Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
868Visninger
AA

10. Kapitel 8: Advarselstegnet

Skridtene gav genlyd hele lokalet, som Calla begav sig ned langs én af Ridlon Slots mange gange. Hun følte at hun blev overvåget, og at de oldgamle maleriers øjne fulgte hendes mindste bevægelse.

I hendes mentale kalender krydsede hun nu den tyvende dag af, og glædede sig over at hun havde overlevet så længe. Men jo længere tid hun tilbragte der, jo mere paranoid blev hun. Overalt hørte hun en hvisken, og så personer afrunde hjørner så snart hun så derhen.

Der var alt for meget ved slottet, som ikke stemte overens. Hun var blevet totalt isoleret fra affærerne i kælderen, og selv Bram var stoppet med at videregive sin information til hende. Hun var praktisk talt bare blevet endnu en af slottets tjenestepiger, på trods af at hun godt turde stå op for sig selv.

I de tyve dage hun havde tilbragt der havde hun ikke set eller hørt kong Asdern en eneste gang. Til alle møderne var det hans søn, kronprins Rheagan der dukkede op. Det var ham der snakkede med vagterne og fik ting til at køre rundt.

Calla tvivlede endda på om kongen overhovedet fandtes, eller om det bare var et dække. Hun var blevet fortalt at han var utrolig syg, og derfor ikke kunne være hos dem. Men hu havde på fornemmelse at der lå mere bag det.

Med et suk gik hun rundt om et hjørne, ikke helt sikker på hvor hun var på vej hen. Det var da hun hørte en svag hvisken, og frygtede et øjeblik at hun var ved at blive sindssyg igen. Men da hun søgende så sig omkring, opdagede hun to skikkelser for enden af gangen.

Det var to mænd, og den ene genkendte hun som Rheagan. Det var ikke meget hun så til ham, men når hun gjorde, gjorde han sig altid umage for at fremstå høflig og adelig. Men de gange hun havde overværet ham, havde hun set ham gøre ting der fik hende til at tvivle på hans troværdighed.

Det som Jada havde sagt om ham havde langsomt gået op for Calla, der nu var klar over at der var noget loddent ved ham. Hun havde endnu ikke hørt eller set noget der kunne give hende en fast konklusion, men hun havde en dårlig mavefornemmelse omkring den flotte kronprins.

Og det bekræftede denne scene også, da hun hørte stemmerne gå fra hvisken til et oprevet skænderi. De diskuterede tydeligvis noget, da Rheagan brugte overdrevet og truende kropssprog, mens den anden mand, der lignede en soldat, stod limet fast til jorden.

Hun nærmede sig dem, men stoppede pludselig op af forskrækkelse. Ud af det blå rakte Rheagan sin arm frem og lukkede sin hænder om mandens strube, mens han voldsomt skubbede ham op af væggen.

Han lænede sig ind mod manden og mumlede noget i hans øre, som Calla var for langt væk til at høre. Det foregik kun i få sekunder, før Rheagan skubbede sig selv væk fra manden, og rettede sin uniform.

Callas hjerte sprang et slag over, da han vendte sig i sin retning for at gå ned ad gangen. Han opdagede hende med det samme, og han var tydeligvis ligeså overrasket som hende. Hans ansigt blev stenhårdt, før et tvunget og halvhjertet smil kom frem på hans læber.

”Frøken Maddox, jeg havde ikke hørt Dem komme. Hvis De overså hvad der lige skete, så skal De ikke være bekymret. Vi havde blot en lille… uoverenskomst,” fortalte han med let sammenbidte tænder.

Hun fornemmede at han var irriteret over hun havde set det, og da han tog et skridt frem mod hende, tog hun instinktivt et skridt tilbage. Denne handling så heller ikke ud til at behage ham, da han lagde hovedet på skrå og kneb øjnene sammen.

”Mhh,” mumlede han for sig selv, åbnede munden for at sige noget men lukkede den derefter igen. ”De er vel ikke bange for mig, er De vel, Calla?” spurgte han afprøvende, og da han udtalte hendes navn rejste hårene sig på hendes arme.

Hun rystede nægtende på hovedet og fik tvunget et uimponerende smil frem. ”Bange for Dem? Hvorfor skulle jeg dog være bange for Dem?” lo hun nervøst og prøvede at overbevise sig selv mere end ham.

”Det havde jeg håbet De kunne fortælle mig. Men nu hvor jeg ved at De ikke er bange for mig, burde der ikke være nogen problemer. Vel?” Han skød hende et uskyldigt smil. Calla nikkede langsomt igen, før han passerede hende og fortsatte ned ad gangen.

Hun så ligefrem og fik øje på manden Rheagan havde skændtes med. Han gav hende et hårdt blik, før han gik i den modsatte retning. Calla var igen alene på gangen, og gennemgik hvad der lige var sket.

Hvad der helt præcis foregik, vidste hun ikke, men hun vidste at hun ikke følte sig sikker. Indtil nu havde hun helt glemt de våben hun havde opdaget ombord på luftskibet, men nu sendte det røde alarmer i gang overalt i hendes krop og sind.

Med et oprevet suk fortsatte hun sin vej for at finde Bram, og fortælle ham om sine bange anelser. Hun håbede at han kunne berolige hende med, at der ikke foregik noget som helst og at det stadig var sikkert for dem at opholde sig der.

Hun måtte have drejet om flere hundrede hjørner og gået ned af mindst ligeså mange gange, før hun endelig hørte en dejlig velkendt stemme. Bram stod ved den anden ende af gangen, midt i en samtale med kommandøren.

Calla gik med hastige skridt derned og stoppede op kort før dem, og rømmede sig højlydt for at få deres opmærksomhed. Kommandøren vendte langsomt sit blik, der nu var koldt og hårdt som sten.

”Undskyld mig, men kan jeg få lov til at snakke et øjeblik med min fader?” spurgte hun venligt og prøvede så godt hun kunne at sende kommandøren et oprigtigt smil. ”Under to øjne,” tilføjede hun, og sendte sin far et sigende blik.

”Selvfølgelig, frøken Maddox. Jeg har også et vigtigt møde med kronprinsen,” sagde han, og forlod dem med det samme. Bram så forvirret på hende og indikerede at hun skulle tale for sig.

Hun tog en dyb indånding og så sig flere gange om skulderen, før hun ledte ham ind i et af hjørnerne.

”Far, jeg tror her foregår noget mærkeligt. Kronprinsen… han holder noget skjult. Jeg så ham lige skændes med en af vagterne, temmelig ophedet,” forklarede hun i en hvæsende hvisken. I de hule gange lød det nærmest højt, så hun sank tonelejet så langt ned hun kunne.

”Jeg har en dårlig mavefornemmelse omkring alt det her… Jeg tror ikke her er sikkert,” sagde hun så, og lagde bekymret sine arme om sig selv. En rynke sad boret i hendes pande, og der havde den været i flere dage nu. Og den blev kun dybere.

Bram så skeptisk på hende, før han fik et faderligt og betryggende glimt i øjet, som kun en far kunne have. Han placerede sine hænder på hendes skuldre, og smilede varmt tilbage.

”Calla, jeg forstår godt at du ikke føler dig tryg. Det er første gang du er udenfor hjemmet, og vi har været her i, hvad, tyve dage? Og det er helt normalt at se de kongelige skændes med deres undersåtter. Forhåbentlig kan vi snart tage hjem,” sagde han og løftede øjenbrynene som et spørgsmål om hun havde forstået det.

Med et vris skubbede hun hans hænder væk og rystede på hovedet. ”Nej, du forstår det ikke far. Her er farligt – jeg føler mig konstant overvåget, og da vi var på vej herhen i luftskibet, der fandt jeg er lagerrum fyldt med våben,” fortalte hun og pressede endnu mere på.

Bram sukkede og tog sig tid til at tænke sig om. Han kunne se alvoren i sin datters øjne, og på at hun så sig over skulderen hvert halve minut.

”Det er sådan det foregår. Vi har også våben i Starian, fordi vi må være forberedte på potentiel krig, så vi kan beskytte os selv. Bare tag det roligt, Calla, jeg lader dig ikke ske noget.” Han aede blidt hende arm, før han passerede hende med et undskyldende smil.

”Kronprinsen bad mig møde ham efter mødet. Vi skal ned til Galeeten igen,” forklarede han og bevægede sig ned ad gangen. Calla prustede vredt og satte i løb efter ham. Hun ville ikke opgive så let.

”Far!” råbte hun efter ham, og hev i hans arm da hun nåede op til ham. ”Hør nu på mig! Har du ikke set hvordan dette land er drevet? Måske befinder vi os på et rigt slot, men størstedelen af Provalons befolkning er fattige og døende. Kongen er tydeligvis for syg til at lede landet, og hans søn er tydeligvis heller ikke en særlig god leder!”

Bram udstødte en lavmælt brummen, og kastede et flygtigt blik ned mod Calla, der overbevist måtte lunte for at følge med hans tempo. Han skulle til at modsvare hende endnu en gang, men Calla kom ham i forkøbet.

”Desuden tror jeg hele slottet er bygget på en løgn! Den historie om et ubrudt dynasti? Jeg har hørt en lidt anderledes version, hvor familien Ridlon har sat sig på tronen med beskidte tricks,” fortalte hun videre.

Bram stoppede abrupt op, og Calla fulgte lidt senere med og så afventende på ham. Hun var irriteret over at hendes egen far ignorerede hende, når hun fortalte ham at hun ikke følte sig sikker. Det var meningen at han skulle beskytte hende og tro på hende, men han var tydeligvis blevet hjernevasket af de kongelige her på slottet.

”Nårh ja, og hvor har du den historie fra? Lad mig gætte, fra Sasanianerne? De fylder dig med hvilke som helst løgne, bare for få et par ekstra mønter!” udbrød han ophidset, og understregede sin pointe med store armfægter.

”Og kongefamilien fylder dig med ende flere løgne, bare for at blive på tronen!” udstødte hun skingert, og imiterede hans armbevægelser og uforstående grimasse. Så faldt hendes arme til siden, og hun sukkede opgivende.

”Så bare glem det da. Jeg troede at min egen far i det mindste ville tro mig,” hviskede hun sagte, og hendes vrede blev erstattet af en sorg. Der blev stille på gangen, hvor de to personer blot stod og kiggede håbløst på hinanden, uden at vide hvad de skulle sige.

Stilheden var blevet så tyk at man næsten kunne tage og røre på den, og Calla følte at den langsomt satte sig i hendes hals og kvalte hende. Hun kunne først kun høre sin egen hjertebanken, men så hørte hun små stemmer ikke så langt fra.

Da hun så sig omkring opdagede hun at Bram var stoppet ude foran kronprinsens arbejdsværelse, hvor han holdt møde med kommandøren. Og det var deres to stemmer hun kunne høre.

”Hun er allerede ved at fatte mistanke. Jeg så det på hende i dag. Hvis ikke vi snart skynder os, begynder faren også at blive skeptisk, og det må vi ikke lade ske.” Calla kneb øjnene sammen, i et ulogisk og uhjælpeligt forsøg på at skærpe sin hørelse.

Bram havde ikke hørt stemmerne, og så stadig hjælpeløst på sin datter, der for ham lignede hun skulle til at græde. ”Calla, jeg er ked af det, jeg skal nok holde-”

”Shh!” afbrød hun ham straks, og holdt en fingre op. Han så en smule forfjamsket ud, før hun rettede sin pegefinger og pegede hen mod døren bag ham, der stod let på klem. Så pegede hun fingeren mod sit øre, for at indikere at han skulle lytte.

”Selv hvis de finder ud af det er det lige meget. Vi skal nok sørge for at de ikke får det ud. På den ene eller anden måde,” sagde kommandøren, og Callas panderynken blev lidt dybere endnu.

”Hvad med Galeeten? Er det fandens væsen ikke snart ved at være helbredt så vi kan sætte krigen i gang? Jeg er træt af at vente,” knurrede Rheagan. Calla og Bram udvekslede horrible blikke for at bekræfte hvad de lige havde hørt.

De havde klokkeklart hørt ham sige ’krig’, hvilket var hvad hun havde frygtet. Med alle de våben forberedte de sig ikke på at forsvare sig selv overfor en fremtidig krig – de forberedte sig på at starte en.

”Jeg ved det, Deres Højhed, men vi må være tålmodige hvis ikke Maddox skal blive mistænksom. Den er snart så god som ny, og så kan vi påbegynde fase to. Hvis historierne om at den med et enkelt bask med vingerne kan sende vindpust så kraftige, at de ødelægger hele landsbyer… så er vi skæbnebundet til at vinde krigen.”

Det var ikke hvert eneste ord Bram og Calla kunne høre, men de havde hørt nok til at opdage den grufulde sandhed: De havde tænkt sig at bruge Galeeten som et våben i en krig mellem kongeriger.

”Det er vi vel forhåbentlig også uden væsnet. De nye våben vi har fået importeret er stærkere end nogensinde før. Det usle kongerige Vrirriya vil snart fortryde at de lagde sig ud med mig. Og ja, hvis Starian tilfældigvis bliver destrueret på vejen, er der ikke tabt det store,” hørte de Rheagan sige.

Hans stemme var anderledes end hvad de havde hørt før. Da Calla første gang havde mødt ham var den ru og hæs, men venlig og imødekommende. Dette lød som stemmen fra en djævel selv, mørk og ondskabsfuld.

”Og hvad med kongen, Deres Højhed? Har De tænkt Dem at indvie ham i planerne?”

”Tsk, min uduelige far? Kong Asdern bliver holdt under kontrol og bliver i hans seng, hvor han ikke kan ødelægge min plan. Det skal jeg nok sørge for.”

”Hvad gør vi med Maddox, Deres Højhed? Og pigebarnet?” spurgte kommandøren, og Callas hjerte stoppede med at banke i et par sekunder. De holdt vejret og afventede kronprinsens svar, men frygtede hvad de snart ville høre.

Der var stilhed i et par sekunder, der føltes som en evighed for dem, før de hørte ham sukke.

”Vær ekstra venlige mod dem nu, men ikke vær for mistænksom. Og hvis vi mener de ved for meget, så ved du hvad der skal gøres. Og ikke vær nænsom, det pigebarn er virkelig begyndt at gå mig på nerverne,” svarede han vrissende, og højlydte fodtrin kom tættere og tættere på.

De havde ikke engang tid til at reagere før døren blev smækket op, og kronprinsen og kommandøren trådte ud i gangen. Udtrykket på deres ansigter var af dyb forbavselse og vrede, men Calla og Bram prøvede at skjule det med et smil.

”Nå der var I! Jeg var ved at blive bekymret for jeg havde fundet det rette rum. Skal vi se på Galeeten nu?” spurgte Bram. Selvom hans stemme var optimistisk og høflig som altid, havde han svært ved at skjule den diskrete skælven i hans stemme. Noget som de to Provalonere selvfølgelig bed mærke i.

”Det er blevet aflyst. I to kan gå hjem nu,” meddelte kommandøren og sendte dem skarpe blikke, før han gjorde sin exit. Rheagan stod tilbage og flakkede mellem Calla og Bram med et nysgerrigt og drabeligt blik.

”Deres Højhed, det har været endnu en skøn dag her på dit slot. Vi ser frem til endnu en dag i morgen,” hilste Bram. Han sendte Calla et advarende blik, før han bevægede sig ned ad gangen.

Hun sank en klump i halsen, før Calla fulgte efter sin far. Dog nåede hun kun at tage få skridt, før hun mærkede en stærk hånd tage et hårdt greb om hendes overarm. Et kvalt hvin undslap hendes læber, da hun forskrækket så op på Rheagan.

Han så på hende med dømmende øjne, og selvom hun ønskede kunne hun ikke skjule sin frygt. Hun var garanteret som en åben bog, og hvis ikke han allerede havde regnet ud de havde overhørt dem, så vidste han det i hvert fald nu.

”Vi ses igen i morgen, Calla,” sagde han med et halvhjertet smil, før han slap taget om hendes arm og forsvandt ned af gangen. Calla trak vejret højlydt, og gennemgik alt hvad der lige var hændt.

Alle hendes mistanker og bange anelser havde ikke været tågesnak. Hun havde faktisk haft ret i, at den kongelige familie pønsede på noget der ikke var kønt. Dog havde hun aldrig været så ærgerlig over at have ret før.

”Calla, er du okay?” kaldte Bram bekymret og løb op til hende. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, og hun kunne stadig mærke den brændende fornemmelse i hendes overarm.

”Jeg ved godt du sikkert er i chok, men vi er nødt til at komme væk herfra. Du hørte dem selv, de gør hvad der skal til for at holde munden lukket på os,” sagde Bram hastigt, og prøvede nænsomt at hive Calla med sig.

Omsider blev hun trukket ud af sin trance, og fulgte med sin far. De spænede ned af gangene, men stoppede op og gik hver gang de passerede nogen af slottets indbyggere. Rædslen var ikke til at ryste af dem, da de omsider nåede ud af slottet.

En royal karet stod og ventede dem, men de gik direkte forbi dem ud af porten. De spænede ned langs Østens Bro og videre gennem gaderne, uden tid til at beundre de smukke omgivelser. Alt Calla kunne se for sig nu var en krigszone.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...