Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
850Visninger
AA

19. Kapitel 17: Mareridt og mistanker

En lille pige så sig ængsteligt over skulderen og slog betryggende armene om sig selv – dels for at prøve at holde varmen, og dels for at føle sig en smule mere sikker i mørket. Hun traskede gennem den sjaskede sne, og prøvede at tage så lydløse skridt som muligt for at gøre sig selv mere usynlig.

Hun havde aldrig været bange for mørket, og havde ellers altid sin lille lygte med sig, hver gang hun drog ud om aftenen. Men denne havde vinden pustet flammen ud, og efterlod hende alene og sårbar.

Hvorfor hun fortsatte med at gå ud når det var mørkt, vidste hun ikke. Måske fandt hun det en smule spændende, netop fordi hun var så bange for det. Normalt havde hun jo sin lygte, og så var det ikke så slemt igen, men lige nu ønskede hun intet andet end at være tilbage under sin dyne.

Den lille pige sænkede langsomt farten, da hun hørte små kvalte lyde i det fjerne. Med rynket næse stoppede hun helt op for at sikre sig, at det sikkert bare var hendes støvler der var skyld i lyden. Men da hun stod helt musestille under snefnuggene, fortsatte lyden.

Det lød som et dyr der brummede efter hjælp, og hun spærrede straks sine øjne op. Hun vidste at hvis det var hendes far, ville han have hjulpet det, uanset hvor bange han så end var. Så hun besluttede sig for at gøre det samme, og så kunne hun fortælle sin far om det når hun kom hjem igen.

Så med korte og hurtige skridt bevægede pigen sig tættere på lyden, indtil hun nåede en lille sidegade, der var omlagt i mørke. Lyden var højere nu, og begyndte at lyde mindre som et dyr og mere som et menneske.

”H-hallo?” hviskede hun forskræmt og trådte forsigtigt ind i passagen og kneb øjnene sammen for at se bedre. Hun kunne se en silhuet længere fremme, men den bevægede ikke en eneste muskel.

Hendes hjerte begyndte at banke, og hun skulle lige til at vende om og løbe, da hun vendte sit blik ned mod jorden under sine fødder. Sneen, kun et par meter fra hende, var ikke længere kridhvid som den plejede, men dækket af en mørk og tyk substans, der lugtede metallisk.

Hun tog et lille skridt tilbage, og i samme øjeblik skinnede månelyset forbi hendes hoved og oplyste stedet. Sneen var helt rød, og det spredte sig hurtigt fra fnug til fnug og kom tættere på hende.

Med et gisp så hun op, hvor silhuetten nu havde vist sig selv som en mand, der stod lænet op ad muren til én af bygningerne. Han forsøgte at holde sig selv oppe med den ene hånd, mens den anden sad knuget mod hans mave, hvor den samme røde væske flød ud af.

”H-jælp,” mumlede han, inden han udstødte et hæsligt host hvor blodpletter fløj ud af hans mund. Han så bedende mod den lille pige, der stod frosset fast til jorden.

Hendes hjerte havde aldrig banket så hårdt før, og selvom hele hendes krop skreg at hun skulle skynde sig og hjælpe ham, stod hun naglet fast på stedet. Hendes lygte faldt til jorden med et lavmælt brag, og hun drejede om på hælen og løb alt hvad hun kunne.

Hvad nu hvis morderen stadig var der? Hvad hvis han ventede på hun skulle hjælpe manden, så han kunne komme og myrde hende også?

Med tårerne strømmende fra sine kinder, løb den lille pige hulkende ned ad gaden uden at se sig om. Hun ville ikke have noget med det at gøre, for hun ønskede ikke at dø i en alder af bare syv år.

Hun vidste det var forkert, og at hun burde hjælpe ham, men hun kunne ikke tænke i det øjeblik. Så hun lod sine reflekser gøre arbejdet for hende, og de fik hende til at styrte hjem i en fart, hvor hun smed sig selv i sin seng, og kom ikke ud før dagen efter.

Hun fik ikke lukket et øje den nat, og holdt hele tiden sine ører åbne, hvis nu nogen skulle komme ind i hendes hus. Hun frygtede at morderen ville komme efter hende, fordi hun måske havde set for meget eller hørt for meget.

Næste dag var nyheden om drabet på en lokal borger nået gennem hele Trealor, men den lille pige sagde aldrig et eneste ord om hvad hun havde set, gjort, eller for den sags skyld ikke gjort. Hun skammede sig over sit valg, men var alligevel glad for at hun stadig var i live.

Calla vågnede med et sæt, og rejste sig brat op fra jorden. Hun var fuldstændig forpustet, hjertet hamrede vildt og det var lige før sveden dryppede fra hendes pande.

Hun så sig flygtigt rundt på alle de andre der sov, og holdt sig hårdt for munden for at dæmpe sig selv. Hun ville nødigt vække de andre, så hun prøvede at tage dybe indåndinger og fortælle sig selv, at det bare havde været en ond drøm. Bare et mareridt.

I sin øjensøgen rundt på alle flokkens medlemmer, opdagede hun at de kun var fem og at der manglede tre. Blade raslende bag hende, og hurtigere end hun selv nåede at opfatte det, havde hun vendt sig om mod lyden.

Som en gazelle i øjnene på en løve, stod den spinkle Galen og så på Calla med store, runde og forskrækkede øjne. Han var halvt ude af buskadset da hun havde fanget ham, og varsomt tog han det sidste skridt ud af det.

”Åh, du er vågen,” bemærkede han og blinkede blankt med øjnene. Calla nikkede tøvende og så forundrende på ham, mens hun lagde hovedet en smule på skrå.

”Ja, jeg havde et… mareridt. Hvad lavede du derude?” spurgte hun en anelse skeptisk. Galen måtte være én af de tre der manglede, men hun havde ikke nået at se hvem der ellers gjorde.

”Jeg var bare ude og, du ve’, tisse,” fortalte han med et akavet smil og trak endegyldigt på skuldrene, før han bevægede sig tættere på opholdsstedet.

De havde fundet et sted væk fra skovene, en lille lysning på toppen af et lille bjerg, hvor de derfra kunne se De Døde Tinder nærme sig.

Calla nikkede og vendte sin krop i samme retning som Galen bevægede sig. Han satte sig ned på sit tæppe, lagde sig ned og vendte ryggen mod hende. Det stødte hende en smule, men hun lod sig ikke slippe af med så nemt.

”Er du okay?” spurgte hun prøvende, og forsøgte ikke at lyde anklagende eller mistroisk. Hvis der var nogen at være skeptisk overfor, så var det i hvert fald hende, der var dukket op ud af det blå og bragte rygter fra Ridlon Slot. Så hun var i ingen position til at komme med anklager.

”Ja, hvorfor skulle jeg ikke være det?” mumlede han i et forsøg på at lyde fjendtlig, men hans stemme var så blød og rund, at det ikke helt lykkedes for ham.

”Telemen havde bare et godt tag om dig tidligere. Jeg ville bare sikre mig du var okay,” fortalte hun stille og trak på skuldrene, selvom han ikke kunne se det. Han var stille i et par sekunder, hvor hun kiggede afventende på hans ryg der hoppede op og ned som han trak vejret.

”Den var også tæt på at få dig,” konstaterede han, og hans unge pubertetsstemme knækkede over en enkelt gang, men han skyndte sig at rømme halsen for at skjule det.

”Sandt, og jeg er stadig bange. Derfor tænkte jeg at du måske også var,” sagde hun med et let suk og så sig rundt omkring. De havde sovet ved solopgang, hvilket på en måde føltes helt forkert, men hun havde om ikke andet fået et par timers søvn.

Solen var næsten helt oppe på himlen nu, og den oplyste hele pladsen og De Evige Skove under den.

”Jeg har det fint. Takket været Niran,” svarede han lavmælt, og især den sidste del var næsten uhørlig. Calla forstod godt hans taknemmelighed, da hun følte det samme overfor Arran, der havde hjulpet hende alt for mange gange nu.

Hun så endnu engang rundt igen for at lede efter ham, men han var ingen stedet at finde. Hvor i al verden kunne han så være henne?

”Så du tilfældigvis Arran, da du var ude?” spurgte hun fraværende, og prøvede at se om hun kunne spotte ham mellem træerne. Nu hvor hun var vågnet, var der ingen chance for at falde i søvn igen, så hun kunne ligeså godt finde Arran og få sagt ordentligt tak.

Galen vendte sig om og så på hende med uskyldige øjne. ”Jeg tror han holder vagt henne med Afgrunden. Det er den afsats lige på den anden side af de træer,” meddelte han og pegede med en lang finger i den samme retning han selv var kommet fra.

”Han sover jo ikke rigtig,” tilføjede han til sidst, skød Calla et kejtet smil og lagde sig til at sove igen. Calla sad lidt forfjamsket og undrende over hans kommentar, og rejste sig for at finde Arran.

Hun gik gennem skoven som hans instruerede, og så ganske rigtigt en lysning længere fremme mellem træerne. Hun nåede ud til en stor afsats, hvor de Evige Skove fortsatte i flere kilometer under dem.

Med benene hængende ud over kanten, og ansigtet peget mod den lette morgenbrise, sad Arran for sig selv i stilhed. Hans ansigt var roligt og afslappet, mens han øjne spejdede over træerne for at kigge efter stier de kunne benytte, og tænkte alle sine planer igennem.

”Godmorgen,” kaldte Calla forsigtigt, og selvom hun forsøgte at gøre det så blidt som muligt, gav det stadig et lille spjæt i Arran, da han opdagede hendes pludselige tilstedeværelse.

Han kastede et blik over skulderen, og så hende stå med et halvhjertet smil et par meter fra ham og give et flygtigt vink. Han så mod solen for at få en smule tidsfornemmelse og kløede sig let på hagen.

”Du er tidligt oppe,” bemærkede han og drejede sin krop en smule i hendes retning. Hans stemme var hæs og ru, efter at have været stille i så mange timer, så han rømmede sig diskret.

Hun dumpede sig ned ved siden af ham og smed også benene ud over kanten. Hun gloede tøvende ned i kløften, hvor der var langt ned. Så langt ned, at hun nok ikke ville være ligeså heldig og overleve faldet, som hun havde ved vandfaldet.

”Tjoh, jeg vågnede vidst af et mareridt,” fortalte hun og tænkte tilbage på drømmen. Det havde ikke føltes som en drøm, men som om hun virkelig var til stede – mere som et minde.

”Om Telemerne?” spurgte han forstående og kløede sig på kinden. På trods af at have siddet ude i flere timer i streg, virkede han ikke den mindste smule træt. Tværtimod sitrede hans krop af overskydende energi, og han flakkede rastløs med blikket.

Calla rystede på hovedet. ”Faktisk ikke. Det var om et barndomsminde. Eller jeg ville nok hellere kalde det er barndomstraume,” fnøs hun med et skævt smil. Hun placerede begge sine håndflader under sine lår, og mødte Arrans nysgerrige blik.

Det gik op for hende hvor lidt de egentlig kendte til hinanden, på trods af at have snakket forholdsvis meget. De havde ikke rigtig haft mulighed for at lære hinanden at kende endnu, eftersom hver eneste af deres samtaler handlede om krig og sorg.

”Hm, virkelig? Jeg vædder ti guldmønter på at dit traume ikke er nær så slemt som mit,” udfordrede han med højthævede øjenbryn, og hans grønne øjne smilede mat til hende.

Hun smilede forsigtigt igen, men turde ikke gå med til væddemålet. Hun havde en idé om hvilket traume han snakkede om, med mindre hans lillesøster havde glemt at fortælle hende resten af dem.

”Fortæl,” fortsatte han så og lænede sig en anelse tilbage med sit halve og skæve smil, der kun lige kunne kaldes for et smil. Calla kunne ikke lade være med at stirre lidt for længe på ham, da hun i morgenlyset blev fanget af hans unikke skønhed.

Han var ikke som nogen anden hun havde set før; folkene i Egania og Provalon havde alle en lidt mørkere, solbrændt hudfarve, eftersom man altid var ude for solens stråler. De fleste var muskuløse på den robuste og mere synlige måde, og havde næsten altid kortklippet hår.

Og så var der Arran, der var det komplet modsatte. Hans hud var fin og bleg, og stod i kontrast til hans næsten sorte, halvlange hår der så så blødt ud, at hun nærmest havde lyst til at rode sine fingre igennem det.

Det var tydeligt at han var muskuløs, men det var på en lidt mere diskret og gemt måde, og hans store grønne øjne og barnlige ansigtstræk fik ham næsten til at ligne en dreng. Og alligevel lykkedes det ham at være både charmerende og mandlig.

”Venter du på noget? Eller er du bare faldet i staver?” indvendte han med et snu smil, og Calla rystede skarpt på hovedet og så hurtigt væk. Hun havde kigget lidt længere end planlagt, men heldigvis så Arran ikke ud til at vide hvorfor.

”Øhm ja,” hostede hun og havde helt tabt tråden. ”Mit barndomstraume,” gentog hun halvforvirret, men fandt så derpå tråden igen.

”Da jeg var lille var jeg ekstrem nysgerrig. Jeg havde sådan en ting hvor jeg fortsatte med at gøre ting, selvom jeg var bange for det. Blandt havde var jeg virkelig bange for mørket, men alligevel tog jeg altid min fars lygte og sneg mig ud af huset om natten,” fortalte hun nostalgisk.

”Men da jeg gik på gaden hørte jeg pludselig nogle smertefulde lyde. Jeg troede først det var et dyr og ville løbe hen og hjælpe det, men det viste sig ikke at være et dyr alligevel,” sukkede hun og redte sit hår væk fra sit ansigt.

”Det var en mand, og han blødte virkelig kraftigt. Han var nok blevet stukket, og da han opdagede rakte han ud efter mig for hjælp.” Calla vendte sit blik mod Arran igen og så alvorligt på ham.

”Jeg var en rigtig hjælpsom lille pige. Hver gang nogen slog sig prøvede jeg at hjælpe dem, fordi min far havde vist mig hvordan man helbredte sår… men af en eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv til det denne her gang. Jeg var hele tiden bange for at der ville komme en og slå mig ihjel, og straffe mig, hvis jeg hjalp den døende mand. Så derfor frøs jeg, og derefter løb jeg,” sagde Calla med et melankolsk smil.

”Og siden da tror jeg, at jeg har været temmelig bange for at dø. Så det var derfor jeg frøs da Telemerne kom, og det var derfor jeg frøs da soldaterne slog min far ihjel.” Hun holdt vejret inde, og lod sine egne ord synke ind.

Det var første gang hun havde sagt højt, at hendes far var død, og at det var hendes skyld. På den ene side var det som en byrde blev løftet fra hendes skulder, men det føltes samtidig som om der bare kom flere og flere.

Arran svarede hende ikke først, men så blot overvejende på hende. Hun havde det en anelse skidt over at læsse ham med alle sine problemer, men det var mere unaturligt for dem at snakke om overfladiske og ligegyldige emner.

”Hvorfor døde din far?” spurgte han og så med seriøse øjne på Calla, der overrasket rynkede på sin næse. Efter det havde taget hende en hel uge at erkende sin far var død, kunne han spørge om det så frit og ligeud. Hun var ikke stødt eller fornærmet, men det var som om realiteten smed en knytnæve i ansigtet på hende.

”Det sagde jeg lige. Det var fordi jeg frøs. Han prøvede at beskytte mig, fordi jeg ikke kunne det selv,” snerrede hun arrigt, men hendes vrede var ikke rettet mod Arran.

”Nej,” svarede han straks og kortfattet, og modtog et halvirriteret og forvirret blik fra Calla. ”Det er ikke din skyld din far døde. Din far døde ikke fordi du ikke kunne beskytte ham – din far døde fordi der var én der dræbte ham. Hvis der ikke var mordere i verden, ville der heller ikke være drab.”

Calla mødte hans blik igen, og blev overrasket over hvor oprigtig han virkede. Det var måske første gang hun havde mødt nogen der mente det, når de sagde ’det er ikke din skyld’. Og en anden ting hun havde lagt mærke til om Arran var, at han altid kunne få hende til at se anderledes på tingene.

Hun vidste slet ikke hvad hun skulle svare, da hun slet ikke havde tænkt på det før. Hun følte sådan en kæmpe skyldfølelse over ikke at have beskyttet sig selv og sin far lidt bedre, men burde hun egentlig ikke hellere føle had mod dem, der var skyld i hun overhovedet havde brug for det?

”Det ville der vel ikke, nej… men det ændrer ikke på den skyldfølelse man har,” sagde hun roligt og med et prøvende smil. Hans ansigt løsnede sig samtidig op, og han lukkede et let suk ud af munden.

”Det er der intet der gør. Jeg har haft den i 10 år nu,” konstaterede han med et flygtigt skuldertræk. Hans toneleje havde ikke ændret sig, og det var heller ikke til at læse på hans ansigt hvad han følte, så Calla besluttede sig for at spørge mere ind til det, nu hvor hun havde chancen

”Skyldfølelse for hvad?” spurgte hun, selvom hun godt kendte til svaret. Men hun ville nødigt have han fandt ud af, at Raven allerede havde fortalt hende historien.

”Ligesom dig føler jeg mig ansvarlig for en andens død. Min lillebrors,” fortalte han med et halvhjertet smil. Calla skulle til at spørge mere ind til det, da de hørte buske og grene rasle bag dem.

Da de drejede sig om for at se hvad det var, så de en bekendt figur komme vraltende ud fra skoven. Oryn måtte hinke en smule, eftersom hans sammenstød med træet havde skadet hans ben så han ikke længere kunne gå.

Han opdagede Calla og Arran, der begge så undrende på ham, og han stoppede op et par meter fra dem. I et splitsekund så han en smule forundret ud, men skjulte det straks med en stenhård facade.

”Hvad laver I herude?” spurgte han fjendtligt og foldede sine arme over brystet. Calla pressede sine læber sammen til en tynd streng, og så overvejende op og ned af Oryn, hvis øjne sendte lyn efter hende.

Hun kunne forstå at han havde været den tredje der manglede, men spørgsmålet var bare hvor han havde været henne, og hvad han havde lavet.

”Holder vagt. Må jeg spørge hvad du lavede ude i skoven?” skød Arran igen med sammenknebne øjne. Hans krop var blevet mere agtsom, og han spændte diskret i kæberne. Det var tydeligt at han ikke havde de kærligste tanker om Oryn, og ud fra Oryns kropssprog, var følelsen gensidig.

”Det kommer ikke dig ved. Så vidt jeg husker er du hverken konge eller kronprins,” fnøs han bittert og gennem sammenbidte tænder. Arran knyttede sine knytnæver sammen, men beholdt dem på jorden.

Han låste sine øjne fast til Oryns, der frygtløst stirrede direkte tilbage på ham. Uden ord kommunikerede de med blikket, og efterlod Calla intet vidende og uforstående på sidelinjen.

”Det var bare et simpelt spørgsmål. Det burde ikke være noget problem,” sagde Arran og tvang et forlorent smil frem.

”Det er skam intet problem,” svarede Oryn hurtigt. Han tog et par skridt bagud, før han til sidst vendte sig om og gik hen imod deres lejr. Arran fulgte ham så langt han kunne med blikket, før han med samme skeptiske mine vendte sin opmærksomhed tilbage til Calla.

”Jeg ved ikke hvad det er, men der er noget ved ham, der ikke virker rigtigt. Han var så meget imod denne rejse, men alligevel tog han med,” mumlede han lavmælt, nok mest ment for sig selv, men Calla lyttede stadig med.

”Hvad tror du han vil?” spurgte hun forsigtigt med et afventende blik. Hun havde selv haft en dårlig mavefornemmelse omkring Oryn, og nu blev den forstærket da hun så, at Arran havde det på samme måde.

Arran, der næsten var faldet i staver, tvang sit hoved op med et lille sæt. Han rystede afvigende på hovedet, og pressede tænkende sine læber sammen.

”Mh, det er sikkert ikke noget. Han vil nok bare gerne sikre sig vi gør arbejdet ordentligt,” konkluderede han og prøvede at skubbe tanken af sig. Han så mod Calla, der mindre diskret forsøgte at holde et gab inde.

”Der er stadig et par timer til vi fortsætter. Bare læg dig til at sove igen,” forsikrede han hende og nikkede i retningen mod lejren. Hun svarede med et halvkvalt gab og en rysten på hovedet.

”Nej nej, det er fint. Jeg vil hellere blive her,” modsvarede hun, og selvom han langt fra var overbevist, lod han hende blive der lidt tid endnu. Han forudse at hun sikkert ville falde i søvn alligevel, uanset hvor hun var.

Og efter et par minutters stilhed blev hans teori bekræftet, da han mærkede hendes hoved falde brat ned på hans skulder, og en fraværende mumle brummede fra hendes læber. Et lille smil svævede om hans læber, og han lod hende blive liggende mens han overværede det sidste af solopgangen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...