Delightful Actions

Et liv som verdensstjerne, er ikke altid lige let. Specielt ikke når man går fra at være fire sammen, til at stå helt alene på en kæmpe scene. Niall Horans liv ændre sig fuldstændigt i det sekund One Direction, vælger at gå hvert til sit. Niall er måske den samme på ydersiden, men indeni er han en helt anden. Blot det at stå ud af sengen er en kæmpe kamp. Men hvad sker, der når han møder den 21 årige Rain til et meet and greet, og venskaber opstår? Følg med i Delightful Actions og find ud af det.

12Likes
28Kommentarer
3213Visninger
AA

4. Kapitel 4 - Meeting Niall Horan


Jeg står foran spejlet og ser på mig selv. Jeg har taget en blomstret sommerkjole på og sat mit hår op i en knold. Om lidt skal jeg mødes med Niall. Jeg er super spændt og meget nervøs. Kan man være andet? Jeg skal mødes med en verdensstjerne! På en måde er det stadig ikke helt gået op for mig, at han spurgte, om vi skulle mødes. Jeg har aftalt med mig selv, at jeg ikke vil behandle ham som en kendt, men blot en helt almindelig fyr. Det fortjener han, i stedet for at jeg skriger ham ind i hovedet. Og det er jo ikke, fordi jeg er kæmpe fan af ham, men jeg elsker hans musik, det kan jeg ikke løbe fra.

Niall har bedt mig om at mødes med ham på en lille cafe i udkanten af London. Jeg er kommet i god tid. Det er bare sådan jeg er. Hader nemlig at komme for sent. Jeg står udenfor cafeen og venter på ham. Her er utrolig roligt i forhold til midt inde i London. En stor sort skinnende Range Rover kommer kørende forbi. Den virker ret malplaceret i disse rolige og hyggelige omgivelser. Bilen holder ind på en parkeringsplads, et lille stykker fra hvor jeg står. En fyr iklædt sorte jeans, en hvid t-shirts, brune sko og solbriller hopper ud af bilen. Jeg genkender straks personen, Niall. Han tager solbriller af og hænger dem i kanten af t-shirten. Han kommer gående hen mod mig med et stort smil på læben.

“Hej Rain.” Siger Niall og trækker mig ind et varmt knus.

“Hej Niall.” Svarer jeg og trækker mig fra krammet efter et par sekunder, selvom jeg ikke helt har lyst.

“Var det nemt at finde?” Siger han med det charmerende smil, som tusindvis af fans vil ønske, at de så til dagligt.

“Nej, det var super svært at finde, det tog mig en evighed.” Joker jeg og smiler til ham, med et oprigtigt smil. Tænk at han er så nede på jorden, han har nok regnet ud, at jeg ikke er en så stor fan som Rose.

“Lad os gå ind.” Og med lyden af disse ord fra en irsk accent, bliver jeg trukket ud af mit dagdrømmeri. Niall åbner cafe døren og holder den for mig.

“Tak.” Jeg smiler og går indenfor. Niall er hele tiden lige bag mig, som om han passer på mig, eller er bange for, at jeg skal snuble over et stoleben. Vi sætter os ved et ledigt bord i den bagerste ende af cafeen. Vi kigger hver vores menukort igennem og beslutter os for hvad vi vil have. Niall går op og bestiller til os og kommer kort tid efter tilbage med vores drikkevare. Han løfter sit glas op.

“Skål.” Jeg løfter også mit og slår det let mod hans. Vi tager begge en tår og stiller det fra os.

 


“Hvordan har du det Niall?” Spørger Rain kort tid efter. Mit hjerte slår dobbeltslag. Det er længe siden, en har spurgt hvordan jeg har det, og lydt oprigtigt interesseret. Jeg ved ikke, om jeg skal lyve eller være ærlig, men hun lød jo interesseret, og som jeg altid har fået fortalt, ærlighed kommer du længst med.

“Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg det forfærdeligt det meste af tiden.” Jeg mærker straks, at det føles som om, mit hjerte er blevet 10 kilo lettere. Jeg kan se, at hun ser undrende på mig.

“Den må du meget gerne uddybe.” Siger hun stille og folder sine hænder. Jeg ser på hende og tager en indånding.

“Du ved... Det er underligt at gå fra at være sammen med sine bedste venner 24/7 til mere eller mindre ikke snakke med dem. Hele mit liv ændrede sig, da vi som band valgte at gå hver til sit og det har ikke været det sammen lige siden. Vi var alle enige om, at det var det vi skulle gøre, men jeg savner dem bare så utrolig meget hver eneste dag. Jeg ved ikke om det lyder mærkeligt, men jeg har det som om noget af mig mangler.”

“Det lyder ret naturligt Niall, sådan er det at blive alene lige pludselig.” Måden hun siger det på, for mig til at undre mig. Kender hun til følelsen? Er jeg ikke den eneste, der går og bøvler med ensomhed?

“Jah måske. Jeg ved det ikke det. Nogle dage har jeg det så skidt, at bare det at skulle stå ud af sengen om morgen, virker som det sværeste i hele verden.“ Får jeg efter noget tid sagt. For den første gang længe føler jeg, at jeg kan fortælle sandheden uden at blive set ned på. Jeg føler hun forstår mig. Jeg føler mig som mig selv.

“Jeg forstår dig godt Niall, det er svært. Det må heller ikke være let. Det skal ikke være let at være alene Men du klarer det super godt. Du virker ikke som en der burde lade det gå dig på. Din koncert forleden var virkelig god. Man følte virkelig, at du var der, og teksten gik rent ind hos mig.” Siger hun.

“Tak skal du have Rain.” Jeg smiler taknemligt.

“Du lovede, at du ville fortælle mig, hvorfor teksten ramte dig så meget” Jeg ser på hende. Hendes øjne skinner i det, jeg ser ind i dem. Jeg kan se på hende, at hun lige skal tage mod til sig, inden hun begynder at fortælle.

“Teksten minder mig om min ekskæreste Jake. Vi var sammen i 17 måneder, indtil jeg fandt ud af, han var mig utro, og dumpede mig kort tid efter. Og ja da du sang sangen kom minderne om ham tilbage til mig. Rigtig mange af de ting, du synger passer bare så godt på ham og mig blandt andet det her med stadig at kunne dufte hans parfume og bilde sig selv ind at man ser hans skygge.” Jeg ser på hende. Og er lidt tom for ord, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige. Jeg nikker blot lidt. Hun kender til det at være alene. Jeg er ikke den eneste, og jeg har mødt hende, en jeg allerede på kort tid, føler at jeg kan fortælle alt til.

“Men jeg er kommet over det.” Siger hun efterfulgt af et smil på hendes læbe.

“Det er jeg glad for at høre.” Jeg smiler tilbage til hende, i det tjeneren kommer med vores mad. Mens vi sidder og spiser, snakker vi om alt mellem himmel og jord. Alt lige fra hvor vi er vokset op, til hvad vores største drømme indebærer. Jeg nyder virkelig, at lære hende bedre at kende. Tiden flyver afsted hendes selskab.

“Undskyld mig…” Siger tjeneren, der tidligere kom med vores mad. “Det er ikke fordi, jeg vil forstyrre, men vi lukker altså nu”

“Er klokken allerede så mange?” Jeg kaster et hurtigt blik på mit armbåndsur. “Vi går selvfølgelig med det samme.” Inden jeg når at rejse mig, står Rain allerede oppe ved disken med sit kreditkort i hånden. Jeg rejser mig fra stolen, og går op til hende.

“Lad mig betale.” Siger jeg og finder min pung frem.

“Nej lad mig. Jeg insistere.” Svarer hun med det samme og taster sin egen pinkode ind. Jeg nikker bare lidt, da jeg ikke vil op og diskutere med hende, uanset hvor meget jeg gerne ville have betalt. Så må vi jo finde en anden dag, hvor jeg kan give igen. Det var jo mig der lagde op til, vi skulle ses.

“Hvad så nu?” Spørger jeg.

“Ja, hvad så nu?” Svarer hun tilbage.

“Vil du med hjem til mig? Vi har stadig en masse at snakke om” Siger jeg efter få sekunder. Hun nikker stille.

“Ja, det vil jeg da gerne.” Svarer hun. Vi forlader sammen cafeen og går over til min bil. Jeg kører hjem til mig selv og parker i indkørslen. Da vi kommer indenfor, giver jeg hende en hurtigt rundvisning. Vi ender i stuen, hvor vi begge sætter os i sofaen. Der opstår en tavshed, hvor ingen af os siger noget. Vi sidder bare og kigger på hinanden. Efter lidt tid afbryder Rain tavsheden.

“Der er en rigtig lækkert sted du har her.”

“Så skulle du se mit hus i LA. Det er noget for sig selv.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...