Håb

Når alt virker håbløst, er der måske alligevel håb. En historie om hvordan man, selv når man har det værst, har mulighed for at finde håb og viljen til at kæmpe for sig selv.

0Likes
0Kommentarer
154Visninger

1. Håb

Det begynder at blive slemt igen. Tomheden sniger sig ind på mig, og det eneste jeg kan gøre, er at lade som om den ikke eksisterer. Jeg prøver, det gør jeg virkelig, men det virker så håbløst. Det er som om, jeg har alt for mange tanker, for mange bekymringer, men samtidig er jeg tom og kold. Jeg har siddet her den sidste time, kigget ind i væggen og ladet det hele opsluge mig, men ikke engang det kan jeg finde ud af. Måske er jeg bare håbløs. Jeg er ikke dum, så meget ved jeg. Jeg er god i skolen, så et eller andet dur jeg da til, men jeg kan ikke se formålet med det. Jeg står op, går i skole, laver lektier og går i seng, kun for at gentage det hele den efterfølgende dag. Måske er det meningen med livet, men hvis det er det, er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst til at leve det mere. Der er ikke noget jeg ser frem til. Burde jeg glæde mig til at få et job, børn og en endnu mere stressende hverdag? Måske er jeg bare ikke som alle andre. Måske er jeg i stykker, ubrugelig og ikke til at reparere.

Jeg rejser mig fra min ellers behagelige plads foran væggen og går ud i køkkenet. Det er weekend og som så ofte før, er jeg alene hjemme. Klokken er kun 14.15, så der er stadig lang tid til, at jeg kan tillade mig at gå i seng. Udenfor lander små regndråber på de efterårsgrønne blade, og de fleste har ligesom jeg valgt at blive indenfor. Jeg åbner køleskabet, men min manglende appetit får mig hurtigt til at lukke det igen. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg bare kunne forsvinde, men jeg ved godt, at det ikke er sådan verden fungerer. Der er folk her som holder af mig, og at såre dem ville jeg aldrig kunne få mig selv til, men tanken om bare at give op ligger altid i mit baghoved. Jeg går videre ind i stuen og sætter mig i vores sorte læderstol. Her fra kan man se skibene der sejler på fjorden og årstidernes skifte i skoven på den anden side. Det er idyllisk og smukt, men for det meste glemmer jeg at sætte pris på det, ligesom så mange andre ting.

Jeg er vokset op i en kernefamilie med to ældre søskende. Jeg har aldrig manglet noget, hvilket gør min samvittighed over ikke at have det godt endnu større. Der er intet at sætte en finger på. Jeg er hverken blevet mobbet eller haft mangel på venner, så hvorfor skulle folk mistænke mig for at have det dårligt? Det viser sig at det var der heller ingen der gjorde, i hvert fald ikke før de fandt ud af, at jeg skadede mig selv. Heldigvis fik psykologen hurtigt styr på det, og vi kunne gå tilbage til vores perfekte hverdag, eller det var i hvert fald, hvad de troede. Sagen var bare, at jeg ikke havde en perfekt hverdag at vende tilbage til. Jeg fik det bedre, men aldrig godt, og tomheden vendte hurtigt og stærkt tilbage. Alt var tilbage ved det gamle, men mit smil kunne narre enhver.

Nu sidder jeg så her, 17 år og på randen til at give op. Udefra må det virke ynkeligt, men hvis du prøvede at leve en dag i mit hoved, tror jeg, at du ville forstå. Forstå den kamp det er at stå op om morgenen, og de utallige fejl jeg ser, når jeg kigger på mig selv i spejlet. Jeg er ikke stolt at det, hvilket er derfor, at jeg holder det som min egen lille hemmelighed.

Jeg tager bladet der ligger på bordet ved siden af mig. Det er Familie Journalen, hvilket plejede at være min mormors yndlingsblad. Jeg kunne sidde i timevis i hendes gamle stue og læse det ene blad efter det andet, så da hun døde sidste år, begyndte min mor at købe dem. Hver gang jeg ser dem, bliver jeg mindet om hende og en enorm kærlighed efterfulgt af et savn strømmer igennem mig. Jeg begynder at bladre igennem det, men jeg kan ikke koncentrere mig i lang nok tid til at få artiklerne læst færdigt. Halvvejs igennem bliver jeg afbrudt af min mobil. Det er Clara, en af mine gode veninder fra skolen, som vil høre, om hun må komme forbi. Med en entusiastisk stemme får jeg sagt ja og lagt på. Egentlig vil jeg hellere sidde her for mig selv, men hun ved, at jeg er alene hjemme, så undskyldningerne hænger ikke ligefrem på træerne. Ligesom alle andre ved hun ikke, hvordan jeg har det, men det er okay, for hvis der er noget, jeg er god til, så er det at skjule det. Det er hverken hende eller nogle af de andres problem, kun mit, så det er kun retfærdigt, hvis det forbliver sådan.

Kort efter ringer det på døren, og jeg åbner med et smil. Clara giver mig et kram og følger med mig ovenpå. Hun begynder at fortælle om den fødselsdag, hun lige har været til, og jeg lytter, smiler, nikker og griner af det hun fortæller. Bagefter spørger hun, hvad jeg har lavet i dag, og jeg kan ikke undgå kort at tøve, før jeg hurtigt får taget mig sammen og kommer med et svar. Jeg kan mærke nogle tårer, der presser sig på, hvilket undrer mig, for jeg plejer altid at være fattet, når andre er til stede. Jeg undskylder og siger, at jeg lige skal på toilettet, inden hun når at se tårerne i mine øjne. Nu kan tårerne ikke holdes tilbage længere, og jeg giver dem frit løb, men jeg stopper mig selv og tørrer øjnene, inden Clara kan nå at blive mistænkelig. Da jeg kommer ud, ser hun undrende på mig, og jeg kan se, at hun skal til at sige noget, men hun tager sig selv i det. Jeg ved, at hun kan se på mig, at jeg har grædt, men ligesom alle andre er hun bange for at spørge ind til det. Hun er bange for svaret og bange for, at jeg vil afvise hende i hendes forsøg på at hjælpe mig. Jeg bebrejder hende ikke, men alligevel kan jeg ikke undgå i et kort øjeblik at blive såret. Jeg ved ikke, hvad jeg forventer at hende, for jeg vil ikke have hjælp, vil jeg? På den ene sidde skriger mit hoved efter hjælp, men den anden sidde er bange og kan ikke gøre andet end at dække det hele med et smil. Sjovt nok er det altid den sidste af førnævnte der vinder. Jeg er træt at det hele, og jeg har lyst til at skrige og græde og bare stoppe med at eksistere, men det er som om, det ikke rigtig er en valgmulighed.

Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg har stået og kigget ud i luften, men Clara har rejst sig og er kommet hen til mig. Hun ligger armene rundt om mig og spørger forsigtigt, om jeg er okay. Jeg kan ikke mere, og jeg lader tårerne trille ned ad mine kinder uden at sige noget. Hun trækker mig med ned i sofaen og lader mig komme til mig selv. Jeg synes det er pinligt, og jeg hader, når folk ser mig sårbar. Det gør mig usikker, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Clara fortæller mig, at det er okay, og kærligt beder hun mig forklare, hvad der er galt. Det er svært at skulle sige, alt det der forgår i mit hoved med ord, når jeg langt fra selv er klar over det. Alligevel prøver jeg, og en byrde letter sig delvist fra mit hjerte. Jeg forventer ikke, at Clara forstår det, men jeg begynder at indse, at hvis jeg skal gøre mig nogen som helst forhåbninger om at få det bedre, kan jeg ikke klare det på egen hånd. Resten af dagen spiller vi spil, ser film og hygger, og Clara ringer hjem og siger, at hun sover hos mig. Jeg har lovet hende at få hjælp og snakke med mine forældre om det, men lige nu prøver jeg at nyde min aften i Claras selskab, for første gang i lang tid føler jeg, at der er håb. Det kommer til at kræve tid, og jeg ved, at det kommer til at blive hårdt, men jeg har indset, at livet på alle måder er værd at kæmpe for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...