Derude og herhjemme

Alt hvad der foregår i min hjerne og alt det jeg har på hjertet.

1Likes
0Kommentarer
596Visninger
AA

1. Jeg - en forfatter (uredigeret)

 

I mit hoved er der uendelige universer, der er scenarier og karakterer der kun eksisterer i mig. Jeg består ikke kun af en tankestrøm, jeg er tusinder af små stemmer i mit hoved. Alle længes efter at få deres ord ned på papiret foran mig, og jeg leder efter den rigtige. Den der kan lede til mere end at jeg skriver den ned, og om et par år ikke mindes at have skrevet det.

 En trænger virkelig igennem, den der er min gamle dansklærer. Hende der sagde at min gyser ikke kunne forstås af de små syvende klasses hjerner der omgav mig, og gav mig fire. Skriv til dit publikum. Hun dukker altid op når jeg ikke kan få noget ned på papiret.

 I den slags øjeblikke skubber jeg stolen ud, tager høretelefoner på og lader det strømme ud af mig. Jeg snakker højt, og jeg finder lige den sang der får det hele til at ordne sig i mit hoved. Andre gange går jeg bare ind i stuen, griber en bog på vejen og krøller mig sammen i en lænestol. Det er de gange hvor der er for meget dansklærer, for meget råben og ravage fra de andre stemmer. 

Papiret er stadig blankt, også selvom musikken kører i baggrunden med en eller anden obskur sang om at miste. Der er tomt i kaosset. Når jeg kigger rundt, er jeg den eneste der sidder stille. Alle har gang i noget, og det er det jeg hader ved at skrive. Det handler altid om de andre omkring dig. Kan de lide det? Kan de se hvad du skriver? Er de bedre? Stopper de nogensinde op selv, og lytter til det der foregår indeni dem selv? For mig føles det at skrive som at være Pluto, engang en del af fællesskabet og nu en der kredser langt fra de andre. Observerer. Alene. 

Der er et øjebliks klarhed når de tanker fylder mig, måske er det bare der jeg skal starte. Med hvad der skiller sig ud, ikke den stemme der råber højest. Med den der er vedvarende og ikke bare forsvinder ud i min hjernes papirkurv. Jeg lukker øjnene. Lytter. Den er der, stemmen. Så tæt på at jeg kan fange den i et tankespind.  En om at være populær, og blive glemt som person. Den runger i mit hoved, og som den rammer papiret er det med en sang om at skrive. Hvad fiktionen er til for. 

Min karakter væver sin historie for mine øjne, med farver og nuancer der aldrig kommer til at ramme papiret. Foran mig bliver den sort og hvid. Jeg kan ikke ramme den i ord, som den er i følelser indeni. Der er desperation fra mig, selvsikkerhed fra hende. Der er sorg i hende, og der er glæde i mig. Vi elsker hinanden når hun rammer papiret, og hun hader mig når jeg lytter til de andre karakterer.
 Hun bor i et univers, kun jeg kan finde. Men hun er brudstykker af så mange andre, og hun ved det ikke. Jeg læser for meget, det har jeg altid fået at vide. Søren og Mette var kun fin nok den første gang, derefter begravede jeg den under et bjerg af bøger og historier. På toppen er mine egne historier, de har lært af de andre bøger. 

Papiret er kun ord nu, den hvide overflade er usynlig under laget af blyant. Der bliver klappet i mit hoved, og jeg får et minuts stilhed for hende der lever på papiret nu. 
Jeg tager høretelefonerne af, og begynder at pakke sammen. Der er snart ikke mere tid tilbage. Jeg har stadig historier at videregive. Tyvstjålne fra mit hoved. Et indblik i mig, og i alt hvad jeg har læst. For det er det med ur-historierne, og et citat der hænger der hjemme på min væg.
’Lesser artists copy, great artists steal’ 
Jeg er kun en forfatter, fordi andre har været det før mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...