DIAMANTER AF GLAS

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2017
  • Opdateret: 18 okt. 2017
  • Status: Igang
Nanna starter på en karriere som internet-escort. Hun føler sig sikker på, at hun sagtens kan klare det. Det er jo hende, der styre spillet og bestemmer hvor grænsen skal gå. I startet synes hun det går godt, men hen ad vejen bliver det mere brutalt. Og de lettjente penge bliver mere hårdtjente.
En historie om overlevelsen af ens selvværd og hvordan man går fra at have kontrollen til at miste den.
Mit bidrag til 'Skriv om overlevelse'-konkurrencen, valgmulighed 3.

1Likes
1Kommentarer
428Visninger

4. ---

Manden i receptionen bad Nanna om at tage plads i foyeren, mens han ville informere deres gæst om at hun var kommet. 
Nanna var ikke sikker på hvad Klaus havde i tankerne, da han bad hende om at mødes med ham på hotellet. Stedet virkede respektabelt nok. Måske for respektabelt. Det var et femstjernet luksushotel, og Nanna følte sig en smule malplaceret her.
Der var gået to måneder side hun startede som escortpige. Og det var gået relativt godt. De kunder hun mødtes med havde vist respekt for hendes grænser. Der var selvfølgelig nogen, der havde mødt hendes påstand om at være atten med skeptisme, men den falske tatovering fik dem til at glemme deres tvivl. Nogen havde også kommet med perverse forslag der stred imod, hvad hun havde skrevet på sin profil, men dér sagde hun så fra. Det gav hende en god fornemmelse af selvstændighed og styrke.
Det her var første gang, at hun var kommet til et femstjernet hotel.
Efter fem minutter gav receptionisten hende besked om at gå til værelse 342. Hun var ventet dér.
Klaus åbnede op, da hun bankede på døren. Han så nogle år ældre ud end hvad hans profilbillede så ud, men han var ret velklædt.
”Du kom,” konstaterede han.
Nanna nikkede og trådte ind på værelset.
Det var et meget luksuriøst værelse med ny-redt seng og et mini-køleskab. I hjørnet stod en transportable cd-afspiller, som Klaus måtte have taget med sig.
”Må jeg lægge en plade med klassisk musik på?” spurgte han.
Klassisk musik? Tja, egentlig så var Nanna til rockmusik, men hendes mor plejede at spille klassisk musik som Mozart eller Tjajkovskij i huset. Det kunne Nanna godt gå med til.
Klaus lagde en cd på og et nummer, som Nanna genkendte som ’Clair de lune’, dannede en behagelige stemning til hotelværelset.
Klaus skænkede vin op i to glas, hvoraf han rakte den ene til Nanna. ”Tak fordi du ville komme. Jeg havde ikke regnet med at nogen så tiltrækkende ville mødes.”
Nanna satte sig på sengekanten og nippede til vinen, mens hun mærkede sine kinder blive varme. Han fandt hende tiltrækkende. I skolen plejede hun at føle sig usynlig. Derhjemme plejede hendes forældre at kritisere hende for hvordan hun gik klædt, på trods af at mange i skole gik lige sådan klædt.
Komplimenten fik hende til at slappe af, de startede henad vejen på smalltalk.
Midt under samtalen, og efter to glas vin mere, lænede Klaus sig frem og hviskede i hendes øre. Nanna veg sig tilbage i afsky. ”Nej,” sagde hun bestemt. ”Det går jeg ikke med til. Der stod på min profil, at jeg ikke gjorde sådan noget.”
Hun greb ud efter sin taske. Hun skulle ikke nyde noget mere. Det krævede en stor portion selvbeherskelse for ikke at stikke ham en lussing. Tænk at han kunne foreslå sådan noget. Hvem troede han lige han var? I hvert fald en, der åbenbart ikke læste hendes profil grundigt.
Men lige som hun skulle greb i dørhåndtaget kaldte Klaus efter hende. ”Jeg giver dig et diamantarmbånd, hvis du lader mig gøre det.”
Det fik hende til at stoppe op. Et diamantarmbånd? Tilbød han lige at forære hende et armbånd med diamanter for at lade ham få sin vilje med hende?
Ligesom mange andre piger var Nanna betaget af smykker. Hun kunne finde på at stå i en time foran en smykkebutik for at se på udstillingsvinduerne. Derfor var tanken om at eje et diamantarmbånd betagende.
”Er det ægte?” spurgte hun.
Klaus nikkede. ”Jeg havde egentlig købt den som en gave til min kone sidste år, men hun stak af med sin personlige træner før jeg kunne give den til hende.” Hans tone lød bedrøvet og fjernt. ”Jeg kunne ikke få mig selv til at få pengene tilbage for det, så jeg besluttede at når jeg mødte en dejlig pige, så kunne hun få det, og sikker få mere glæde af det.”
Nanna tog de luksuriøse omgivelser i øjesyn igen. Jo, manden havde sikkert råd til at købe et diamantarmbånd.
Der foregik en indre kamp i hende. På den ene side ville hun helst ikke give Klaus lov til at få sin vilje med hende. Men på den anden side så fik man kun én chance i livet at få et ægte diamantarmbånd. Ville det være idioti at lade sådan en mulighed slippe fra sig?
Hendes blik faldt på vinflasken. Måske hvis hun drak rigeligt med vin, så ville det ikke blive så slemt. Det, Klaus havde foreslået, havde hun fundet grænseoverstridende og forkert på så mange måder.
Med en sær fornemmelse i maven gik hun tilbage til sengekanten.

Nanna ringede på bordklokken, og en ekspedient henvendte sig til hende.
”Kan jeg hjælpe?”
”Jeg vil gerne have et armbånd vurderet,” forklarede hun og lagde armbåndet på bordet. ”Et diamantarmbånd.”
Manden bag skranken rettede på sine briller og så nærmere på Nanna.
”Det er min tantes,” løj hun hurtigt. ”Det var en bryllupsgave fra hendes mand, men nu er de gået fra hinanden, så min tante vil gerne have armbåndet vurderet.”
Manden så lidt skeptisk ud, men tog så imod armbåndet og så nærmere på den. Nanna vidste, at dette auktionshus foretog vurderinger, for hun havde set det i et program i fjernsynet, som hendes mor godt kunne lide.
Det var et held, Nanna også havde set den episode i serien, der handlede om smykker.
Mandens tone var venligt og faderlig. ”Tja, din tante har vel sine grunde til at være skeptisk. Diamanterne er falske. Det er ikke mere værd end to tusind kroner.”
Tæppet blev trukket væk under Nannas fødder. Uden rigtig at være bevidst med omverdenen tog hun armbåndet tilbage, takkede manden for hans tid og forlod auktionshuset.
Omkring tyve meter væk fra auktionshuset fik hun fødderne på jorden igen. Armbåndet kylede hun direkte i skraldespanden og smækkede låget på. Vreden og ydmygelsen kogte sammen til en bitter mikstur der flød i hendes årer. Hvordan kunne hun være så naiv? Hun havde solgt sine principper for et armbånd med falske diamanter. Hun burde have vidst, at sådan ikke skete i det virkelige liv. Mænd gav ikke deres escortpiger et diamantarmbånd ved første møde. Men hun var blevet blændet af det luksuriøse hotelværelse og glemte at være skeptisk.
Hun hev sin mobil frem og loggede ind på sin profil. Heldigvis havde hjemmesiden en blok-knap, så man kunne blokere uønskede henvendelser fra andre brugere. Hun scrollede gennem de gamle henvendelser, indtil hun fandt Klaus og straks markerede ham om ’blokeret’.
Så, nu var hun færdig med ham. Så kunne han lære det.
Eller ville han det? En nagende tvivl begyndte at opstå hos hende. Måske ville han være ligeglad. Der var jo så mange andre piger, han kunne henvende sig til.
Hun rystede på hovedet og skubbede tvivlen af sig. Nu havde hun lukket Klaus ud, og det var han selv udenom. Gudinden Hera tilgav aldrig et bedrageri.
Så vendte hun skraldespanden ryggen og gik hjemad, forhåbentlig med den oplevelse lagt bag sig og en erfaring klogere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...