Sweet Creature • Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2017
  • Opdateret: 10 dec. 2017
  • Status: Færdig
21 årige Emma Johnson's liv er ikke blevet som hun havde forestillet sig. Hun lever et helt almindeligt liv i USA's arbejderklasse. Men så mødes hun Harry Styles og hendes hverdag ændres. Hun forelsker sig i ham, men forelsker han sig i hende?
• obs! Sex scener forekommer - ikke for sarte sjæle •

27Likes
2Kommentarer
52359Visninger
AA

31. 30

Kapitel 30

 

“Så vil du ikke tilbringe tid i LA længere?” Sagde jeg og kunne mærke jeg var skuffet. Vi var lige fundet sammen igen - eller det troede jeg. Ville han flytte? Jeg havde lykkeligt glemt alt om at han ikke boede fuldtid i LA. Han smilte og sagde “Det håber jeg da jeg gør, men næsten 7 millioner for et hus jeg lige nu kun bruger 4 måneder om året er mange penge” Mine øjne var ved at falde ud af hovedet på mig. 7 millioner - plus hus i London og lejlighed i New York. Han måtte virkelig have mange penge - ihverfald flere end mine 567$. “Det forstår jeg godt. Men udsigten er virkelig fantastisk” sagde jeg. Han smilte og sagde “Udsigten jeg har lige nu er mere værd” Jeg blev rød i hovedet. Han flirtede og det var rart. Det gik lige ind og pustede til alle de sommerfugle som havde blafret de sidste 2 uger. “Harry” sagde jeg og kiggede væk. Vores dessert kom ind og på min tallerken stod der med chokolade skrevet “I love you” Jeg kiggede ned på min tallerken og op på Harry og ned på min tallerken igen. Han smilte til forsigtig til mig og jeg kunne mærkede han afventede at jeg skulle sige noget. “Jeg... Harry, jeg ved ikke hvad jeg skal sige”  

Harry så skuffet ud. Men jeg var i vildrede. Vi var kun lige fundet sammen igen og min tvivl var endnu ikke forsvundet helt. Det var som om jeg havde en lille stemme i baghovedet som indimellem hviskede "husk nu hvordan han gjorde sidst". Jeg forsøgte at skubbe tanken væk og sagde "Harry, vi har lige fundet sammen igen. Det er store ord. Ord der forpligter. Ord jeg ikke siger uden at mene det 100%. Jeg er forelsket i dig - SÅ meget, men derfra og til... Der er lidt vej endnu" Harry forsøgte at tvinge et smil frem "Mon du nogensinde tilgiver mig" og kiggede ned i sin tallerken. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. "Jeg har tilgivet dig, men du skal genvinde min tillid. Og det tager tid" Han nikkede og tog min hånd som lå på bordet. "Vi starter helt forfra. Det her er første date og første gang du møder mig" siger han og rømmede sig "Harry, rart at møde dig" Jeg begyndte at grine, relativt højt faktisk "Emma, og i lige måde" Harry ændrede sin stemme af en eller anden grund til at snakke dybere "Jeg er glad for du vil på date med mig"  

Jeg smilte og sagde "Jamen i lige måde" Han grinte og sagde "Ej det kan jeg ikke" Jeg grinte "Du har nok heller ikke lyst til at starte forfra med min 4. dates regel" Han rystede på hovedet og sagde "Nej forfanden" Jeg var glad, glad for han tog det så pænt, at jeg ikke kunne gengælde hans 3 store ord. Jeg var ikke i tvivl om mine føelser for ham og jeg havde tilgivet ham. Men min tillid til ham var blevet brudt, da han knuste min hjerte. Jeg havde ikke 100% tillid til om han kunne finde på, at gøre det igen. Ikke tillid til om han pludselig ville ombestemme sig og stikke halen mellem benene. Harry smilte og sagde "Du er den dejligste jeg kender Emma" Jeg blev rød i hovedet. En simpel kompliment som rørte mig helt ind der hvor der stadig var sår der skulle hele. Der var små steder inde i mig som ikke var kommet sig helt endnu. Indimellem undrede jeg mig over om det nogensinde ville hele. Ville jeg tvivle på ham for altid? Ville han blive træt af mig og mine hjertesorger. Selvom jeg var dødforelsket i ham, så mærkede han også min tvivl.  

"Hvor skal du bo henne hvis du sælger huset?" spurgte jeg. Han trak på skulderen og sagde "Nu skal jeg jo lige ud og rejse først - så må vi se derefter" Jeg havde glemt alt om hans rejse. Der var kun et par uger til han skulle til Asien i 12 uger. Jeg kunne næsten ikke holde det ud. Jeg var så usikker på hele vores forhold, at jeg ikke vidste hvad 12 uger fra hinanden ville gøre. Ville han savne mig - eller glemme mig? Ville han finde en anden eller beslutte sig for at jeg var for kedelig, grim eller noget andet. Jeg kunne ikke finde rundt i mine egne følelser. Jeg ville ikke miste ham igen men jeg ville heller ikke blive såret igen. Det var som om kampen igen poppede op i mit hoved. Ville det her forhold ende med jeg igen stod med et knust hjerte, eller ville det blive det mest fantastiske jeg kom til at opleve i mit liv. Skulle jeg igen hives op efter at være helt nede og vende eller ville vi blive gamle sammen. Kunne jeg overhovedet forestille mig et liv uden ham - nej, det kunne jeg ikke. Jeg var helt og holdent hans og jeg var faldet endnu hårdere for ham en sidst. Hvordan skulle jeg undvære ham i 12 uger?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...