The night we fell

En dag bryder helvede løs.
Folk begynder at løbe for deres liv, og Rasha aner ikke hvad der sker. Men der begynder at dukke alle mulige væsner op, og Rasha, hendes lillesøster og bedsteven er nød til at klare sig selv.

0Likes
0Kommentarer
909Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Vinden skriger, og folk løber. Jeg kigger mig rundt omkring, undrer mig over at alle folk løber, og hvorfor gør de det? Jeg mistede min lillesøster, og bedsteven, da alle begyndte at løbe. Jeg er skræmt, jeg kan ikke bevæge mig, jeg kan heller ikke sige noget.

"Rasha!? Rasha!?" råber en i det fjerne, det er mit navn.

Jeg skynder mig at kigge mig rundt omkring, men det er svært min krop gider ikke at aflyde mig. Det lød som om det var Damie, min bedsteven siden vi var små. Åh nej, hvad hvis han ikke er sammen med min lillesøster, hvad nu hvis der er sket noget med Maddie. Jeg begynder at gå i panik, mine lunger bryder sammen og jeg kan ikke trække vejret ordentlig.

"Maddie! Maddie!" råber jeg, og bliver ved.

Jeg er hysterisk, og kigger mig rundt omkring igen, igen, igen og igen. Der er nogle der tager fat i mine skuldre, "Rasha, tag det roligt!". Jeg vender mig om og ser at Damie står der, og lidt bagved står Maddie og har fat i hans bukseben.

"Maddie, du gjorde mig utrolig bange!" siger jeg, og løber hen og krammer hende hårdt.

"Hvad sker der? Hvorfor løber alle folk?" spørger Maddie, med en skræmt stemme.

"Det ved jeg ikke, søs. Det skal nok gå, nu skal vi bare lige hjem" siger jeg og tager hende op i mine arme.

Jeg kigger på Damie, og kigger spørgende på ham. Han ser det og ryster så på hovedet, han ved heller ikke hvorfor folk løber. Vi begynder lige så stille at løbe tilbage til Damies bil, og derefter skynder vi os at komme hjem. 

Da vi når mit hus, skynder jeg at tage Maddie ud af bilen og løber indenfor med Damie i hælene. "Mor!? Far!? Hvor er i!?" råber jeg, men det lyder næsten som et skrig.

Der kommer ikke noget svar, men der er noget der er her. Jeg håber selvfølgelig det er mine forældre, men jeg er ikke sikker. Jeg går hen i køkkenet og tager den største kniv vi har, jeg siger til Maddie og Damie at de lige skal blive der hvor de er. Jeg går ligeså stille hen mod lyden, og kigger ind i mine forældres soveværelse. Jeg kan høre noget bevæge sig, jeg kan også se skyggen. Men jeg kan ikke se noget, heller ikke mine forældre. Jeg kan mærke at mit hjerte begynder at slå hurtigere, og panikken er ved at slå ind. Tag dig sammen Rasha, der er ikke tid til at gå i panik, siger jeg til mig selv. Jeg går længere ind i soveværelset, og begynder at kunne høre nogen eller noget trække vejret. 

"Hvem der end er her, kom frem så jeg kan se dig!" hvisker jeg højt, og bevæger mig længere ind i soveværelset.

Jeg kan høre skridt, den er tæt på, den er ikke mere end et par hundrede meter fra mig. Jeg begynder at kunne se en skygge af noget, og det er i hvertfald ikke et menneske. Jeg ved ikke hvad det er, jeg har aldrig set noget som den før. Jeg tænder en lampe som er lige ved siden af mig, og da jeg ser det der er inde på værelset med mig, så skriger jeg. Jeg skriger så højt som jeg kan, og gør det indtil jeg er ved at falde om. Det var det jeg ville ønske jeg gjorde, men som altid så kan jeg ikke bevæge mig, eller sige noget. Jeg aner ikke hvad det er, men det er stort og grimt og er i hvertfald ikke et menneske. Selvom det lidt ligner min mor og far, vent, ligner min mor og far? Jeg kigger ved siden af det store monster, og der lige ved siden af ligger mine forældre uden hoved. Har monsteret dræbt mine forældre og spist deres hoveder, jeg er skræmt fra vid og sans.

"Rasha, hvad er det der tager så lang tid?" hvisker Damie, og kommer ligeså stille ind i soveværelset.

"Hjælp Damie, hjælp" hvisker jeg ligeså stille til ham, og han ser med det samme det store monster der er lige foran mig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...