Sweet Creature • Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2017
  • Opdateret: 10 dec. 2017
  • Status: Færdig
21 årige Emma Johnson's liv er ikke blevet som hun havde forestillet sig. Hun lever et helt almindeligt liv i USA's arbejderklasse. Men så mødes hun Harry Styles og hendes hverdag ændres. Hun forelsker sig i ham, men forelsker han sig i hende?
• obs! Sex scener forekommer - ikke for sarte sjæle •

27Likes
2Kommentarer
52359Visninger
AA

5. four

Kapitel 4

Dynen var tung, virkelig tung. Klokken var 7.11 og jeg skulle møde kl 8. Det var umådelig hårdt at skulle stå op nu - efter i nat var bankkontoen i plus men søvnkontoen var i minus. Jeg strakte mig i sengen inden jeg svingede benene ud over sengekanten og satte mig op. Sad stille et øjeblik og vågnede på kanten af sengen. Jeg gik i bad, tørrede mit hår, glattede det, lagde make-up og så tog jeg tøj på - sorte jeans, hvide sneakers og min "Starbuck's" t-shirt. Derefter skyndte jeg mig ud af døren og ned på den trafikerede gade. "Ding" sagde det da jeg gik ind af døren hos Starbuck's. Min kollegaer Jose og Dylan stod bagved disken. Det var travlt sådan en lørdag morgen. Folk nød weekenden og hinandens selskab i den lille cafe. Jeg tog et forklæde på og ryddet et bord der netop var blevet frit. Derefter lagde jeg nye servietter på bordet og forsatte min tur rundt i cafeen, smilte venligt og sagde godmorgen til gæsterne. Jeg gik op bag disken til José og Dylan. "Du ligner en hængt kat søde - har du festet hele natten?" spurgte José. José var den kollega jeg havde arbejdet med længst. Han var den smukkeste latino jeg nogensinde havde mødt og så var han så god som dagen var lang, hvilket hans kæreste Paul gav mig ret i.

"Gid jeg havde. Jeg fik et job sent igår aftes, så jeg var ude som tjener fra kl 23-4" sagde jeg søvnigt. Han så bekymret på mig "Du kører dig selv for hårdt. Der er stadig et ledigt værelse hos Paul og jeg, søde" José kendte som en af de eneste til min tomme pengekasse og han havde mange gange tilbudt jeg kunne bo hos ham og hans kæreste. "Tak søde. Men du ved jo jeg har det bedst med at klare mig selv" jeg smilte da jeg sagde det. Jeg var taknemmelig for hans tilbud, men jeg ville ikke trænge mig på og var bange for det ville gå udover vores venskab, hvis jeg flyttede ind hos dem. "Allright! Men vil du i det mindste ikke med mig og Paul ud og spise i aften? Lidt god mad og vino - Paul gir" Det var et tilbud der var svært at sige nej til. José fortalte mig mere om den her SKØNNE lille italienske bistro som Paul og ham havde fundet. Jeg havde heldigvis ikke lukkevagt idag, så jeg havde allerede fri kl 5. Vi aftalte at mødes kl 7.30 ved bistroen. Så jeg kunne nå hjem og gøre mig klar inden. Allerede nu havde jeg tøjkrise og jeg vidste det ville ende med at jeg hoppede i "den lille sorte" og sorte stiletter. Helt klassisk - helt mig - helt fattigt. Jeg skulle virkelig snart ha mig noget nyt tøj. Måske jeg skulle omkring genbrugsen en dag og se om der måske var noget fint jeg kunne bruge.

Jeg strøg mine hænder ned over den sorte kjole endnu engang og så mig selv i spejlet. Mit lange hår var glattet, brynene var let tegnet op, mine lange vipper var sorte af mascara og mine læber var malet mørke. Jeg smurte mine lange brune ben med creme og tog mine sorte stiletter på, inden jeg tog en trenchcoat på og min clutch i hånden. Døren smækkede til lejligheden og jeg begav mig ud på den lange tur ned af trapperne fra 4. sal. Det var altid dagens motion, hvem havde brug for motionscenter, når man boede på 4. sal? Jeg tog altid bussen, ikke fordi jeg havde andre muligheder, men jeg kunne godt lide at tage bussen. I hverdagene havde jeg altid en bog med som jeg læste i til og fra arbejde. Det var spændende og sidde i bussen og observere mennesker, hvor mon de kom fra - hvad mon de lavede - hvor mon de sku hen. Jeg selv var tydelig, jeg skulle i byen og det kunne alle se. Den korte kjole og stiletter afslørede mig uden tvivl.

Jeg gik forbi mange mennesker på gaden inden jeg nåede til den lille bistro. Den så så hyggelig ud udefra. Det var fantastisk ved at bo i en storby der var altid noget nyt at opleve og ikke alle oplevelser kostede penge. Jeg så på menukortet udefra og det var virkelig lækkert mad, og priserne stod ikke derpå - så det var sikkert dyrt. Men Paul gav havde José sagt og jeg nød at tilbringe tid sammen med dem. De var det tætteste jeg kom på familie her i LA. Døren var altid åben hos dem og altid en skuldre og græde ved, hvis endnu en audition gik i vasken. Paul og José kom gående imod mig hånd og hånd, jeg vinkede til dem og de vinkede igen. Jeg gav dem hver et kram og Paul sagde "Hej Emma. Har du det godt?" Jeg nikkede og spurgte ham hvordan det gik. Det gik skønt fortalte han mens vi gik ind i restauranten. Paul gav sit navn til en tjener og vi blev vist hen til et bord. Der var dækket op til fire. Jeg kiggede på skiftevis Paul og José og sagde "hvorfor er der fire tallerkner?" José smilte og sagde "nu må du ikke blive sur på os, men vi synes du trænger til at komme derud" Jeg undrede mig og spurgte "hvor ud?" Paul smilte og sagde "datingmarken, søde?" Jeg blev rød i hovedet, ikke af vrede men fordi jeg blev helt flov over de vidste jeg ikke havde datet længe. "Ej! Det har i ikke gjort. Er det her en blind date - efterlader i mig med en fremmed?" spurgte jeg skeptisk. "Nej nej, søde. Vi bliver her. Det er en Paul kender. Han er SÅ lækker. Du bliver helt vild med ham. Jeg ved det" sagde José. "Shhh shh" sagde Paul og forsatte "han kommer nu" Vi vendte alle 3 hovedet og kiggede på den smukke skabning med fantastiske grønne øjne, der kom mod vores bord. Jeg stod som forstenet, da Harry brød tavsheden og sagde "Hej Emma"

••••••

Date!! Så mødes de igen.

Hit like knappen, venner!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...