14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5676Visninger
AA

16. Day 10

“Well, mother dear, we’re not the fortunate ones”

Greg Laswell – Girls just wanna have fun

 

Harry P.O.V

”Kan det virkelig blive ved med at regne?” Spurgte Aria irriteret ovre fra sit dæk under teltet, mens jeg selv prøvede at lave noget, der lignede mad ovre ved bålet. Jeg stod over det og prøvede at vende den fisk jeg havde fanget tidligere på formiddagen, da vejret havde virket fint nok og ikke så ud til at ende ud i det, som det var gjort nu. Øs pisk-hamrende regnvejr. Endnu en gang.

”Jeg magter virkelig ikke det her!” Sagde jeg opgivende og kiggede på den stadig rå og ufatteligt våde fisk.

”Nu ikke så negativ!” Rettede Aria på mig, så jeg sukkede af hende.

”Det her vejr ødelægger jo alting!” Hidsede jeg, så hun lynede helt op for åbningen i teltet.

”Så kom her over, vi har garanteret noget tilbage af et eller andet?” Sagde hun, så jeg kiggede ned på den regnplask-fulde fisk og så luntede over i ly for regnen i teltet hos Aria. Hun rykkede på sig, så jeg kunne sætte mig ind.

Jeg trak hurtigt min våde t-shirt af, så Aria kiggede kort på mig og jeg så kiggede på hende. Hendes kinder var røde.

”Såret er vist helet helt sammen..” Sagde jeg og tænkte hun nok også havde tjekket mit sår ud. Hun nikkede bare hurtigt.

”Godt.” Sagde hun lidt fortumlet og kløede sig så i nakken. Jeg kiggede lidt på hende og grinede så, inden jeg pegede på min taske i hjørnet af teltet.

”Tag lige min taske. Jeg tror jeg har et eller andet godt i den.” Sagde jeg, så Aria rakte ud efter min taske og trak den over mellem os. Jeg rodede hurtigt i den og prøvede at se om jeg huskede rigtigt i forhold til det, der muligvis lå i tasken. Heldigvis var heldet med mig.

”Tadaa!” Sagde jeg og hev de resterende snacks op fra tasken, som havde overlevet indtil nu. Aria lyste op og greb det ene rør med pringles og åbnede, mens jeg selv åbnede for en af slikposerne med de røde lakridsstænger.

”Mhmm!” Stønnede hun, så jeg grinede af hende.

”Er det godt?” Spurgte jeg med et smil. Hun nikkede bare stort med hovedet.

”Måske har jeg også noget.” Sagde hun og slikkede sine fingre, inden hun rakte ud efter en af hendes også utallige tasker og rodede rundt i den.

”Intet er bedre end rød lakrids.” Sagde jeg og tog en bid og nød virkelig den søde smag, indtil Aria kom med et højt hvin.

”Det her er meget bedre!” Sagde hun, så jeg kiggede hen på hende og så hvad hun havde hivet op ad tasken.

”Vodka?” Spurgte jeg overrasket. Hun kiggede lidt mellem mig og flasken, inden hun satte sig tættere på mig og smilede stort.

”Harry Styles, hvad siger du til, at vi holder en fest?” Spurgte hun med et stort tandsmil. Jeg grinede uforstående.

”Vi er jo kun os?” Spurgte jeg forvirret. Hun lyste dog bare op i et endnu større smil.

”Så kan det jo kun blive et brag!” Sagde hun, så jeg grinede og så kiggede et kort øjeblik på hende, inden jeg nikkede på hovedet.

”Lad os holde århundredets fest!” Sagde jeg så hun grinte højt.

 

”Okay, hvis vi skal være hammer stive, Styles… så må vi lege en leg!” Sagde Aria et stykke tid efter. Det var jo essentielt at man så godt ud til en fest, så Aria havde sagt at vi skulle skifte tøj, mens at jeg skulle finde snacks og sprut frem. Det her betød at jeg havde taget en rød blomstret skjorte på, som jeg havde rullet op i ærmerne og sat mit hår op i en knold. Aria derimod så helt anderledes ud.

Hun havde taget sine ting og gået ind i skoven med dem, da det lyksageligvis ikke regnede så kraftigt som tidligere, så hun havde godt turdet at gå ud. Hun var kommet tilbage efter et kvarters tid. Hendes make up var ikke mørk, men lys, så det faktisk fremhævede hendes øjne og kindben og ret så store og fyldige læber. Hun havde taget en rød kjole på, som bestod af en indskåret underkjole, som sad tæt til hendes krop, mens at det, der vel hed stof af mesh, var ud over og gjorde kjolen lang. Hendes hår havde hun sat op i en stram hestehale. Hun lignede ærligt talt en million.

Jeg kiggede op på hende og grinede lidt. Da det var holdt helt op med at regne, havde jeg fået gang i bålet, som kunne give lidt varme til os, da Aria havde taget vores tæpper ud, så vi kunne sidde på et hver, over for hinanden.

”Hvad skal vi lege?” Spurgte jeg spændt. Hun tænkte sig lidt om.

”Har du nogensinde prøvet ”Jeg har aldrig”?” Spurgte hun. Jeg tænkte mig om, og nikkede så.

”Jo… Jeg tror jeg prøvede det hos Ellen.” Sagde jeg, så Aria kiggede på mig og så rystede grinende på sit hoved.

”Hvis du kender reglerne, så synes jeg at du skal starte.” Sagde hun udfordrende. Jeg kiggede tænkende ud i luften, inden jeg sagde:

”Jeg har aldrig… spist en regnorm.” Sagde jeg, men endte bare med at få et forfærdet blik fra Aria.

”Ej, helt ærligt… Var det det bedste du kunne finde frem?” Spurgte hun og rakte ud efter flasken og tog en tår.

”Har du da spist en regnorm?” Spurgte jeg overrasket. Hun grinede.

”Ja, da jeg var sådan 3…” Sagde hun. Jeg nikkede forbløffet.

”Okay min tur… Jeg har aldrig stået på en scene foran en masse mennesker og optrådt.” Sagde hun, så jeg prustede af hende.

”Definer en masse.” Sagde jeg hurtigt.

”Bare drik, Loverboy!” Sagde hun drillende. Jeg kiggede lidt på hende, men rakte så ud efter flasken og tog selv en tår.

”Okay, jeg har aldrig… løjet…”

”Harry! Helt ærligt! Kom nu med de gode!” Rettede Aria hurtigt på mig, så jeg kiggede uforstående på hende.

”Jeg kommer da med de gode..” Prøvede jeg, så hun sukkede af mig.

”Harry, de skal være hemmelighedsfulde, nogle hvor man er nødt til at fortælle, hvad der skete forinden eller efterfølgende.” Sagde hun nærmest helt bedende. Jeg forstod stadig ikke helt.

”Jeg ved det ikke… så kom du med nogle ”gode” nogle.” Sagde jeg.

”Okay… Jeg har aldrig været utro.” Sagde hun og kiggede ventende på mig. Ingen af os rakte ud efter flasken.

”Jeg har aldrig stjålet noget.” Sagde jeg. Aria drak.

”Hvad har du stjålet?” Spurgte jeg hurtigt. Hun blinkede bare med øjet.

”Jeg har aldrig gjort noget ulovligt.” Afbrød hun mig bare, så jeg sukkede opgivende. Ingen af os drak.

”Jeg har aldrig flygtet fra politiet.” Sagde jeg bare. Aria tog flasken og drak.

”Nogle hemmeligheder du har dig.” Pointerede jeg hurtigt. Hun trak bare på skuldrene.

”Jeg er en gåde, mr. Styles.” Sagde hun og tørte sig om munden. Hun rettede sig lidt op og tænkte.

”Jeg har aldrig elsket min krop.” Ingen af os drak.

”Synes du ikke om din krop?” Spurgte jeg hurtigt. Hun kiggede lige så forbløffet på mig.

”Synes du ikke om din?” Spurgte hun tilbage. Jeg trak på skuldrene.

”Jeg tror alle drenge uden sixpacks og kæmpe muskler altid vil være lidt usikre og nervøs over deres kroppe.” Sagde jeg hurtigt. Hun nikkede forstående.

”Jeg tror også alle piger, der ikke er smukke også vil være jaloux på de mere pæne piger uanset hvad.” Sagde hun med et skævt smil. Jeg kiggede undrende på hende.

”Men du er jo smuk.” Sagde jeg, så hun kiggede op på mig.

”Synes du jeg er smuk?” Spurgte hun nærmest helt sårbart.

”Ja da… hvorfor skulle jeg ikke det?” Spurgte jeg lige så forbløffet. Hun kiggede på mig og vores øjne ramte hinanden. En varme spredte sig inden i mig og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere, før at Aria tog en stor tår af flasken med vodka og jeg så fortsatte legen:

”Jeg har aldrig været til en begravelse.” Sagde jeg. Aria drak igen og jeg rakte ud efter flasken og tog også en tår.

”Hvem?” Spurgte hun og kiggede på mig. Jeg hostede lidt af den stærke vodka, men sagde så:

”Min bedstemor døde for et par år siden… det er også den eneste begravelse jeg har været til.” Fortalte jeg. Hun nikkede.

”Hvad med dig?” Spurgte jeg. Hun kiggede ned i jorden.

”Min mor.” Jeg kiggede hurtigt op på hende.

”Aria…” Prøvede jeg, men hun afbrød mig.

”Jeg var 7. Alle sagde til mig, at de var så kede af det på min og min fars vejne, men ærligt talt så var der kun én ting jeg var mest ked af det over.” Startede hun, så jeg kiggede op på hende.

”Jeg vidste ikke engang, at hun var syg. Jeg troede bare, at hun var taget på hospitalet, fordi hun havde slået sig. Jeg vidste ikke engang, at hun kunne dø.” Sagde hun og fik lidt blanke øjne. Jeg rakte hurtigt over og tog en stor tår af vodkaen. Selv om det brændte hele vejen ned gennem mit svælg, så føltes det meget lettere bag efter.

”Det er jeg ked af.” Sagde jeg. Aria kiggede op på mig.

”Det skal du ikke være…” Sagde hun og kiggede ned i jorden igen. Jeg kiggede tænkende på hende, men satte mig så tilbage.

”Jeg har aldrig kunne lide en, der ikke kunne lide mig tilbage.” Sagde jeg. Aria tog først en tår og bagefter tog jeg også en. Aria blev ved med at kigge ned i jorden.

”Jeg har aldrig elsket en, der ikke elskede mig tilbage.” Sagde hun. Jeg drak ikke… Men Aria gjorde.

”Jeg har aldrig hadet nogen.” Sagde jeg og endnu en gang tog Aria flasken og drak af den. Mit hjerte bankede nervøst i brystet på mig, mens at Aria bare kiggede ned i jorden og nærmest så ud til at være fanget af et eller andet. Jeg ville sige noget, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller hvordan. Heller ikke, da Aria kom mig i forkøbet.

"Jeg har aldrig følt mig elsket." Sagde hun lige pludselig mens hun kiggede ned i jorden. Jeg kiggede hurtigt på hende og kunne med det samme mærke hvordan det hele havde drejet sig. 

”Aldrig?” Spurgte jeg bare. Hun rystede på hovedet.

”Men dine forældre…” Prøvede jeg igen.

”Min far giver ikke en skid om mig.” Sagde hun bare og lagde sig ned og kiggede op i aftens dunkle himmel.

 

"Fred..?" Spurgte jeg, men hun sukkede bare hurtigt.

"Bare glem hvad jeg sagde." Sagde hun hurtigt og rakte så flasken over til mig, men jeg afslog den. Hun kunne ikke gå uden om nu. Ikke denne gang.

"Fortæl." Sagde jeg og kiggede på hende. Hun kiggede over på mig, så vores øjne mødtes og jeg kiggede ind i hendes blanke mørkebrune øjne og mærkede, hvordan min mave slog knuder over det tydelige lag af sorg, der lå over hendes øjne.

”Så spørg.” Sagde hun bare og kiggede op i himlen igen. Jeg sukkede tungt.

”Hvor lang tid er det siden du sidst har set din far, Aria?” Spurgte jeg. Hun grinede højt.

”Af alle spørgsmål, så spørger du om det?” Klukkede hun leende.

”Hvor lang tid?” Gentog jeg bare.

”Omkring 3 år.” Sagde hun bare. Jeg kiggede undrende på hende.

”Har du ikke set din far… siden du var 15? Hvad har du lavet indtil da?” Spurgte jeg overrasket. Hun sukkede tungt.

”Været hist og her og alle vejne… Bare fulgt med Fred, tror jeg.” Sagde hun. Jeg tænkte mig om. Hvis hun havde mødt Fred, da hun var omkring 13, ville det så sige…

”Aria, hvor lang tid er det siden at du har boet der hjemme?” Spurgte jeg hurtigt. Hun klukkede igen.

”Definer hjem.” Sagde hun bare helt koldt. Jeg kiggede forstenet på hende, mens hun satte sig op.

”Er hjem et sted, hvor man er tryg? Hvor der er varm mad på bordet hver dag og man snakker om tingene. Et sted, hvor man vil hen, når man er bange. Et sted man savner… et sted man elsker?” Spurgte hun og rejste sig op.

”For så ved jeg ikke, hvor mit er.” Sluttede hun, så det føltes som om mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig.

”Aria, hvis du ikke har lyst til at tale om det, så…”

”Hvorfor skulle jeg ikke? Altså hvad er der egentlig at holde skjult?” Afbrød hun mig og begyndte at gå rundt i cirkler.

”Jeg burde ikke være bange for at sige sandheden… så kan det jo være, at jeg selv kan se det i øjnene. Se i øjnene, hvor lort det hele egentlig er.” Sagde hun og gik i større cirkler.

”Jeg har lige et spørgsmål til dig.” Startede hun og kiggede på mig.

”Når du tænker på ordet ”Far” hvad tænker du så?” Spurgte hun og kiggede på mig. Jeg trak på skuldrene.

”Rart… hjemligt… far.. tror jeg.” Prøvede jeg. Hun nikkede.

”Præcis. Når man tænker på sin far, så burde det gøre en glad, ikke? Ens far er jo rar og venlig og sød, ik?” Spurgte hun med et underligt vredt tonefald i stemmen. Jeg nikkede.

”En far ville aldrig gøre en ondt… Han ville aldrig sige, at du var en skuffelse. Han ville aldrig vende den anden kind til… en far ville gøre alt for dig, ikke?” Spurgte hun igen. Jeg rejste mig op.

”Aria, jeg..” Prøvede jeg igen.

”Min far, Harry. Min far er ikke sådan. Overhovedet ikke.” Sagde hun og stoppede op.

”Min far er typen, der siger… Tag dig nu sammen, Aria. Typen der bad dig klare dig selv, når du stod og tissede i bukserne af skræk for tordenvejret og mørket udenfor. Typen der slukkede for din natlampe, fordi han mente det gjorde dig svag at sove med natlampe. Typen der søgte efter kostskoler, for så kunne du være en andens problem. Typen der pakkede dit værelse ned, inden han overhovedet fortalte dig, at du skulle på kostskole. Typen der virkede lettet, da han opdagede at jeg var løbet væk… typen der aldrig nogensinde sagde at han elskede dig.” Sagde hun og vaklede lidt på det ene ben. Jeg gik hurtigt over og prøvede at støtte hende.

”Da jeg var 6 år gammel, røg min mor på hospitalet med en slem omgang forkølelse. Det viste sig at hendes lunger var fyldt med væske og lægerne kunne ikke få det væk. Da jeg var 7, døde hun og jeg tror det er da det hele faldt fra hinanden. Min mor og far elskede hinanden mere end nogen anden. Min far havde aldrig smilt eller grint så højt, som han gjorde, når han var sammen med min mor… så da hun døde, forsvandt al den glæde fra ham. Han blev kold og følelsesløs. Ligeglad.” Jeg kiggede på tårerne, der samlede sig i hendes øjenkroge og truede med at ryge ned ad hendes kinder.

”Jeg husker en enkelt gang, hvor jeg kom hjem og jeg græd. Jeg havde gået en tur i den store skov vi boede ved, og lige pludselig så kunne jeg ikke huske vejen hjem. Det var som om turen hjem var forsvundet helt fra mine erindringer. Jeg gik rundt i skoven og græd og skreg efter min far… men han kom aldrig. Så da jeg kom grædende hjem og allermest bare havde brug for at han ville holde mig i hånden og fortælle mig, at det hele nok skulle gå, så…” Hun stoppede og den første tåre trillede ned ad hendes kind.

”Det var den første dag han slog mig.” Sagde hun, så jeg kiggede på hende og mit hjerte sprang et slag over.

”Jeg tryglede ham om at stoppe. Jeg lovede jeg nok skulle være en god lille pige, og at jeg nok skulle gøre alt hvad han sagde, men… han ville bare ikke stoppe. Hver en lussing gjorde mere og mere ondt og da jeg skreg af smerte stoppede han og sagde, at jeg havde fortjent det.” Hun tog sig til skulderen, hvor man lige kunne se toppen af de lyserøde ar, så min mave vendte sig.

”Da jeg blev ældre blev jeg mere og mere trodsig… Jeg ønskede at knække ham, men det var som om, han kun blev vredere og vredere og hadede mig for hver rebelsk handling jeg kastede i hovedet på mig. Den værste gang tog han sit bælte af og skubbede mig ned på gulvet. Jeg kan stadig huske smerten og hullerne i min lyserøde trøje…” Jeg kiggede på hende og så, hvordan facaden krakelerede foran hende, så jeg lagde min ene arm om hende og prøvede at søge efter en reaktion hos hende.

”Og så mødte jeg Fred.” Sagde hun.

”Hvad med ham?” Spurgte jeg forsigtigt. Hun trak på skuldrene.

”Fred er… Fred. Han var min redning, da jeg havde allermest brug for den, og jeg elsker ham mere end nogen eller noget andet… jeg ved bare ikke om han er min endelige.” Sagde hun.

”Din endelige?” Spurgte jeg.

”Jeg tror at grunden til jeg bliver hos Fred, er fordi han giver mig den opmærksomhed og tryghed, som jeg ikke har fået hos nogen anden før, men… Fred er…” Tårerne tog til i hendes øjenkroge, og der røg nye ned for hver gang hun blinkede.

”Fred har også sine øjeblikke, hvor han kan sige og gøre nogle ting, som gør ondt, og…”

”Aria… Har Fred nogensinde såret dig?” Spurgte jeg hurtigt og prøvede at søge efter hendes blik. Hun sukkede.

”Fysisk… ikke så meget. Psykisk… jeg ved ikke… Fred er… Fred er Fred. Man bliver ligesom nødt til at leve med ham.” Sagde hun og lagde sine arme om sig selv i en tæt omfavnelse.

”Jeg troede han var din kæreste?” Sagde jeg hurtigt. Hun klukkede lidt.

”Fred er alles kæreste, nogle gange… Jeg er bare hende der ikke har nogle andre steder at tage hen.”

”Aria, forlad ham… Du kan jo ikke blive i det der, når det skader dig sådan. Det er ikke godt for dig… det er ikke godt for nogen!” Prøvede jeg. Hun snøftede kort.

”Sagen er bare Harry… at jeg kender ikke til andet.” Sagde hun og kiggede op på mig og sendte mig et forsigtigt tårevæddet smil.

”Jeg elsker ham, og jeg ved også at han elsker mig… Men der er alligevel en forskel… Fred elsker mig… Men jeg tror ikke, at han elsker mig…” Sagde hun, mens at tårerne trillede ned ad hendes kinder.

”Aria, jeg er så ked af det, jeg vidste ikke at…”

”At jeg var så knækket? Tro mig, jeg ønskede heller ikke du skulle vide det.” Sagde hun og kiggede mellem os.

”Undskyld.” Sagde hun, som om den lille knækkede 7-årige pige kom frem i hende og undskyldte for at græde og blive væk i skoven.

”Aria, du har intet at undskylde for… Du har gjort intet!” Sagde jeg og bukkede mig ned og fangede hendes øjne.

”Man siger at had er et stærkt ord, og alligevel så smider man ordet elske rundt, som om det er ingenting.” Sagde hun og kiggede ned i jorden. Jeg sukkede tungt og kunne mærke, hvordan mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig, mens jeg knyttede mine rystende hænder sammen. Det her var meget mere alvorligere end jeg først havde troet. Aria var ikke bare en pige med attitude problemer. Aria var knækket.

Hun snøftede kort, men alligevel trillede tårerne mere og mere ned ad hendes kinder, så jeg kun lige nåede at træde tættere på hende, inden hun sagde:

”Please hold om mig… bare i et par minutter!” Sagde hun og snøftede et par enkelte gange. Jeg kiggede uforstående på hende.

”Men, Aria…”

”Harry… Please!” Sagde hun inden hun endelig begyndte at græde. Billedet af den lille pige spillede sig igennem mit hoved, mens hun begyndte at græde for alvor. Det var der jeg vidste det… Det var der hun havde ladet sine murer falde ned og åbnet sig op. Hun havde fortalt mig noget dybt og personligt omkring hende selv, og jeg kunne ikke andet end at føle sorgen med hende. Jeg lagde hurtigt mine arme om hende, så jeg kunne mærke hvordan hun skælvede i kroppen. Jeg kunne ikke lade vær med at sukke hurtigt inden jeg trak hende helt ind til mig og bare holdt hende ind til mig, mens hun også knugede sig helt ind til mig.

”Så så..” Sagde jeg stille, mens hun rystede over hele kroppen og jeg kunne høre hvordan hun trak vejret uroligt. Jeg holdt hende lidt strammere ind til mig, indtil hun stillede sig på tæer og klemte sine arme rundt om mine skuldre og jordede sine hænder ind i mine skulder. Og selv om det gjorde ondt, så lod jeg hende gøre det.

”Det er ok.. Det skal nok gå. Jeg er her… Jeg er lige her.” Sagde jeg forsigtigt, mens jeg forsigtigt lagde den ene arm om livet på hende, mens jeg holdt den anden mode hendes hoved.

”Jeg er lige her. Jeg går ikke.” Sagde jeg igen og strøg hende over håret.

”Jeg er lige her. Jeg går ikke.” Gentog jeg og holdt denne her skrøblige unge pige i mine arme og mærkede, hvordan hun lod sine parader falde.

___________________________________________________________________________________________

Hvad siger i så? Havde i regnet Arias baggrundshistorie ud, eller havde i ikke set den komme, lidt ligesom Harry? 
​Skriv alt hvad i tænker på!! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...