Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
844Visninger
AA

9. Kapitel 7: Prinsen på den sorte hest, part 2

Foran og nede for sig, så Calla en lille dreng med lyst, pjusket hår. Han så ikke ud til at være meget ældre end syv år, og de våde og vilde øjne rettet mod hans knæ, fortalte at han nok havde slået sig mere end hun havde.

”Det må du undskylde!” udbrød hun og knælede sig ned ved siden af drengen, der tøvende veg væk fra hende. Hun forsøgte at give ham det venligste smil hun kunne, men det endte nok bare op med at se alt for tvunget ud.

”Bare rolig, jeg gør dig ikke noget. Slog du dig?” spurgte hun blidt, og nikkede mod hans knæ. Der var kommet et lille hul på hans bukser, og gennem hullet kunne hun se en rødlig hudafskrabning.

Drengen svarede hende ikke, men tørrede bare hurtigt sine tårer væk og knugede sin skuldertaske ind til sig, som om hans liv afhang af det.

”Lad mig hjælpe dig,” insisterede Calla, og fandt sin egen taske frem. Fra slottet havde hun medbragt en vanddunk, da man aldrig kunne vide hvornår tørsten slog til her om sommeren. Hun førte den forsigtigt hen til drengens knæ, og da han ikke kæmpede imod, hældte hun forsigtigt en smule vand udover det.

”Argh!” knurrede drengen og skar en smertefuld grimasse. Calla smilede beroligende og tog vanddunken tilbage. Der var ikke så meget andet hun kunne gøre lige på stedet, men måske kunne hun hjælpe ham et sted hen.

”Så, det tager bare lige det værste for nu. Sig mig, hvor er dine forældre henne?” spurgte hun en anelse bekymret, og så rundt for at se om der var nogen forældre der ledte efter deres barn. Da hun så tilbage på drengen, stirrede han på hende med store, runde øjne.

”Tak,” mumlede han som det eneste. Han greb igen fat i sin taske, og rodede lidt rundt i den. Efter et par sekunder hev han et fint smykke ud, og holdt den varsomt mellem sine små børnefingre.

”Nej, den er da fin,” smilede Calla venligt. Selvom hans tøj indikerede at han ikke var fra de rige indercirkler, måtte han alligevel være i en god familie der havde råd til sådanne smykker. Hun kom frem til den konklusion, at han sikkert holdt sin mors taske for hende.

Det kom bag på Calla, da drengen pludselig holdt smykket ud mod hende. Han indikerede at hun skulle tage den, og blev ved med at holde den frem indtil hun tog imod den. Hun studerede smykket, som var en flot hårnål med perler.

”Nu er den din!” sagde drengen og smilede venligt tilbage til hende. Calla gjorde store øjne og rystede på hovedet med et grin.

”Jeg kan ikke tage imod den. Er det ikke din mors?” spurgte hun og ville give den tilbage til ham. Han trak sine arme til sig igen, og rystede stædigt på hovedet, for at vise han ikke ville have den igen.

”Nej det er ej. En gave til dig,” sagde drengen igen. Uden videre rejste han sig fra jorden, og begyndte at løbe videre. Calla kunne se at han haltede en smule, men det sænkede ikke hans fart.

Hun så undrende efter ham, og så så tilbage på hårnålen. Havde det bare været en tak for at hun hjalp ham? Det virkede som en forfærdelig dyr takkegave for en syvårig dreng.

Dog rystede hun tvivlen af sig, og fortsatte ned ad markedet. Hun hørte oprevede stemmer, og endnu højere stemmer der forsøgte at berolige den første stemme. Calla ledte efter kilden til det store postyr, da hun så et par royale vagter lidt væk.

De holdt om armen på en ældre dame, der ophidset fortalte dem at hun var blevet bestjålet. Vagterne prøvede at bede hende om at give dem detaljer, men alt damen kunne sige var at et værdiløst arvestykke var blevet stjålet fra hende.

”Min hårnål!” udbrød den gamle dame. Det slog pludselig klik for Calla, der ikke havde svært ved at lægge to og to sammen. Dog nåede hun kun at have denne åbenbaring i få milisekunder, før den ældre dame fik øje på hende, og hendes blik lå på hårnålen i Callas hånd.

”Det er den! Hende! Hun har stjålet min hårnål!” skreg hun op, så det gav et sæt i vagterne, der straks så hen i Callas retning. Hun stod limet fast til jorden, med opspilede øjne og et bankende hjerte.

Hun kunne ikke løbe, det ville bare få dem til at mistænke hende endnu mere. Men ville de overhovedet tro hende, hvis hun fortalte dem om den lille dreng? Og ville hun sætte ham i farezonen?

”Dig! Bliv stående der!” råbte vagterne og kom løbende imod Calla, der ikke engang prøvede at flygte fra dem. Hun blev bare stående i en choktilstand, og måbede lamslået ud i luften, da vagterne arrigt greb fat i hende.

De flåede hårnålen ud af fingrene på hende, og med det samme kom den gamle ældre farende og tog imod den. Hun sendte Calla beskidte og dømmende blikke, før hun skyndte sig at løbe sin vej igen.

”Usle tyv,” vrissede en af vagterne og hev hende i armen for at få hende til at følge med. De snappede hende ud af sin trance, og hun rev hurtigt sin arm til sig igen for at kæmpe imod.

”Nej, De har misforstået! Jeg har ikke stjålet noget! Jeg løb ind i en lille dreng, som gav mig dem som tak for jeg hjalp ham!” antog hun hektisk, og kæmpede imod alle deres forsøg på at hive hende med sig.

”Så du fik den foræret, hva? Det tror jeg ikke den ældre dame er enig med dig i,” knurrede vagten, og da de var to om at trække i hende, fik det lykkedes dem at trække hende gennem gaden.

Folk var stoppet op for at overvære scenen af Calla, der ydmygende blev trukket gennem markedet, blottet for alle til at se. Tårerne vældede op i hendes øjne, da hun godt vidste hvordan tyve blev straffet her i hovedstaden – straf ved døden. Hvis hun var heldig fik hun kun livstid i fangekælderen.

”Stop! Jeg mener det! Jeg lover at jeg ikke har stjålet noget. Jeg er en gæst af kongen, min far arbejder på slottet!” hvinede hun ivrigt og vrikkede og rokkede sig i deres jernfaste greb. Nogle af tårerne begyndte at trille ligeså stille ned ad hendes kind, og hendes vejrtrækning blev panisk og ukontrolleret.

”Calla?” lød det overrasket fra siden, og hun slog øjnene op for at se Jada og nogle af de andre tjenestepiger stå forskrækket ved sidelinjen. Calla følte et glimt af håb, da hun vidste at de ville kunne hjælpe hende.

”Jada! Gå tilbage til slottet, fortæl min far at jeg er blevet beskyldt for tyveri! Jeg er ikke gjort noget!” råbte hun efter dem, efter vagterne hurtigt slæbte hende forbi dem. Hun nåede ikke at høre om de fik beskeden, men hun satte sin lid til at de gjorde.

Frygten klamrede sig til hende, og hun kunne næsten føle den som et tyndt lag overalt på hendes krop. Hun forsøgte at berolige sig selv ved at sige at hendes far nok skulle hjælpe hende, og at de ikke ville straffe hende uden han ville være involveret. Nøgleordet her er forsøgte.

”Hvad er det der forårsager sådan en forstyrrende støj på denne daglige dag?” spurgte en stemme foran dem. Calla blev tvunget til at stoppe op, idet vagterne brat standsede og hærdede deres greb om begge hendes overarme.

”Deres Højhed,” meddelte de i kor og bøjede sig ydmygt for manden overfor dem. Calla så straks op på ham, og så en høj, ung mand med en stor og flot rustning, der blev efterfulgt af en kongelig rød kappe.

Hun kunne med det samme gætte at han var Kronprinsen, eftersom kongen selv havde et par år ekstra i bagagen. Med runde og undrende øjne stirrede hun på ham i ærefrygt. Hun var ikke sikker på om han ville hjælpe eller forværre situationen.

”Vi har fanget en tyv. Hun stjal værdifulde smykker af en ældre dame,” fortalte den ene vagt, og genoplivede Callas indre flamme, der fortsat ville kæmpe imod dem.

”Jeg har jo sagt det ikke var mig! En dreng gav den til mig!” insisterede hun desperat og rev i sine arme for at fri sig fra deres greb. Dog snerrede de bare arrigt af hende, og borede deres negle ned i hendes overarm, så hun skar en smertefuld grimasse.

”Typisk tyveløgn. Vi var på vej til fangekælderen med hende, Deres Højhed.” Kronprinsen løftede hans ene øjenbryn en smule, og så vurderende på de to vagter der stod med rank ryg og stift blik.

”Mener De denne dreng?” Bag sig trak han en lille dreng ud, der med paniske øjne gloede fra kronprinsen til Calla. Han dirrede næsten af skræk, men kæmpede ikke imod hans tag om sit håndled.

Det var som om en kniv blev stukket direkte ind i Callas mave, da hun så hvor bange han var. Hvis de fandt ud af det var ham der havde stjålet, ville han ikke blive skånet fra den brutale straf.

”Jeg fangede ham stjæle noget brød. Arme knægt har vist forvildet sig langt væk hjemmefra,” sagde Kronprinsen med en mørk og hæs stemme, der fik den lille dreng til at krympe sig sammen. Kronprinsen så hen på Calla igen, og da deres øjne låste sig sammen løb kuldegysningerne ned langs hendes rygrad.

”Det er denne dreng ikke? Ham De snakkede om,” spurgte han og satte hovedet på skrå med en lille antydning af et smil i mundvigen. Calla tog en dyb indånding og rynkede sine øjenbryn sammen.

”Nej, det er ikke ham. Måske løj jeg bare for at slippe ud af straffen,” funderede hun højlydt, og skævede kortvarigt til drengen der så på hende med store øjne. Hun ville aldrig kunne leve med sig selv hvis hun havde ladet en syvårig dreng blive henrettet.

”De løj og stjal? Og det er kun Deres første uge her i landet,” sukkede han og bøjede sig ned på knæ. Først vendte han sig om mod drengen, tog blidt fat i hans skuldre og så ham seriøst ind i øjnene.

”Aldrig stjæl. Find et arbejde i byen hvor du kan tjene penge, og jeg vil lade dig gå denne gang.” Drengen nikkede tøvende, og så snart Kronprinsen fjernede sit tag, spænede drengen af sted. Men ikke uden at sende et undskyldende og taknemmeligt smil til Calla.

Han rejste sig fra jorden, og sendte hende et sigende smil, før han gestikulerede til vagterne at de skulle slippe hende. De adlød med det samme, og Calla rev sine arme til sig og sendte dem olme og bitre blikke.

”Tak for at gøre jeres arbejde. Men jeg tror jeg overtager frøken Maddox denne gang,” meddelte han med et lusket smil. Vagterne bukkede sig lydigt, før de drejede om på hælene og gik hen hvor de var kommet fra.

Calla stod tilbage med ømme overarme, og frygten lå stadig i hende. Både Jada og Sasanianerne havde advaret hende om Kronprinsen, men fra hendes synspunkt havde han lige ladet en lille dreng gå fra henrettelse, og muligvis også reddet hendes liv.

”Hvor fra ved De hvem jeg er?” spurgte hun varsomt, og så afprøvende i hans retning. Hun måtte indrømme at hans udseende ikke fejlede noget, og hans charmerende smil kunne ikke andet end at sende sommerfugle i hendes mave.

Han trådte et par skridt tættere på hende. ”Tror De jeg lader mine egne gæster gå så skødesløst rundt i gaderne uden at vide hvem de er?” spurgte han med et sigende glimt i øjet, og foldede sine hænder bag ryggen.

Hun pressede læberne sammen i et kejtet smil og nikkede anerkendende. ”Javel, det ser jeg. Tak. For at lade drengen gå,” svarede hun klumset og undveg at møde hans påtrængende, gylden orange øjne.

”Naturligvis. Ud fra Deres udtalelser var han da uskyldig. Eller løj De måske igen?” spurgte han og så udfordrende på hende. Hun gengældte hans blik med løftede øjenbryn og så afvigende rundt på markedet, hvor de modtog mange nysgerrige øjne.

”Nej da. Jeg ville aldrig lyve for Kronprinsen,” påstod hun lettere uskyldigt og så afvigende ned i jorden. Hun havde meget blandede følelser omkring denne eftertragtede kronprins. På den ene side kunne hun ikke glemme hvad hun havde fået at vide, men hun så intet af det i personen hun snakkede med nu.

”Jeg har vist ikke fået introduceret mig selv ordentligt. Mit navn er Rheagan Ridlon,” hilste han høfligt og holdt en hånd ud til Calla. Den var halvt dækket af rustningen der var belagt af sølv, guld og bronze.

Tøvende tog hun imod den. ”Calla Maddox. Det er mig en ære, Deres højhed,” svarede hun kordialt og bukkede kort. Hun brød sig ikke om at bukke sig totalt under for de kongelige, men hun måtte også vise høflighed, hvis hun skulle overleve længe i Emaris.

”Æren er på min side. Jeg havde jo håbet på at møde hende, der har fået samtlige tjenestepiger til at forlade deres pligter, og tage på markedet i arbejdstiden.” Calla slog hårdt øjnene op efter han havde talt færdig, og kiggede på ham som en mus i øjnene af en kat.

”Åh ja, det må De undskylde, Deres Højhed! Vær sød ikke at straf de andre piger, det var mig der overtalte dem,” fastholdt hun stædigt og bøjede sin overkrop så hun stift så ned i jorden.

Et kort fnys kom fra Rheagan, før han lagde sin pege- og langefinger under hendes hage og ledte hendes ansigt op, så hun ikke længere bøjede sig. Forbavset og forvirret kiggede hun skeptisk på ham, mens han blot smilede uskyldigt tilbage.

”Jeg har ikke tænkt mig at straffe dem, eller Dem, frøken Maddox. Lad mig følge Dem tilbage til slottet. Vores fædre venter på os,” sagde han, og tog sin hånd til sig igen. Uden bekræftelse af Calla, vendte han sig om at gik gennem gaderne.

Calla blev stående i flere sekunder og kiggede mundlam ud i luften, før hun luntede op til ham og gik ved hans side.

Da hun så sig bagud så hun Jada og de andre piger kigge bekymret til, så hun gav dem et flygtigt vink for at vise at hun var okay, og ikke blev taget til fangekælderen. Men hun havde på fornemmelse at det var noget andet, eller nogen andre, de var bekymrede over. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...