Nattens klør

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2017
  • Opdateret: 3 okt. 2017
  • Status: Igang
der er dem der er jagtede og dem der jagere ting som dyre fødte er voksede op med hele deres liv, alt efter hvad deres sjæle dyre er kan de have mange og eller få fjender men uanset hvilket sjæle dyr har de alle en ting til fælles at deres største fjender er mennesker og dem selv

//Bidrag til "skriv om overlevelse" konkurrencen, valgmulighed 3

0Likes
0Kommentarer
467Visninger
AA

2. Blod månesten

“ Aija, vågn op “ jeg skubbede blidt til min sovende søster, der stadig lå og snorkede på sit rådyrskind. Dalila og Carlotta vi delte telt med, havde allerede forladt for nogle timer siden. Men af en eller anden grund, sov Aija igennem alt larmen, der havde været i teltet. Jeg skubbede lidt mere til hende.

“ Bare en time mere Vevi” Klagede hun mumlende, imens hun hev sit tæppe over hovedet.

“ Dalila og Carlotta er næsten færdig med deres pligter, og jeg venter ikke på dig i endnu en time” Svarede jeg sukkende med armene over kors. Aija begyndte at vende sige rundt, i håbet om at hun igen fandt den perfekte stilling.

Efter et par minutter, havde Aija endelig sat sig op imens hun famlede efter sine skindstøvler.

“Hvad er det endeligt vi skal lave siden du føler det er så vigtigt søs” mumlede aija halvtræt

“ Der er vores tur til at hente vand nede ved floden” svarede jeg roligt

“Igen” udbrød Aija “ var det ikke også os der hentede vand i sidste uge?”

“ Jo det har du ret i vi gjorde. Men jeg var nødt til at love  Charlotta og dalila at vi ville tage deres vagt i dag, da de hjalp mig igår med din del af pligterne mens du stadig lå og sov”

Aija strækkede sig lidt efter hun havde taget sine Støvler på, efterfulgt af hun yderlige uglede sit allerede uglede korte rød brune hår med sorte spidser.

“ Det forklare hvorfor du gav så hurtigt op på at vække mig i går”

Jeg nikkede til Aija som nu var ved at tage sin skuldertaske og kappe på.

“ Hvis du er klar, syntes jeg vi skal se at komme i gang” Svarede jeg med et smil.

 

Aija sukkede tungt da hun gik surmulende ud af det varme teltet, kort efter fulgt af mig.

En kold vind blæste forbi os som vi kom ud af teltet. Og selvom jeg havde vænnet mig til efterårskulden, rettede jeg alligevel på min kappe så den dækkede mig lidt bedre.

Aija kiggede underligt på mig da jeg rettede på min kappe.

“ Du ved du kan bare lave dig om til din halv form hvis du fryser Vevi “

“ Det ved jeg godt aija “ Svarede jeg smågrinende, inden jeg begyndte at gå hende i mod madteltet.

 

Som vi gik hen imod vores destination, begyndte jeg at lægge mærke til hvor tom lejren egentlig var.

Det føltes underligt at tænke på, men der var noget rigtig over det, da det plejede at tage længer tid at gå fra  vores telt til  den store bålplads hvor madteltede, og spisepladsen altid lå. Ikke at tale om, der også plejede at være mere larm og glæde.

Det havde uden tvivl været en hård tid for vores klan, her de sidste mange år.

 

Pludselig blev mine tanker afbrudt af Aijas knurrende mave.  

“Hey Vevi er der egentlig stadig noget tilbage at spise ?”

“De pakkede maden væk for omkring en halv time siden“ Svarede jeg roligt. Aija sukkede opgivende da hendes mave knurrede noget højer. Jeg så over på Aija der selv så opgivende ned i jorden, inden jeg begyndte at rode i min venstre bæltetaske task. Der gik ikke lang tid før jeg fandt hvad jeg ledte efter. Jeg hev det tørrede stykke kød som jeg havde taget fra morgenmaden op af tasken.

“ Her spis det“ Jeg rakte det tørrede stykke kød frem mod min søster.

Aija tog glædeligt det tørrede kød stykke som hun hurtigt fik slugt i sig.

“ Tak søs, jeg skylder dig en tjeneste” Sagde Aija glædeligt.

“Bare du kommer op samtidig med os andre fremover, så skylder du mig indted” Svarede jeg blidt.

 

Vi gik om bag madteltet,hvor de 5 næsten tomme vanddunke lå med kun lidt vand i den ene af dem. De var alle Fem meget gamle, men holdte sig ufattelig godt. I forhold til at de blev brugt dagligt.

“ Aija læsser du dunkende op på vognen, så går jeg ind og informere frk Melosa”

Aija nikkede tilbage tilmig, inde hun gik hen for at finde trækvognen.Da jeg var yngre hjalp jeg ugentligt frk Melosa i køkkenet, da hun var  hovedansvarlig for at der var lavet mad til hele stammen. Desværre var jeg nødt til at stoppe med det som jeg blev ældre, da der var brug for hjælp andre steder.

Jeg gik hen imod indgange til madteltet. Men inden jeg nåede at gå ind blev jeg mødt af den rage gamle frk Melosa ved indgangen.

“ Hvad kan jeg hjælpe dig med min kære” Spurgte frk Melosa smilenden.

“ Jeg kom for at fortælle Dem at Aija og jeg ville gå ned til floden, for at genfylde vanddunkene” svarede jeg stille og roligt.

“jamen dog, jeg troede at det var Charlotta og Dalila der skulle gøre det i dag” Svarede hun inde hun holdte en lille pause, mens hun rettede på sit forklæde.

“ Det har De ret i, men vi havde ..” Jeg nåede ikke at færdiggøre sætningen før frk Melosa fortsatte.

“ I så fald må i to heller se at komme afsted, hvis altså vi skal have andet end tørret kød til aftensmad” Afbrød hun med et lille muntert grin.

Jeg smilede tilbage til frk Melosa inden jeg gik tilbage til Aija.

 

“ Vevi pas på “ Udbrød Aija. I  shook sprang jeg til den ene side, uden at vide hvad der helt præcise skete.

“ Jeg kan se du har læssede vognen Aija” sagde jeg forpustet, og lidt nervøst imens jeg prøvede at dække over chokket jeg fik.

Aija hævede sit ene øjenbryn, inden træk på skuldrene.

“ Hey Vevi hvis du trække vognen ned til floden, så trækker jeg den tilbage hvis det er okay?” Spurgte Aija imens jeg fik været.

Jeg kiggede over på Aija inde jeg nikkede til hende i enighed.

 

Det tog et stykke tid for mig at trække vognen ned til floden. Aija havde relativt hurtigt transformeret sig om til sin fulde dyre form,og lagde sig på vognen imellem alle  dunkende. Heldigvis for  mig var det kun en skovkat så det gjorde ikke den store vægt forskel.

jeg satte blidt vognen fra mig, inden jeg gik over til den sovende Aija, der stadig lå som en lille kugle imellem alle vandukkende.

Aija lå så sødt, og fredfyldt mellem dunkenden. Hvilket ikke er noget man normalt kunne sige om hende.

“Aija, vi er fremme nu” Sagde jeg imens jeg forsigtigt skubbede til hende.

Aija strækkede sige, og kiggede lidt små surt på mig inden hun gabte og sprang ud af vognene.

“Kom nu Aija vi har ikke hele dagen“ Sagde jeg med løftet øjenbryn,og rolig stemme. Aija rullede øjne af mig inden hun transformerede sig tilbage til hendes menneskeform.

“Okay skal vi se at komme i gang” svarede Aija mig inden hun tog fat i to af vandukkende, og begyndte at gå ned og fylde dem op. Jeg greb fat i en af vandukkende, og fulgte efter Aija ned til floden.

Aija havde næsten fyldt den ene af hendes to dunke op med det klare vand, som jeg nåede ned til floden.

Jeg satte mig ned på hug ved siden af hende, før jeg hev proppen af dunken, og førte den ud i vandet. Det gisnede helt ned af ryggen på mig, da det kolde vand ramte mine ellers før varme hænder.

Det kolde vand fossede ind i vanddunken. Langsomt begyndte jeg kunne mærke hvordan at dunken blev tunger jo mere vand der fossede ind i den. Aija var ved at sætte prop på hendes anden dunk da min dunk var blevet fyldt op.

Aija gik op til vognen med sine to fulde dunk, inden hun kort efter kom tilbage med to ny som hun begyndte at fylde det kolde vand i.

Jeg satte proppen i min nu tunge dunk, før jeg rejste mig for at sætte den over i vognen til de andre.

Forsigtig satte jeg vanddunken ned i vognen, Aija havde allerede taget de to sidste dunke der skulle fyldes. Jeg så rundt på træerne imens jeg begyndte at nynne en lille melodie. Der gik ikke lang tid før at  Aija kom op med de  tog sidste dunke, som hun satte ned i træ vognen.

“ Når skal vi så se at komme tilbage “ udbrød Aija inden hun greb fat i vognen, og begyndte at trække den. Det var imponerende at Aija ikke virkede til at have meget besvær, med at trække den ellers tunge vogn.

Et eller andet sted var det nok fordi at jeg godt vidste, at hvis jeg skulle have trukket den. Var vi ikke kommet særlig langt.

Jeg gik ved siden af hende ,og kiggede på den halskæde jeg normalt havde gemt væk under min trøje. Der var ikke noget specielt ved selve kæden, da den bare var et stykke læder. Nej det der var specielt var vedhænget, der bestod af en smuk blå sten, hvor det lignede at der svævede røg rundt inden i. Stenen sad på et smuk formed ramme lavet af sølv. Der var ikke særlig meget sølv der holdt stenen. Da det var meget svært for os at få byttet os til det da, det ikke er noget vi selv har muglihed for at finden når vi flytter lejren så ofte som stammen gør.

Aija kiggede over på mig, og halskædens vedhæng med løftede øjenbryn.

“ Er det ikke det Blodmåne stens vedhæng som  Felan gav dig i forlovelsesgave”

Jeg nikkede tavs da jeg kunne mærke mine kinder rødme, i samme øjeblik Felans navn blev nævnt. genert kiggede jeg ned i jorden, imens jeg holdt i toppen af vedhænget, og helt glemte at holde øje med halskæden.

“Vevi “ udbrød Aija, hendes stemme var meget nervøs, og chokeret

“ Er det mening at din sten skal begynde at få den farve”

Jeg kiggede forvirret på Aija, inden jeg kiggede ned på den før helt blå sten. Røgen der før havde været let og luftig med en klare lys blå farve. Var nu begyndt at få en syglige tyk konsisten, og dunkel blodrød farve.

“ Aija kan du få vognen sikker tilbage, jeg er nødt til at løbe i forvejen” jeg kunne mærke min stemme ryst som jeg fik presset ordene ud et efter et.

Aija så på mig med et bekymret blik

“løb” Svarede hun stift hun kiggede på og gave et nik imod  teltpladsen, da hun kunne mærke på mig at det var alvor.

 

Jeg begyndte at sætte i løb mod teltpladsen. Mit hjerte bankede panisk. Mine øjne fulde af rædsel for hvad der kunne komme til at ske hvis jeg ikke nåede derhen i tide.

I spring over en gammel væltet træstamme, transformerede jeg mig om til min dyre form. En rødbrun, hvid og blonde plettede skovkat med gule øjne.

Jeg stormede gennem skove så hurtig mine ben kunne bære mig.

“Denne vej Vevila” råbte en stemme lidt længer fremme.

Jeg kunne høre det kom fra en inærhede af lejeren, så jeg valgte at løbe over mod Stemmen.

Som jeg kom tætter på kunne jeg se at der stod en stor sort ulv og ventede på mig.

Ulven begyndte at sætte i løbe ind i mellem teltene som jeg kom tættere på den. Jeg prøvede at følge efter den så godt jeg kunne. Det var svært da mine ben var kortere end dens, så ulven kunne holde et stort forspring.

en halv tyk tåge var nu begyndt at lægge sig, og før jeg vidste det, var det som om ulven ikke var der mere som tågen lettede sig. I stedet kunne jeg nu se den store klippevæg lejeren var byggede i nærheden af, og en gruppe af mennesker der stod samlet omkring noget, eller nogle.

Jeg transformerede mig  hurtigt tilbage til min menneskeform som jeg begyndte at gå tætter på forsamlingen.

Da jeg kom nærmer begyndte jeg at høre en kraftig knurren, og en velkendt stemme der lød som Felans bro Dermot.

Jeg begyndte at bane mig vej igen menneske flokken da jeg fik et glimt af  en ulve der stod og truede Dermot.

Det var ikke den sorte ulv. i stedet stod der en grå brun ulv med hvide underside. dens øje var blodrød, ligesom den underlige substans der var ved at fylde mit ellers blå vedhæng op. Ulven så uhindrede på Dermot, med øje der var nærmest glødende af had og vrede.

Jeg tog fat om min blod månesten med et fast greb, som jeg så inde i de aggressive røde øjne. mine øjne begyndte at blive våde som jeg så ind i ulvens.
“ Felan” Hviskede jeg forsigtigt med tåre i øjnene. jeg slap forsigtigt grebet omkring blod månestenen, for at tørre mine våde øjne.

Mit hjerte bankede hurtigt igen, som jeg begyndte at lede efter noget, i min højre bæltetaske. Jeg to en dyb indånding gennem næsen, inden jeg hev en lille flaske op af min taske. Flasken var gammel og slidt. På den ene side af den stod der indgraveret noget i en gammel skrift form. Forsigtig hev jeg proppen af der holde flasken forseglet, og satte en finger over den.

jeg så bekymret over mod Dermot der stod med en sten klar til at kaste den imod Felan.

“ Hvad ville mor tænke når hun finder ud af det, og hvad med” Udbrød Dermot med agrasion i stemmen

“ Felan stop” Råbte jeg pludselig. De tilskuende kiggede choket på mig inde de gik  til side for at lade mig komme forbi.

Dermot så forvirret på mig med triste øjne, uden at kunne gøre noget for at stoppe mig.

Jeg flyttede min finger fra toppen af flasken som jeg stadig knugede i min hånd inden jeg begyndte at gå tættere på. en svag sød aroma begyndte lige så stille at sive ud af den lille flaske.

De tilskuende så til med forbløffede øje, da Felan begyndte lige så stille at miste fokus, i takt med at aromaen fra den lille falske kom tætter på ham.

Felan prøvede at bevare hans fod fæste, men aromaen fra flasken virkede til at vinde.

Nogle steder inde i øjet begyndte hans normalt blå øjenfarve at dukke op.

Jord og støv fløj op i luften, i det øjeblik Felans tunge ulve krop ramte jorden.

Langsomt satte jeg mig ned, ved siden af den samme faldende ulv.

Vreden inde i Felan virkede ikke til at være givet op endnu da han stadig prøvede på at holde sig vågen.

Forsigtig tog jeg min venstre hånd og strøg den igennem hans bløde pels.

Jeg kunne mærke Felan begyndte at falde til ro, da hans vejrtrækning begyndte at være mere afslappede, og hans øjne begyndte at lukke.

“ jeg er her nu “ sagde jeg stille til Felan. han åbnede sine blå øjne kort på halv inden han falde helt i søvn.

Da Felan var faldet i søvn to jeg den lille prop og satte den i flasken igen.

jeg kiggede ned på min halskæde der nu næsten var blevet helt blå igen, undtagen nogle røde pletter der så ud som om de var blevet brændt ind i stenene.

Felan begyndte lige så stille at vende tilbage til hans menneskeform, jeg strøg en hånd igennem hans gråbrune hår.

Dermot smed stenene ned på jorden inden han gik over og satte sig ved siden af mig.

han løftede Felans hoved op og lagde det på hans skød.

Der sad vi så ved siden af Felan. Alene i tavshed.

 

Dermot brød endelig tavsheden da der ikke var andre end os tilstede.

“ Vevila hved du hvad der gik af ham “ han så bekymret ned på Felan.

Jeg nikkede tavs med et tridst blik, mine tåre forlængst borte.

“Jeg tror det er bedst hvis du får den information fra din mor”

“Hun har aldrig fortalt mig om noget lignende” hans stemme lød skuffet men stadig forvirret over for situationen

“ Hun har nok en grund til at det” svarede jeg.

“ Der er du Vevi “ hørte jeg pludselig en velkendt stemme råbe.

Jeg så op fra Felan, og over mod den selv samme sort ulv der havde vist mig på vej. Bag ulven så jeg min søster Aija komme løbende.

“ Aija” jeg rejste mig op for at imødekomme min søster.

Den sorte ulv satte sig over ved siden af Dermot.

Aija krammede mig kort,  inde at hun fik øje på Felan, der lå udslået med hans hoved på Dermots skød.

“ Hvad er der sket her” udbrød Aija bekymret

“jeg fortæller dig det senere, de lover jeg” svarede jeg hende tung hjertet

“ jeg stoler på dig søs” svarede Aija forstående omkring situationen, inden hun kiggede over på Felan igen.

Jeg gik over til den sorte ulv der sad stift og kiggede på os. Jeg bøjede mig ned så jeg kunne se den inde i øjnene

“ ville du være sød at hjælpe os med at få Felan tilbage til hans telt” spurgte jeg den forsigtig.

Ulven niked med hovedet en enkelt gang inde den rejste sig op.

Dermot så først på ulven hvor efter han så på mig med et skeptisk blik.

“ Er du sikker på at vi kan stole på den” spurgte han med løftet øjenbryn

“Den hjalp mig med at finde, Felan og dig i tide” svarede jeg med et lille smil

Dermot nikkede inden han forsigtigt flyttede Felans hoved og lagde det på den kolde jord så han kunne rejse sig op

“Aija hjælper du lige” spurgte Dermot som han nikkede imod Felan.

Aija nikkede og tog fat om Felans ben samtidig med at dermot tog fat under armhulerne.

I samarbejde fik de løftede Felan op på den sorte ulvs ryg.

“ Pas godt på min bror” sagde Dermot til ulven som han så ind i dens grå hvide øjne.

Dermot begyndte at gå imod deres telt med den sorte ulv ved siden af ham.

Jeg så over på Aija inde vi fulgte efter dem ind i lejren.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...