Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
852Visninger
AA

3. Kapitel 2: Royalt besøg

”Det bliver 10 sølvmønter tak,” meddelte manden bag boden og rakte hånden frem for at modtage pengene. Hans smalle mundvige krummede op i et venligt smil, og hans øjne var kun lige åbne nok til at man kunne skimte et par glitrende mørkegrå øjne stirre tilbage på en.

Calla lukkede skindposen op og kiggede ned på de mange bronze- og sølvmønter blandet sammen. Hun fiskede hurtigt det givne beløb op, og gav dem videre til farmaceuten der tålmodigt ventede, uden at hans smil falmede den mindste smule.

Hendes far havde givet dem mønter med for en værdi af 50 sølvmønter, så hun glædede sig over at hun have mindst 40 mønter til at spilde på markedets ubrugelig bras. Hun tog imod en lille buket af urter, der var bundet sammen med et lille stykke stof.

Allerede fra en arms længde blev hun overvældet af den kraftige duft, så hun lagde dem ned i sin skuldertaske og vendte sig om til Artor, hvis opmærksomhed lå fokuseret på en lille sten på jorden, der for ham så ud til at være ekstremt vigtig.

”Artor!” kaldte Calla abrupt og morede sig over synet af Artor, der for sammen over det pludselig udbrud.

”Hvad?” brummede han utilfreds og tog en indånding for at lette sin hastige hjertebanken. Calla havde altid haft tendens til at lede ham med ud på sine såkaldte ’eventyr’, hvor hun havde tvunget ham over bæk og under hæk. Sådan en barndom havde næsten traumatiseret ham, så enhver pludselig lyd fik ham til at lette en halv meter i luften.

Han sparkede til den sten som hans blik havde været klistret fast på for blot få sekunder siden, og fulgte trop med Calla, der begav sig videre på markedet. Han havde aldrig forstået hendes kærlighed og fascination for markedet, da han selv foretrak at blive hjemme hvor han i stedet kunne udforske siderne af sine bøger.

Allerede fra han kun 5 år gammel, og Calla var tre, havde hun slæbt ham med rundt omkring. Hver gang han troede han kunne få en pause til at læse, havde hun revet bogen fra ham, taget ham med ud i skoven, hvor de gang på gang for vild i flere timer i træk.

Men nu hvor han alligevel var taget af sted, kunne han ligeså godt se om han kunne finde noget på markedet. Det var ikke penge han manglede, eftersom han havde skaffet sig et arbejde hos et skriftarkiv i byen, hvilket var højst usædvanligt for en dreng på hans alder.

Men nu hvor hans far havde givet dem penge, skulle han da ikke forspilde en god chance for en gratis bog eller noget i den stil.

”Artor, prøv at se her,” peb Calla opstemt, og viftede ham hen til sig. De havde forvildet sig ind i et af de mere farverige telte på markedet, hvor der var hylder og skabe fyldt med de mærkeligste ting, som man ikke engang kunne tænke sig til.

”Er de ikke sjove?” udbrød Calla og tog et objekt op foran ansigtet. Det var et apparat lavet ud af træ, med to runde huller forbundet af et stykke bøjet træ. Hullerne var udfyldt af gennemsigtigt glas, hvor Callas funklende øjne tittede ud fra af begejstring.

”De gør tingene meget større!” jublede hun, og så sig rundt i teltet gennem de to huller. Artor så mistroisk på hende, brummede noget uforståeligt, og afledte sin opmærksomhed på noget andet.

Calla gad heller ikke give Artor mere opmærksomhed, da hun var alt for opslugt af denne nye opfindelse. Hun havde aldrig haft problemer med at se, men det kom bag på hende at man virkelig kunne forstørre ting med et lille apparat ud af træ.

Hun kiggede fra reol til reol med flere ting af samme slags, før hendes blik faldt på et par lyse violette øjne, der gengældte hendes blik. Forskrækket gav hun et spjæt fra sig og fjernede apparatet fra øjnene, for at se klarere og med sine egne øjne.

Foran hende stod en ung kvinde med kulsort hår og et lystigt smil. Hendes kølige øjne med den flotte farve fangede Callas blik, så hun nærmest ikke kunne løsrive sig igen.

”Jeg ser De er meget optagede af mine øjeglas,” bemærkede kvinden saligt med en blød og fin stemme, der på en mærkelig måde matchede hendes udseende perfekt. Hun var klædt i lilla og blå farver, med løst stof der hang om hendes krop, og lignede en der næsten kunne være dronning.

Calla måbede og blinkede forvirret med øjnene. ”… øjeglas?” gentog hun og kiggede forundret på apparatet i sine hænder. Navnet gav jo god nok mening, og det føltes godt at have et navn til dem, så hun slap for at skulle beskrive dem hver gang.

”Det er det jeg kalder dem. En fantastisk opfindelse, ikke sandt?” spurgte kvinden og lænede sig op ad en af de støttende stolper til teltet. Det var helt klart denne kvinde der var salgsmanden, og Calla blev bare mere og mere betaget af både kvindens og teltets mystik.

”Jo! Jeg har aldrig set noget lignende. Har De selv lavet dem?” spurgte Calla nysgerrigt og gengældte kvindens smil. Det var ikke hver dag man faldt over sådan en nytænkende idé, så hun måtte skynde sig at få al den information hun kunne.

Kvinden fnøs og udstødte en kort latter. ”Mig? Nej, så langt rækker min genialitet desværre ikke. Det er min mand der sørger for alle opfindelserne – jeg sørger for at sælge dem,” fortalte hun og sendte Calla et muntert blink med øjet.

”Hvad skal De have for dette… øjeglas?” spurgte Calla tøvende, og lagde sin hånd på læderposen med mønter. Hun kendte til miljøet på markedet, og vidste hun skulle være vagtsom overfor svindlere eller tyveknægte.

Hendes mor havde advaret hende om mennesker som denne kvinde; omvandrende sælgere, der gik fra by til by med deres ’sære og forbandede bras’ og sang ’smagløse og blasfemiske’ sange for enhver lille mønt de kunne skaffe. Sasanianer blev de kaldt, som betød ’lovløse’ på det gamle sprog Esili.

Kvindens ene mundvig pegede opad, og der var nu indført en usagt konkurrence om hvem der kunne blive mest tilfreds med salget, og Calla følte sig ekstra stædig i dag.

”Tjoh, nu er det jo en ganske særlig og enestående opfindelse det her… Fordi De virker som en kvik ung kvinde, vil jeg give Dem den for 40 sølvmønter,” foreslog hun og løftede hagen for at betragte Callas reaktion.

Calla selv måtte stoppe sig selv til at måbe af overraskelse, da det var langt højere end hun havde forventet. Hun vidste at salgsmænd kunne strække den lidt, men dette var jo uhørt.

I stedet gjorde hun hvad hendes far havde lært hende, og beholdt et kølig, ulæseligt ansigt. Hvis kvinden kunne strække den ud, så skulle de da være to om at spille det spil! Mens hun bevarede en bestemt øjenkontakt med Sasanianen fastslog hun klart og tydeligt, uden tøven eller svækken: ”10 mønter.”

Kvinden brød ud i en pludselig og hånende latter, der fik Calla til at rynke sine øjenbryn. ”10 mønter? Jeg må give Dem at De er vældig morsom, lille pige,” lo kvinden og skævede mellem Calla og øjeglasset.

”Jeg kan gå med til 30. Men så hellere ikke lavere, det er mit sidste bud,” konstaterede hun med en lidt hårdere tone, der skulle indikere hendes stædighed og urokkelighed. Calla følte et lille sejrssus, men det var ikke nok.

”25! Enten betaler jeg 25 mønter for den, eller også går jeg min vej!” sagde Calla standhaftigt og slog sin fod i jorden for at vise sin beslutsomhed. Kvinden løftede sit ene øjenbryn og studerede hende grundigt, fra top til tå.

”De godt nok stædig, hva?” mumlede hun lavmælt, hun før gav et suk fra sig og rettede sig op. Hendes smørrede sidesmil dukkede frem igen, da hun rakte hånden ud mod Calla, der tvivlende kiggede på den. Havde hun vundet konkurrencen?

”Skynd dig nu lidt med 25 mønter, inden jeg skifter mening, ik’?” vrissede kvinden, men ikke ondt ment, da hun stadig smilede mystisk til Calla. Hurtigere end aldrig før greb Calla ud efter sin pose, for til sin store skrækkelse at opdage den var væk.

”Hva?!” udbrød hun og kørte hænderne rundt om hendes krop for at finde den. Hun kunne have svoret at hun havde haft en hånd på posen hele tiden! Hvordan kunne nogle have haft stjålet den?

Calla så fortvivlet op på kvinden, hvis smil stadig var uforandret. ”Rolig, lille pige,” sagde hun og rakte sin hånd om bag Callas hoved. Da hun trak hånden tilbage havde hun Callas skindpose i hånden.

Med udvidede øjne rakte Calla ud efter den, men kvinden rykkede den tilbage inden hun kunne nå at få fat i dem. Med et smørret smil fandt kvinden 30 mønter frem fra posen, og smed resten tilbage til Calla.

”Jeg tog ikke 40, fordi jeg må give Dem anerkendelse for forsøget,” erkendte hun og skød hende et sidste smil, inden hun gik om på forhængene på teltet og ud fra Callas synsfelt. Hun stod lettere forvirret tilbage, og skyndte sig at tjekke om hun stadig havde 10 mønter tilbage.

Hun åndede lettet op da hun så af kvinden havde holdt sit ord, og kun havde taget 30 mønter, selvom det ærgrede hende med de 5 ekstra mønter. Denne gang klemte hun sit greb om posen ekstra meget, for at sørge for der ikke var andre der ville få samme ide.

Da hun vendte sig om opdagede hun at Artor ikke længere stod ved siden af hende, men var vandret over til en nærliggende stand, hvor han stod med hovedet begravet i en eller anden gammel bog.

Med et suk lagde hun hendes nyeste køb ned til sin fars urter, og begav sig hen til sin lillebror. Da Artor opdagede hendes ankomst så han op på hendes med store øjne.

”Se, det er en bog om Trealors historie! Den går sådan, 300 år tilbage!” sang han med glæde. ”Den koster kun 15 mønter, og jeg tænkte vi kunne dele resten af fars penge, så vi hver får 20 mønter?” foreslog han, uvidende over hvad Calla netop havde foretaget sig.

”Jaer, kan du huske de der øjenringe jeg viste dig for fem minutter siden? Jeg købte dem for 30 mønter, så du har kun 10 mønter at gøre godt for,” indrømmede hun med et sarkastisk smil og smed læderposen til ham før hun vendte sig om og fortsat ned ad den retning de var kommet fra.

Artor indhentede hende hurtigt og smed læderposen tilbage til hende med en vred mine. ”Er du seriøs? Blev du narret for 30 mønter af en eller anden manipulerende Sasanianer?” vrissede han lettere chokeret, men mere vred over at han ikke kunne få købt sin bog nu.

”Og så endda for sådan et stykke værdiløst bras?”

Calla træk nonchalant på skuldrene. ”Jeg synes de er temmelig innoverende. Hvis du er sød, og lader vær med at kalde dem bras, vil jeg endda overveje at låne dig dem til læsning,” svarede hun og ignorerede sin brors vrede øjne, der brændte huller i hendes ansigt.

Efter at have spenderet lidt over en time på markedet, var det nu tidlig eftermiddag og de var på vej hjem. De havde fået hvad de var kommet for, endda lidt mere, og Calla følte hun var begyndt at blive småsulten.

”Hvor er du gavmild, men jeg tror jeg springer over,” knurrede Artor muggent, og krydsede sine arme mens han forsøgte at holde med hendes hurtige tempo. Han planlagde allerede hvordan han ville sladre om hendes forrykte pengeforbrug til deres far, som en slags straf for at bruge af hans andel.

Det skulle nok vise hende ikke at være så arrogant med penge. Han glædede sig især til at se deres forældres ansigtsudtryk, når han fortalte dem at hun havde købt den af en Sasanianer!

”Dit tab,” mumlede Calla, og resten af vejen hjem foregik i stilhed. Hendes øjenlåg var tunge efter så mange timers aktivitet, og hendes sind lå allerede begravet dybt under hendes dyne derhjemme, hvor hun agtede at tilbringe resten af dagen.

Flere mennesker strømmede til markedet, som de var på vej til at forlade. Omkring denne tid fik de fleste arbejdere fri, og de fleste mødre skulle ud og købe ind til aftensmiddag. En let brise fløj over deres ansigter, og kølede dem ned for solen, hvis stråler blegnede en smule i forhold til tidligere.

Efter fem minutters gang var de kommet frem til deres hus. Og det var lige den perfekte timing, for Callas fødder og ben var ømme og trætte nu, så hun beredte at give sin far de sidste mønter tilbage, og så styre direkte op mod sit værelse.

”Hvad tror du mor siger til du handlede med en Sasanianer?” brød Artor pludselig ind og brød den længeværende stilhed med et smørret og udspekuleret smil. Calla sendte ham advarende øjne ud fra sin øjenkrog.

”Det kan vel være lige meget hvem jeg handler med. En handel er en handel,” svarede hun og rullede øjnene. Mere gad hun ikke høre fra ham, da hun tog fat i dørhåndtaget til den gamle dør, der havde krakeleret olivengrønt maling og lukkede sig selv ind.

På grund af heden var luften i hjemmet tyk, og hun huskede sig selv på at åbne samtlige vinduer, for ikke at omkomme af giftig luft. Med et suk bevægede de to søskende sig indenfor, smed deres sko og gik ind i det første rum på vejen, som var køkkenet.

Calla havde halvt forventet at se sin mor i køkkenet, i gang med at forberede aftensmåltidet, men hun var hverken til at se eller høre. Forundret over det satte hun sig for at tjekke de andre rum, for at aflevere pengene tilbage.

Artor var mindre forbavset over det, og gik med hurtige skridt op ad trappen, da han og Calla delte samme plan om at sove. Calla bevægede sig ind i sin fars arbejdsrum, hvor hun vidste han tilbragte mindst 80 procent af sin tid – måske vidste han hvor moren var henne.

”Hey, far, har du set-… ” Hendes stemme døde ud da hun så at arbejdsværelset lå tomt, og på hans bord lå samtlige bøger og journaler åbne på vidt gab og hans pen lå på bordet, dyppet i ubrugt blæk der var tæt på at tørre ind.

”Mor, far?” råbte hun højt, og tav så for at vente på svar. Der kom intet, og hun rynkede forvirret sine øjenbryn. Hun udvidede sin søgen til samtlige af husets rum, men hun kunne ikke se eller høre dem nogle steder.

Ud fra sin fars arbejdsværelses tilstand, kunne Calla se at han havde forladt det i hast. Han plejede altid at lukke sine bøger og sætte dem på plads og derefter sætte alle sin penne i orden og lukke for blækket. At han havde forladt det sådan var højst usædvanligt.

Calla nåede akkurat at få bange anelser om at der var sket noget frygteligt, da hun hørte dæmpede stemmer i nærheden. Hun stoppede brat op og lyttede nøje efter, for at spore lydende. Hun nåede frem til et rum i den anden ende af huset, som de sjældent brugte.

Det var det rum de plejede at samledes i hvis de havde gæster, hvilket igen var meget sjældent. Hun lagde øret til døren for at se om hun kunne høre hvem der var derinde, og genkendte svagt sine forældres stemmer. 

”Jeg ved snart ikke… jeg har en masse foregående lige nu, det er et lidt dårligt tidspunkt,” hørte hun sin far sige. Hun kunne høre at han var oprevet og frustreret, og derefter hørte hun sin mor prøve at berolige ham.

”Det er vi forstående for, Hr. Maddox, men kongen har desperat brug for Deres assistance.” Denne stemme genkendte Calla ikke, og hun slog øjnene op da hun hørte ordet ’konge’. Var det Starians konge de snakkede om? Var det hans majestæts vagter der sad derinde med hendes forældre?

Calla tog en dyb indånding, og besluttede sig for at hun ville have svar i stedet for spørgsmål. Efter at have truffet beslutningen, tog hun hårdt fat i dørhåndtaget og slog døren op. Hun havde aldrig været ved slottet i Brievania, eller set Kongen ham selv, men tanken om at se de Royale Vagter var mindst ligeså spændende.

Da hun trådte ind i rummet så hun sine forældre sidde på den ene side af et lille bord, og de så begge overrasket op på hende. Calla så på den anden side af bordet, hvor to store, muskuløse mænd sad med uniform på, og med ansigter så hårde som beton.

”Calla! Bank på inden du går ind, du er yderst uhøflig,” snerrede hendes mor, men Callas opmærksomhed var frosset fast på de to vagter, der stirrede tilbage på hende med kolde øjne. Der var noget ved dem der virkede alt for ubekendt, som om de ikke hørte til her.

Hun snappede ud af sin trance, og bøjede undskyldende overfor sin mor. ”Undskyld moder, men jeg blev bekymret for jer, da jeg ikke kunne finde jer andre steder i huset,” forklarede hun, og holdt en tøvende pause.

”Er alt vel?” spurgte hun så, og hendes øjne flakkede mellem Bram og Eden, og de to vagter. Hun kiggede længe på deres uniformer, uden at vide hvad hun ledte efter. Selvom hun ikke havde set Kongen selv, havde hun få gange set nogle Royale Vagter vandre gaderne – men der var noget anderledes ved disse to.

”Ja, Calla, alt er i den skønneste orden. Vi kan tale om det senere, men lige nu skal vi diskutere voksen-sager,” fastslog Bram, og da Calla mødte hans blik, vidste hun at det ikke var noget hun skulle sige imod, selvom det irriterede hende at de snakkede til hende som om hun var et barn.

Hun sank en klump i halsen og nikkede. ”Selvfølgelig. Undskyld for afbrydelsen, jeg vil lade jer være nu,” sagde hun ydmygt, og rettede sig op. Hun tog et sidste blik på de to vagter, og lige inden hun vendte sig om for at gå, var der noget der sagde klik i hende.

Med øjnene vidt åbne og kæben tabt på gulvet skyndte hun sig ud af rummet, og lukkede døren i. Hun gik et par skridt ned ad gangen, og lænede sig op ad væggen og gennemgik hvad hun lige havde set, for at bekræfte det en sidste gang.

De vagter, deres uniformer var blå og sorte, hvilket var det første der ikke gav mening for hende. Starians farver var guld og grøn, hvilket hun tidligere havde set Royale Vagter gå i. Men det var først til sidst, da hun så et lille mærke med et majestætisk væsen, at hun fik bekræftet at de ikke var Starian.

Det eneste sted hun kendte til, med blå og sort som farver og med et seksarmet søuhyre som kendetegn, var Provalon, deres nabokongerige. De måtte være kommet fra det store luftskib hun havde set tidligere på dagen.

Så måtte de altså havde snakket om Provalons konge. Hvorfor havde han brug for Brams hjælp? Calla kastede et blik på døren for at se om hun kunne høre mere, men besluttede sig for at vente til de var færdige. Med et suk satte hun sig ind på deres sofa, hvor hun gav sig til at vente. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...