Den Kærlighed - Ansvarlighed.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2018
  • Opdateret: 23 jan. 2018
  • Status: Færdig
Sophias liv er vendt op og ned på grund af hendes baby! Hun savner Thomas forfærdelig meget og hun ved ikke hvordan hun skal klare det med at være alenemor og passe sin skole i mens?

0Likes
5Kommentarer
353Visninger
AA

4. Afsnit 4

Afsnit 4:  

3 timer senere: 
De fleste var taget hjem, da det var blevet meget sent. Sophia var vågnet, men stadig meget træt. Hun havde mistet meget blod. 
Jeg kigger op i loftet, ved siden af mig sidder mine forældre og snakker stille og roligt med mig og hinanden. 
”Hvornår kan jeg se min datter?” Spørger jeg og kigger på mine forældre. ”Lægerne siger at det må du i morgen.” Læg dig til at sove nu.” Siger min far. Mine forældre rejser sig og siger farvel til mig. De tog hjem og sov og ville komme i morgen. 

Morgenen efter: 
Jeg vågner op med hovedpine og ondt i maven, og tør i halsen. Jeg kigger ud i rummet og ser en kop vand. Jeg rækker ud efter den og prøver at sætte mig op i sengen, men det er en smule svært, da jeg har smerter i underlivet. 
En sygeplejeske kommer ind på stuen. ”Godmorgen Sophia.” Jeg når ikke at svare hende, da hun rækker mig et glas piller jeg skulle tage. 
”Må jeg se min datter nu?” Hun smiler. ”Ja, et øjeblik, så får jeg hende hentet til dig. Hun må også være sulten nu.” Jeg smiler og bliver helt glad indeni. 
Efter 10 minutter kommer der en ind af døren med en kuvøse vogn, hvor der ligger en lille pige i. Jeg fokuserer så meget på den lille pige at jeg ikke ser hvem der kommer ind med hende. Jeg sætter mig til rette. Og tager i mod hende, da hun bliver rakt til mig. 
Jeg smiler til hende og holder hende tæt indtil mig. ”Hej lille pige.” Siger jeg til hende. Jeg kigger op da personen stadig står i rummet. Jeg får mildest talt et hjerteanfald. Jeg får øjenkontakt med Thomas. Hvad fuck laver han her?!
”Thomas?” Han sætter sig ned på en stol ved siden af sengen. ”Hvor er hun fin.” Siger han og kigger på mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til ham? 
”Jeg er glad for at du stadig er her.” Siger han og ligger sin hånd på min. Jeg flytter min hånd med det samme, da jeg er en smule vred, at han først dukker op nu! Når jeg havde brug for ham hele vejen igennem. 
”Hvorfor er du her?” Spørger jeg og kigger ned på min datter. ”Undskyld, men jeg skyndte mig herover da jeg hørte du var ved at dø!” Hvorfor først nu?!” Tårerne begynder at trille ned af mine kinder. ”Jeg havde brug for dig, fra starten af! Du aner ikke hvor svært det har været! Hvor meget jeg har savnet dig!” Thomas bliver frustreret og kører hans hånd igennem hans lange hår. 
”Undskyld, please jeg har været en nar! Jeg vil være her for dig, og hende.” Jeg kigger ned på hende og hun begynder at græde. Jeg trykker på knappen på den fjernebetjening ved siden af mig og en sygeplejeske kommer ind. Hun bliver meget urolig nu og græder. ”Hun er vidst sulten, lad mig hjælpe dig.” Thomas rejser sig og stiller sig over i hjørnet. Sygeplejersken viser mig hvordan jeg skal amme.
Det er lidt svært i starten, men hun tager hurtigt fat og suger til. Det føltes mærkeligt og lidt ubehagelig. ”Sådan, det er hun god til.” Siger sygeplejersken. Jeg er glad og det er dejligt at det gik så hurtigt. Efter 10 minutter kan jeg sagtens klare det selv. Thomas flytter sig fra hjørnet og hen i mod mig igen. ”Godt at det gik så hurtigt.” Siger han og kigger ned i gulvet. 
”Thomas jeg kan ikke det her lige nu!” Hvad mener du?” Spørger han og kigger på mig med triste øjne. ”Jeg vil gerne være alene lige nu.” Han nikker og alt er stille et kort øjeblik. ”Please ikke lukke mig ude nu!” Thomas, det der har du slet ikke ret til at sige, efter alt det her vi har været igennem.” 
Det ender med en heftig diskussion! ”Bare gå!” Råber jeg i mens jeg græder og prøver at beskytte mit barn. 
Han ender med at gå til sidst og i det øjeblik kommer mine forældre ind, for at se sit barnebarn for første gang. 
Jeg prøver med det samme at skjule at jeg har grædt og diskuteret med Thomas. De er så glade for at se os. De havde blomster med og gave til baby. 
”Tak mor og far.” De giver mig et knus og skiftes til at holde babyen. ”Har du forresten snakket med Thomas?” Spørger min mor. ”Nej, det har jeg ikke.” Han var her ellers i går aftes.” Jeg ryster bare på hovedet. 

Senere på dagen kom Anna og drengene. Vi sad og snakkede et godt stykke tid. De fik lov at se babyen og holde hende. Jeg prøvede senere at skifte ble og vaske hende. Det var lidt grænseoverskridende, men jeg var ikke skræmt af det. Jeg havde forberedt mig i 9 måneder til dette. 
”Thomas var her i morges.” Siger jeg midt ud i det hele. Alle stopper med at snakke. ”Han var her i går også.” Svarer Nick. ”Jeg ringede efter ham.” Afslører Anna. ”Af hvad gjorde du?” Spørger Andrew. Kasper sidder bare med åben mund og store øjne. Nick ryster på hovedet og jeg er helt tom for ord.

Efter 1 time var jeg helt alene igen, babyen sov endelig. Jeg kigger op i loftet og begynder bare at tude! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...