When the life is on its darkest

(Novelle)
Hvad gør man, når har mistet alt? Det ved 16 årig Malene. Vejen ser måske ikke så simpel ud, og det er det ikke.
Men hun har taget sit valg... eller har hun?

1Likes
2Kommentarer
142Visninger
AA

1. When the life is on its darkest

Jeg stod foran vinduet, med et dampende krus te mellem mine hænder. Mit humør sank i takt med regnen, men det havde jeg for længst vendt mig til. Det var blot et år siden, min kæreste forlod mig. Han havde efterladt mig med sorg og et ufødt barn, der nu var  kommet til verden. Jeg skulle aldrig have været sammen med ham. Både på den ene og den anden måde.

 

“Er du okay Malene? “

Jeg drejede mig om på hælen, og fik øje på min veninde, hvis hår gav et smukt kastanjefarvet skær i lyset.

Jeg nikkede, og prøvede overbevise mig selv om, det var sandt. Det var det ikke, og det vidste hun godt

 

En barnegråd fyldte værelset, og Helene, var hurtigt til at få ham op af sin krybe. Min elskede søn. Han lignede sin far. Forhåbentligt, ville han ikke ende op som ham. Faren, hvis navn, var Rasmus, var blevet til det man kaldte en kujon.

“Vil du over til mummy? “mumlede Helene til den skrigende dreng. Jeg tog glædeligt ham ind i min favn og kiggede lykkeligt på ham. Ham og Helene var de eneste, der stod ved min side. Selv mine forældre afvist mig.

 

“DU HAR SGU SVIGTET OS MALENE! “havde min mor råbt. Vreden boblede så meget over, at selv naboerne kom, for se, hvad der foregik.

“Mor…” havde jeg startet grædende.

Dengang havde jeg kun været gravid i en enkelt måned, og med overtagelse fra Helene, ville jeg fortælle det til mine forældre.

“Malene, det der er uacceptabelt! “råbte min far, dog med en mildere tone i stemmen.

Helene var der også. Hun havde set chokeret på ved min side, da mine forældre slyngede deres vrede ud på deres eneste barn. Hendes blå øjne havde været store, og hun var frosset til stedet. Det samme var jeg.

“Vi kan ikke se dig mere, “sagde min far i et roligt tonefald.

Jeg brød sammen. Tårerne var gledet stille ned af mine kinder, og havde efterladt en våd plet på min hvide T-shirt.

Jeg var blevet stående, og havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre. Løbe væk? Hvad gjorde det godt for? Hvor skulle jeg løbe hen? Jeg havde ingen andre steder! Dette her var mit hjem.

 

Min far var nu kommet så tæt på mig, at jeg kunne lugte hans perfume. Hans hoved kogte og boblede af vrede. Jeg vidste, det ville ende slemt. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå. Jeg var for bange og havde følt mig lille.

“SKRID DIN LUDER! “skrålede han.

Hans ordvalg overraskede mig, og var det, der gjorde mest ondt. Det første stykke af mit hjerte bristede. Der manglede noget. Mit hjerte var blevet til kaotisk puslespil, og den brik der manglede for at gøre helt, var forsvundet.

Jeg kunne huske smerten i hjertet, og de rasende øjne mine forældre sendte mig. Havde de overhovedet elsket mig? Havde de i al den tid ventet på, jeg dummede mig, så de havde en grund til at smide mig ud? Det føltes som om, deres kærlighed til mig, aldrig havde eksisteret. Min barndom havde været ligegyldig.

Dernæst var jeg slæbt væk, og siden boet hos Helene.

 

“Han er så sød! “udbrød Helene og trak mig tilbage til virkeligheden. Jeg smilede kort til hende, og vendte mig om til vinduet igen. Det var blevet mørkere udenfor. Man kunne skimte stjernerne bag tusmørket, og månen synes også at være fremme. Lysene fra lygtepælene, lyste regnen op, og fik det til at ligne tøsne. Der var ingen mennesker at se på gaden. Hvem gad også være her? Her skete intet, og næsten ingen boede her.

 

Jeg mærkede drengen rumstere i mine arme, som efter lidt tid begyndte at hyle. Jeg klappede stille drengen på hovedet, hvorefter han lagde sig tilfreds tilbage i søvn.

“Han ligner Rasmus, “kommenterede Helene.

Jeg sukkede dybt, fordi hun havde ret. Den kujon, jeg havde forelsket mig i. Jeg var den eneste, der havde kunnet lide ham. Han var en nørd og en blærerøv, der troede, han var bedre end alle andre. Men jeg havde kunnet lide ham. Det var nok min største fejl.

 

“Malene, hvorfor har du ikke fortalt, du var gravid!? “rungede Rasmus stemme i min erindring.

Jeg prøvede genskabe det øjeblik, hvor den værste dag i mit liv havde fundet sted.

Min krop havde frosset sig til stedet, ude på den lille parkeringsplads, hvor vores første kys også havde fundet sted.

Vinden piskede mit blonde hår op i ansigtet.

“Du vil ikke beholde det, “var alt, der kom over mine læber. Om han havde hørt det, vidste jeg ikke.

“Du er jo skør! “råbte han, og det eneste jeg kunne se, var et rasende ansigt med tårefyldte grønne øjne. Hans brune krøllede brune hår lagde sig bagud, da blæsten ramte hans smukke markeret ansigt. Der var intet til at dække vreden i hans øjne.

“Det var lige så meget din skyld, “mumlede jeg, og fortrød hurtigt det. Jeg kiggede ned i den våde asfalt og tørrede tårerne væk.

“Min skyld? “råbte han. “du kunne bare skaffe dig af med det. “ Jeg rystede grædende på hovedet.

“NEJ, FOR DU ER SÅ SVAG! “rasede han.

 

Han kom tættere hen på. Jeg kunne se hans fødder foran mine, hvilket var det, der fik mine øjne til at fare op.

“Rasmus, jeg… “mere nåede jeg ikke at sige, før et slag ramte min ene kind. Jeg mærkede, hvordan det sveg på kinden, og hvordan tårerne væltede ud af mine tårekanaler.

Jeg tog min hånd op til kinden, før han gik i gang igen.

“Stop det! “råbte jeg, da jeg så hans hævede hånd, men det var for sent. Endnu et slag ramte min kind, og denne gang, lagde han mere vægt på smerten.

Jeg mærkede, hvordan slagene ændrede sig fra kinden til min næse. En varme kom ud fra min næse, og en knasende lyd fyldte mine øre.

Jeg tog mig til næsen, var det røde blod dannede en pøl i min hånd.

 

Jeg blev bange! Panikslagen! Jeg kunne mærke, hvordan mine ben satte i løb. Jeg kunne høre, hvordan Rasmus satte af efter mig, og hvordan gruset knasede under mine løbesko. Jeg satte farten op. Mærkede et sidestik i venstre lår. Fortsatte. Kig ikke tilbage! Mine øjne flimrede. Jeg blev svimmel. Satte farten ned. Stoppede. Mærkede et par hænder på mine skuldre. Hænderne gav mig et hårdt skub i ryggen. Jeg skreg! Jeg glippede med øjnene. Hørte en sirene. Gættede på en havde fundet mig, og Rasmus var væk.

“Helene, “havde jeg tænkt højt. Dernæst blev alt sort.

 

“Dagdrømmer du nu igen. “

Jeg vendte mig om, med min dreng i armene. Jeg nikkede. En tåre trillede blidt ned af min kind.

“Ikke græde, “mumlede hun og tog min dreng over i hendes arme. “det er fortid. “

Jeg vidste, hun havde ret. Men smerten fra fortiden, var svær at løbe væk fra.

Helene vuggede stille ham i sin favn. Hendes ansigt lyste op, da den lille dreng smilede tilbage til hende.

Måske havde det været bedre, hvis Helene havde været mor. Hun havde alt det, jeg ikke havde. Min søn ville have det fint hos Helene. Han ville få en god opvækst, og hendes kæreste, kunne blive hans far. Jeg sukkede dybt, da jeg havde gjort min tanke op.

 

Jeg forlod Helene og gik ind i stuen. Jeg gik hen til bogreolen og fandt en bog fra hylden. Jeg rev den første side ud, og satte bogen på plads. Jeg fandt en kuglepen på sofabordet og lænede mig ned, så jeg kunne skrive brevet.

 

Helene

Pas på ham og giv ham det, jeg ikke kan.

Elsk ham, som din egen.

Malene

 

Jeg efterlod brevet på bordet og bevægede ud på brandtrappen, og ud i den kølige regnvejrsaften. Jeg fortsatte op på taget, hvor man kunne få en udsigt af nattens København. Jeg mærkede mit hjerte banke, og hvordan regnen slikkede sig på min krop. I vinden kunne jeg høre en barnegråd, hvilket fik mig til at tænke, om det var det forkerte valg, jeg foretog mig. Jeg kiggede ned fra taget, hvilket fik mig til at synke en klump. Jeg kunne stadig vælge anderledes. Men hvordan kunne jeg? Han fortjente mig ikke. Ligesom jeg ikke fortjente, at være mine forældres datter. Eller Helenes veninde. Jeg vendte ryggen til og lukkede mine øjne. Livet vil måske snart være forbi.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...