Jeg tog fejl

Det er underligt at tænke på, at hele universet er opbygget af små molekyler, nogle der kan stå alene, og andre der klasker sammen, og bliver til et større molekyle.

De to separate gader, der gør Vesterbro til et farligt sted, et nedværdigende, og et uhumsk sted, det er hvor jeg føler mig hjemme. Min lille lejlighed ligger på hjørnet af Vesterbro, med udsigt til det vi kender som en grim gade. De fire vægge der gør den faldefærdige bygning til min lejlighed, har stået model til meget. Diverse skænderier, farlige diskussioner, forfærdelige situationer, men den står der endnu, smukt ikke? Mit forhold til livet har altid været anspændt, mange mennesker kan ikke forholde sig til døden, men er det ikke det samme som at sige, at man ikke kan forholde sig til livet?

0Likes
0Kommentarer
195Visninger

1. Jeg tog fejl.

 

Jeg tog fejl

Det er underligt at tænke på, at hele universet er opbygget af små molekyler, nogle der kan stå alene, og andre der klasker sammen, og bliver til et større molekyle.

 

De to separate gader, der gør Vesterbro til et farligt sted, et nedværdigende, og et uhumsk sted, det er hvor jeg føler mig hjemme. Min lille lejlighed ligger på hjørnet af Vesterbro, med udsigt til det vi kender som en grim gade. De fire vægge der gør den faldefærdige bygning til min lejlighed, har stået model til meget. Diverse skænderier, farlige diskussioner, forfærdelige situationer, men den står der endnu, smukt ikke? Mit forhold til livet har altid været anspændt, mange mennesker kan ikke forholde sig til døden, men er det ikke det samme som at sige, at man ikke kan forholde sig til livet? Sådan lever jeg i hvert fald. Maria opfattede ikke livet således, derfor endte det som det gjorde. Når jeg kigger over Københavns indre by i dag, med et femten centimeters langt ar ned af min højre arm, husker jeg tilbage på frygtelige dage.

 

“Kasper du må ikke gøre det, j-je-jeg  lover, jeg gør det aldrig igen, d-det var jo bare fordi…”  

Blodet, der strømmede ned af de hvide vægge, det bedrøvet blik i hendes øjne, og pludselig de enorme røde kinder, når jeg gav slip. En hulken bag mig ,dør hen, og jeg ænser ikke blodet der strømmer hen af gulvet, under mine fødder. Mine øjne fæstner til det hvide pulver, der ligger spredt over mit engang sorte sofabord.

 

Fuglene udenfor irriterede min ørenlyd, at mennesker ligefrem værdsætter den larm. Jeg mærker en kulde omkring mine ben, med langsomme bevægelser kigger jeg ned, de mange tatoveringer giver mig en fornemmelse af at være en anden. Det er bare som om, at store sorte tatoveringer ikke spiller med en spinkel fyr som mig. Jeg løfter mig selv, tager mine matte Converse på, og baner mig ud af døren, det er ikke fordi der er grund til at låse den store plade træ, som formelle danskere kalder for en dør, men noget siger mig, at det er en god ide alligevel. Det er hverdags medicin for mig, med mange blikke, det er lige før, jeg ikke ville overleve en dag uden. “ Se ham der manden mor, han har noget mærkeligt tøj på, han ser farlig ud..”

Hviskende lyde omkring mig, slår mig ikke ud af den, sådan har det været i treogtyve år nu. Jeg baner mig rundt om hjørnet, og ned til den gamle bygning, der har stået her, så længe jeg ved. Det er kort vekslende blikke, en hånd frem mod manden foran, penge op af lommen, et kig til begge sider, og så er den handel hjemme. Som alle andre, går jeg videre, som om ingenting er hændt. Med mine øjne dybt begravet på jorden under mig, ænser jeg ikke mine omgivelser, det er som jeg går rundt i min egen bobbel, gid jeg gjorde. Med hurtige og faste skridt, braser jeg ind i en foran mig, meget travl ung pige, hendes mange papirer flyder pludseligt rundt på jorden omkring mig. Jeg vrisser indeni, nu er jeg nødt til at samle hendes dyrebare papirer sammen. I de tredive sekunder, vi samler de mange papirer sammen, er der absolut stilhed. Et øjeblik kigger jeg op, og ser hvem jeg egentlig har væltet, midt på Vesterbro. Nogle meget smukke grønne øjne kigger på mig. Vi rejser os begge op, og et korthovedet tak, flyder ud af de grønne øjnes mund. Jeg går videre, som om ingenting er sket, ligesom jeg plejer.

 

Inden for min dør, ligger en eller anden folder om dyrenes beskyttelse. “ Kæmper du, så kæmper vi”  står der med fed sort skrift. Utroligt som man bliver smasket til med diverse brochurer om dyrenes beskyttelse, og red Afrika, dag ind og dag ud. Jeg tripper ind i min stue, og falder sammen i min sofa. Min hånd glider over pletten ved siden af mig. Jeg husker hendes udtryk i øjnene.

 

Hun skriger, og hun er bange. Jeg råber som en sindssyg. Pludselig ligger hun på gulvet, og beder mig smide kniven, men den kæmpemæssige aggressivitet i mit hovede, holder fast i kniven. “ Kasper..” hvisker hun i det fjerne.  “ Du må ikke…” . Pludselig sløres alt til for mig, mine hænder ryster, jeg tager mig til hovedet. Der er blod, meget blod. Jeg hører en sirene for mig. Uden at tænke, løber jeg, langt væk, jeg ser ikke hvor jeg løber.

 

Jeg kigger rundt i min stue, fuglene kvidrer stadig. Jeg dykker i min lomme, og fanger hvad jeg ledte efter. Jeg kigger på klokken, og hælder væsken i mit værktøj. Jeg har altid hadet nåle, nu kan jeg ikke leve uden dem. Et stik i min venstre arm, et lille indre skrig, og pludselig en banken på døren. Jeg smider nålen fra mig, og kigger for mig i luften. En endnu hårdere banken. Med slaskende skridt, tripper jeg ud fra stuen. Sagde jeg ikke til hende igår, at jeg ikke havde brug for hendes skide analyserende, sofistikerende dvælen om afvænning? Chancen for at det ikke er Kate, der banker er på, er lig med at Danmark vinder over Usa i en krig. Inden jeg får lukket døren helt op, er Kate allerede så godt som inden i stuen. “ Hvad tænker du dog på Kasper? Jeg så udmærket godt, at du var nede på hjørnet, har vi ikke snakket om det?” En dulmende frustration i hendes stemme, hævede den. Jeg kastede mig i sofaen. Hendes øjne klistrede sig til nålen.

“ Kasper for fanden, er du slet ikke interesseret i at få et liv? Et liv uden det lort? Jeg vil så gerne..” Mine øjne borede sig ind  i hendes, hendes nøddebrune øjne med et grønt skær, mindede mig om Maria, endvidere gjorde hendes stemme også.

 

1-1-2 … Tag den nu. Jeg kigger omkring mig, hvor fanden er jeg henne? Jeg lægger røret på, omgivelserne omkring mig slår mig ud. Jeg mærker et jag i mit bryst, og pludselig er jeg væk. Jeg vågner ved min telefon. Tallene er sløret, jeg tror der står  788 , med hurtige tankeløse tanker, rammer min finger den grønne cirkel. kvinden i røret taler utydeligt, og stiller mig spørgsmål i øst og vest. Med mine tøvende svar, kommer hun frem til at hun har fået fat i den rette. Enden på samtalen, bliver en hård besked om, at Maria Christensen er død. Kunne hun fortælle mig noget, jeg ikke vidste? Min telefon lander i en dyb vandpyt nogle meter foran. Jeg ser Maria for mig. Hendes nøddebrune hår, og de grønne øjne,  for en halv time siden, grinte vi sammen, nu er hun død, sjovt som livet kan forme sig  hva’ ?


 

Min mund er lukket, endnu en diskussion med Kate, er noget af det eneste jeg ikke magter lige nu. Vi sidder i dyb stilhed. Pludselig rejser hun sig og trasker frem og tilbage i lejligheden. “ Har du tænkt dig at ende som Maria? Ligge der død som en fisk? Ingen familie der gider at tage sig af dig? Er det det du ønsker Kasper?” Der er en trist tone i hendes stemme. Jeg kigger på nålen, som en hentydning. Kate forstår den udmærket, men hun vælger at prædike videre. “ Kasper, du har så mange muligheder, og du ved, at jeg er her for dig uanset … Alle kan komme videre, og det ved du af alle” Jeg rejser mig op, trasker ud til døren, løfter i håndtaget, som en meget klar hentydning. Kate går med. “ Kasper, jeg giver ikke op, for jeg elsker dig, og tro det eller ej, men jeg kan holde til meget” Der trillede tårer ud af øjenkrogene på hende. Hvad fanden skulle alt det her til for, havde jeg bedt hende om at komme? Det eneste jeg beder om, det er fred. Fred fra omverdenen, fra Danmark, fra latterlige psykologer, politikere, politiet, og specielt fra piger, der tror at jeg er til at redde. Nogle mennesker er ligesom bare ikke født for livet, hvorfor er det så svært at acceptere?

 

En træthed anede sig frem for mig. Det snurrede i mine ben. Jeg plejede at blive træt, men ikke så træt. Lige siden Kate gik grædende ud af den formelle definition af en træplade, har jeg ikke været i stand til noget som helst. Kate er ikke engang psykolog, bare en satans stædig sofistikeret pige fra Hellerup. Det begynder for alvor at snurre i min krop, jeg kan mærke et tryk i mit bryst. Inden jeg ved af det er jeg væk, bare sådan lige.

 

Jeg har tit tænkt over døden, hvordan mon den egentlig er, jeg er ikke en religiøs type. Så det der med genopstandelse og liv efter døden, det kan de godt pakke sammen. Jeg har altid drømt om en pinefuld død, ikke bare ligge der og så dø. Døden er meningen med livet.

 

Denne her gang havde jeg bare ikke heldet med mig. Jeg vågnede op i en hvid seng, og jeg kan i hvert fald konstatere, at det ikke er min egen. Nej det er en af de der latterlige sygehussenge. I det fjerne hører jeg en stemme. “ Kasper, er du vågen?” Alt for mig er sløret. Jeg prøver at svare, men min stemme knækker. Pludselig ser jeg et skarpt lys, og mine øjne er åbne. Jeg ser tingene for mig klart, og pludselig indtager en kæmpe smerte min krop, uden at tænke, skriger jeg, med mine lungers fulde kraft. Jeg døser hen igen.

 

I mine drømme ser jeg et lys, er jeg død? Var det her min drømme død? Jeg skriger videre, og pludselig vågner jeg igen. I løbet af dagen, kommer min far, og Kate. Psykolog, og rehabilitering er de mest omtalte emner herude. Jeg siger ingenting. Jeg er tom for ord, tom for tanker, tom for liv, og i særdeleshed tom for døden.

 

Jeg bliver udskrevet en uge senere, og kommer på et rehabiliteringscenter. Det var kravet for at slippe for psykologer. Hvad jeg ikke gør for at slippe for de analyserende væsner. Hvad jeg ikke gør for at slippe for at høre mit navn fireoghalvtreds gange i timen. Kate har insisteret på at være med alle gangene, men heldigvis smider de hende ud, når jeg skal have mit medicin, som desværre ikke påvirker mig. Jeg tænker igen på døden, hvad den egentlig er, det vil jeg altid gøre, jeg passer ikke ind i livet, men hvem fanden får deres vilje hver gang?

 

Tre måneder senere...

Min nye lejlighed på Amager, passer mig ganske udmærket. Ingen fuglekvidren, og ingen Kate hele tiden. Min daglige vandren er om ti minutter. Busser har aldrig været min stærke sider, de der gamle damer med deres rollatorer. Jeg tripper ned af trapperne. Fortovet under mig, har min fulde opmærksomhed. Det er interessant at tænke på, hvor mange gange det bliver trådt på om dagen, men stadig ikke siger et kvidder. Der er fascinerende at kigge på mennesket og et fortov, de skader hinanden hver dag. Mennesket træder på fortovet, og går videre, ingenting er sket. Når mennesket så falder og slår sig på fortovet, så er der pludselig sirener i omløb. Fascinerende ikke?

 

På vej ind i bussen, overvejer jeg flere gange, at vende om. De blikke, de er for alvor blevet anstrengende. Om det er det nye udseende eller om folk kan genkende mig, det må guderne vide, hvis man altså tror på dem. Jeg øjner et sæde bagerst i bussen. Her slasker jeg mig sammen, og kigger på københavns indre by, udenfor. det der med at finde lyset, når der ellers er helt sort, det giver jeg ingenting for, men solen skinner da i dag. I mine dybsindige tanker, bliver jeg omgivet af en larm, flere råber, og pludselig kigger alle på en pige i døråbningen. Jeg når at fange hendes blik, de nøddebrune øjne, det stædige udtryk, og de forførende krøller. kate dukker op i mit hovedet. Hun er ligesom blevet erstattet for Maria. Jeg sidder nogle minutter i mine tanker. Som Vesterbro er opbygget af to separate gader, således er verden også, livet og døden. De er begge to uhumske, ubehagelige og farlige gader. Det er ikke nemt at skifte gade, det er rent fakta umuligt, men at gøre gaderne til mere hyggelige gader, er rent hypotetisk ikke umuligt, det er besværligt, ja, men sig mig, hvad i verden kan gøres uden besværligheder? Jeg tror, at jeg er et levende bevis, på at du kan ændre verdens to gader, se bare i dag, solen skinner, måske regner det i morgen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...