Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
850Visninger
AA

12. Kapitel 10: En hjælpende hånd

Hun følte let og svævende. Vægten af hendes tunge hjerte og frygten fra før var væk for en stund, og i et øjeblik slap hun for at tænke på som helst. Hun var kun halvt bevidst, og fokuserede bare på den behagelige følelse af at flyde langsomt langs vandet.

Det var som om vandet lindrede den brændende fornemmelse, der lå overalt i hendes krop. Måske flød hun så nemt, fordi der nu lå så meget vand i kroppen? Hun kunne mærke det i sine lunger som en blokade for hendes luftrør.

Den tiltrængte, men korte pause i hendes bevidsthed begyndte langsomt at holde op. Hun stødte hovedet mod noget fast, og hun flød ikke længere med strømmen. Det ødelagde hele hendes ro, og nu begyndte hun også at kunne mærke smerten igen.

En panik lagde sig over hende, og hendes bevidsthed kom så småt frem igen. Det dunkende og bankede hårdt og overdøvende i hendes skulder og fod, men ikke nær så meget som i hendes hjerte.

Hun havde det som om hendes hjerte blev klemt om af en jernnæve, og krympede sig mindre og mindre, og efterlod et stort tomrum. Hun kunne ikke holde smerten ud, og slog omsider øjnene op.

Det skarpe lys blændede hende for en kort stund, og den før lindrende og kolde vandstrøm, var nu ubehagelig og gjorde næsten ondt. Hver eneste gang hun bevægede sig den mindste smule, gjorde hver eneste centimeter og nerve i hendes krop ondt.

Hun stønnende og hulkede kvalfuldt, før hun langt om længe fik kæmpet sig om og ligge på maven. Hendes ansigt lå presset ned på den kradsende skovbund, hvor hun fik jord og sten i munden og øjnene.

Men det tog hun sig ikke af. I stedet strakte hun sin raske arm – som dog ikke var så rask alligevel – og slæbte sig selv hen ad jorden. Smerten jog gennem hende og overdøvede alt andet, og hun bed tænderne sammen for at kvæle et skrig.

Dog fortsatte hun og vænnede sig til den værste del af den fysiske smerte. Men når hun tænkte på hvad der havde fået havnet hende i den situation, gjorde det så ondt i hendes hjerte og hjerne, at hun følte hun næsten skulle kaste op.

Det føltes så surrealistisk og uvirkeligt, at hun tvivlede på at det overhovedet var sket. Det hele skete så hurtigt, og det eneste hun kunne huske var billedet af hendes far der rakte ud efter hende, mens hun faldt ned i det ukendte. Soldaterne måtte have fanget ham og taget ham tilbage til Provalon – han var i hvert fald ikke død.

”Hjælp,” græd hun hjælpeløst, men der var ingen tårer at se i hendes øjne. Måske havde hun brugt sit livs forbrug af tårer på den ene dag, eller måske var det fordi hun havde kastet alt vandet i hendes krop op.

Da hun var helt ude af vandet, følte hun en lille lettelse. Hun kunne tydeligt høre det lige bag sig, men var glad for der var en lyd hun kunne fokusere på. Hvis ikke der var det, blev hun tvunget til at tænke selv, og det turde hun slet ikke.

Hendes arm skreg af smerte og udmattelse nu, så hun gav op for en stund. Hun lagde sig fladt på maven på jorden, og prustede højlydt og besværet ned i de stikkende kviste. Det snurrede alle vegne, og følelsen af at være døden nær overvældede hende.

”Det er min skyld,” jamrede hun med en hæs og ødelagt stemme. Hendes hals blev flænset hver gang hun udstødte en lyd, men hun måtte vide at hun stadig var i stand til at snakke, og for at vide at hun ikke var død endnu.

Hvor længe hun lå der på jorden, er ikke til at sige. Måske gik der minutter, eller timer, men Calla havde absolut ingen tidsfornemmelse. Hun kunne ikke engang bruge solen til vejledningen, for hver gang hun forsøgte at se op, var alt hun kunne se de høje trækroner.

Jo længere hun lå der, jo mere energi fik hun tilbage. Og jo mere begyndte hun at indse hvor ynkelig hun var, ved bare at give op på den måde. Hun var helt stoppet med at tænke på hvad der var sket, og endnu stoppet med at tænke på den knagende skyldfølelse hun bar.

Hun tog en dyb indånding, og kæmpede sig op og sidde. Det rungende og gyngende i hendes syn, men ikke desto mindre var hun oppe og sidde.

Forvirret så hun sig hun for at få en smule orientering, og det tog hende kun få sekunder at konkludere, at hun ikke havde den fjerneste anelse om hvor hun var henne. Bækken, som var hendes eneste spor, løb sikkert flere hundrede meter gennem skoven, og uanset hvor meget hun anstrengte sig, kunne hun ikke høre bruset fra vandfaldet.

Med et suk besluttede hun sig for at bekæmpe smerten, og komme op og stå. Hendes krop advarede hende mod at gøre det, ved at få hendes smertende alarmsystem til at gå helt amok.

Hun skar lidende sine tænder sammen i en grimasse, og støttede sig selv til et stort træ og haltede sig op og stå. Da det lykkedes var hun udmattet og måtte holde en pause for at få vejret igen. Der var stadig vand tilbage i hendes lunger, som hun forsøgte at hoste op.

Så snart hun tog et skridt, var hun allerede ved at styrte sammen igen. Hun havde undervurderet pinen i hendes højre fod, der bukkede sammen under hendes vægt. Et hvin forlod hendes læber, og hun nåede lige at gribe fat i en gren, før hun faldt.

Med en skadet højre fod og en skadet venstre skulder, bar hun sig mirakuløst af med at slentre og halte gennem skoven. Hun holdt øje med en sti, eller en eller anden indikation på at der var en vej ud derfra.

Hun havde nu regnet ud af hun måtte have faldet ned ved vandfaldet, overlevet faldet og så havde bækken slæbt hende gennem skoven. Så hun fulgte bækken samme vej tilbage, i håb om at finde vandfaldet igen. Men havde hun overhovedet lyst til det?

Hun følte sig fortvivlet og vildfaren. Hendes far havde haft en idé om hvor de skulle hen, men Calla, der aldrig havde trådt et skridt udenfor Starian før for tyve dage siden, havde ingen anelse om hvor hun skulle gå hen.

Men hvis hun kunne slippe ud af skoven og finde en landsby, ville hun måske kunne spørge om vej. Måske endda få et lift.

Hun sukkede kvalt, og stirrede tomt ud i luften. Smerten i hendes hjerte var ikke forsvundet på nogen måde, men hun var begyndt at vænne sig til den. Faktisk havde hun vænnet sig til al smerten, så nu var der kun et tomt rum tilbage, hvor hun ikke rigtig følte noget længere. 

Hendes hensynsløse fravær ledte til at hendes dårlige fod stødte på en stor rod, der fik hende til at falde forover. Med et skrig landede hun på sin gode skulder, der tog det værste af faldet. Og selvom det gjorde en smule ondt, var det intet sammenlignet med hendes andre smerter.

Med et pust fik hun sat sig op, og så opgivende ud over landskabet. Der var skov så længe hun kunne se, og hun begyndte at indse hvorfor man kaldte det De Evige Skove. Det blev sagt at ingen kom ud derfra igen, men det nægtede hun at tro på. Hun skulle nok finde en vej ud derfra.

Det var ved at være solnedgang nu, da skyggerne så småt overtog lyset mellem træerne, og luften blev køligere. Idet hun tænkte på at finde et sted at hvile natten ud, var der noget der fangede hendes øjne.

Larmende og støjende humpede der noget frem fra træerne mod den anden side af bækken. Hendes krop stivnede i rædsel, da hun så et kæmpe væsen kæmpe sig selv mod den lille bæk, hvor den smed sig selv i.

”Åh gud,” hviskede hun for sig selv, da hun straks genkendte væsnet. Hun havde set det adskillige gange i sin fars bøger, og endnu engang i egen person den dag hun drog med sin far ud på arbejde.

En stor og mægtig Tirn lå blot meter fra hende, halv gennemblødt af det rislende vand. Den så ikke ud til at have set hende endnu, og den lukkede udmattet øjnene i. Calla kunne høre dens åndedrag, og så hvordan dens store krop hævede og sank sig i takt.

Med store øjne betragtede hun dens krop. Den eftertragtede Tirn, der lidt lignede en blanding mellem en bjørn og en tiger, var for længst drevet væk fra Starian og mange andre kongeriger. Der var ikke mange af dem tilbage, så at se én som fuldvoksen var et sjældent syn.

Det var først nu at Calla opdagede at halvdelen af dens pels var indsmurt i en tyk og klistrende, mørkerød substans. Straks faldt hendes hjerte til maven, da hun så hvor såret den var. Den smed sig ikke der fordi den var træt, men fordi den var døende.

Hun fik med det samme dårlig samvittighed, og vidste at hun blev nødt til at hjælpe den, selvom den muligvis ville prøve at flå hovedet af hende. Desuden ville det være en god chance for at distrahere sig selv fra de destruktive tanker.

”Hej du,” kaldte hun, og det kradsede og brændte stadig i hendes hals hver gang hun snakkede. ”Vær venlig ikke at rive mig i stumper og stykker, okay? Jeg vil gerne prøve at hjælpe dig,” fortalte hun med den hæse stemme.

Tirnen reagerede svagt på hendes stemme, ved at vrikke med ørene, men gik tilbage til sin hvile. Calla sukkede, før hun fik humpet sig gennem floden der prøvede at hive hende med sig. Hun fik kæmpet sig over til væsnet.

Når den lå ned var den omtrent på samme højde som hende, og stanken fra dens ånde overvældede hendes næsebor, så hun skar en fæl grimasse. Dog slog hun det hurtigt væk, og placerede en forsigtig hånd på dens side.

Calla spjættede foruroliget, da Tirnen gav et dybt brum fra sig og slog øjnene op. Den havde flotte, ravgule øjne som en tiger, og en stor og rund mule som en bjørn. Den stirrede ind i øjnene på hende, og hun stod helt stille for ikke at forskrække den.

En ru og mørk knurren gav genlyd mellem træerne, og advarende hende om ikke at komme for tæt på. Hun nåede et kort øjeblik at føle frygten, før dens hoved atter kollapsede på stenene og faldt delvis ned i vandet.

Og så tog hendes samvittighed igen over, og hun ledte efter såret der forårsagede blodet. Det tog hende lidt tid, men da Tirnen spjættede og gav et smertefuld brøl fra sig, vidste hun at hun havde fundet det.

Hastigt formede hun en skål af sine hænder, samlede vand op og hældte det udover væsnet for at rense dets blod. Det tog adskillige gange, før hun så at den havde en lang rift langs ribbenene. Det var nogenlunde de samme de havde hjulpet den lille Træulv fra Starian med, men denne gang havde hun dog ikke Brams lægegrej til at hjælpe hende.

Det stak en smule i hendes hjerte igen da hun tænkte på sin far, men skubbede det til siden. Hvis hun måtte overleve, blev hun nødt til at vente med sorgen og skyldfølelsen til senere. Og så kunne hun lade den fortære hende.

Hun rev et lille stykke af sin bluse af, dyppede det i vandet og knubbede mod dens rift. En gang imellem ville den komme med utilfredse brummen, men den lod hende fortsætte. Det eneste hun kunne gøre var at vaske dens sår, eftersom hun hverken havde helbredende urter eller salve.

”Mh, kan du blive her? Så ser jeg om jeg kan finde ud af noget,” mumlede Calla til dyret, og følte sig temmelig dum for at gøre det. Men hun kunne ikke holde den altædende og ensomme stilhed ud længere.

Idet hun skulle til at rejse sig fra jorden, hørte hun en lyd bag sig. Det var lyden af en bue der blev trukket tilbage. Instinktivt for hun tilbage og drejede sig ivrigt rundt og at se sin angriber. Hun var sikker på at de royale vagter fra Provalon måtte have fundet hende, og kommet for at færdiggøre arbejdet.

”Stop! Ik’ skud!” hvinede hun, men hun var så hæs at man næsten ikke kunne høre det. Hun hostede voldsomt, og så op mod retningen hun havde hørt lyden.

Højt oppe i træerne så en person, klædt i tøj hun ikke kunne genkende. Det var kun naturlige farver, såsom sort, grøn og brun, og lignede ikke noget hun havde set de andre royale vagter eller soldater i.

Hun kneb øjnene sammen for at få et bedre syn af personen, der viste sig at være en ung dreng. Hans ansigt var stenhårdt, som han stod med bue og pil rettet direkte mod hende. Hun blev mindet om smerten i hendes venstre skulder, der sikkert stadig indeholdt dele af pilehovedet.

”… Ikke skyd,” bad hun igen, og trak sit ansigt sammen i en håbløs grimasse. Nu havde hun overlevet et bagholdsangreb og et fald fra en klippe, men skæbnen ville åbenbart ikke stoppe med at prøve på at dræbe hende.

”Kan Telemer pludselig tale?” knurrede drengen fra træerne, højt og tydeligt så Calla sagtens kunne høre ham. Hun rynkede sine øjenbryn sammen, og så forvirret op. Han var for langt væk til at hun kunne se flere detaljer på ham.

”T-telemer? Hvad snakker De om?” spurgte hun tøvende, og kunne ikke helt finde ud af hvor han kom fra, eller hvad han ville hende. Hvis han var kommet for at slå hende ihjel, hvorfor fik han det så bare ikke overstået?

Pludselig hørte hun Tirnen komme med lyde bag sig, og da hun vendte sig rokkede den uroligt og begejstret på sig, mens dens tigerlignende hale baskede frem og tilbage. Det virkede næsten som om den var glad.

”Spar mig for dine løgne, Telem. Hold dig væk fra min Tirn,” vrissede han og spændte buen yderligere. Calla spærrede øjnene op og tumlede defensivt tilbage, indtil hun stødte ind i væsnet, der ikke engang lod mærke til det.

”Okay, okay, ik’ skyd mig! Jeg ved ikke hvad De snakker om med Telemer, men jeg kan forsikre Dem at jeg ikke er én af dem,” forsikrede hun ham desperat, og holdt sine hænder op som forsvar. Hendes stemme var stadig hæs, men man kunne nu forstå hvad hun sagde.

Drengen fnøs uimponeret. ”Hvis du ikke er en Telem… hvad er du så?” spurgte han uden at sænke sin position et eneste øjeblik. Hun var overrasket over at han kunne stå med buen så længe, taget i betragtning at det var forfærdelig hårdt for armene.

Calla så endnu mere forvirret ud, da hun aldrig havde troet nogen ville stille hende sådan et mærkeligt spørgsmål.

”Ja, jeg er da et menneske? Er det ikke ret tydeligt?” svarede hun en anelse sarkastisk, da hun var ved at være træt af at blive udspurgt. Hvis han ville slå hende ihjel kunne han da bare gøre det, i stedet for at spille rundt med hende.

Straks sænkede han buen med et forfærdet blik i øjnene. Han sprang ned på en lavere og tættere gren, og studerede Calla grundigt med ørneblik. Han så mistroisk ud, og sprang endnu tættere på.

Hun kunne nu også tydeligt se ham. Han så ud til at være på hendes alder, måske lidt ældre, med lettere primitivt tøj af stof og læder. Hans næsten sorte og rodede hår lå i tjavser ned af hans blege ansigt, der gemte på et truende ansigt.

”Menneske?” gentog han skeptisk. Han var nu kun få meter fra hende, og så sad op ad Tirnen med et måbende ansigt. Det dæmrede sig lidt efter lidt for hende, at han måske ikke var en Provalansk vagt alligevel.

Hun nikkede varsomt uden at vide hvad hun skulle svare. Drengen skævede over til Tirnen bag hende, der rokkede på sig så snart han så på den.

”Okay så. Lad os antage du er et menneske. Hvad laver du her? Og hvad laver du med den Tirn?” afhørte han hende, og skjulte sin forbavselse med et halvdødt pokerfjæs, der gloede indtrængende på hende.

Calla kunne ikke svare for et øjeblik. Hun havde ikke lyst til at tænke på hvad der var sket, og i hvert fald ikke sige det højt. Endnu engang var det som om hendes hjerte blev flået ud af brystet på hende, og hun fik svært ved at trække vejret.

”… Jeg faldt ned af v-vandfaldet,” fik hun stammet sig frem, ved at fortælle den korte version af historien. Drengen kneb øjnene sammen og løftede det ene øjenbryn uoverbevist, og fjernede helt buen nu.

Han kunne vel regne ud at hun ikke kunne være den største trussel, når hun knap nok kunne hinke eller snakke.

”Og?” pressede han på, og refererede til sine andre spørgsmål. Calla åndede lettet op over, at han ikke spurgte yderligere ind til hendes historie, selvom han tydeligt ikke hoppede på et ord hun sagde.

”Jeg fulgte bækken og så kom den ud fra skoven. Skadet. Så jeg ville rense dens sår, men jeg har ikke nogen urter,” forklarede hun. Hendes frygt for den fremmede dreng var efterhånden svundet hen, og nu følte hun sig tværtimod lettet over at se en anden levende person derude. 

Han fæstnede sin bue om bag sin ryg, og lagde pilen i en taske på ryggen, før han bevægede sig helt hen til Calla, der observerede ham med runde øjne. Da han var nået hen til hende, satte sig han på hug to meter fra hende.

Koncentreret betragtede han hende omhyggeligt, mens hun blot stirrede uforstående tilbage på ham uden at sige et eneste ord. Da hans blik landede på hendes skulder lagde han sit hoved en smule på skråt. Lydløst samlede han en pind op fra jorden, og uden videre prikkede han den hårdt mod hendes venstre skulder.

Et højlydt klynk af smerte lød fra Calla, der forarget skubbede pinden væk. Hendes øjne flammede op, da hun stødt gav ham et spørgende blik og holdt sig til skulderen.

”Av?” udstødte hun vredt. ”Hvad skulle det til for?”

Drengen rejste sig op igen, hans mine stadig køligt og uforandret. Han passerede hende og gik hen til Tirnen, som han kærligt aede bag ørene. Tirnen havde næsten glemt alle sine smerter, og nød den milde berøring.

”Jeg skulle bare teste at du virkelig ikke var en Telem,” erklærede han med en mørk og monoton stemme. Han vendte sin opmærksomhed tilbage på hende, og Calla så direkte ind i hans dybe, mørkegrønne øjne.

”Og at det er dit eget blod. Du bestod,” fastslog han kortfattet, og virkede nu lidt mere interesseret i hende. Hans blik var både skeptisk men fascineret, da han blev ved med at studere hende, som om han ikke troede hun var virkelig.

”Så du er virkelig et menneske?” spurgte han undrende, og tog et kig på Tirnens sår. Han sukkede dybt, og overvejede hvordan han nu skulle vende hjem inden det blev nat.

Calla havde aldrig været mere forvirret i hele sit liv, og blinkede blankt imod ham. ”Ja? Hvorfor er De så overrasket?” Smerten var ved at aftage i hendes skulder, men hun kunne stadig mærke irritationen over at han overhovedet fremvækkede den i det hele taget.

”Det er ikke hver dag der kommer mennesker i De Evige Skove. Faktisk aldrig,” forklarede han også ned på pigen foran ham. Hele hendes bluse var dækket af størknet blod, og halvdelen af hendes højre fod var misfarvet i blå, gul og lilla. Kort sagt så hun ikke for godt ud.

Calla havde en lille mistanke, men vidste ikke om hun turde sige den højt. Hun kom til at tænke på Sasanianernes historie om det Provalanske folk, der var blevet dømt eksil til skovene for hundrede år siden. Men de kunne umuligt have overlevet i så lang tid. 

Dog var hun mere tilbøjelig til at tro end, end den anden historie hun var blevet fortalt; at Storm familien var blevet til kannibaler, og åd alle de gik ind i skovene. Stille sank hun en klump i halsen. 

”Nå, jeg har ikke tid til det her længere. Held og lykke med at finde ud af skoven,” mumlede han og klappede engang på Tirnens nakke, før den dovent og sløset løftede sig fra jorden.

Uden yderligere ord begyndte de at gå mod skoven, og efterlod Calla siddende ved floden. Hun fik rejst sig op, og humpede så hurtigt hun kunne efter dem. Ikke om hun ville spilde sin eneste chance for at slippe derfra i live.

”Vent!” råbte hun efter dem, men fik ingen reaktion tilbage. Langt om længe fik hun indhentet de to mystiske væsner, og hun tog et hjælpeløst tag i drengens piletaske, så han blev tvunget til at stoppe op.

Med et suk vendte han sig om, mens Calla forpustet og kvalfuld faldt sammen for hans fødder. Det gjorde ondt i enhver nerve i hendes krop, og nu føltes det også som om nogen tog et reb om strammede det om hendes hoved.

”De må ikke efterlade mig herude. Jeg vil dø,” klynkede hun og holdt stadig fast i ham. Med et desinteresseret blik så han ned på hende, og hvordan hun sloges for at holde sig oprejst.

”Hvorfor skulle jeg tage dig med mig?” spurgte han udfordrende og løftede sine øjenbryn i panden. Tirnen var stoppet utålmodigt op lidt foran dem, og sendte drengen et stædigt blik mens den knurrede svagt. Han sendte den et ulæseligt blik, før han så tilbage på hende.

”Det sagde jeg jo lige. Jeg vil dø!” gentog hun frustreret. Han sukkede irriteret og skulle til at vende sig om igen, før hun tog et tag i ham og vendte ham om igen. Han så temmelig provokeret ud, men lod sig finde i det, eftersom hun var så såret og hjælpeløs.

”Vent, okay. Er du fra folket der vandrede til skovene for hundrede år siden? Med den rigtige konge?” spurgte hun forhastet og tog et skud i tågen. Hun var ved at løbe tør for chancer, så hun måtte prøve at satse alt.

Hans øjne blev en smule hårdere og mørkere, før han overlegent løftede sin hage og så ned på hende mellem sammenknebne øjne.

”Har aldrig hørt om det,” mumlede han, men Calla så straks at han løj. Måske havde hun faktisk ramt plet, og måske fortalte Sasanianerne faktisk sandheden.

”Provalon og alle andre kongeriger er i fare! Kongen har tænkt sig at føre krig!” udbrød hun panisk, og kom i tanke om alle de forfærdelige ting hun havde opdaget om kongefamilien. Tanken om kommandøren og kronprinsen fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende.

”Du vil virkelig sige hvad som helst for at komme med, hva?” brummede han lavmælt med et opgivende suk. Han var lige ved at bukke under og lade hende komme med, bare så han slap for at høre på hendes beden og jamren.

Calla spærrede øjnene op og rystede vildt på hovedet. ”Jeg mener det! Min fader og jeg fandt ud af det, og de jagtede os op i bjergpasset. Jeg faldt fra klipperne og endte her, men min fader… han…” stammede hun, og gik død midt i sætningen.

Med et tomt blik kiggede hun på drengen, der utålmodigt ventede på hun færdiggjorde sin sætning. Da han så det knuste blik i hendes øjne, indså han hvorfor hun ikke kunne sige det færdigt, og så derpå også oprigtigheden i hendes lyseblå øjne.

”Fint. Hop på.” Han klappede på Tirnens ryg, og så afventende på hende. Hun blinkede undrende i et par sekunder, overrasket over at han så nemt gav under for hende. Hun gav Tirnen et tøvende blik, usikker på om den kunne klare det nu hvor den var såret.

”Hans sår er ikke slemt. Han kan bare godt lide at være dramatisk,” brød drengen ind, som om han kunne se tvivlen hos Calla. Hun gav ham et uskyldigt blik, før hun klamrede sig om det store væsen.

På trods af at dens pels var indsmurt af blod nogen steder, var den overraskende blød og behagelig at ligge ovenpå. Hun lå på maven på dens ryg, og så ud på drengen der gik langs dem for at lede vejen.

”Hvorfor skiftede du mening?” spurgte hun søvnigt. Nu hvor hun endelig slappede lidt af, kunne hun ikke længere distrahere sig selv for smerten i hendes krop, der dunkede kraftigt. Hendes øjenlåg var tunge, men hun tvang dem til at forblive åbne.

”Jeg tænkte at det ikke ville skade. Hvis hvad du siger er sandt, så er det meget vigtigt. Hvis du lyver,” fortalte han og rettede sit blik mod hende, ”så sørger vi bare for du aldrig kommer ud af disse skove igen. Ingen skade gjort,” fortsatte han med et lettere sadistisk smil.

Calla så chokeret på ham, men havde ingen energi til at sige ham imod. Selvom hans attitude var ekstrem fjendtlig og uhjælpsom, havde han alligevel vist sig at være god nok til at hjælpe hende. Og det var nok for hende.

”Hvor er vi på vej hen?” hviskende hun sagligt, og fik sværere ved at bekæmpe søvnigheden. Et gab undslap hendes læber, og til sidst gav hun op og lod sine øjne lukke i.

”Det får du at se,” svarede han kortfattet. Resten af vejen hoppede Calla ind og ud af bevidsthed og søvn. Smerten overvældende hende til tider, og hun var også ret sikker på at hun havde mistet meget blod.

Det sidste hun kunne huske var hvordan hun roligt gyngede i takt med Tirnens bevægelser og åndedrag. Der var stille i skoven mens solens stråler helt var forsvundet nu, og der var ikke længere forskel på når hun havde åbnet eller lukket øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...