Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
853Visninger
AA

13. Kapitel 11: Det lille efeuhus

Calla sig så forundret rundt i buldrende mørket. Hun havde ingen anelse om hvor de var på vej hen, da drengen hun fulgtes med blot havde bedt hende om at vente. Selvom hun ikke kunne se ham nu, kunne hun høre hans skridt tæt på.

Midt i den rolige stilhed lød der en rummel fra hendes mave. Forskrækket og flov tog hun sig hurtigt til maven for at få lyden til at stoppe. Hun havde helt glemt alt om sult og mad indtil nu, hvor hun godt kunne mærke at hun trængte til en opfyldning.

”Jeg går ud fra det ikke var Tirnen?” sagde drengen gennem mørket, og gjorde hende endnu mere flov. Hun lagde øjnene i og sukkede træt.

”Nej, det var mig,” lo hun uoverskueligt. ”Hvor langt er der til vi er der? Og hvor er der helt præcis?” spurgte hun nysgerrigt.

Hun vidste ikke om hun troede på ham, når han sagde at han ikke var en del af det folk, der vandrede til disse skove for hundrede år siden. Der var nok ikke mange der boede der, isoleret fra resten af omverden.

”Jeg kan vel godt fortælle dig det, nu hvor du alligevel ikke kan slippe nogen steder hen,” sukkede han nonchalant. Som det eneste i mørket, kunne Calla se et lyst glimt i hans øjne, da han kort vendte sig om og sendte hende et flygtigt blik.

”Du havde ret i at jeg er en af de folk der engang blev forvist til De Evige Skove. Mig og mit folk har levet herude i snart hundrede år,” tilstod han med en monoton stemme. Han undlod at sige mere, og så i stedet skeptisk på Calla, der lå på ryggen af Tirnen som en slasket kludedukke.

”Så det er altså ikke bare en myte,” hviskede hun for sig selv, og tænkte tilbage på Sasanianernes sang. De havde altså haft ret, og her gik hun med en af de selv samme folk der blev sunget om.

”For folket er det, og sådan skal det forblive. Hvis kongeriget finder ud af, at vi har opbygget vores eget rige her ude, så er det slut med freden. De vil komme og slå os ihjel,” konstaterede han, men Calla kunne ikke aflæse hans humør.

Calla så rundt i mørket med en mærkelig knude i maven. Hvis man havde fortalt hende for en måned siden, at hun ville være på flugt fra det største kongerige på kontinentet, ville hun have grinet højt. Og nu var det pludselig hendes virkelighed.

”Så er vi to. De vil også slå mig ihjel,” sukkede hun dybt, og aede Tirnens pels. Hun var lettet over, at den ikke var så skadet alligevel. Og endnu mere lettet over, at hun var stoppet for at hjælpe den. Hvis ikke hun havde gjort det, var hun højst sandsynligt ikke stødt på denne dreng, der havde reddet hende.

”Vi er her nu,” meddelte han pludseligt, og hun fornemmede en svag lyskilde længere henne. Som de nærmede sig blev den større, og hun kunne ane omridset af høje træer og høre vandet risle.

Snart var de helt ude af hulen, og blev mørket blev drevet væk af lyset. Det måtte være tidlig morgen for lyset stråler skinnede skarpt ned mellem trækronerne og lyste området op.

Tårer vældede op i Callas øjne, da hun så ud over stedet. Det var en stor åbning, med bække, søer, træer og bakker med flere huse og bygninger stabler ovenpå dem. Da hun så op var der endnu flere huse i træerne, med broer og trapper der førte op, ned, hen og tilbage mellem alle stederne.

Modsat hendes forventning var der absolut intet primitivt over det, men en fantastisk smuk arkitektur der inkluderede naturen omkring den, fremfor at udrydde den.

”Vores konge, Arran Storm den Første, var knust over at blive forvist til skovene. Men han nægtede at lade vores folk leve som udstødte og lovløse. Han ville skabe et nyt og bedre liv for os. Vores eget kongerige,” præsenterede drengen og stoppede op da de lige var nået ud fra klippesprækken.

Han så over på Calla, og det trak svagt i hans ene mundvig da han så hendes måbende ansigtsudtryk.

”Og det lykkedes ham. Velkommen til Egania.” Han gestikulerede ud over landskabet. Der gik mennesker hen ad skovbunden, og højt oppe i trætoppene med glade, smilende miner mens de lo og snakkede.

Calla var blæst helt bagover. Hendes forestillinger havde været nogle små, faldefærdige hytter i skoven med et beskidt og laset folk. Men dette var smukkere end noget sted i Provalon og Starian, og havde samtidig en indre skønhed over sig.

”Hold da op,” sang hun chokeret, og hoppede ned fra Tirnen på trods af sine smerter. Det dunkede i hendes fod da hun stillede sig ned, men fokuserede kun på den bløde fornemmelse af græsset mellem sine tæer.

Dette var et sted præcis som alle de eventyr hun havde læst som lille, og de steder som hendes far havde fortalt hende om, de magiske dyr og væsner kom fra.

”Min far ville elske det her sted,” jublede hun, men så snart hun sagde det færdigt, blev hun overvældet af en smerte i sit hjerte. Hånden om hendes hjerte blev strammet endnu engang, og føltes som en mavepuster.

”Er du okay?” spurgte drengen bag hende, da han så hvordan hun begyndte at miste balancen. Calla så sig straks over skulderen og nikkede kortfattet til ham.

”Ja. Jeg blev bare en smule svimmel,” løj hun og smilede beroligende. Hun greb sin hud med sine fingre og nev sig hårdt, for at skubbe tankerne om sin far væk. Hun blev nødt til at vente, hun kunne ikke tænke på ham nu.

Efter en dyb indånding, trådte hun videre ud i græsset og så op på kongeriget. Nogle af beboerne havde nu spottet hende, og så undrende og bekymret på hinanden og Calla, der intetanende var optaget af sin betagelse.

Hun var sunket helt ind i sin egen verden, da hun mærkede et tag om hendes overarm, og drengen så alvorligt på hende.

”Du må nok hellere komme op til doktoren. Din fod og skulder ser ikke for godt ud,” sagde han, og ledte hende hen til Tirnen, som han hjalp hende op på. Hun sad med benene på samme side, og et let tag om Tirnens pels for ikke at falde af.

Og så gik de ind mod Egania. Det var en helt anden atmosfære, hvor luften var tykkere og friskere, og der svævede små dyr og insekter rundt omkring. De modtog flere blikke som de gik, men ingen indvendte sig og stillede spørgsmål.

De gik mod et stort slot der lå bygget indimellem træer og små klipper. Det var ikke forfærdelig stort, men en størrelse der passede til resten af kongeriget, der måtte indeholde et par hundrede mennesker.

En stor, bred trappe ledte op til slottets indgang, men i stedet for at gå op ad den, ledte drengen dem hen til siden af trapperne hvor der lå et lille hus, der næsten lå skjult af lianer og efeuer. Da de nærmede sig kom, kom der en mand løbende ud fra huset.

”Arran! Du er i live!” udbrød manden højlydt, og kastede sig selv over drengen. Den lave mands hoved nåede kun op til drengen – som Calla lige havde opdaget hed Arran – til skuldrene.

Et smil udfoldede sig på hans læber, et syn som hun aldrig havde set før. Hun havde troet, at han var over menneskelige følelser, før hun så hvordan han nu smilende hilste på den lave mand.

”Selvfølgelig er jeg det. Hvor lidt tiltro har du til mig, Birch?” lo Arran, og manden trak sig tilbage. Hans ansigt var venligt og smilende under de mange rynker og modermærker, og han så op på Arran med funklende øjne, før han kort skuede til Calla.

”Og hvem er så det?” spurgte han nysgerrigt og så indgående på hende. Temmelig utilpas krympede hun sig en smule på Tirnen, og prøvede at undgå øjenkontakt med den gamle mand.

”Da jeg var ude for at lufte Bero forsvandt han pludselig, efter at han kom til at rive sig på en gren. Og da jeg fandt ham igen, fandt jeg også hende her… hvad var dit navn igen?” spurgte Arran ligegyldigt, og så på hende med løftede øjenbryn.

”Calla. Calla Maddox,” svarede hun rømmende, og kunne stadig mærke hvordan det krillede og kradsede i hendes hals. Manden Birch kneb sine øjne sammen, og studerede hende fra top til tå, endnu en gang.

”Maddox? Det lyder ikke som noget her fra,” kværnede Birch, og sendte Calla skeptiske og nysgerrige øjne.

Birch, som var én af de ældre i Egania, kendte de fleste Eganere, eftersom han var kongerigets bedste og førende doktor. Så når han endelig stødte på nogen, som han aldrig havde set eller hørt om før, vækkede det altid hans mistro.

”Det er hun heller ikke. Hun er fra Provalon,” påpegede Arran uændret og skuede til Birch for at se hans reaktion. Den gamle mand frøs et øjeblik, før han brød op i en høj og rungende latter.

”Provalon? Ha! Arran, hvis du vil prøve at narre mig, må du komme op med noget lidt bedre,” grinede Birch, men kunne ikke helt grine med sikkerhed. Derfor døde hans latter hurtigt ud, da han bemærkede at hverken Arran eller Calla grinede med.

Han så forfærdet op på Arran, der så tilbage på ham med alvorlige og kølige øjne. De stirrede på hinanden i et par sekunder, før Birch så tilbage på Calla med opspærrede, runde øjne.

Provalon? Har du bragt en Provaloner til Egania? Er du gået fuldstændig fra forstanden, knægt?” råbte Birch højrøstet, og tiltrak endnu flere blikke fra de forbipasserende Eganere. Arran var hurtig til at smække en hånd for munden på ham, og gav ham advarede øjne.

”Ti nu stille, hvis andre finder ud af det kan det skabe panik. Så tag det roligt, og luk os indenfor så jeg kan forklare,” beordrede han stille, men bestemt, stadig men hånden for Birchs mund.

Birch sendte Calla et overvejende blik, så så han igen på Arran der ikke ændrede en eneste mine, og nikkede så derefter tøvende. Arran fjernede sin hånd, og Birch forblev stille som lovet.

Han mumlede en jamren, før han viftede dem ind med hånden. Calla hoppede ned fra Tirnen, og fulgte med de to andre ind i det lille, skjulte hus. Indenfor mindede det hende om sit gamle hjem; gamle møbler og gulve, med bøger alle vegne.

Hun fulgte med den ind i et lille rum, hvor der var skabe og rækker med medicin, urter og salver. At se det var som en påmindelse om sine egne smerter, og endnu engang kunne hun mærke hvordan det sved alle hjørner i hendes krop.

Birch vendte sig imod dem med en ophidset grimasse, og krydsede sine armer over brystet. Han bar en mørkegrøn vest, der måske var et nummer for lille til ham. Hans bukser var en dyb mørkerød, og stoppede omkring læggen, hvor man kunne se det nederste af hans behårede ben.

”Javel. Forklar!” råbte han og smed en hånd hen mod Calla, der forskrækket veg tilbage. Hun kunne godt forstå hvorfor det gjorde ham bekymret at hun var der, så hun gjorde sit bedste for at være stille, og ikke provokere eller true ham på nogen måde.

Arran sukkede og kørte en hånd igennem sit uglede, lange hår. ”Jeg fandt hende temmelig såret nede ved Eganiphisla. Hende og hendes far blev angrebet af Provalons vagter, og hun faldt ned i skovene,” fortalte han, og selvom Calla kunne ikke lide at blive omtalt som om hun ikke var til stede, forblev hun musestille. 

Birch klemte sine øjne sammen til en tynd sprække og spidsede sine tynde, lyserøde læber. ”Med mindre hun er en spion for dem! Hvad hvis hun er kommet for at spionere på os, så hun kan melde tilbage til kongen, så kan komme og slå os ihjel!” protesterede han, og snakkede løs uden pause.

Arran stoppede ham ved at holde en finger op, og Birch så både forarget og fornærmet på ham.

”Hun er blevet skudt, og har højst sandsynligt forstuvet sin fod slemt – hvorfor ville man skade sin egen spion?” argumenterede Arran tilbage.

Birch åbnede straks munden for at sige ham imod, men lukkede den igen der da ikke kom noget ud. Hans blik flakkede hektisk mellem Arran og Calla, der stod og stirrede på dem med runde øjne.

”Desuden har hun en interessant historie om Provalon, der måske kan påvirke os. Jeg tænkte ikke det ville skade at tage hende med – for hvis hun viser sig at være en spion alligevel,” sagde Arran og vendte sin opmærksomhed over mod Calla, ”så dræber jeg hende selv.”

Calla sank en klump i halsen, og hev overrasket efter vejret. Måske var hun blevet snydt af Eganias rare, fredelige ydre, for tydeligvis var befolkningen meget fjendtlige og uvelkomne.

”Hvorfor så forskrækket? Hvis du taler sandt er der ikke noget at frygte,” mumlede Arran, og havde tydeligvis vundet noget af Birchs tillid tilbage igen, eftersom han så lidt mere afslappet ud. Han så stadig forundret på Calla, som om han prøvede at gennemskue hvad hun tænkte.

”J-jeg taler sandt,” sagde hun for første gang i lang tid. Hun prøvede at skule sin usikkerhed ved at møde Arrans ulæselige blik, for at vise ham sin oprigtighed. Men hun vidste at han troede på hende, ellers ville han ikke have taget hende med.

Måske var det hendes ynkelighed der havde overbevist ham, da hun tiggede ham om at tage hende med sig. Uanset hvad det var, var hun taknemmelig for det.

”Hun taler!” indvendte Birch med en falsk entusiasme, og Calla så hen på ham med rynket pande. Glimtet i hans øjne var ikke længere af mistro og had overfor hende, men mere en forunderlig undring.

”Jeg taler og jeg hører. Og for at få det på det rene, er jeg ikke en Provaloner. Jeg er fra Starian, men jeg rejste med min far til Provalon, eftersom han skulle hjælpe kongen med noget,” understregede hun, da hun følte sig fornærmet over hvordan de med det samme så ned på hende.

Arran bevægede sig ud i rummet med en dyb indånding. ”Det spiller ingen rolle. Hvad der betyder noget er, at du i hvert fald ikke er fra Egania,” fastslog han med en hård undertone, der gik Calla en smule på nerverne, men hun turde ikke sige ham noget imod nu, hvor han nemt kunne smide hende ud af Egania igen.

”Nå, Birch, kan du ikke behandle hende for hendes skader? I den tilstand er hun os mere besvær end gavn,” kommenterede han, og skævede til hende ud af øjenkrogen.

Calla himlede med øjnene. Nu hvor hun var kommet sig over de fleste af smerterne, og havde tilsidesat sin sorg, kunne hun godt blive irriteret på ham.

Birch nikkede, og indikerede at hun skulle sætte sig på en lille bare der stod i den ene ende af rummet. Han tog diverse ting fra hylderne, og gav sig til at rense hendes sår i skulderen. Hun skar en grimasse, da pressede vattet mod hendes sår, men han holdt godt fast i hende.

”Jeg må ud i haven og samle nogle flere urter ind. Det er et rimelig slemt sår,” meddelte Birch, og forsvandt hurtigt ud i husets små rum.

Calla og Arran sad tilbage i stilhed, mens hun prøvede at finde på ting hun kunne sige. Hun havde så mange spørgsmål at stille, at hun ikke anede hvor hun skulle begynde og slutte.

”Du sagde at Provalon vil føre krig, ikke? Mod hvem? Og med hvad?” brød Arran pludselig ind, inden Calla kunne nå at stille sine egne spørgsmål. Hun blev endnu engang påmindet om sine opdagelser på slottet, og hvordan de havde ødelagt hendes liv.

”… Vrirriya. Men sikkert også Starian, og alle de andre kongeriger hvis de stiller sig i vejen,” svarede hun ærligt, med en øm og forsigtig stemme. Hun tænkte på Jada, og om de ville straffe hende for Callas gerninger. Og så tænkte hun på sin mor og bror tilbage i Starian, men det gjorde for ondt, så hun vendte straks opmærksomheden mod noget andet.

”Og hvordan skal Provalon besejre fem andre kongeriger, hvis de alle slår sig sammen? Så har de ikke en jordisk chance.” Arran satte sig på en stol i hjørnet, og lænede sig fremad ved at støtte sine albuer på sine knæ.

Hans åbne øjne og hoved en smule på skrå, fortalte Calla, at han var nysgerrig og interesseret i hvad hun ville sige. Og siden hun havde besluttet sig for, at disse Eganere var hendes eneste og bedste chance, ville hun prøve at hjælpe så godt hun kunne.

”De har våben. Masser af våben, endda nogle jeg aldrig har set før. Og så har de fanget et væsen, som de vil bruge…” mumlede hun tøvende, ”Var det en Galeet, det hed?” undrede hun sig højlydt og usikkert, men Arrans opspærrede øjne bekræftede hende.

”Har de fanget en Galeet? Umuligt, de ville aldrig kunne fange sådan en, er du klar over hvor stor og stærk den er?” udbrød han tvivlende, og bed tænderne sammen i en mistænksom grimasse.

”De sagde at de fandt en såret ved de Døde Tinder. Min far skulle helbrede den, det var derfor jeg overhovedet kom til Provalon i første omgang!” insisterende hun halvirriteret. Hun slog ud med armen, men da det skar i hendes skulder, tog hun den hurtigt til sig igen og rømmede sig.

”Vi må håbe de ikke fanger resten så,” brummede Arran lavmælt og mest for sig selv, men det forhindrede ikke Calla i at høre det alligevel. Hun gjorde store øjne, som hun chokeret stirrede på ham.

”Resten? Er der flere? Alle tror de er uddøde,” hvinede hun, og rettede sig op i sengen. Allerede på et par dage havde hun lært mere, end hun havde gjort i flere år. Men hvis skovene kunne holde et helt kongerige skjult, kunne den vel også gemme på et par Galeeter.

”Det er der en grund til. De gemmer sig for jer, og skjuler sig herude i De Evige Skove, og midt inde i De Døde Tinder,” sukkede Arran, og holdt sig opgivende til panden.

”Er du sikker på de har fanget en? Hvad har de tænkt sig at gøre med den?” fortsatte han hektisk, og så afkrævende på Calla, der gav et lille hop fra sig i sengen.

”Ja, jeg er sikker. Kronprinsen snakkede om at de ville bruge den som våben… Noget med at dens vingefang kan ødelægge hele landsby-”

”Ja ja, det ved jeg godt,” afbrød han vrissende, og Calla lukkede straks munden sammen med et lidt forfjamsket udtryk.

Hun var ikke vant til at fremmede mennesker opførte sig så uhøfligt, og ikke en eneste gang havde han omtalt hende som De. Godt nok var hun selv stoppet med at sige det, men i det mindste kaldte hun ham det i starten.

”Hvem er du overhovedet? Dit navn er Arran, ikke? Arran, som i Arran Storm? Kongen?” spurgte hun pludseligt, og det så også ud til at overraske Arran, der forvirret så op med øjenbrynene løftet op i panden.

Arran sukkede lavt. ”Den tredje, ja. Vores første konge døde for 85 år siden. Jeg er blot opkaldt efter ham,” tilstod han, og prøvede at ignorere Callas store, påtrængende øjne der brændte huller i hans blege hud.

”Der går sagn nede i Provalon! Der er mange der ikke har glemt kongen, og mener at den retmæssige konge vil komme tilbage, og redde dem fra kronprinsens forfærdelige styre,” fortalte hun ivrigt, og takkede inderligt Sasanianerne for at have forberedt hende på lige dette øjeblik.

Arran gav en kort og sjælløs latter fra sig. ”Hvis vi Eganere træder ét skridt ind i Provalon, bliver vi henrettet på stedet. Der er ingen der tror på den slags eventyr længere,” brummede han lavmælt, og så fraværende rundt i rummet.

”Det passer ikke. Jeg tror på det,” fastholdt hun stædigt, og holdt ligeså stædigt sit blik fast på Arran, der efter lidt tid blev tvunget til at se tilbage på hende. Hans skovgrønne øjne var mørke og hårde, som de kiggede tilbage på Calla.

Han svarede ikke i hvad der føltes som en evighed, hvor han bare overvejende tænkte for sig selv. Så rejste han sig ud af det blå fra stolen, så det helt gav et sæt i hende.

”Det er lige meget. Når Birch er færdig med at kigge på dig, kommer du med op til slottet. I morgen vil der være en forsamling, og så kan du fortælle hvad du har fortalt mig. Aftale?” spurgte han henkastet.

Opgivende gav Calla et suk fra sig og nikkede sagte med hovedet. Hun havde ikke tænkt sig at opgive diskussionen helt, for hun havde en stærk mavefornemmelse af, at det måske var ham som sagnet snakkede om.

I det samme kom Birch ind ad døren med nye urter, så kort mellem Calla og Arran, før han fortsatte med sit arbejde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...