Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
831Visninger
AA

16. Kapitel 14: En spirende plan

Calla lukkede øjnene i og mærkede den lette brise mod sine øjenlåg. Solen skinnede gennem åbninger i træerne, hvor den kunne komme igennem, og lagde sin varme på hendes halvt solbrændte ansigt.

Hun lod sine øjne vandre ned ad sig selv. Hun lå næsten ned i græsset under hende, hvor hendes arme bar vægten af hendes overkrop. Hun havde fået noget nyt tøj af de venlige royale folk, og hun havde aldrig følt sig så godt tilpas før.

Hun bar en lang, mørkegrøn bluse der gik til lige over knæene, og var bundet ind ved torsoen med noget der mindede om et korset af læder. Ærmerne stoppede midt på hendes overarm, og tillod hende at mærke varmen på hendes arme og ben.

Eganias varme var en tyk og fyldig luft, som føltes som om man næsten kunne bide i den. Den var hed og fugtig på samme tid, og der var små ildfluer og insekter flyvende overalt i luften omkring hende.

Hun så sig rundt i haven, hun havde forvildet sig ud i. 'Have' dækkede det ikke engang, da det nærmere var ligesom en stor park eller eng, omgivet af slottets bygninger hele vejen rundt.

Dernæst så hun på Tirnen, der havde lagt sig ved hendes side. Stedet måtte fungere som en slags stald eller opholdssted for Tirnen, hvilket var noget af en opgradering fra Provalons små stalde. Det store væsen havde lagt sig helt op til hende, og trak vejret højlydt ind og ud med lukkede øjne.

Nu hvor hun havde vænnet sig til synet af den, havde denne Tirn faktisk formået at gro sig på hende. Hun kunne ikke lade være med at føle sig varm indeni når hun så hvor fredfuld og kærlig den var, og hvor harmløs den lå og sov op ad hende.

Der havde været helt stille i haven, før en lys og skinger stemmen skreg gennem luften, så både Calla og Tirnen gav et spjæt fra sig.

”Bero!” hvinede en piget stemme, og efterfølgende kom stemmens ejer spurtende hen over græsset, og smed sig selv til den store Tirn. Det var et hårdt overfald, men Tirnen udstødte bare en lavmælt brummen og rullede sig om på siden.

”Hej Bero, gamle dreng,” lo den lille pige, der næsten lå begravet under Tirnens stribede pels. Hendes hænder farede hen ad dens mave, og kløede og aede den så meget hun kunne med et stort smil på sine læber.

Calla gloede bare overrasket på hende med store øjne, og spærrede dem endnu mere op, da den lille pige gengældte hendes blik med en skeptisk stirren.

”Hvem er du?” spurgte den lille pige og lagde hovedet på skrå. Hun var stoppet med at kæle med Tirnen, og vendte al sin opmærksomhed mod Calla, der uroligt satte sig ordentligt op igen.

”Jeg er Calla. Hvem er du?” hilste hun med sit mest overbevisende smil og rakte hånden frem. Pigen gav den et mistænkeligt blik, før hun tøvende tog imod den og rystede den forsigtigt. Hendes hånd var forfærdelig lille og skrøbelig sammenlignet med Callas.

”Calla? Er du hende pigen, som min storebror fandt?” spurgte hun med nysgerrige øjne, og så forundret op og ned ad Calla. 

”Din storebror? Er du Arrans lillesøster?” spurgte hun uden at besvare pigens spørgsmål ført. Et stort smil faldt over pigens læber, da hun stolt nikkede kraftigt med hovedet.

”Ja, Arn er mine storebror. Mit navn er Raven Storm!” erklærede hun ærefuldt og holdt en hånd for hjertet og løftede hagen højt i vejret. Calla kunne ikke lade være med at grine en smule over hvor sød den lille pige var.

Hun måtte højst otte være år gammel, og gik kun Calla til omkring navlen. Hun havde kort, mørkebrunt hår der krøllede sig omkring hendes hage. Hendes sorte dådyrsøjne kiggede ublufærdigt ind i Callas, og funklede som stjerner.

”Hej Raven, hvor er det hyggeligt at møde dig,” smilede hun venligt og ægte. Raven smilede stort tilbage, men det falmede hurtigt og lyset i hendes øjne blev til en overvejende mistillid og tvivl.

”I lige måde, men… er du sikker på, at du ikke er en Telem? For så bliver Arn ikke glad for jeg snakker med dig,” hviskede hun varsomt, og trak sin hånd til sig igen. Men på trods af sin forsigtigt, så hun stadig fascineret på Calla.

Calla lagde sit hoved en smule på skrå. ”Ja, jeg er ikke en Telem. I lader til at være temmelig bange for dem,” bemærkede hun. Det var mest ment til hende selv, men Raven syntes at bide mærke i kommentaren, og nikkede tøvende med hovedet.

”Mhm, det er på grund den historie min storesøster fortalte mig om dem og Arn,” mumlede hun dæmpet, og så afskrækket ned på sine hænder, og fumlede med sine fingre.

”Hvilken historie?” spurgte Calla undrende og rynkede let sine øjenbryn sammen. Efter al den snak om Telemer var hun begyndt at blive nysgerrig om hvordan de så ud, men noget sagde hende, at hun skulle være glad for ikke at vide det.

Raven så op på hende med bekymrede øjne og slog ud med hænderne. ”Hun fortalte mig, at Arn og vores bror Zak en dag gik udenfor Egania, hvilket jo er forbudt,” fortalte hun med alarmerende øjne, og så sig paranoisk over skulderen.

”Det var aften, og det er det tidspunkt der er fleste Telemer. Og så kom der en Telem, og den… den tog Zak. Ud i mørket,” hviskede hun så stille at Calla måtte fokusere for at høre hvad hun sagde.

Hendes hjerte faldt længere og længere ned i hendes mave, som Raven fortsatte med sin historie. Hun huskede på hvor vred Arran havde virket ved deres første møde, hvor han havde troet hun var en Telem.

Callas øjne så sorgfuldt og bekymrede på Raven, der upåvirket fortalte videre, i samme stille og hemmelighedsfulde toneleje som før.

”Min storesøster siger at Arn så den spise Zak, før han løb hjem igen. Hun siger det er hans skyld, at alle Telemerne har fundet ud af hvor vi bor. Og at det er hans skyld Zak ikke er her længere.” Selvom hun før havde virket nervøs, så det ikke ud til at påvirke Ravens humør den mindste smule.

Hun slog endda et storartet smil op og rystede på hovedet. ”Men det var før jeg blev født! Jeg tror ikke det er min storebrors skyld, for han passer altid på mig,” sang hun glædeligt og lagde sig ned over Tirnen, som hun brugte som hovedpude.

Modsat hendes ligeglade attitude, sad Calla målløs tilbage med et hårdt bankende hjerte. Hun vidste ikke om hun skulle tro historien eller ej, da det sagtens kunne være, at Ravens storesøster havde opdigtet hende som en slags skræmmehistorie.

Men en dyb og foruroligende fornemmelse fortalte Calla, at det var sandt. Og hun følte en stor sorg på vegne af Arran, som hun nu pludselig havde et helt andet syn på.Nu bebrejdede hun i hvert fald ham ikke for de monotome og følelseskolde udtryk længere. 

”Raven,” kaldte en bekendt stemme bag dem, og de to piger drejede deres hoved for at se en person komme gående. Og som man snakker om solen, var det ingen ringere end Arran der bevægede sig hen imod dem.

”Mor kalder på dig. Noget med at du skal rydde op-”

”Ja jaa, jeg skal nok,” afbrød Raven intetgidende, og rejste sig fra Tirnens mave med et opgivende suk. Med en krumbøjet ryg og arme hængende helt nede ved hendes knæ, gik hun langsomt og sløvt tilbage mod slottets indgang.

Inden hun forsvandt vendte hun sig om med en modsigende energi, og viftede dramatisk med armene højt over hovedet og et storslået smil, der gik direkte i hjertet på Calla.

”Vi ses Calla!” hvinede hun glad, og Calla nåede lige akkurat at vinke grinende tilbage, før Raven forsvandt ind ad døren. Det efterlod Arran og Calla alene tilbage, og hun kunne ikke lade være med at tænke på historien, som Raven lige havde fortalt hende.

Arran satte sig på en lille stub ved siden af, mens Calla prøvede at slå sine tanker hen på noget. Hvad som helst andet, end et af hans livs måske største traumer. Hvis det altså passede.

”Så,” anslog hun, uden nogen idé om hvordan hun ville fortsætte sætningen uden at gøre det mærkeligt.

”Hvor mange søskende har du lige?” lo hun efter at have spurgt om det første hun kunne komme i tanke om. Et lille smil formede sig på hans ellers uforandrede ansigt.

”Fire. Jeg har min storebror Niran, storesøster Aeryn, og to små søstre, Raven og Lux,” svarede han med et varsomt smil. Calla fortrød straks hun stillede spørgsmålet, da det sagtens kunne minde ham om historien.

”Det lyder hårdt,” lo hun og nervøsiteten sivede ud af hende. Hver gang hun så på hans fredfulde ansigt, tænkte hun på hvad der mon foregik indeni det. Om han tænkte på sin lillebror, om det stadig plagede ham, om han stadig var knust.

Hun fik lyst til at indrømme Raven havde fortalt hende det, så hun kunne give ham sin medfølelse. Men noget sagde hende, at det nok var en dårlig ide.

”Ja, men du behøver ikke se på mig som om nogen lige er død,” påpegede han med løftede øjenbryn, og åbnede øjnene lidt op. Ubevidst sad Calla med sammenrynkede øjenbryn og bekymrede øjne, som hun straks rystede væk.

Hun rømmede sig kort og strakte sine ansigtsmuskler, så hun ville få et lidt mere naturligt udtryk. Endnu en nervøs latter undslap hendes læber, og ud fra den måde Arran undrende kneb øjnene sammen, vidste hun at han var på sporet af hende.

Som om nogen lige er død, gentog hun for sig selv og kunne ikke lade være med at værdsætte ironien i det.

”Du skjuler noget,” fastslog han med skeptiske, men underholdte øjne og så indgående på Calla. Hun spærrede øjnene op og prøvede panisk at undgå hans overvejende stirren, der så ind og ledte efter hendes dybeste hemmeligheder.

Arran fangede sig selv i at smile diskret, da han så hvor frustreret Calla blev af hans blik og kommentar. Det var som at læse en åben børnebog, da det var ekstremt åbenlyst at hun prøvede at skjule noget.

”Hvad? Nej, det gør jeg da ikke? Hvorfor tror du det?” spurgte hun hurtigt, og måtte rømme sig da hendes stemme blev hæs af nervøsiteten. Hun så ud af øjenkrogen hvordan hans smil bredte sig, hvilket gjorde hende endnu mere fortvivlet, da han nok ikke ville smile hvis han viste hvad hun prøvede at skjule.

”Nå, det ved jeg ikke. Det er nok ikke fordi du indlysende sidder helt anspændt og undgår øjenkontakt?” svarede han sarkastisk og løftede sine øjenbryn af hende.

Lidt for åbenlyst slog hun straks sit blik imod ham og så ham alvorligt i øjnene, for at modbevise hvad han lige havde sagt. Hun rystede benægtende på hovedet.

”Se, det gør jeg da ikke. Jeg sad bare og var nervøs over krigen og det hele, du ve’,” løj hun og tog en dyb indånding og prøvede at give ham hendes mest overbevisende blik.

Han fortsatte med at se skeptisk og uimponeret mod hende, men besluttede sig for ikke at presse mere på, da hun tydeligvis ikke ville indrømme noget.

”Jeg kommer lige fra mødet,” fortalte han, og Calla nærmest hoppede op fra græsset. Det havde været dét møde, hvor de ville træffe en endelig beslutning om hvad de ville gøre, og hele Callas fremtid (og næsten hele verdens fremtid) afhang af deres beslutning.

”Og hvorfor siger du først det nu?! Hvad skete der?” spurgte hun ivrigt og måtte holde sig selv fra at ruske utålmodigt i ham.

Da Arran så hendes desperation kunne en lille drillesyg stemme indeni ham ikke forgå chancen for at udnytte det. Så han smilede mystisk til hende og trak hans svar ud så langt han kunne.

”Tjoh, hvad var det nu de sagde?” sagde han tænkende, men på trods af sin seriøsitet så Calla lige igennem hans forsøg. Uden at tænke over det gav hun ham et fast slog på skulderen og så påtrængende.

”Ikke sjovt, fortæl det nu,” beordrede hun bestemt, men kunne ikke helt holde et lille smil væk fra sine læber. Arran smilede også med et lille fnys, før han holdt sine hænder op til forsvar.

”Okay, undskyld,” svarede han og mødte hendes øjne med et smil, ”vi har besluttet os for at gøre det. Det tog noget tid at overtale alle medlemmer, men de gik med til det for at redde Egania,” fortalte han roligt og fattet.

Calla skulle lige til at brude ud i glæde, men stoppede sig selv. Hun vidste ikke længere om det overhovedet var en god ide, og vidste også at uanset hvad de valgte ville det bringe konsekvenser.

”Det er vel godt… ikke?” spurgte hun tøvende. Hvis de gik imod Provalon betød det, at hun skulle tilbage dertil. Forfriske minderne og billeder, af hvor alt i hendes liv gik galt. Og hun undrede sig om hun virkelig ville kunne klare det.

”Det håber jeg,” svarede han og kløede sig afværgende i nakken. Hans blik flakkede diskret rundt, mens han forsøgte at skjule sin egen nervøsitet – han havde været med til at overbevise rådet om at gå mod Provalon, så hvis noget gik frygteligt galt, lå det meste skyld på hans skuldre.

”Så har vi en plan?” spurgte hun derefter for at ophæve den trykkede stilhed, der havde lagt sig omkring dem. De var begge to fortabt i deres egne tanker og bekymringer, mens de frygtede og tænkte over alle de ting der kunne gå galt.

”Mh,” brummede Arran og hev sig langsomt ud af sin trance. ”Det har vi. Vi tager en gruppe på otte af sted mod Provalon. Vi har ikke tænkt os at snigmyrde kronprinsen, så er vi ikke selv meget bedre end dem.”

Arran havde brugt lang tid på at overbevise medlemmer af rådet om ikke at stikke Rheagan Ridlon i ryggen. Det var sådan den familie var kommet til magten i første omgang, så at gøre det præcis samme, gik imod alt de stod for.

”Hvad gør vi så?” spurgte hun og lænede sig til mere tilbage i græsset, mens hun lænede sig op ad en af træerne.

”Vi kan ikke gå direkte til angreb. Hvis vi prøver at komme med fred og stoppe volden, kan vi ikke gøre det med vold. Kan du se det paradoksale i det?” sukkede han besværet og så op i luften.

Hvis de skulle gentage Provalon var vold nok den eneste løsning de havde, da Rheagan ikke var én man kunne forhandle og gå på kompromis med. Så at opnå deres mål, samtidig med ikke at synke ned på deres niveau var en hård nød at knække.

Calla nikkede forstående, selvom hun aldrig havde tænkt på det før. Selvfølgelig kunne man ikke bekæmpe vold med vold.

”Men du sagde at der er folk, der stadig husker os. Hvis vi bruger folket som vores fordel og vidner, har vi måske en chance for at vinde. Med hele Emaris’ befolkning som tilskuere, kan der ikke snydes,” sagde Arran tænkende videre og begyndte så småt at forme en idé.

Hun rynkende sine øjenbryn undrende og skar en tvivlsom grimasse. ”Hvad? Har du tænkt dig at udfordre ham til en duel midt på Ridlons Torv?” spurgte hun skeptisk. Hun kunne lige se for sig, at Arran og Rheagan kæmpede på åben gade, hvor tusindvis af vagter kunne udslette i hvert eneste øjeblik.

”Noget i den stil. Ikke mig selv selvfølgelig, men Niran. Han er kronprinsen,” sukkede han, og gnubbede sine hænder udmattet mod sit ansigt, ”det bliver kronprins mod kronprins.”

Callas ansigt var klemt sammen til en bekymret og sigende grimasse, da hun kun kunne forestille sig, at det ville gå frygteligt galt.

”Det du foreslår er en retfærdig kamp. Rheagan er ikke retfærdig,” sagde hun og rystede blidt på hovedet. Selv hvis det lykkedes Niran at vinde over Rheagan, ville de derefter skulle gå efter den syge konge og resten af den kongelige garde.

”Det er vores eneste mulighed, Calla. Og når det er klaret, kan vi befri Galeeten,” fortalte han, og Callas hoved gav et lille spjæt. Hun havde næsten glemt alt om den, efter al den snak om gentagelsen af kongeriget.

Modvilligt nikkede hun med hovedet, selvom hun ikke var enig i de nuværende planer. De lød alt for farlige, alt for risikable. Og hvis de fejlede i deres forsøg, ville de ikke blot dø, men Rheagan ville sende vagter ud i skovene, finde Egania og udradere dem.

”Vi har et par dage til at planlægge det hele. Vi rejser når du er blevet helt rask igen,” meddelte han og rejste sig fra stubben. Han sendte hende et sidste sigende blik, før han vendte sig om og gik mod indgangen til slottet.

Tankerne fræsede rundt i hovedet på Calla, og hun prøvede at få styr på alle de informationer og indtryk der var blevet kastet i hovedet på hende. Hun følte et påtrængende mørke omfavne hendes krop, som om alle hendes onde tanker og minder prøvede at overvælde hende på én gang.

Hun så fraværende ned på sin fod, og derefter på sin skulder. Når hun tænkte på det kunne hun mærke det banke, men der ville højst gå en uge før hun var helt rask igen. Og det gav dem kun en uge til at forberede deres rejse og generobring af Provalon.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...