Taxatrip - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Færdig
Det var langt fra en fornøjelse, da 17 årige Melody Clark bustede sin kæreste i at være hende utro. Hun havde dog heller ikke regnet med, at hun fem minutter senere ville sidde i en taxa med en fremmed, der på ingen tid betød farlig meget for hende. Harry Styles faldt i med begge fødder - og forelskede sig slemt i Melody. Det samme gjorde hun. Ingen af dem havde dog forudset, at de få dage senere ville havne i en livstruende situation. Inden de fik set sig om, havde begge deres liv taget en 180 graders drejning.

(Trailer ude i højre side)

37Likes
20Kommentarer
28479Visninger
AA

10. 9. Waiting

Like every single wish we ever made

I wish that I could wake up with amnesia

And forget about the stupid little things

Amnesia, 5SOS

Melody’s synsvinkel:

“Hun trækker vejret langsomt. Er der noget, vi kan gøre? “

“Hun vågner jo ikke. Hvad kan der være galt? “

Bib…….Bib……………..Bib……………..Bib.

“Det bliver langsommere og langsommere. Der må være noget alvorligt galt. Hvis det fortsætter, skal hun i koma, ligesom Harry. “

Bib.

“Er Harry blevet lagt i koma? “

Jeg kunne ikke noget. Mine øjne forblev lukkede, men min hjerne begyndte langsomt at tænke, og jeg kunne nu mærke smerten ned gennem hele min krop. Alligevel reagerede jeg ikke på det.

“Øm.. Ja. Han - Han trak ikke vejret… “ En tøvende damestemme fortalte mig, at noget var galt. Hvad var der sket? Harry? Altså, min Harry?

“Nå.. Oh. Vent med at lægge Melody i koma. “ Koma? Harry? Hvad var der sket?! Jeg prøvede at rykke på mig, men min krop var helt slap. Jeg rykkede min ikke ud af stedet. Hvad fuck var der sket?! Jeg prøvede at åbne mine øjenlåg, men det var næsten umuligt. De føltes tunge som sten. Alligevel havde jeg heldet med mig. Foran mig stod to læger for enden af sengen. Jeg rynkede mærkeligt på næsen. Hvad var der sket? Jeg kiggede langsomt ned af mig selv. jeg lå under en helt hvid dyne, iført en klam hospitalskitel, med tusindvis af slanger sat fast i mig. Hospitalskitel… Hvad lavede jeg på hopitalet?!

“Hun er vågen! “ Udbrød den ene læge, og de var begge hurtigt henne på hver sin side af mig. De kiggede begge bange og overrasket på mig. Mine øjne flakkede fra den ene til den anden. Den ene, en dame, med blå, udtryksløse øjne og den anden, en ældre mand med grønne øjne, ligesom Harry’s.. Harry.

“Melody, kan du høre mig? Melody! “ Sagde manden, og damen strøj mig over panden. Jeg ville svare, men min mund var lukket, og det forblev den. Smerten ned gennem min krop blev værre, men jeg måtte bide det i mig. Eller, det gjorde jeg bare automatisk. Min krop var slap. Det var som om, at den var lam, men alligevel kunne jeg mærke smerten.

“Melody? Melody kig på mig! “ Lød damens urolige stemme i mit venstre øre. Jeg drejede træt mit hoved og så ind i hendes blå øjne. Bag hende fik jeg øje på noget. Det lignede en person.. Liggende på en bårer.. tre læger stod omkring personen.. Den var ti meter væk. Jeg kneb øjnene sammen, og mine øjne scannede personen og endte ved hovedet, hvor øjnene var lukkede. Det var.. Harry.

 

“Harry.. “ Var det første ord, min stemme hvislede. Jeg måtte hen til Harry. Jeg savnede ham.. Og jeg anede ikke, hvad der var sket. Både damen og manden lod til at reagere på mine ord, der fortsatte så lavt, at jeg hviskede.

“Harry.. Harry. “ Jeg slap ikke hans hoved med øjnene. Jeg måtte hen til ham. Jeg måtte mærke ham. Jeg måtte have ham ved min side.

“Melody, kan du høre mig?! “ Spurgte damen igen uroligt, og jeg kiggede tilbage på hende, med mine trætte øjne, der snart ville lukke igen. Det begyndte alt sammen at fade ud, blive mørkere..

“Hendes puls falder! Giv hende kunstigt! “ Var det sidste, jeg hørte, før mine øjne lukkede i igen, og jeg forsvandt et sted hen, jeg ikke vidste hvad var.

 

Niall’s synsvinkel:

 

Klokken var tolv om formiddagen. Jeg lå på sofaen, hjemme i stuen, med Louis’s dyne omkring mig og så ‘frozen’. Liam var ude og handle ind, Louis sad i en lænestol med sin computer i skødet. Der lå nok omkring tyve, sammenkrøllede stykker køkkenrulle, på sofabordet. Mine øjne flød i vand, men jeg kunne ikke stoppe det. Vi var kommet hjem klokken tre i nat, fra hospitalet. Og vi vidste ikke en skid, udover, at de begge lå i koma. I koma.. Hvilket betød at… De blev holdt kunstigt i live. Og hvis de tog koma væk.. Det ville jeg slet ikke tænke på.

“Niall, stop nu. “ Liam var kommet hjem fra at handle, havde dumpet de to indkøbsposer ned på gulvet og var kommet ind i stuen foran mig.

“Kan du ikke se det?! Vores bedste ven. Harry. One direction. Melody. Ingenting vil være det samme uden dem! Melody, hun var lige blevet en af vores bedste venner. Harrys… Du ved hvad jeg mener. “ Svarede jeg hulkende og snøftede endnu en gang, og tog et nyt stykke køkkenrulle. Liam dumpede ned i sofaen, og Louis satte sin computer fra sig.

“Jeg kan selvfølgelig se det, og er sgu da også vildt ked af det! Men det hjælper ikke noget at sidde her og være ked af det hele tiden. Vi er nødt til at prøve at gøre noget... “ Svarede Liam opgivende, og selvom han prøvede at holde det inde, kunne jeg se en tårer trille ned af hans kind. Og som altid, havde han selvfølgelig ret i det, han sagde, men det ændrede ikke på, at jeg var ked af det.

“Mmm. “ Mumlede jeg bare, og vendte blikket mod fjernsynet igen. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at Liam og Louis vekslede blikke, og lidt efter gik de ind i køkkenet. Jeg kunne høre, at de snakkede, men det var svært, at høre hvad de snakkede omkring. Kun ord som “Træt” og “Komme videre” “medier” osv kunne jeg høre, men jeg gad heller ikke høre på det. Der var intet, der kunne gøre mig glad lige nu. Kun, at de overlevede, men..

Louis’s synsvinkel:

Der var gået seks dage. Seks forfærdelige, lange dage, hvor vi havde lavet det vi plejede. Men, uden Harry og Melody. Uden de mennesker, vi holdt så ubeskrivligt meget af, og det var kun blevet bekræftet de sidste dage. Niall, han var blevet helt deprimeret. Han havde ligget og grædt hver dag og næsten ingenting spist. I dag havde mig og Liam været til et tv interview, uden Niall, fordi han simpelthen ikke kunne. Han havde for mange følelser, og et interview til nyhederne omkring ulykken, kunne næppe gøre det bedre jo. Jeg sad inde i køkkenet, på køkkenbordet, og spiste en portion havregryn. Der var kommet lidt for meget sukker på, men jeg var ligeglad. Det smagte stadig af havregryn. Liam var i gang med at lave aftensmad, noget pasta af en art. Det var første dag efter ulykken, at vi skulle have hjemmelavet aftensmad, for alle andre dage var det endt med enten pizza eller thai. Liam lagde et stykke kylling på panden med fedtstof, og man kunne høre, hvordan det sitrede, da det ramte den varme pande. Efter det, lagde han nogle flere stykker på og rørte i de pastaer, han kogte ved siden af. En højtaler kørte med radio på.

“Vi ved endnu ikke, med hensyn til ulykken med Harry Styles og Melody Clark, hvad der skal ske, eller hvem Melody Clark helt præcis er. De er stadig på hospitalet, liggende i koma. Vi har her et kort interview med liam Payne, fra one direction: “

Jeg satte min skål med havregryn fra mig og skruede højere op for højtaleren.

“Liam Payne. Vi ved, at i alle tre er hårdt ramt af ulykken. Ved i, hvordan det helt præcis går med dem lige nu? “

Interviewet var fra i forgårs.

“Ikke helt. De ligger i koma, så meget ved vi. Om det går bedre eller dårligere ved vi ikke. “

Liam’s velkendte stemme svarede roligt damen, der interviewet. Og vi vidste stadig ikke noget. Det var brutalt. Hvorfor kunne de ikke fortælle os noget mere? At vi skulle gå rundt og ikke vide, om vores venner overlevede… Om de blev handicappede.. Det var forfærdeligt.

“Sluk det der. “ Sagde Liam bare irriteret og hentydede til, at jeg skulle slukke for radioen, så det gjorde jeg. Jeg trykkede på stop, og en ensom stilhed bredte sig hurtigt bagefter i køkkenet. jeg stirrede hen på kyllingen, der lå på panden og sitrede. Pastaen, der der snart kogte over, og den tomat, Liam var i gang med at skære. Jeg kørte en hånd gennem hånden og rettede på den armygrønne t shirt, jeg var iført. Imens mine tanker kørte rundt i hovedet, blev maden Liam lavet hurtigt færdig, så der duftede i hele huset.

“Der er mad! “ Råbte han ind i stuen, hvor Niall sad, og jeg kunne høre en stønnen, efterfulgt af en træt Niall, der kom vraltende ud til spisebordet med røde, ophævede øjne. Ikke nyt. Jeg tog mælkekartonen fra køleskabet og stillede den på bordet, hvorefter vi begyndte at øse mad op til os selv og spise. Der var en stille aura i rummet. Ingen sagde noget. Nogle gange, noget mumlen, men ellers var der ikke så meget som en lyd. “Jeg går i seng. “ Mumlede jeg træt og rejste mig fra det tomme bord, hvor vi manglede en helt bestemt person.

Harry.

Jeg satte min tallerken, bestik og glas i opvaskemaskinen og skyndte mig ind på mit værelse, der bestod af en dobbeltseng, en tøjskab og skrivebord, samt en guitar og mikrofon.

Jeg smed mig på den uredte seng og gloede op i loftet. Der var klistret sådan nogle stjerner op, der lyser op i mørke, og de havde været der i flere år nu. Det var Niall, der engang syntes, at vi alle sammen skulle have nogen op, fordi han mente, at det beskyttede os. Jeg grinte lavt for mig selv og hev blusen, jeg havde på, over hovedet og lod den falde til gulvet. Jeg trak mine bukser af og gjorde det samme, og kravlede ned under dynen, der var på trækket med et slidt, gammelt sengetæppe, jeg havde arvet fra min søster. Jeg slukkede den lille lampe, der stod på mit sengebord, rettede lidt på, hvordan jeg lå, og lukkede så øjnene i. Jeg kunne høre nogen gå udenfor mit værelse.

“Niall, rolig nu. Slap af. “ Det var Liam’s, typiske, trætte og irriterede stemme, jeg kunne høre igennem døren. Jeg kunne høre en trække vejret i hårde stød. Det kunne kun være Niall. han havde opført sig mærkeligt de sidste aftener. Jeg kunne høre, hvordan han hev vejret hurtigt ind, og pustede hurtigt ud. “Niall, træk vejret. “ Mumlede Liam lavt.

“Liam, jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.. “ Kunne jeg høre Nialls skælvende, hviskende stemme sige usikkert til Liam. Jeg kiggede hen mod døren i det mørklagte værelse, hvor kun en smal sprække lys fra gangen trængte igennem.  “Niall, du skal i seng. “ Sagde Liam klogt, og jeg kunne høre, hvordan Niall sukkede dybt og fulgte med Liam ind på toilettet. Jeg lod mig dumpe tilbage på puden og rystede opgivende på hovedet for mig selv.

 

Okay, vil gerne lige sige mega mange millioner tak for 957 læsere?!!! Jeg havde slet ikke troet, at der var så mange der gad at læse min historie. Jeg håber, at vi kan ramme 1000, det ville være såååååå vildt!! Igen, mange tak for så mange læsere!! I må gerne skrive en kommentar om hvad i syntes <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...