Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
837Visninger
AA

7. Kapitel 6: Sagnet om kong Storm

”Er du med, Calla?” spurgte Jada en anelse utålmodigt, men beholdt stadig sin høflige tone. Hun stirrede ventende på Calla, der kom halvluntende ned langs gaden og holdt sin taske. Hun kunne ikke holde sit blik fokuseret, da det for rundt på de forskellige boder.

Dette var ét af de øjeblikke hun havde ventet længe på, nemlig at besøge Emaris famøse torv, Gamle Ridlons Torv, opkaldt efter kongefamilien. På dette torv var verdens største marked – der blev solgt alt lige fra dyr og stof, til eliksirer og forbandelser.

Jada og de andre tjenestepiger havde hevet Calla med ud på markedet, så hun kunne hjælpe dem med at købe ind til slottet. Hun havde dog lidt for travlt med alle de andre stande, der for hende var langt mere interessant diverse krydderier og stof.

”Ja, jeg er lige bag dig,” påstod hun, men havde allerede glemt at hun fulgtes med de andre, indtil Jada lige mindede hende om det. Jada himlede sukkende med øjnene, før hun drejede rundt og løb op til de andre piger.

”Hov, vent!” hylede Calla, da hun indså at hun var ved at miste dem af syne. Egentlig ville hun helst gå rundt for sig selv, men hun var bange for at få de andre i problemer på grund af sin egen ulydighed. Derfor besluttede hun sig for at prøve at være god, og gøre som der blev sagt.

Hun fik hurtigt indhentet de andre, eftersom de var stoppet op ved en stand overfyldt med diverse stof og materialer. Hun blev stående i godt fem minutter, mens de overvejede hvad der ville være bedst, før kedsomheden krøb ind på hende.

”Jada, jeg smutter lige over på den anden side. Bare kom over når I er færdige,” meddelte hun flygtigt, og skyndte sig væk inden Jada kunne nå at protestere.

”Calla, vent!” nåede hun lige at høre der blev kaldt, men valgte at lade den gå forbi sig. ’På den anden side af vejen’ var i virkeligheden ’på den anden side veje, og ned af et par få sideveje og hjørner’.

Calla havde fundet den spændende del af markedet, det lå i skyggerne og i udkanten. Her gik der mystiske mennesker rundt, hvor de fleste ansigter var skyggelagt af store hætter med langt slæb. De lignede alle nogle, der var trådt ud af et eventyr, og Calla følte sig draget hen til dem.

Hun slentrede varsomt ned ad gaderne og holdt et vågent øje med sin taske. Sidste gang hun troede hun holdt øje med den, havde det alligevel lykkedes den Sasanianer at stjæle hendes penge. Det ville hun ikke lade gentage sig.

Et bestemt telt fik hendes opmærksomhed. Der var flotte farver over det hele, kongelige blå og rød og guld. Hun tog et lille kig indenfor, hvor en mand med langt, sort hår straks vendte sig om imod hende.

Hun måtte sluge et lille gisp da hun så hans ansigt. En tredjedel af hans ansigt var helt tørt og hårdt, og lignede næsten barken fra et træ. Hans øjne var en dyb mørkegrøn, der kiggede hypnotiserende på hende.

”Vær ikke forskrækket,” sagde han roligt med en hæs stemme. Han tog et skridt væk fra hende, og studerede hende med grundige øjne. Ud fra hans beklædning og lille accent, kunne hun se at han var en Sasanianer. Men modsat sin familie, havde hun intet imod dem.

”Jeg er ikke farlig. Eller smitsom. Det er blot en forbandelse jeg fik af en heks,” påstod han, og Calla hævede sit ene øjenbryn i mistro. Hun var fascineret af magien og trolddom, men hun havde aldrig set rigtigt bevis på det faktisk var sandt. Dog var barken på hans ansigt temmelig overbevisende.

”En heks?” gentog hun undrende, og et mystisk smil faldt over hans læber, mens han sagte nikkede.

”Jeg var den forkerte kvinde utro, skal du se. Vil du have et godt tip fra en erfaren Sasanianer? Aldrig lav rod mod en heks, de er fuldstændig bindegale!” sagde han selvsikkert og med store øjne, mens han pegede på sit eget ansigt. Hun kunne nu se at dele af hans arm også var dækket af en tyk bark.

”Det skal jeg nok huske,” smilede hun kordialt, og gik videre fra teltet. Nok havde hun ikke noget imod sigøjnerfolket, men ham der virkede en anelse mistænkelig. Hele teltet bestod af forskellige eliksirer, gifter og modgifter. Han virkede ikke som én man skulle handle med.

Calla bevægede sig længere ned ad den stræde, indtil hun hørte en fjern klang af musik. Hun fulgte efter lyden, og så snart en flok af folk stå omkring hinanden. Hun havde næsten været runden rundt, og bag dem startede den normale del af markedet igen.

Musikken tiltrak hende, indtil hun stod omkring fem meter fra den. En gruppe af omvandrende Sasanianere havde slået sig selv ned, og et par stykker havde hevet instrumenter frem og sang og spillede livligt i gaderne.

”Å kong Storm den Fremmelige, fører af vort land

Tappert og bravt De mod ondskab forsvarede vor folk

Provalon ingensinde før har vidnet så fremmelig en mand

Ak skæbnens pris var i Deres hjerte boret en dolk.”

Sasanianeren der sang spillede samtidig på den lille lut, som hans fingre lystigt fløj hen over. Et smil var på alle de andre, som saligt svang med til sangen. Nogle sang endda med, som viste at de kendte sangen udenad.

”Besidderen af dolken stod Dem nær

Et forræderi der smertede mere end såret i Deres kød

Efter det De mistede både tronen og Deres hær

Med familien Provalon De forlod, og drømte om en hævn så sød.”

Calla stod limet fast til stedet, betaget af sangen de spillede. Der var mange af versene hun ikke engang forstod, men hun forstod at historien handlede om en konge, der blev forrådt og forlod kongeriget.

Det kunne hun dog ikke få til at forstå, da hun var blevet fortalt at det var Provalons dynasti der altid havde siddet på tronen, siden kongeriget blev grundlagt. Efter det sidste vers var sangen ved sin ende, og Calla skulle til at gå derover og spørge ind til historien.

”Calla!” hørte hun Jada råbte, og hun stoppede brat op og så til siden, hvor Jada og de andre piger kom småluntende imod hende. De så ikke ligefrem glade ud, hvor nogle så lettede ud og andre irriterede.

”Sagde du ikke på den anden side af gaden? Dette er den anden ende af markedet!” klagede Jada højt og forpustet. Calla glemte imidlertid om sangen, opslugt af sin dårlige skyldfølelse. Hun havde sagt at hun ikke ville forvolde dem besvær, men det var vist lige præcis hvad hun havde gjort.

”Det er jeg ked af, jeg tænkte slet ikke over hvor jeg gik hen!” undskyldte hun og skød de andre piger et øjekast. De så ikke ud til at kunne lide hende særlig godt, men hun bebrejdede dem ikke. Hvis hun sled og slæb hver eneste dag, ville hun heller ikke bryde sig om hvis der kom forkælede gæster på besøg.

Jada sukkede og smilede tilgivende til hende. ”Det er fint. Men vi må skynde os tilbage til slottet nu.” Calla nikkede anerkendende, og gik sammen med de andre piger tilbage til slottet. Hun blev ved med at gentage de to vers fra sangen hun kunne huske, og tænkte om det virkelig var sandt, eller om Sasanianerne bare var skøre.

 

Calla fulgte tøvende med sin far ind i deres midlertidige bolig. Det var fornemt indrettet, med en møblering der sikkert var dyrere end halvdelen af Trealors huse tilsammen. Dog havde Calla ikke tid til at beundre det, da hun holdt øje med sin far.

Siden hun havde mødt tilbage på slottet samme dag, havde han virket helt ude af den. Han gik konstant i sine egne tanker, faldt i staver og virkede fraværende. Mens en af kareterne havde kørt dem ud til deres bolig nær Østen Port, havde han ikke sagt et eneste ord på vejen.

”Far?” spurgte hun endelig, efter de havde sat sig i nogle af stolene i stuen. Bram åbnede øjnene på vidt gab og så afventende på hende med et lille ’hm?’.

”Er du okay? Du virker lidt underlig,” tilstod hun og kneb øjnene sammen. Hun havde aller mest bare lyst til at sove nu, men nysgerrigheden holdt hende vågen.

Bram kom med en fløjtende sukken og rystede på hovedet med et træt smil. ”Ja, jeg har det fint, Calla, det har bare været en… overvældende dag,” bemærkede han og lænede sig tilbage i den store lænestol.

”… Hvad var der helt præcis nede i kælderen? Hvad er en Galeet, og hvorfor er den så speciel?” Bram overvejede om han burde fortælle hende det, og tænkte på hvad vagterne ville sige til det. Men hun var trods alt kommet med for at lære af ham, ikke for at være en tjenestepige.

”En Galeet er helt fænomenalt væsen. Det er en race der var talrig og mægtig for omkring 300 år siden, men mennesker begyndte at jage dem for deres egne selviske behov,” sagde han snerpet, og med en klar, bitter undertone.

”Der opstod for omkring 250 år siden en krig mellem Galeeter og mennesker, der ledte til deres udryddelse. Den aller sidste blev set for 200 år siden – indtil nu.” Bram så alvorligt på Calla, der interesseret lyttede godt efter, mens hun drømmende forestillede sig hvordan den mon så ud. 

”Jamen, hvordan i alverden har de fanget en?” spurgte hun uforstående. Jo mere hendes far fortalte om væsenet, jo mere ivrig blev hun for at se det. Om hun så måtte snige sig ned i kælderen, og derefter blive smidt ud, måtte hun bare se det med sine egne øjne.

”De fandt den såret ved De Døde Tinder, og tog den så til sig. Den må vel have fløjet ind i et eller andet og slået sig,” funderede Bram med et uvidende skuldertræk. Billedet af det store, pragtfulde væsen låst nede i en mørk og kold kælder gjorde ham ondt, men det var nok den eneste mulighed.

En chance som denne måtte de ikke spilde, da det kunne være muligheden for bringe Galeeter tilbage fra udryddelsen, og gøre bod for menneskernes egoisme for 250 år siden.

”Hvordan ser den ud? Så du den?” spurgte hun videre med store, runde øjne der passede med Brams.

”Det er ikke til at beskrive med ord. Den er stor, fantastisk stor. Selvom den er indhyllet af en blå ild, kan den uset gemme sig i skyggerne og liste sig uhørt og usynligt omkring. Den er særdeles en skønhed,” genfortalte han drømmende, og så den for sig.

Da han var taget fra Provalon havde han ikke helt troet på at det var en rigtig Galeet, måske var det en af dens efterkommere der sagtens kunne ligne den. Men da han så for med sine egne øjne, var der bestemt ingen tvivl.

”For resten, far? Kender du til Kong Storm?” Calla skiftede emnet, da hun kom i tanke om den medrivende sang. Hun ville vide om det bare var en Sasanianers fantasi, eller om hun burde sætte spørgsmålstegn ved dynastiet. For af en eller anden grund havde hun ikke kunne ryste sangen af sig, og tænkte at der måtte være en grund til hendes tvivl. 

Bram så ud til at være overrasket af spørgsmålet, og tænkte sig om i et par sekunder. ”Ja, men ikke meget. Han var vist ikke konge, men blot en ven af kongen. Arran Storm hed han, og han prøvede at begå mytteri ved at slå kongen ihjel. Men det mislykkedes, og han og hele hans familie og alle hans venner blev forvist ud til de Evige Skove.”

”De Evige Skove?” gentog Calla nysgerrigt. Hun havde aldrig læst særlig meget historie om de andre kongeriger, eftersom hun foretrak at blive hjemme og arbejde med væsner, fremfor at gå i skole og lære det, man burde lære.

”Det er skovene der grænser op til De Døde Tinder, her i Provalon. De kaldes det fordi der ikke er mange der begiver sig derind, og kommer ud igen helskindede. Nogle siger at Storm og hans folk blev til kannibaler, der fanger og æder dem som vover sig ind i skoven,” sagde han med et nonchalant skuldertræk.

Calla sad med en forskrækket mine, da det ikke ligefrem var historien hun forventede at høre. Nu hørte hun ikke hele af Sasanianernes sang, men hun vidste at det vist ikke var samme pointe de havde.

”Er du sikker? Jeg hørte en sang om ham i dag, der sagde at han var konge og blev forrådt-” hun blev afbrudt af Brams underholdet latter der var blevet en anelse hæs. Calla skød ham et irriteret blik, som han bare ignorerede.

”Calla, du har sikkert hørt dem fra de der omvandrende Sasanianere. Nu har jeg ikke noget imod dem, men de er altså kendt for at lave lidt om på historien. Desuden skete det for 100 år siden, der er vist ikke nogen der huske hvad der rigtig skete,” modsagde han selvsikkert, og rejste sig fra stolen med nogle besværlige brøl.

Hun svarede ham ikke igen, men fortsatte bare sin fornærmede mine. Hun havde troet af Bram af alle mennesker havde troet på sagnene, i stedet for at lytte på den fortalte historie, der nok oftere blev lavet om på for kongefamiliens skyld.

”Det har været en lang dag, Calla. Lad os se at få sovet ud, så vi er friske til i morgen,” opfordrede han, og begav sig ud på deres badeværelse. Calla blev siddende i lidt tid, før hun med et suk også rejste sig.

Uden kræfter til overhovedet at tage sit tøj af, dumpede hun sig selv på sengen, der var endnu bedre end den i luftskibet. Hun skulle nok få en god søvn de næste par nætter.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...