Den Kærlighed - Ansvarlighed.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2018
  • Opdateret: 23 jan. 2018
  • Status: Færdig
Sophias liv er vendt op og ned på grund af hendes baby! Hun savner Thomas forfærdelig meget og hun ved ikke hvordan hun skal klare det med at være alenemor og passe sin skole i mens?

0Likes
5Kommentarer
356Visninger
AA

9. Afsnit 9

Afsnit 9:

Efter flere måneder, hvor vi prøvede at få det til at fungere. Havde det stadig ikke helt lykkedes os. Livet som forældre var skide hårdt. Marie havde haft sin første influenza! Det var det værste mareridt! Hun blev så syg at hun måtte indlægges på sygehuset. Hun er heldigvis blevet rask nu og klarer sig godt igen!

Jeg var i gang med at søge arbejde og finde vuggestue til Marie. Min mor havde hjulpet mig meget med at finde den perfekte vuggestue til Marie. Min far havde hjulpet med at finde et arbejde. Jeg var blevet opsat på at tjene mine egne penge så vi kunne få råd til en lejlighed! Jeg vidste Thomas forsøgte det samme. Han var gået i gang med tømreruddannelsen og var kommet i lære hos hans fars firma. Han havde også virkelig arbejdet hårdt de sidste par måneder. Han havde været den perfekte far for Marie! Vi havde flere gange prøvet at snakke om fremtidsplaner sammen, men noget i mig følte at jeg ikke var klar! Jeg var ellers blevet bedre til at stole på ham, helt klart, det havde han jo selv bevist, over for mig. 

I dag skulle Thomas og jeg til en samtale i en vuggestue. Han tilbød at hente mig og Marie. 
Han stiger ud af bilen, da han ankommer. Han tager Marie og sætter hende ind i stolen bagved. Ja den havde Thomas selv købt, når han skulle køre med hende.
”Er du spændt?” Spørger han på vej derhen. ”Ja det er jeg da. Jeg har hørt det skulle være et godt sted, men nu må vi se!” Jeg var måske en smule skeptisk omkring det her! Men jeg skulle jo undvære hende allerede. 
”Det skal nok gå! Jeg er sikker på det.” Svarer han og drejer til højre i lyskrydset og kører ned af en sidevej. Det var en privat dagpleje. 
Vi holder indtil siden ved huset. Som var ret så stort, med en stor have ligger jeg mærke til. Med en lille legeplads også. I det øjeblik smilede jeg bare for mig selv, i mens jeg tog Marie ud fra autostolen.
Vi ringer på døren. Døren bliver åbnet af en kvinde, med et stort smil. ”Hej og velkommen.” Hej.” Svarer vi på samme tid. Vi træder indenfor og tager vores sko af. ”Og dette må så være Marie?” Spørger hun og kigger ned på hende. ”Ja det er det.” 
”Hun skal nok passe godt ind her, hvis det er.” Først blev vi vist rundt i hendes store hus og værelset, hvor børnene legede og sov middagslur. 

Bagefter sætter vi os ned og snakker om hvordan det hele skal foregå og hvordan hendes daglige rutiner med børnene er. Og alt i alt lyder det meget fornuftigt. 
Vi takkede ja til at Marie skulle gå her. Vi blev enige om at hun skulle starte om 2 uger. Så havde jeg lige lidt ekstra tid til at finde et job i. 

”Det er godt vi fandt et sted til hende.” Siger Thomas på vej hjemad. ”Ja, det er dejligt.” Jeg kigger ud af vinduet og ligger mærke til regnen kommer langsomt ned. 
”Er der noget galt?” Spørger han og kigger hurtigt på mig og tilbage på vejen igen. ”Nej.” Svarer jeg og kigger ligeud. 
Han holder ind i indkørslen og slukker bilen. Jeg tager fat i håndtaget, men han låser bilen. ”Lås lige op!” Jeg kigger surt på ham. ”Nej ikke før du fortæller hvad der er galt?” Siden hvornår kender du mig så godt?” Undskyld jeg ligger mærke til dig, da.” Svarer han og tager sin sele af. Jeg kigger om til Marie som er faldet i søvn. 
”Jeg er bare ikke glad for at hun allerede skal afsted fra mig.” Thomas sukker lidt. ”Hvorfor har du ikke sagt noget?” Jamen fordi jeg også skal tænke fremad og sørge selv for hende, ikke.” Jo, det er da rigtigt nok.” Så derfor er det lige meget, det er vel bare en mor ting.” Det er stadig ikke rart jo.” Svarer han. Jeg er enig, det er slet ikke rart at nærmest give afkald på sit barn.
”Kan du ikke bare låse op?” Han opgiver til sidst og låser dørene op. Jeg åbner og lukker igen. Jeg åbner om til Marie, som vågner stille og roligt. Jeg tager hende ud af stolen, lukker døren og går indenfor. Tilbage sidder Thomas forvirret og opgivende. ”Hvordan skal jeg nogensinde kunne gøre hende tilfreds?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...