Delightful Actions

Et liv som verdensstjerne, er ikke altid lige let. Specielt ikke når man går fra at være fire sammen, til at stå helt alene på en kæmpe scene. Niall Horans liv ændre sig fuldstændigt i det sekund One Direction, vælger at gå hvert til sit. Niall er måske den samme på ydersiden, men indeni er han en helt anden. Blot det at stå ud af sengen er en kæmpe kamp. Men hvad sker, der når han møder den 21 årige Rain til et meet and greet, og venskaber opstår? Følg med i Delightful Actions og find ud af det.

12Likes
28Kommentarer
3244Visninger
AA

12. Kapitel 12 - Something beautiful turned into a nightmare

Rains besked har jeg læst flere gange, og jeg kan ikke få den ud af hovedet.

[...] Jeg er virkelig ked af, at jeg har fucket vores venskab op. Jeg håber, at du vil tilgive mig. Din Rain

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tilgive hende for. Hun holdte på hendes fremtidsplaner, fortalte intet, og kom helt ind til benet af mig, blot for at rejse igen. Hvem ved, om jeg nogensinde kommer til at se hende igen? Jeg savner hende allerede, men jeg er bange for at komme til at blive knust endnu engang, hvis jeg tilgiver hende, lade hende knuse mig, og bare acceptere, at hun rejser. Når jeg udmærket godt ved, at det har såret og dybt, og det vil gøre ondt i langt tid.

Da det ringer på døren, ligger jeg mobilen fra mig og lukker op. Drengene kommer ind. De giver mig alle et kram, som bliver til et stort fælleskram. Vi går ind i stuen og sætter os i sofaen. Jeg har ikke fortalt, hvad der er sket endnu, og jeg kan se, at de er bekymrede. Det er tydeligt at se, at jeg har grædt. Jeg hører en brummelyd og ser Louis der rejser sig for at tage min telefon op fra bordet.

“Niall, Rain ringer. Skal jeg tage den?” Spørger han, og ser på mig. Jeg ryster ivrigt på hovedet, men indeni har jeg lyst til at springe hen til telefonen og fortælle at jeg elsker hende, og sige at jeg vil rejse med hende, hvor end hun skal hen. Men jeg ved jeg ikke kan. Og jeg kan heller ikke snakke i telefon med hende, uden at græde. Det er jeg sikker på. Jeg får lyst til at krølle mig sammen, gemme mig og aldrig, aldrig vågne op igen.

“Okay.” Svarer han, og får den irriterende brumme lyd til at stoppe. Han sætter sig ved siden af Harry i sofaen, og jeg fornemmer de alle kigge på mig.

“Vil du fortælle os..?” Spørger Liam og ser bekymret på mig. Jeg nikker, og ved ikke hvor jeg skal starte. Jeg elsker hende, det er sjældent at jeg nogensinde har elsket en pige, men Rain er noget specielt. Det er svært at forklare. Jeg tager en dyb indånding.

“Jeg elsker hende.” Får jeg sagt og kigger ned i mit skød. Mine hænder og min krop ryster, som om jeg har været ude i kulden i flere timer. Men det er ikke engang koldt derude, det er sommer og lunt vejr selvom klokken er 22.30 om aftenen.

“Ehm...” Siger Harry og han kører en hånd gennem håret. “Har hun ikke følelser for dig?” Spørger han og lægger en hånd på min skulder. Jeg ryster på hovedet, men siger så:

“Eller.. Jeg ved det ikke, jeg har ikke fortalt hende det..” Siger jeg og klør mig på armen.

Det er tydeligt at se, at drengene undre sig, men det vil jeg også gøre, hvis jeg var dem. De har jo ingen nordisk ide om hvad det hele drejer sig om.

Jeg ved bare ikke hvordan, jeg skal fortælle dem det. Eller jo det gør jeg, men jeg er ikke sikker på at de forstår det. Men de har forstået mig før. Flere gange. Liam trækker mig ud af mine tanker ved spørgsmålet om, hvorfor jeg så er ked af det.

“Hun rejser.” Svarer jeg hurtigst.

“Rejser?” Spørger Liam undrende.

“Hun har fået et job i Canada... Hun takkede ja til det, inden jeg mødte hende og så har hun valgt ikke at fortælle mig om det før i dag.” Jeg føler, jeg begynder at ryste og fryse endnu mere. Det følelser så virkeligt at sige det højt. Hun rejser og der er intet jeg kan gøre. Min hals snører sig sammen og et hulk slipper ud. Jeg prøver virkelig at tage mig sammen, men det er svært. Jeg vil ikke græde foran drengene. Harry lægger en arm om mig.

“Mate det er helt okay. Vi kan sagtens forstå dig, med alt hvad du har været igennem. Vi ville ønske, at vi også havde været der for dig der. Du har haft Rain og det er vi evige taknemmelige for. Der er små bumps hist og her, men du skal nok komme videre. Du er den sejeste Niall. Og det er okay, at du er ked af det.” Jeg ser op på Liam, hvis mund ordene kom ud af. Hans ord trøster samtidig med, at det gør mig endnu mere trist. Jeg kan ikke holde det tilbage nu. Jeg lader tårerne få frit løb foran drengene. De er her i min lejlighed, og støtter mig imens jeg sidder og græder. Men lige nu kan jeg ikke tænke på andet end Rain. Rain… Hendes navn, personlighed og godhed er printet fast i hjernen som en permanent tatovering. Et mirakel som jeg aldrig kan få væk igen. Også selvom det bedste er blevet lavet om til noget som ligner et mareridt. Ihvertfald for mig.

Hold kæft hvor er jeg træt af det hele. Jeg har ikke gjort andet end at græde, siden jeg kom hjem. Jeg har ødelagt en enestående chance for at få en ven for livet. Jeg ventede med at fortælle det, og nu tror jeg ikke han kan tilgive mig. Ikke tror, jeg ved det. Også selvom jeg ikke vil indrømme det for mig selv. Jeg har haft ringet til ham mange gange, skrevet og kontaktet drengene. Men ingen har svaret. Bare han ikke har gjort noget dumt. Så kan jeg 100% ikke tilgive mig selv igen.
Jeg tager min telefon i hånden. Der er endnu ikke kommet en besked fra Niall. Jeg vælger at trykke Rose’s nummer ind. Efter et par bib lyder hendes dejlige og altid glade stemme.

“Hej Rain. Hvad så?” Ved lyden af hendes stemme bryder jeg endnu gang sammen. Jeg græder og prøver hulkende, at fortælle hende hvad der sker.

“Rain, rolig nu. Jeg kan slet ikke forstå, hvad du siger. Træk vejret og fortæl mig det stille og roligt. Hvad er der sket?”  Der går et par minutter før, at jeg får min stemme under kontrol.

“Jeg har fucket det hele op.” Får jeg sagt langt om længe. Min stemme ryster, men jeg forstår i det mindste også selv hvad jeg siger.

“Hvad mener du Rain?” Spørger Rose helt stille og roligt.

“Jeg fortalte ham det. At jeg rejser. Jeg sårede ham. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved mig selv. Jeg kan ikke finde ud af noget som helst. Rose jeg har kvajet mig! Virkelig kvajet mig!” Min stemme lyder panisk og høj nu. Men jeg er ligeglad. Jeg har ødelagt det hele. Jeg er en kujon. Forhelved Rain. Brug hjernen. Jeg drukner langsomt i min samtale med Rose, og prøver ihærdigt at finde en umulig løsning.

* * *

Jeg er hjemme hos Rose nu. Efter min telefonopringning til hende tidligere på dagen, bad hun mig over at komme over. Hun ville ikke have at jeg skulle være alene. Jeg har formået at få mig selv lidt ned, men jeg er stadig sønderknust over, at jeg sårede Niall. Klokken er efterhånden mange, og jeg har haft ringet til Niall en del gange, men han svarer stadig ikke. Jeg har lyst til at forklare, men det vil han vist ikke have. Måske skulle jeg bare opgive, og satse på at han selv ringer eller skriver, hvis han har lyst til at snakke. Men noget indeni fortæller mig, at det nok aldrig kommer til at ske. Jeg kan se hans blik for mig. Hvor ked af det og knust han var. Hvordan han bare så lige igennem mig, som havde jeg været luft. Det gør ondt. Det var aldrig min mening at såre ham.

Rose afbryder mine tanker ved at spørge, om vi ikke skal gå i seng. Jeg kan se, at hun er virkelig træt. Hun har vidst haft en lang dag. Det føler jeg også, at jeg har. Vi får gjort os færdige og kommer i seng. Vi sover i Roses dobbeltseng, som vi har gjort så mange gange før. Hun lægger sine arme omkring mig og fortæller mig at det nok skal gå. I morgen er jo en ny dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...