Jeg kan snart ikke mere mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2017
  • Opdateret: 24 sep. 2017
  • Status: Færdig
status på livet

1Likes
1Kommentarer
72Visninger
AA

1. Jeg kan snart ikke mere mor

Hverdage

 

Jeg vågner klokken 6:00. På alarmen står der ”stå op, du skal nå en masse”, og jeg planlagde aftenen før, hvad jeg skulle nå om morgenen. Jeg var så opsat på at nå det hele. Jeg får mig rejst fra sengen og slæbt min krop ud på badeværelset. Så når jeg heller ikke videre, fra toilettet går jeg direkte tilbage i seng.  10 minutter mere, tænker jeg, det er intet problem. 6:10, bare ti minutter mere. 6:20, bare lige 15 minutter mere. 6:35. Jeg giver op, sætter alarmen til 7:05, og sover videre. 7:05 står jeg op. Gør mig hurtigt klar på et kvarter før jeg slår mig ned på sengen igen. Der sidder jeg så, skuffet over mig selv; igen. Sådan foregår min morgen hver mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag. Resten af dagen foregår meget normalt, jeg går i skole, er sammen med mine venner og laver normale teenage ting. Så snart jeg er alene ændres alt dog. Jeg burde ikke efterlades alene med mine tanker. Alt kan falde fra hinanden så hurtigt. Alt det kræver er mig selv. Værst er det når min tunge krop rammer den så bløde dobbeltseng. Der er frit flow for alle tankerne, alle de dumme tanker. Jeg prøver at lade være, jeg prøver at have det godt, jeg prøver virkelig at være taknemmelig for alt det gode i mit liv. Jeg gør mit bedste, men mit bedste er langt fra nok, det er aldrig nok. Jeg er aldrig nok, aldrig god nok. Ikke for andre, men for mig selv. Jeg er aldrig tilfreds med mig selv, dog gør jeg aldrig noget ved det. Alt jeg kan er at græde, spise og sove. Jeg græder for meget, spiser for meget og sover for meget. Hverdagene dræner mig for alt den energi, jeg i forvejen havde så lidt af. Det er helvede at stå op. Jeg er knap nok til stede i skolen, fysisk ja, altid, psykisk, knap så meget. Det eneste der giver mig fred, er når jeg hænger ud med mine venner og gør dumme ting. I de øjeblikke føler jeg at alt er okay, at det nok skal gå, så længe vi har hinanden...men hvor længe vil de være der for en?

 

Weekenden

 

Jeg vågner klokken 9:00, slukker alarmen, og sover videre igen. Det er forskelligt hvornår jeg vågner. Måske klokken 11:00, måske klokken 18:00. Det er også lige meget hvornår jeg vågner, for indtil at det bliver aften, og jeg skal på druk, er jeg som en zombie. Jeg gør ingenting, jeg tænker ingen tanker, jeg ligger bare låst fast i min seng. Først når mine cigaretter og vodkaen kalder mit navn, begiver jeg mig ud i omverdenen. Der, samlet med mine venner, drikker jeg mig selv væk. Helst så meget som muligt, så hurtigt som muligt. Så glemmer du hurtigere. Jeg drikker ikke længere for sjov, jeg drikker for at glemme smerten og for at ødelægge mig selv bare lidt mere. Når weekenden igen er ovre, er jeg så smadret fysisk og psykisk, at jeg ikke har tid til at tænke, nogle som helst tanker. Det tidspunkt elsker jeg mest. Hvor jeg ingen tanker kan tænker, hvor hele min ændre sjæl er død, og min krop bare ligger og flyder uden nogen ejermand.

 

Hvor ville det være let at være død.

 

Stadigvæk så tager jeg i skole, laver mine afleveringer, tager mine prøver, siger altid ja til en social aktivitet, jeg kæmper mig igennem livet. Hvorfor? Det ved jeg ikke. Det gør så ondt. Så skide ondt. Jeg er træt, træt af at leve, træt af at kæmpe. Jeg har brug for en pause, jeg ved det godt, men alligevel kan jeg ikke. Jeg kan ikke lade mig selv, bare sætte mig ned og tage en dyb indånding. For hvad nu hvis jeg tager en pause i livet, og jeg så aldrig kommer tilbage igen? Det lyder dejligt. Det lyder let. Men det lyder også så voldsomt skræmmende. Hvad er det her for en følelse, hvad skal jeg gøre af mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...