14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5678Visninger
AA

22. After

”Now if I keep my eyes closed, he feels just like you

But you’ve been replaced, I’m face to face

With someone new”

Halsey – Eyes Closed (Stripped version)

 

Det var helt surrealistisk at komme hjem. Især fordi at det faktisk ikke var så panisk og hektisk, som jeg ellers havde frygtet at det ville blive.

Når man som band, beslutter at gå hver til sit, så vælger folk åbenbart at lade en være, så meget som muligt. Derfor havde jeg ikke troet, at det eneste jeg ville komme hjem til, var spørgsmål fra nærmeste venner og familie, der spurgte om jeg havde taget en velfortjent ferie og slukket helt af. Gid det bare havde været således.

Jeg ville ønske, at det var med åbne arme og et kæmpe smil, at jeg mødte Louis, der var kommet hen for at hente mig og køre mig hjem. Ja, han havde da straks spurgt, i en joke selvfølgelig, om jeg havde levet som en hulemand de sidste 2 uger. Jeg havde ikke engang vidst, hvordan jeg skulle svare på det. Eller hvad jeg overhovedet skulle svare ham?

Det eneste jeg vidste, var at jeg ikke vidste noget. Alt føltes helt tomt og nærmest, ligegyldigt. Som om intet længere gav mening, som om at alt betydningsfuldt havde mistet dets mening. Der var ikke længere noget, der var forståeligt eller håndgribeligt. Alt var bare… eksisterbart, men tomt.

”Så vent… du blev væk?” Spurgte Louis helt fortumlet, da jeg havde prøvet, at sætte ord på det hele. Jeg trak alligevel bare på skuldrene.

”Du… Du har altså ikke været på ferie… du har rent faktisk været i nød?” Blev han ved at spørge mig om.

”Jeg ved det ikke… Jeg kunne bare ikke finde hjem…” Forsøgte jeg. Louis tog sig skrup forvirret til hovedet.

”Men… hvor fanden var du så henne?” Spurgte han.

”I en skov.” Sagde jeg og kiggede ud af vinduet i mit køkken. Alle tingene føltes så fremmede. Som om jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle benytte det hele.

Jeg var en fremmed i mine egne hjemlige omgivelser.

”Men du sagde, at du var der med nogen. Hvem var det? Og hvor er de nu?” Spurgte Louis mig. Jeg gad egentlig ikke alle hans spørgsmål. Jeg kunne så bare have ladet vær med at fortælle ham det hele. Men hvordan holder man skjul på noget, som man også selv har en million spørgsmål til.

”En pige… Aria, hedder hun.” Sagde jeg og vendte mig om mod ham. Han stod lænet op ad køkkenbordet og gned sine tindinger tankefuldt.

”Og hvad med hende, hvor er hun nu?” Spurgte han mig igen. Jeg sukkede tungt.

”Jeg ved det ikke… Jeg… Jeg fik ikke hendes informationer.”

”Så du ved ikke hvem hun er?” Jeg kiggede op på Louis.

”Jo… Jeg ved alt om hende. Jeg ved hendes svagheder og styrker. Jeg ved hun er bange for mørke. Jeg ved hun er meget stærkere end hun selv tror, men at hun bare selv skal lære at tro på det. Jeg ved, at hun elsker sine morgenrutiner, og at hun altid nynnede med, når jeg selv begyndte at gå at nynne. Hendes humor er så forfærdelig dårlig, men alligevel, så kan jeg ikke lade vær med at grine af dem, kun for at se, hvor glad hun bliver, når man også virker til at kunne lide hendes dårlige jokes. Jeg ved alt om hende, Louis, men…”

”Men du ved ikke selv, at du har følelser for hende?” Spurgte Louis åbenlyst, så jeg hurtigt kiggede op på ham. Han kiggede helt overbevist på mig.

”Hvad skete der mellem dig og pigen i den skov? For det virker til, at der er sket et eller andet dybt mellem jer?” Jeg sukkede tungt.

”Der skete så mange ting, Louis. Jeg… Jeg..” Prøvede jeg at forklare ham, men endnu en gang så samlede alle ordene sig i min hals og snørrede sig sammen til en klump af ord, jeg ikke kunne tråde ud fra hinanden.

”Du elsker virkelig den her pige, hva?” Spurgte han. Mit hjerte sprang et slag over og jeg vidste ikke om det gjorde ondt, eller bare var en ren følelsesmæssig konstatering?

”Jeg ved det ikke, jeg…” Startede jeg og endte så med at sukke opgivende af mig selv. Louis sukkede også og gik så over og klappede mig forsigtigt på skulderen.

”Hvorfor finder du hende ikke bare?” Prøvede han helt omsorgsfuldt. Jeg grinede opgivende.

”Hun er allerede en andens.” Sagde jeg hurtigt og kiggede ned i jorden. Louis ruskede i min skulder, så jeg kiggede op på ham.

”Hvis hun er din i dit hjerte, må du jo kæmpe for det.” Sagde han og gav mig et blink med øjet. Jeg prøvede at smile til ham, men det var sværere end jeg troede.

”Det gør ondt når du har nogen i dit hjerte, men som du ikke kan holde i dine arme.” Sagde jeg. Louis sukkede igen og slap mig så.

”Men er du villig til allerede at give hende op så?” Spurgte han mig. Jeg kiggede op på ham og vidste, at svaret var helt klart for mig.

”Aldrig.” Svarede jeg.

 

 

Aria P.O.V

Jeg havde så ondt i brystet. Det var som om at det enten føltes helt hult, eller alt for proppet. Jeg kunne ikke finde ud af, hvilket af det, der var værst.

Allerede dagen efter at jeg var kommet tilbage til virkeligheden, ville Fred have mig til lægen.

Det virkede så underligt, at kalde det det. Jeg havde jo altid været i den virkelige verden. Men de sidste dage havde det på en måde bare føltes anderledes. Som om, at det virkelig var en helt anden verden, som jeg havde befundet mig i, sammen med Harry. Som om at vi havde været de eneste to mennesker på vores egen lille planet. Derfor virkede det også så underligt, at komme ud blandt mennesker. Jeg tog endda mig selv i, at blive forskrækket over høje lyde, som bilhorn, råb fra mennesker, dyr… og alt hvad der nu var i mellem der. Jeg vidste at jeg selvfølgelig nok skulle vænne mig til det igen, men selv det virkede underligt at sige, da man bare for sølle to uger siden, tog det som almindelige dagligdags bagateller.

Fred havde fortalt mig om morgenen, at jeg havde nogle alvorlige skrammer, han gerne ville have, at jeg blev undersøgt for. Jeg havde selv ment, at de ikke havde nogen speciel betydning. Fred havde dog insisteret. Jeg kunne jo ikke gå rundt og ligne en eller anden fremmed skovbo. Jeg var nødt til at komme tilbage til virkeligheden, så hurtigt som muligt, så jeg kunne finde mine gamle vaner og blive normal igen.

Problemet var bare, at jeg ikke længere vidste, hvad mine gamle vaner var… og hvad der egentlig længere var… normalt?

”Åben munden.” Sagde lægen og tog en spatel op og holdt foran mig. Jeg gabte op så meget jeg kunne, så han kunne kigge ind i munden på mig.

”Ja, det ser jo meget fint ud. Hvad med vægten?” Spurgte han og trak spatlen ud af munden på mig og trak mig over på den store metalvægt. Jeg kiggede ned.

”62. Det virker fint.” Sagde han. Jeg nikkede enigt.

”Indtil videre, ser det fint ud, miss Fitzgerald. Bare hold dig lige i ro, i et par dage. Din krop skal lige vænne sig til mad og vand igen..” Sagde lægen og satte sig over til sit skrivebord, hvor han skrev lidt på computeren foran sig. Jeg fnyste lidt.

”Jeg led faktisk ikke. Jeg fik altså mad.” Indskød jeg hurtigt og kiggede på lægen. Han smilede bare hurtigt til mig, indtil jeg mærkede en hånd klemme om min arm. Fred smilede hurtigt til mig, på den der ”Ja, ja.” måde, som han så ofte gjorde. Jeg kiggede insisterende mellem ham og lægen igen.

”Det gjorde jeg… Jeg fik mad og vand hver dag… Jeg har altså ikke sultet...” Prøvede jeg at sige. Lægen kiggede nøje på mig, inden han sukkede.

”Javel… Hvad med andre skavanker? Har du haft nogle men under dit såkaldte ”ophold” i den skov der.” Jeg kiggede underligt på lægen. Han fik det til at lyde så… barnligt, nærmest.

”Altså, jeg var syg en af dagene. Men Harry… Eller fyren jeg var af sted med, mente at jeg bare havde spist et dårligt egern…”

”Egern?”

”Egern?!” Spurgte lægen og Fred i kor. Jeg nikkede og kiggede mellem dem igen. Lægen sukkede for det, der føltes som titusinde gang.

”Vær lidt opmærksom på din kost de næste dage. Jeg tror ikke, det er godt for mennesker, at føde sig selv med dyr som egern og kaniner og sådan.”

”Vi fik også fisk… Og vi stegte det over bål.” Prøvede jeg at retfærdigøre det. Lægen nikkede og Fred grinede.

”Du har rigtigt leget pigespejder der ude, hva?” Sagde han og klemte mig om armen igen. Jeg fnyste kort og kiggede bare ned i jorden. Hvorfor fik de det enten til at lyde som om, jeg slet ikke havde haft styr på noget, og nærmest talt havde været på randen til at fryse ihjel, eller slå mig selv ihjel ved at dræbe bakteriebefængte dyr og blade.

”Jeg skal nok sørge for at hun får noget mad.” Afbrød Fred mig hurtigt og smilede over til lægen og begyndte at tage mit tøj op fra den briks, jeg havde lagt det på. Jeg havde skullet tage det meste af mit tøj af, så lægen kunne måle og vurdere mig på alle de mest tænkelige måder. Jeg sukkede hurtigt, men trak så i mit tøj igen. Lægen kom over til os og skriblede lidt på en blok i sin hånd.

”Jeg er ked af det der skete med dig og ham drengen… Sikke traumatisk det må have været.” Sagde han hurtigt, så jeg kiggede på ham. Ordene gentog sig hurtigt i mit hoved: Sikke traumatisk det må have været…

Han skulle bare vide.

”Tak… Heldigvis var vi der jo sammen.” Sagde jeg hurtigt.

”Ja, det er jo rigtigt nok. Du må hellere kontakte ham drengen og høre om han også er okay, og så i hvert fald takke ham. Men må jeg anbefale at det eventuelt kunne blive muligt for dig, at finde nogle timer til at tale med en psykolog? Traumatiske begivenheder er oftest nødt til at blive arbejdet igennem ordentligt, for at vi kan glemme dem.” Forslog lægen og kiggede på mig med et stort smil, så jeg bare kiggede op ham.

Traumatisk? Nej. Det havde overhovedet ikke været i nærheden af traumatisk… Måske havde starten været skræmmende… Men, det havde slet ikke været nær noget som helst, der kunne minde om traumatisk. Jeg var ikke kommet til skade. Jeg havde haft det godt. Harry havde givet mig mad og drikke, han havde givet mig ly. Han havde passet på mig og bekymret sig. Jeg havde haft det godt.

De sidste to uger havde været hårde, fysisk, men specielt også psykisk. Men traumatisk, nej det havde det ikke været. De sidste to uger havde været krævende på alle mulige måder, men de havde ikke været noget i nærheden af traumatisk. De tog alle fejl. Jeg havde ikke lidt, på hverken den ene eller nogen som helst anden måde. Jeg havde haft det godt.

Et eller andet sted, havde jeg måske haft det bedre der, end jeg havde det her.

”Du må i hvert fald gerne kontakte mig, når du er kommet til kræfterne. Så kan vi lave en aftale hos dig, hos en psykolog i vores system.” Jeg sukkede tungt.

”Det gør vi med glæde.” Tog Fred hurtigt over endnu en gang, inden han venligt rakte sin hånd over og trykkede lægens hånd, for at sige farvel. Jeg gjorde det samme.

”Pas godt på hende, unge mand.” Sagde lægen og sendte os begge et smil.

”Selvfølgelig, doktor.” Sagde Fred og sendte ham et blink med øjet, mens at jeg fik mit overtøj på og så fulgte med ham ud.

Vi nåede ud på gangen og jeg stak bare mine hænder ned i lommerne på min sorte læderjakke. Dog tog Fred hurtigt fat i min arm og hev den ud af den ene lomme, så hans hånd kunne finde min og flette vores fingre sammen. Fred skulle altid holde så hårdt om mine fingre mellem hans egne.

”Havde du ikke nogle stiletter?” Spurgte han hurtigt, så jeg kiggede ned. Jeg havde mine snavsede gamle sneakers på.

”Oh… Nej… Jeg har ikke fået vasket dem endnu… Jeg tror ikke engang, at jeg har fået pakket mine tasker ud.” Konstaterede jeg. Fred slap min hånd, men lagde så i stedet hele sin arm om mig og trak mig ind til sig.

”Ved du hvad. Lad vær med at pakke taskerne ud. Vi smider det ud og køber dig noget nyt i stedet, okay?” Sagde han. Jeg kiggede overrasket op på ham.

”Virkelig?” Spurgte jeg nærmest forbløffet. Han nikkede.

”Ja… du trængte alligevel til noget nyt.” Sagde han og kyssede mig hårdt på hovedet. Jeg svarede ham ikke, men kiggede så bare ned af mig selv. Mit hjerte bankede i brystet på mig. Nærmest helt nervøst.

”Så kan vi købe en masse nyt flot, og lækkert tøj til dig. Du kunne også blive klippet. Eller få farvet dit hår? Du har jo altid sagt, at du gerne ville være platin blond, ik?” Sagde han allerede helt opstemt omkring det. På en måde, så gav alt det han sagde, mig mere og mere kvalme.

”Jeg ved ikke… Måske vi bare skulle tage det roligt, og…” Fred stoppede os begge og trådte ind foran mig.

”Baby… Er du okay? Har ham Styles gjort dig noget? Du virker så fjern og mærkelig… du er nærmest helt fremmed?” Sagde han og kiggede undrende på mig. Jeg rystede hurtigt på hovedet.

”Nej.. Nej… Han gjorde mig ingenting. Jeg havde det altså fint… Jeg har det fint! Jeg… Jeg er bare træt…” Prøvede jeg at sige og kiggede op på ham. Han kiggede tænkende på mig, og jeg kendte det tænkende blik. Det kom altid frem, når jeg prøvede at stikke ham en løgn, og han havde gennemskuet mig. Ligesom han havde gennemskuet mig nu.

”Du ved du kan sige alt til mig, ikke også?” Spurgte han og trådte tættere på mig. Jeg kiggede op fra jorden og ind i hans øjne, som straks låste sig fast om mine. Mit hjerte bankede hårdt i brystet, mens jeg nikkede forsigtigt på hovedet.

”Prinsesse.” Sagde han og bukkede sit hoved ned mod mit og maste sine læber mod mine. Jeg kyssede ham forsigtigt igen, men han var alligevel mere hungrende, end jeg selv var. Jeg trak mig hurtigere væk, end han havde regnet med, så han sendte mig et forvirret blik. Jeg sendte ham et forsigtigt smil tilbage.

”Skal vi køre forbi den sædvanlige? Jeg kunne virkelig godt en kyllinge salat?” Spurgte jeg og prøvede at sende ham et stort Aria-smil. Han kiggede nøje på mig, inden han nikkede og så tog fat om min hånd igen, så vi kunne gå ud.

Vi nåede ud til bilen og vi satte os ind. Fred startede bilen og jeg spændte mig fast. Fred begyndte at køre ud af parkeringspladsen, mens jeg i ventetiden, trak min telefon op og kiggede på den blanke, let smadrede skærm.

Jeg havde ikke kigget meget på den de sidste dage. Alligevel, så hver gang, at jeg havde kigget på den, havde jeg håbet at der ville dukke et eller andet op. Bare et enkelt opkald, eller muligvis bare en lille besked, fra det hinsides. Fra muligvis den anden side af jorden. Eller rettere sagt, fra ham. Hele tiden var der et lille håb om, at der ville dukke noget op fra ham… Men hver gang forsvandt håbet mere og mere, og hullet i mit bryst føltes større og større.

”Håber du på, at han ringer til dig?” Spurgte Fred mig pludseligt, så jeg hurtigt kiggede over på ham. Var jeg virkelig så gennemskuelig. Mit hjerte bankede hurtigere. Hvis han vidste det her, hvor meget vidste han så ellers?

”Øhm… Jeg, vil bare gerne høre, om han… du ved… også er okay?” Sagde jeg forsigtigt og kiggede på Fred for at vente på at se om mit svar var rigtigt nok. Han nikkede forstående på hovedet.

”Fik du ikke hans nummer, så du selv kan ringe op til ham?” Spurgte han og kiggede hurtigt tænkende på mig. Jeg rystede på hovedet.

”Nej… Vi fik ikke udvekslet noget som helst…”

”Godt.” Jeg kiggede hurtigt på Fred. Han kiggede stift ud på vejen.

”Jeg tror det er bedst, at du lægger det hele bag dig, baby. Inklusiv ham.” Sagde han og rakte sin arm over for at nusse min kind.

”Bare glem ham, okay… Du er alligevel hjemme nu, hos mig.” Sagde han og smilede forventningsfuldt over til mig. Jeg sank en klump i min hals.

”Okay…” Sagde jeg og skammede mig nærmest over, hvor lille min stemme lød, og endnu mere og, hvor stort og tilfredst et smil, det skabte på Freds læber.

”Du er jo min prinsesse, husker du vel?” Sagde han og sendte mig nærmest et faretruende blik, så min mave snørrede sig sammen. Jeg nikkede bare.

”Ja… Jeg er din.” Sagde jeg endnu mere skingert og skræmt. Han nikkede smilende.

”Min. For evigt.”

Jeg var bange for at det helvede jeg kom fra, ikke længere havde været det helvede jeg flygtede fra, men den flugtvej jeg flygtede hen imod.

___________________________________________________________________________________________

Hvad siger i? Hvordan tror i det hele ender for begge parter? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...