14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5681Visninger
AA

17. Day 11

Kissing you (Instrumental version)

- Des'ree

 

Aria P.O.V

 

Aria P.O.V

For at være ærlig med mig selv, så havde jeg aldrig sagt det til nogen. Jeg havde ikke engang sagt det højt til mig selv. Jeg overvejede en gang, at det bedste måske ville være at gå til en professionel og fortælle ham eller hende om alle de mange hændelser fra dengang. Men så igen, så var jeg alligevel bange for at de ville reagere på samme måde, og at det i sidste ende bare var mig selv, der var problemet.

Da jeg sagde det til Harry føltes det… lettende. At få ordene ud, var næsten befriende. Det var som om jeg først nu havde indset, hvor meget jeg brændte efter, at få ordene ud og rent faktisk sige dem højt. Det brændte helt dræbende i brystet på mig, lige indtil de kom ud og jeg følte mig mere fri end jeg længe havde følt mig.

At tale om det med Harry havde bekræftet så meget. Ikke mindst om mig selv, eller lige så meget om ham, men specielt i forhold til hvad der nu skulle ske, og hvordan Vi nu var et ord jeg ikke ønskede skulle forsvinde. Lige meget hvad det ville koste for mig.

Jeg slog mine øjne op og mærkede en behagelig varme omkring mig. Det var så varmt og bevkemmeligt, og samtidigt så ufatteligt rart og betryggende, at det undrede mig endnu mere, hvor følelsen kom fra, da jeg satte mig op og så Harrys arme omkring mig. Han lå stadig og sov, da jeg satte mig op. Hans arme lå trygt omkring mig og jeg mærkede, hvordan det ikke kun var hans varme, men også en varme helt inden fra mig selv, som varmede mig op. Jeg prøvede at rykke på mig uden at vække ham, men inden jeg nåede at se mig om, kom der et stort brag og et kort glimt af et bragende lys, inden det, der virkede som en orkan slog ned over skoven og vores telt.

”Aria?” Sagde Harry hurtigt og satte sig op i et sæt. Jeg kiggede lidt forundret på ham og prøvede ikke at tænke over, at hans dags første ord, var mit navn.

”Jeg er lige her.” Sagde jeg, så han gned sine øjne og så kiggede op på mig.

”Oh sorry… Jeg må have drømt et eller andet..”

”Om mig?” Sagde jeg hurtigt med et forsigtigt smil. Han kiggede op på mig, mens et par røde plamager spredte sig på hans kinder. Han kiggede hurtigt væk fra mig igen, så jeg også kiggede væk og ud af den lille åbning i teltet, så regnens nedfaldende dråber fandt mine øjne.

”Gud, det regner.” Sagde Harry med et forsøg på et overrasket tonefald, selv om det snart ville være en hel overraskelse, hvis det ikke regnede. Jeg grinede lidt og nikkede så enigt, indtil det slog mig.

”Det regner.” Sagde jeg lavt. Harry kiggede på mig med rynkede bryn.

”Ja, det har jeg jo lige sagt… men du kan vel sagtens reminde mig om det igen!” Sagde han med et usikkert grin. Jeg rystede bare på hovedet og mærkede spændtheden i mig, da jeg tog en trøje over mig og kravlede ud af teltet. Harry kiggede forvirret efter mig.

”Hvad skal du?” Spurgte han og satte sig op. Jeg stilte mig udenfor og mærkede regnede mod mine varme kinder.

”Det regner!” Råbte jeg til ham og kunne ikke lade vær med at grine, da han også kom ud af teltet og prøvede at skærme sig selv fra regnen.

”Ari, hvad fuck mener du… Ja, det regner jeg er jo ikke blind?” Sagde han helt fortumlet. Jeg grinede bare endnu en gang, inden jeg gik over og tog fat i hans hånd og hev ham længere ud.

”Det er præcis det jeg mener!” Sagde jeg og begyndte at sætte i løb med Harry efter mig.

”Aria, hvad fanden skal vi?” Kaldte han gennem den høje lyd af regnen, mens jeg løb længere ind i skoven og ned ad stien mod destinationen. Vi nåede bredden ned til vandløbet og kilden, hvis vandniveau var stiget gevaldigt grundet de sidste par dages regn. Jeg kiggede smilende om på Harry, inden jeg begyndte at tage mit overtøj af og så smed det på bredden og så trådte ud i det (underligt nok, ret så lune) vand. Jeg sank min krop og begyndte så småt at svømme rundt i vandet.

Jeg ville vende mig om og råbe på Harry at han skulle komme i, da lyden af et højt plask lød bag mig og jeg så kun lige nåede at vende mig om, inden Harry dukkede op fra vandet lige foran mig. Sådan helt tæt på, sådan så vores næser let strejfede hinanden og jeg mærkede hans varme ånde mod mine læber, så mit hjerte hamrede der ud af. Jeg kiggede ind i hans grønne øjne og mærkede, hvordan hans borede sig ind i mine. Mit hjerte hamrede vildt og jeg glemte at trække vejret, da han rykkede sig tættere på mig. Endda meget tættere på end han nogensinde havde været før. Mit hjerte sprang et enkelt slag over, da jeg slap min tunge vejrtrækning ud og så skubbede mig væk fra ham og så svømmede væk.

”Prøv at mærk vandet. Det er fantastisk!” Kaldte jeg til ham, så han dykkede ned under vandet igen og endnu en gang svømmede over mod mig. Jeg trak vejret dybt ind og dykkede så ned under vandet og holdt mine øjne åbne. De fandt straks Harry i det grumsede vand, og det fik mig til at tænke på, om hvorvidt jeg på en måde altid ville få øje på Harry, selv i den største folkemængde.

Harry svømmede hen mod mig og jeg kiggede lige frem på ham, mens han helt roligt kiggede på mig under det dunkle vand. Han svømmede helt tæt på mig igen, så jeg hurtigt mærkede temperaturændringen fra hans kropsvarme i vandet, så mit hjerte endnu en gang sprang et slag over og jeg så dukkede op til overfladen igen og trak ivrigt efter den vejrtrækning han altid stjal fra mig.

Jeg gned mine øjne, da Harry dukkede op og trak sit lange hår tilbage. Jeg grinede lidt af synet over det lange våde Tarzan-hår, inden jeg svømmede lidt rundt og så endte med at lægge mig til at flyde på vandoverfladen, så jeg kunne mærke regnen mod mit ansigt, mens at den samtidig blev døvet ud af vandet, der dækkede mine ører.

”Det her er helt vidunderligt!” Kunne jeg dog høre Harry sige, så jeg hævede mit hoved og så at han også havde lagt sig til at flyde ved siden af mig. Han havde sine arme strækket helt ud, så han lå nærmest som et kors i det rislende vand. Jeg gjorde det samme og mærkede, hvordan vores fingre strejfede hinanden.

”Jeg har engang læst at oddere holder hinanden i hånden om natten for ikke at flyde væk fra hinanden.” Sagde jeg og kiggede over på Harry, som grinede kort, inden han kiggede over på mig. Hans øjne kiggede endnu en gang dybt inde i mine.

”Vil du være min odder?” Spurgte han lige ud, som om det var det mest normalt i hele verden. Alligevel kiggede jeg helt forbløffet på ham og tænkte på, hvordan sådan en simpel sætning som den, var alt andet end helt normal for mig. Faktisk ikke engang tæt på.

Jeg lænede mig frem, så hele min krop kom ned i vandet igen og jeg flød lodret igen. Jeg ventede indtil Harry gjorde det samme, så jeg kunne dykke ned under vandet og så tage tre små ryk frem, indtil jeg nåede overfladen og jeg denne gang var helt tæt på ham igen. Regnen tog til over os, så det nærmest stormede ned og det blev sværere at trække vejret grundet den store mængde af vand. Min vejrtrækning hævedes samtidig med Harrys, så de nærmest blev helt synkroniske. Jeg kiggede op på ham og han kiggede på mig, og der gik ikke mange sekunder før jeg svømmede helt tæt på ham og han samtidig dykkede ned og greb fat om mine ben, så han kunne sno dem rundt om sit liv og jeg kunne knuge mig helt ind til ham. Jeg lagde mine hænder om hans nakke og hans varme ånde kunne mærkes helt mod min mund. Jeg kiggede ham i øjnene, inden han rykkede sit hoved tættere på og jeg mærkede hans varme læber mod min kind. Mit hjerte hamrede af sted med 1000 kilometer i timen, mens at mine læber ramte Harrys kindben og hans hænder lagde sig fast om mine lår. Vores hoveder og nussede hinanden og jeg satte blidt mine læber mod hans øjenlåg, hans kinder, hans pande, hans kæber, mens han gjorde det samme, så det føltes mere intimt og ømt end noget som helst andet i hele verden. Jeg lagde min pande mod hans, så han kiggede op i mine øjne.

”Aria…” Startede han, så jeg skulle til at stoppe ham, da jeg lagde mine hænder om i hans hår og skubbede mit hoved ned mod hans. Dog gispede han hurtigt højt og kiggede til siden, så jeg gjorde det samme og kun lige nåede at se den kæmpe bølge af regnvand, der kom skyllende ned mod os, så jeg lukkede mine øjne forskrækket i, inden den ramte os og skyllede os videre gennem vandet.

Harry og jeg klamrede os til hinanden og jeg kæmpede alt jeg kunne for ikke at slippe væk fra ham, mens at det regnforhøjede vandløb kastede os ned gennem skoven og jeg mærkede små jag flere steder, da vandet kastede os ind i kanter og skranter. Vi nåede til sidst udløbet af vandet, så vi endte ude i havet og vi endelig kunne komme op til den helvedsfulde overflade. Regnen stormede ned over os, som en orkan og jeg kæmpede for at få vejret, da jeg opdagede, at jeg havde sluppet Harry i faldet.

”Harry?” Kaldte jeg og prøvede at kigge rundt, men han var ikke til at se nogle steder.

”Harry!” Kaldte jeg desperat og kiggede rundt.

”Aria!” Lød hans stemme lyksageligvis et stykke fra mig, hvor han dukkede op fra havoverfladen. Jeg åndede lettet op og forsøgte at svømme over til ham, mens han gjorde det samme. Vi nåede hinanden og han greb hurtigt fat i mig og trak mig hen til sig, så det var som om at også min sjæl blev rolig igen.

”Ved du hvor vi er?” Spurgte jeg hurtigt og kiggede forvildret rundt, mens han gjorde det samme.

”Ja… Jeg tror det er her vi faldt hen den første dag, så bredden der ovre må være den vej vi gik. For vi kiggede henne ved den bred den anden dag.” Sagde han og pegede først lige frem for os og derefter nogle 100 meter til højre for mig. Jeg nikkede forstående og begyndte så at svømme ind til bredden sammen med ham. Vi nåede grunden under os og kunne derefter gå resten af vejen ind. Jeg løb hurtigt i ly ind under træerne, hvor Harry fulgte efter mig.

”Okay… så er vi tilbage hvor vi startede… Jeg prøver lige at gå op og finde vejen tilbage… okay?” Sagde han og kiggede på mig, mens jeg lagde mine arme om mig selv og prøvede at få varmen tilbage, da vandet faktisk havde været ishamrende koldt. Jeg nikkede, så han også nikkede.

”Okay..” Sagde han og virkede nærmest helt akavet, inden han vendte sig om mod mig og stod helt klemt sammen og akavet, som om det han skulle til at sige krævede… mod?

 ”Du sagde at du aldrig har følt at nogen har elsket dig.” Gentog han, så jeg kiggede op på ham og mærkede, hvordan mit hjerte stoppede kort.

”Ja…” Sagde jeg forsigtigt og kiggede op på ham, mens han nikkede lidt på hovedet.

"Jeg tror der findes en, som ville kunne elske dig." Sagde han og begyndte at gå lidt væk og over mod forhøjningen ind til skoven og op mod den vej vores lejr lå mod.

"Og hvem kunne det være?" Spurgte jeg nærmest både helt nervøst og også en smule panisk, mens at vores øjne mødte hinanden og han kiggede betroende ind i mine, inden han gik lidt frem og så til sidst vendte sig om og sagde:

"Mig." Han vendte sig derefter om og gik op i skoven, mens jeg stod helt tavs tilbage, kun iført mit drivvåde undertøj, mit hår vådt og klistrende til mit ansigt, og mit hjerte hamrende hurtigere af sted i brystet på mig, end nogensinde før.

Jeg kiggede bare helt lamslået efter ham og prøvede at lytte efter lyde af hans skridt, der bare blev lavere og lavere, da jeg rystede på hovedet af mig selv.

”Harry!” Kaldte jeg hurtigt efter ham og blev låst op fra min position og skulle til at løbe efter ham.

”Harry!”

”Hey!” Jeg frøs.

Stemmer. Ikke min. Ikke Harrys. Men nogle andres. Nogle fremmede. Nogle udefra. Nogle nye.

”Hey!” Råbte stemmen igen, så jeg langsomt vendte mig om og fik øje på en båd, der kom flydende lige rundt om hjørnet med to mænd i. Andre mennesker. En båd. Hjælp…

”Hey! Er du okay?!” Kaldte den ene af dem, så jeg hurtigt kiggede ned ad mig selv og så straks dækkede mig til med mine arme og hænder.

”Øhm jeg…øh jeg…”

”Hvad siger du?!” Kaldte den ene af mændene, mens jeg så hvordan de stoppede op med båden. Åh nej…

”Jeg er okay! Jeg har det fint!” Råbte jeg bare tilbage.

”Er der noget galt?” Råbte den første mand igen, mens at mine tanker spillede der ud af og mit hjerte havde svært ved at følge med og mine tunge ingen ord kunne finde.

”Jeg svømmede bare… det er okay!” Råbte jeg og vidste hverken hvad jeg skulle gøre eller sige.

”Har du brug for hjælp?” Råbte den første mand spørgende igen, så jeg rystede på hovedet. Mændene talte lavmælt sammen for regnen, så jeg trådte tættere på.

”Hvad siger I?” Kaldte jeg igen.

”Er du sikker på at du er okay?” Råbte den anden mand igen, så mine tanker for rundt.

”JA!” Kaldte jeg bare.

”Så du har ikke brug for hjælp?!” Råbte den første mand til mig, så jeg ikke engang nåede at tænke mig om, før jeg råbte tilbage:

Nej!” Manden viftede bare ad mig og jeg trådte tilbage i læet for regnen under træerne.

”Du må hellere tage hjem! De siger det trækker op til orkan styrke!” Råbte den først mand som det sidste, inden den anden tog fat i årene på båden og de roede væk igen.

Mit hjerte hamrede der ud af og jeg blev kun stående og kiggede på til mændene var væk, inden jeg spurtede op gennem skoven og nærmest var ligeglad med hvilken vej jeg løb. Den eneste vej jeg lagde mærke til, var vejen op til Harry og lejren. Jeg lagde ikke mærke til andet. Kun på Harrys forvirrede blik, da jeg nåede kanten af lejren. Helt stakåndet, kold og total i chok over hvad der lige var sket.

”Aria, hvad sker der?” Spurgte Harry, da jeg lænede mig forover og støttede mig til mine knæ.

”Kom ind i teltet. Jeg tror regnen tager til!” Kaldte han gennem stormvejret, så jeg gik over og bukkede mig ind i teltet, hvor han hurtigt lagde et stort og tykt tæppe omkring mig.

”Du er helt kold… hvorfor blev du også der ude?” Spurgte han og kiggede bekymret på mig. Jeg kiggede bare lamslået op på ham og mærkede, hvordan mit hjerte hamrede af sted. Hvad fanden havde jeg gjort?

”Jeg prøvede at se om jeg kunne finde en vej, men regnen tog til…” Sagde jeg hurtigere, end jeg selv nåede at tænke det.

”Godt du løb tilbage hertil, inden du bare var blevet væk i regnen.” Sagde han og lagde en arm om mig og prøvede at varme mig. Jeg kiggede bare på ham, inden jeg rakte ud efter hans hånd og tog den i min. Han kiggede op på mig.

”Du må aldrig forlade mig… okay?” Spurgte jeg og kiggede på ham. Han kiggede undrende på mig.

”Okay?” Spurgte jeg bare endnu en gang, så han kiggede tænkende på mig, inden han sagde:

”Okay.” Jeg lagde mine arme om ham og vidste, at jeg kun gjorde det for at skjule de tårer, der kom frem i mine øjne.

Hvad fanden har du gjort? Du kunne være sluppet væk! Lød tankerne i min hjerne, så jeg bare knugede mig endnu mere ind til Harry og prøvede at lukke dem ude. Men alligevel tog de over. Hvad fanden havde jeg dog gjort?!

___________________________________________________________________________________________

Jeg er virkelig ked af den lange ventetid! Jeg har bare lige haft en del at se til den sidste uges tid, så har ikke fået taget mig sammen til at skrive det længeventede kapitel før nu. Men nu hvor det er her, hvad siger i så til det? Og hvad tror i Arias beslutning kan betyde fremadrettet? ;) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...