Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
847Visninger
AA

11. Kapitel 9: Stille før storm

”D-de har tænkt sig at s-starte en … en krig,” stammede Calla i mistro, og begyndte at gå langsommere og langsommere. Hendes ben begyndte at svigte hende og hele hendes krop dirrede af frygt.

”Calla!” råbte Bram, og nåede lige at gribe hende inden hun faldt til jorden. Uden tid at spilde, tog han hendes arm rundt om hans nakke, og hjalp hende op og stå.

”Jeg ved det er svært, men du må lige holde ud lidt endnu, okay? Når vi når ud på den anden side af klipperne er vi uden for grænsen, okay? Vi er der snart,” fastslog han sikkert, og prøvede at sætte farten op.

De tumlede sig gennem en vild underskov, hvor rødder og stubbe forsøgte at spænde ben for dem. De havde løbet i et par timer nu, men de vidste ikke om de skulle beholde eller tabe håbet endnu. Der havde ikke været nogen vagter efter dem, men de turde ikke ånde lettet op før de var tilbage i Starian.

Det havde taget et helt døgn at flyve fra Brievania til Provalon, så det måtte tage mindst fem gange så meget at komme hjem igen på gå fod. Hvis de var heldige kunne de tomle sig til et gratis lift på vejen.

”De slår os ihjel,” hviskede Calla for sig selv, men Bram hørte det tydeligt og stivnede lidt i kroppen. Det var som at få en mavepuster når han hørte sin egen datter snakke så håbløst, men han skubbede følelsen væk og fokuserede på at få dem væk i live.

Den flotte sensommmermorgen var pludselig blevet kold og mørk, og de kunne knap nok se solens stråler fra de høje og tætte trækroner. De befandt sig i udkanten af Provalon hvor bjergpasset De Døde Tinder og De Evige Skove grænsede op til kongeriget Vrririya.

De gik netop i det lille skovstykke der ledte op til bjergene, og imellem bjergenes kløfter begyndte De Evige Skove at krybe ind. De blev nødt til at gå udenom det, for deres sikkerhed var mindst ligeså dårlig inde i skovene som de var i Provalon.

”Gad vide hvad Artor og moder laver lige nu,” funderede hun højlydt og sukkende, mens styrken i hendes krop forsvandt mere og mere. Hun undrede sig over om det overhovedet var værd at flygte, hvis de måtte tilbringe over en uge i vildmarken på vej hjem.

Deres hjem kunne ikke engang beskytte dem. Det ville være intet problem for Rheagan at sende en snigmorder ind i Starian, hvor han trykkede en pude ned over hovedet på dem i søvne.

”Det får vi at se om ikke så længe. Men lige nu må du fokusere,” insisterede han en anelse træt. Calla sukkede dybt og tænkte sig lidt mere om. Hun stjal et glimt mod sin far, og så hvor træt og udmattet han så ud.

En nagende skyldfølelse vaskede ind over hende, og af instinkt satte hun en fast hæl i jorden, så Bram næsten faldt forover. Utålmodigt og udmattet gav han hende et afventende blik.

”Undskyld, far. Jeg kan godt gå selv nu. Lad os skynde os hjem,” meddelte hun og sendte ham et ømt og uengageret smil. Bram så blinkende og forundret på hende i et par sekunder, før hun satte i gang og gik forud.

Bram fulgte med det samme, og med forhøjet tempo og energi travede de gennem skoven. Der var ikke meget mere at sige, da intet ville hjælpe. Ingen trøstende ord kunne berolige dem nu, og de ønskede bare at komme op i bjergpasset så hurtigt som muligt.

Det gjorde nærmest ondt i øjnene da de trådte ud på en stor åben plads, hvor træer og buske havde trukket sig tilbage i en cirkel. Med sammenknebne øjne og hænder der spærrede af for solen, der nu var dukket op, begav de sig længere ud.

Deres øjne sved, men de fik hurtigt vænnet sig til sollyset. Det kom helt bag på dem da de så de store, mægtige bjerge tårne sig op over træerne foran dem. Calla tog en dyb indånding og prøvede at forberede sig selv på den kommende, lange rejse hjemad.

”Så det er De Døde Tinder,” prustede Bram og prøvede at få et overblik over hvor de kunne derop fra. Han fik øje på en lille sti, der så temmelig efterladt og faldefærdig ud.

Den bestod af små trappetrin af sten, der førte op ad en bakke. Da den nåede bjerget så den mere stabil ud, men steder var der faldet store dele af stien af. Men det var muligvis deres eneste udvej.

De vandrede mod bjergpasset og op ad stien med en smule besvær. Den var ligeså svær at gå på, som den så ud, men langt om længe fik de kæmpet sig op på den solide sti. Som de vandrede langs klippemuren, sprang de over huller og stenskred.

Efter at have gået i omkring en time mere, begyndte solen at gå på flugt mod vest. De var nået et godt stykke op på bjerget, og stien havde ført dem hen til et sted på bjerget, der var akkurat jævnt nok til at man kunne sidde der.

Så det gjorde det, og de havde et fantastisk syn over solnedgangen. Himlen var et virvar af røde, orange og mørkeblå farver, og den falmende sol var på vej væk bag ved træerne fra Det Evige Skove, der lå foran, under og bag dem nu.

Calla kunne høre brus fra et vandfald der ikke befandt sig langt fra væk fra dem, og fra hendes siddeplads ud over bjergsiden, kunne hun endda se strømmen af vand falde yndefuldt ned mellem trækronerne.

”Tror du godt vi kan sove i nat?” spurgte hun stille. Så snart hun fik sat sig selv, og slappet af så godt hun nu kunne, mærkede hun for alvor den manglende styrke i sin krop. Hendes øjenlåg var tunge, og truede med at falde i, i hvilket som helst øjeblik.

”Du kan bare lægge dig til at sove, Calla. Jeg vækker dig når vi må videre,” bekræftede Bram ligeså stille, og sendte sin datter et beroligende smil, og stak sin skulder ud som erstatning for en hovedpude.

Hun lagde sit hovedet mod hans skulder, men nænnede ikke at lukke øjnene og gå glip af den smukke solnedgang. Både det, og så fik hun billeder af Rheagan hver gang hun lukkede øjnene i.

”Jeg er virkelig ked af jeg ikke troede på dig først. Jeg kan simpelthen bare ikke tro de vil bruge sådan et fantastisk væsen… som et våben,” hviskede han med en sørgmodig stemme, og Callas hoved fulgte hans skulders bevægelser som han snakkede.

”Det er okay, far. Vi er her nu, i live. Det betyder mest. Vi må bare holde sammen og overleve, og så snart vi er i stand til det må vi sende bud til kongen i Starian,” sagde hun roligt og afklaret, og hun kunne mærke at han nikkede sagte.

I dette øjeblik følte hun for en gangs skyld ikke frygt. Med solnedgangen og De Evige Skove foran sig, samt lyden af rislende vand og den friske luft, følte hun en vis ro. Hun følte et snært af håb og målbevidsthed om at de nok skulle klare den.

Men denne stilhed og ro burde have advaret hende, frem for at give hende flere forhåbninger. Denne idylliske stilhed ledte op til en brutal storm, da de hørte grene knække og sten bliver sparket til fra alle vinkler omkring dem.

”Far!” udbrød Calla, og de begge to for op fra deres siddepladser. Da de indså hvad der foregik begyndte de at løbe ud på stien, kun for at opdage de også kom fra den side. De var tæt på vandfaldet nu, og dens larm overdøvede næsten enhver tanke der gik gennem hendes hoved.

”Shh, Calla, rolig. Vi kan godt klare-” Bram blev afbrudt midt i sætningen, da et håroprejsende skrig forlod hans lunger. Med en ubeskrivelig smerte der strømmende gennem hans ben, faldt han sammen på knæ.

Calla skreg, og da hun bøjede sig ned for at hjælpe sin far fløj der en pil kun få centimeter fra hendes ansigt. Forskrækket bakkede hun tilbage og holdt vejret inde. Tårerne flød fra hendes øjne og skyggede for hendes syn, da hun så sin far falde til jorden.

Stoffet på hans bukseben blev gennemblødt af den rødlige, tykke masse omkring pilen der sad boret i hans lår. Den sad dybt, og Bram udstødte hyle og råb af ren og skær smerte.

Hun så sig panisk omkring, og hvor end hun så hen var de omgivet af vagter med sværd, buer og spyd. Alle klar til at angribe dem. Klynkende lyde undslap hendes læber, da hun håbløst bøjede sig ned til sin far igen.

”Far! Rejs dig op, vi må væk herfra!” skreg hun hvinende, og prøvede at få ham op og stå. Det gik med vanskelighed, og Brams ansigt var anstrengt og svedende. Han så rundt før han fik øje på kommandøren der kom gående med sin hånd på sit sværd.

”Det er ikke noget personligt, Hr Maddox. Men vi kan ikke lade noget så småt som jer komme i vejen for vores plan,” hånede kommandøren. Han sendte Calla et drabeligt blik, og hun nåede lige at ane ham hejse sin hånd før hun mærkede en kraftig styrke bore sig ind i sin skulder.

Hun skreg og faldt tilbage på jorden, kun få meter fra vandfaldets kant. Hendes ben var landet i vandet og var blevet gennemblødt, og det samme var hendes skulder – dog ikke af vand.

Endnu et skrig satte sig fast i hendes hals, da hun mærkede sine lunger lukke sig sammen. Hun havde aldrig følt en så overdøvende smerte, og det dunkende og sitrede gennem hele hendes krop. Bare den mindste bevægelse sendte alarmer til hendes hjerne, og hun blev lammet liggende på stedet.

”Calla!” hørte hun sin far råbe, men hun havde ikke kræfter nok til at finde ham nogen steder.

”Det er skam du bragte din datter med. Men det er jo ikke vores skyld, skal du se. Det var dig der kom med hende uanmeldt,” spyttede kommandøren vrissent, og spildte ikke flere blik på Calla længere.

Hendes blik blev mere og mere sløret, men hun holdt sig fast i den højlydte samtale ved siden af hende. Langsomt prøvede hun at samle kræfter til at rejse sig op. Efter mange mislykkedes forsøg, fik hun omsider sat sig op, hvor hun stadig måtte bruge sin raske arm som støtte.

Selvom det svævede og drejede omkring hende kunne hun se sin far og kommandøren i et ophedet skænderi. Eller rettere sagt var det Bram, der havde fået kæmpet sig på benene igen og stod og kastede sten efter de mange vagter.

Så fik Calla øje på noget ved sin side. En vagt, hun ikke før havde opdaget før nu, kom gående med sikre og fastlagte skridt imod hende. Da hun fik øjenkontakt med ham viste han ikke en eneste menneskelig følelse. Og da opdagede hun den blanke, krumme kniv han holdt i sine hænder.

Hele Callas krop isnede og blev stift som sten. Hun stirrede på manden der kom gående imod hende med gru og frygt, men kunne ikke bevæge sig for at flygte.

Flere tårer kom op til overfladen, men hun kunne ikke længere mærke smerten i sin skulder. Nu kunne hun kun mærke smerten i sit hjerte, da hun indså at hun måske skulle dø nu. Hun var rædselsslagen for at dø, og hvad der ville ske derefter.

Hjælpeløs lod hun ham komme nærmere, og han trak kniven frem og hejste den i vejret. Et sidste klynk forlod hendes læber, inden hun hørte endnu et kampbrøl fra sin far der kom stormende imod dem, i det samme som manden svingende kniven mod Calla.

Det sidste hun så var hendes far bøjet over hende, smerte og fortvivlelse malet på hans ansigt. En kniv stukket i hans ryg, og hun holdt hans hånd som hun blev skubbet ud over kanten. Det føltes som om det hele foregik i halv hastighed, da hun så sin fars knuste ansigt og hun faldt ned langs vandfaldet.

Deres fingre omklamrede sig så længe de kunne, før hun var faldet for langt. Hun så hvordan lyset gik ud i hans øjne, og han faldt om på bjergstenene over hende. Hun ville skrige eller græde, men ikke eneste lyd forlod hendes mund.

Hun mærkede det ikke engang da hendes ryg kom i et hårdt sammenstød med det iskolde vand og hårde sten, før det sortnede sig for øjnene af hende og hun var indhyllet i mørke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...