Livet må forsætte...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2017
  • Opdateret: 18 okt. 2017
  • Status: Igang
Efter mange år sammen med den mand, som åbnede hendes hjerte fuldt og gav hende deres datter, må Taliia nu finde ud af at overleve den svære tid med sorg, angst og vrede.
Omkring 150 dage efter deres bryllup mistede hun sin elskede mand, på tros af at hun kæmpede for at holde ham i live med sin helbredende evne.

Taliia er en af mine karaktere på rpg-forumet Underworld: http://theunderworld.danskforum.net

1Likes
8Kommentarer
325Visninger
AA

2. Et nyt sted

Lyden af en kvinde der sang stille, var hvad der vækkede Taliia fra sin søvn. Hun glippede søvnigt med øjnene og var overasket over hvor meget hun havde fået sovet her på det sidste. Det var nu omkring tre måneder siden at hun, Katrina og Beldragon havde forladt deres hjem på Dead Mans Rock. Jake og Raco havde ikke været glade for det, men kunne godt forstå at hun og Katrina havde brug for tid til at komme sig over tabet af sin mand og far. De var sejlet til havnebyen Aquener, derfra rejst til hovedstaden Doomsville og videre til skovelvernes by Forestina i The forest of mother nature. Her mødte de Taliias kusine Larlii, som boede i byen. Hun lovede Katrina og Beldragon at tage sig godt af Taliia så længe det skulle være. 
Taliia satte sig op og kikkede ud af vinduet. Synet udenfor fik hende til at spærre øjnene op og gispe. Det hun så var Larlii som var i gang med at flette kurve af siv, imens hun sad lænet op af en grøn drage. Taliia huskede tydeligt de historier hun havde hørt som barn om de sjældne grønne drager som levede i skoven Emerald of Dreams, hvor hun og Larlii var født. Hun gik hen til stolen hvor en lysgrøn kjole, magen til den Larlii havde på, lå klar til hende. Larlii havde fra dag et, valgt at gemme det tøj Taliia var kommet i, i håb om at det kunne hjælpe med at løsne lidt op. Et par tåre gled ned over hendes kinder og hun tørrede dem hastigt væk, men de blev afløst af nye. Hun sank ned på knæ, kun iført den hvide kjole som hun havde sovet i. Gråden kom igen, da et minde om Seuzan som smilede kærligt til hende imens han holde hende i sine arme. Snart græd hun hjælpeløst og mere fornemmede end mærkede at Larlii var kommet ind og havde grebet hende i et trøstende knus.
Hvor længe hun græd viste hun ikke, kun at smerten og sorgen rev og sled i hende, som ulve der slogs om et stykke kød, så det blev flået fra hinanden.
En svag og blid brummen listede sig ind i hendes sind imens tonerne prøvede at berolige hende, ligesom Larliis hænder der aede hende på ryggen og stemme som nynnede beroligende. Da Taliia rettede sig op, stadig snøftende, smilede Larlii til hende.
"Dette er desværre kun starten på en lang og afkræftende kamp om overlevelse. Den må du vinde ellers skal din datter igennem igennem samme kamp en gang mere, og det er jeg sikker på at du ikke ønsker." Taliia nikkede langsomt og prøvede at tage sig sammen, men hendes kusine rystede på hovedet.
"Starten kræver at man giver slip på sig selv og lader sorgen, samt savnet komme ud, for derefter at begynde på at bygge et nyt liv op som kan fungere sammen med den sorg og det savn som aldrig vil forsvinde." Larlii rystede smilede på hovedet.
"Ikke at jeg selv har været det igennem, men vores grandtante fortalte mig om hvordan hun kom igennem tabet af sin mand, da han blev dræbt i krig for omkring to hundrede år siden. Siden har hun været heldig at finde kærligheden på ny, men hun fortalte også at sorgen og savnet altid vil være der, men på et mere forståeligt niveau som er til at leve med." Den svage og blide brummen kom igen og Taliia så sammen med Larlii over på Dragen som så ind på dem fra vinduet. Derpå rejste Larlii sig og rakte hånden frem til Taliia, med et smil.
"Kom. Du skal med ud og hilse ordenligt på Fafnir. Og ja, han er en af de sjældne grønne drager, som jeg er opdraget til at beskytte. Han har selv valgt at følge med mig, da jeg flyttede fra Emerald of Dreams." Taliia prøvede at smile og fulde med sin kusine ud af hytten og hen til Fafnir, som hun nu hilste ordenligt på. 
Nu hvor han stod op, kunne Taliia se at han var omkring to meter høj over skulderen ved forbenet og havde en længde på omkring fem meter. Hans skæl chancerede i forskellige grønne nuancer, som passede til skovens sommerfarver.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...