve. Tænk at Aria kunne rødme. Det varmede faktisk.

Dog gik der ikke længe igen, før hun atter rejste sig og lidt fortumlet tog flaskerne med vand og puttede ned i sin taske og gik tilbage mod lejren. Jeg sukkede lidt.

”Du er pæn.” Gentog jeg for mig selv, og kiggede mig så over skulderen efter hende.

 

”Jeg tror jeg slår dig ihjel, hvis du så meget som servere en skide fugl mere for mig.” Brokkede Aria sig senere den aften, da mørket havde lagt sig på og jeg tørte mig om munden, efter at have spist det jeg forestillede mig skulle være et nogenlunde måltid, men igen bare var en grillet halv due med lidt skovbær til dessert.

”Jeg fantasere mig også helst til at det er alt andet end det jeg egentlig spiser.” Sagde jeg, mens at Aria kravlede over til teltet og rodede lidt i hendes taske, indtil hun trak en stor sweater op og trak over sig. Og den var faktisk ikke sort, men hvid.

”Kan du faktisk gå i andet end sort?” Spurgte jeg overrasket, så hun kiggede ned ad sig selv.

”Det hænder.” Sagde hun og sendte mig et smil. Jeg skubbede lidt til gløderne i bålet og havde også selv taget en hættetrøje over mine arme. Lige så varmt som det kunne være om dagen, så blev det faktisk ret køligt i løbet af aften.

”Ved du hvad klokken er?” Spurgte Aria og gabte stort. Jeg trak ærligt på skuldrene.

”Solen gik ned for to timer siden, tror jeg, så den er måske 9 eller 10.” Sagde jeg. Hun nikkede og endte så med at lægge sig ned.

”Måske vi skulle stå tidligt op i morgen og få pakket nogle ting og så prøve at gå så langt vi kan?” Spurgte jeg hurtigt, hun kiggede bare ned i sin taske, men nikkede alligevel med hovedet, så jeg også nikkede.

”Så slukker jeg.” Sagde jeg, så hun grinte lidt og jeg så fik samlet mig lidt sammen, inden jeg trak min sovepose frem og det underlag jeg havde medbragt og som endelig ikke føltes som en evigt fugtig svamp, men mere som et rigtigt underlag.

Aria havde den første aften annonceret, at hun ikke havde medbragt andet end et tyndt tæppe, så jeg havde overgivet mig og sagt at hun godt måtte sove i teltet sammen med mig. Aria havde dog ment, at hun gerne ville sove i teltet, med uden mig. Det havde selvfølgelig skabt en lille diskussion, men jeg havde til sidst overgivet mig og givet hende teltet, men havde så fået lov at lave et tag af den presenning, som teltet ellers var pakket ind i, så jeg ikke lå inde i noget, men i det mindste under noget. Det var da altid noget.

Jeg lukkede min hættetrøje og tog så en af de sidste flasker vand fra dagen og hældte ud over bålet, så der blev helt mørkt, bortset fra det enkelte lys der kom fra månen oppe i lysningens krone. Jeg lagde mig bare ned i min sovepose og prøvede at finde mig til rette, mens jeg efterhånden fandt roen.

Jeg var lige ved at døse hen, da Aria begyndte at vende på sig og larme inde fra teltet af. Jeg prøvede dog bare selv at vende mig om på siden, for at lukke hendes lyde ude. Hun blev desværre ved med at vende på sig.

”Aria, lig stille!” Vrissede jeg træt. Hun vendte dog stadig på sig.

”Jeg skal bare lige lægge mig til rette.” Sagde hun, men endte alligevel med at sukke dybt og vende sig igen.

”Hvad er der galt?” Spurgte jeg opgivende, mens hun rykkede på sig selv igen.

”Intet.” Sagde hun kort, så jeg fnyste.

”Du har rykket rundt på dig selv en million gange. Der må da være et eller andet?” Sagde jeg og satte mig op og kiggede over i retningen af teltet, hvor hun lå. Hun sukkede tungt igen.

”Sig det nu bare.. Jeg dømmer ikke..” Pressede jeg, så jeg kunne høre, at hun også satte sig op.

”Det er lige meget.” Sagde hun dog bare kort efter. Jeg sukkede opgivende.

”Der er jo et eller andet, kom nu bare, Aria. Der er alligevel ikke andre end mig. Og jeg tvivler på, at det kan være så slemt at jeg super gerne vil sige det videre, som noget af det første, når vi kommer hjem.” Pressede jeg en sidste gang, så hun sukkede tungt.

”Okay okay! Jeg er måske… bare en lille bitte minimal smule… bange for mørke.” Jeg kiggede om på hende igen. Jeg kunne ane, at hun sad op, med armene om sig selv.

”Det er åndssvagt og du må gerne grine, men det er jeg altså, og det har jeg altid været, og…”

”Hvorfor?” Spurgte jeg hurtigt, så hun stoppede. Hun tav længe, som om hun overvejede sit svar.

”For mange gyser film, I guess.” Svarede hun dog lidt for hurtigt, så jeg straks vidste, at hun løj. Jeg vidste dog, at nogle ting kunne man ikke presse Aria for meget med, så stor en facade havde hun.

Jeg sukkede tungt, mens tankerne fløj rundt i mig, inden jeg rejste mig og samlede mine ting op i min favn.

”Hvad laver du?” Spurgte hun inde fra teltet af. Jeg svarede hende dog ikke, men endte bare med at gå over og åbne for teltet, så jeg hørte hendes lave gisp, da jeg smed mine ting ind ved siden af hende, inden jeg også selv satte mig der ind.

”Harry… Hvad laver du?” Spurgte hun en smule forarget. Jeg sukkede lidt.

”Når man er bange for noget, så skal man ikke være alene.” Sagde jeg og lagde mig ned. Jeg fornemmede hendes blik på mig, så jeg vendte mig om mod hende.

”Så læg dig ned. Jeg skal nok holde de farlige monstre væk.” Sagde jeg og blev faktisk overrasket over, at hun ikke sagde noget yderligere, men bare lagde sig ned.

Der blev faktisk ret stille efter det. Aria vendte ikke engang på sig. Hun trak bare vejret helt forsigtigt ind, så jeg til sidst blev overbevist om, at hun sov. Lige indtil hun vendte en sidste gang på sig og jeg på følelsen af det svage åndedræt mod min næse, vidste at hun lå med fronten mod mig. Jeg var lige ved at falde i søvn, da hun så sagde:

”Tak, Harry.” 

___________________________________________________________________________________________

Skriv meget gerne en kommentar om hvad i synes om det hele! Om der er noget der er ekstra godt, eller om der er noget i savner!?!
​Skriv skriv skriv! Alting varmer og glæder xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...