Taxatrip - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Færdig
Det var langt fra en fornøjelse, da 17 årige Melody Clark bustede sin kæreste i at være hende utro. Hun havde dog heller ikke regnet med, at hun fem minutter senere ville sidde i en taxa med en fremmed, der på ingen tid betød farlig meget for hende. Harry Styles faldt i med begge fødder - og forelskede sig slemt i Melody. Det samme gjorde hun. Ingen af dem havde dog forudset, at de få dage senere ville havne i en livstruende situation. Inden de fik set sig om, havde begge deres liv taget en 180 graders drejning.

(Trailer ude i højre side)

37Likes
20Kommentarer
28383Visninger
AA

9. 8. Tell me this is a lie

 Through the storm we reach the shore

 You give it all but I want more

 And I'm waiting for you

 With or without you

 With or without you

 I can't live

 With or without you

 - With or without you, U2.

Louis’s synsvinkel.

Jeg stod stenet, som en statue, med telefonen i min højre hånd og stirrede ind i væggen. Mobilen i den anden ende var gået ud, fordi..

De var kørt galt.

Liam kom ind i stuen bag mig og så straks, at noget var galt. Jeg havde lyst til at græde. Hvad nu hvis… At de var døde? Jeg, de, måtte få hjælpe LIGE nu.

“Louis?! “ Liam skyndte sig hen og lagde en hånd på mig skulder. Jeg var færdig. Jeg havde lige oplevet det værste i mit liv. Melody’s skrig gik igen og igen i mit hoved, lyden af bilen, der blev kvæstet, og Harry’s råb. “Louis?! “ Sagde Liam igen og rystede blidt i mig. Jeg kunne høre lyden af Nialls fødder, der kom humpende ind i stuen.

“Hvad sker der her? “ Spurgte han, da han så, hvordan jeg stod med telefonen i hånden. jeg kunne mærke tårerne presse på inde under øjenlåget. Kunne min bedste ven, Harry Edward Styles, være død?! Nej. Det måtte ikke passe. Det KUNNE ikke passe.

“Ha - Harry. “ Sagde jeg stille og satte mig i sofaen. Liam og Niall vekslede blikke og satte sig på hver sin side af mig. “Louis hvad foregår der? “ Spurgte Liam uroligt igen.

“De blev forfulgt. Af paparazzier. “ Fik jeg fremstået og huskede, hvordan Harry’s stemme lød, da han irriteret mumlede ‘Paparazzier’ . Hvinet, fra bilens dæk, der fór hen over den glatte asfaltvej. Det var ikke til at holde ud. Men de måtte få hjælp. Hvis de var på kanten til at dø, så.. Dø. Nej, de skulle have hjælp, lige nu! Jeg rejste mig brat op fra sofaen og tastede med rystende finger 112.

“Louis hvad sker der?! “ Sagde Niall ophidset og gloede ned på telefonen, hvor de kunne se, hvad jeg havde tastet.

“De kørte galt. “ Sagde jeg lige ud, og trykkede på opkald. De måtte have hjælp, lige nu. De var fucking ved at dø! Tænk hvis de allerede var døde? Nej. Nej.

Drengene bag mig vekslede urolige og bange blikke, før de kom op på siden af mig. jeg trykkede ring, og den velkendte biblyd rungede i hele stuen, da jeg satte den på medhør.

“Hvad er der sket? “ var det første, en blid damestemme sagde ind i røret.

“Mine venner.. De kørte galt! I må hjælpe dem. Mit navn er Louis Tomlinson. I skal spore telefonen, Harry Styles. De er kørt galt, for fem minutter siden. “ ordene flød bare ud af munden på mig om et vandfald, og damen lød til at være noget så chokeret.

“Ha- Harry Styles?! “ Spurgte hun forvirret.

“Ja for helvede, hjælp dem nu! Harry Styles og Melody Clark. Der lød et brag og så - “ Jeg kunne ikke mere. Tårerne løb allerede ned af mine kinder, og Louis og Niall havde også tårer i øjnene. Jeg bad til, at der her var en drøm, men noget sagde mig, at det ikke var. Damen i telefonen sagde noget videre til nogle andre, og vendte så tilbage:

“Okay, der er sendt nogle ud til dem nu, vi har sporet hans telefon. Hvad var det, du sagde, du hed? “ Sagde damen roligt, men jeg kunne tydeligt høre, at hun var noget så chokeret.

“Louis Tomlinson. “ Svarede jeg.

“Fra One direction? “ lød hendes stemme igen, hvilket irriterede mig grænseløst. Kunne hun for helvede ikke være ligeglad?! To menneskers liv var på spil.

“Ja, det er sgu da ligemeget. “ Svarede jeg hårdt tilbage.

“Hvor mange er i? “ Hun skiftede emne, eftersom hun godt kunne høre, at situationen til at snakke om bandet ikke var realistisk.

“tre. “ Svarede jeg og kiggede rundt på drengene, der vist også var lige så chokeret af nyheden, som jeg var. Billedet af Harry og Melody dukkede hele tiden op i mit hoved. Der var tegnet en stor, rød cirkel, rundt om der, hvor de holdt i hånd. Lyden af deres råb og skrig, lyden af bilen, der på nul komma to blev kvast. Det var ikke til at holde ud.

“Okay, i skal bare tage det helt roligt. Kom, så snart i kan, ud til King’s College Hospital. Vi skal.. nok forsøge at… Redde jeres venner. “ Sagde hun forsigtigt og lød trist. Det var tydeligt, at hun vidste at vi var de tre resterende drenge fra bandet, og at en verdenskendt popstjernes liv stod på spil. De varme tårer trillede ned af kinderne på mig.

“Tak. “ Hviskede jeg så lavt, at det nok kun var mig og drengene der kunne høre det. Jeg tog mobilen væk fra mit øre og lagde på. Chokeret satte jeg mig ned i sofaen, med drengene ved min side, og kunne godt mærke mine øjne blive våde.

Niall’s synsvinkel:

“Vi har netop nu fået at vide, at popstjernen Harry Styles skulle have kørt galt sammen med pigen Melody Clark, vi endnu ikke ved præcis hvem er, men nogen påstår at det er en forholdsvis ny bekendt. De blev forfulgt af en gruppe paparazzier.. “ Forskellige tv kanaler talte i munden på hinanden, billeder af den kvæstede bil og Harry og Melody dukkede hele tiden op. Jeg kunne ikke forstå det. Det hele var sket så hurtigt. Efter det opkald vi havde haft med damen, kørte vi direkte til hospitalet. Vi var blevet taget godt imod og var blevet bedt om at sidde i en stor hal. Louis og Liam sad på hver deres stol ved siden af mig, og fulgte med i alt, hvad der foregik. Forskellige fjernsyn, der hang i loftet, kørte som sindssyge, med forskellige kanaler, hvor de på hver af dem, KUN snakkede om uheldet. Hele verden vidste det - og det var ikke rart.

“Harry Styles kørt galt efterfulgt af paparazzier med ukendt pige. “ Læste jeg en overskrift, der rullede ind over en af skærmene. Det gjorde mig virkelig ked af det, at intet kunne holdes privat, men sådan var konsekvenserne når man var kendt, og det kunne der ikke laves om på. Læger, sygeplejersker og andre mennesker i kitler løb rundt på hele hospitalet. Der var kaos. Kaos her. Kaos i hele verden. Alle de fans, der netop nu var gået i panik. Jeg rystede stille på hovedet. Det var forfærdeligt.

Pludselig kom en læge hen, og sagde at vi alle tre skulle følge med hen til et andet venteværelse, og vi gik med hende, ned gennem de lange hospitalsgange, hvor vi drejede et par gange. Til sidst endte vi inde i et venteværelse, hvor der sad fire andre personer. To piger, to drenge. De to piger sad begge med tårer i øjnene, og deres øjenlåg var helt ophævede, så det var tydeligt, at de havde grædt i længere tid. Den ene af dem lignede lidt Melody, med sit glatte, brune hår. Hun kiggede op, da vi tre kom ind.

“I skal vente her, indtil i får besked. “ Sagde damen bare, der havde ført os derind, og gik igen. Vi stod lidt, men jeg besluttede mig så for at hilse på pigen, der ikke lignede Melody.

“Jeg hedder Niall, Harrys ven. Hvad hedder du? “ Forsøgte jeg at spørge, og hun løftede hovedet fra hende den anden piges skulder. Hendes øjne var helt røde og våde. Det måtte være en, der holdt meget af Melody.

“Ro-Rose. Jeg er hendes, bedste veninde. “ Hikstede hun, og begyndte derefter at hulke stille igen. Det hele var forfærdeligt. Stemningen, det hele. Jeg kiggede tavst ned i jorden, men da afbrød en stemme mig, der mindede om Melody’s:

“Daisy. Hendes søster. Og det er min kæreste, Andy, og det er… Alex. “ Hun tøvede, da hun nævnte Alex, og jeg vidste jo udemærket godt hvorfor. jeg havde fået hele historien at vide. Jeg kiggede irriteret på ham. Melody var jo pludselig blevet en tæt ven, og når han gjorde sådan mod hende, det var bare slet ikke fair.

“Oh. Hej Daisy. Og jer andre. “ Svarede jeg stille.

Liam’s synsvinkel:

Jeg vidste ikke, hvad klokken var, og jeg vidste ikke, hvordan det gik med Harry og Melody. Vi havde siddet i venteværelset i flere timer, Daisy og Rose hulkede og græd det meste af tiden, Louis sad og stirrede ud i luften, og Niall… Han var her ikke. Han var gået. Jeg var frustreret, bange, men prøvede samtidig at holde mine tanker på plads, men det var svært. Jeg sad selv bare og kiggede ned i jorden, mens jeg hørte på Rose’s hvisken:

“Mel.. Mel.. “ Hendes ord gav genlyd i mine øre, hendes hulk og hvisken, der var så lav, at de færreste kunne høre det.

Jeg var ved at blive desperat, af at bare sidde og glo ned i gulvet. Jeg kunne ikke mere. Jeg rejste mig, velvidende om, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte finde Niall, for det gik ikke, at han bare forsvandt. Jeg kunne mærke de andre kigge uroligt på mig, da jeg forlod venteværelset.

Imens jeg gik, fulgte min hånd med langs den hvide væg. Den strøg hen over den afskallede maling, mens jeg kiggede efter Niall. Nogle læger kom løbende med en bårer med et menneske på, der havde kunstigt luft til, altså det lignede det.

“Flyt jer! “ Råbte en højt, og jeg stilte mig hurtigt op langs væggen. De løb videre hen af gangen med det bevidstløse menneske. Gad vide om det var… Nej. Jeg måtte prøve at få det ud af tankerne, selvom det var besværligt. Jeg nåede hen til en glasdør, hvor jeg forsigtigt kiggede ind. Jeg kunne se en skikkelse, der sad op af væggen med hovedet i hænderne.Niall.

Jeg åbnede forsigtigt døren ind til det ellers tomme og forladte rum, der var fyldt med stole, og et enkelt bord. Jeg lukkede forsigtigt døren i, så man kunne høre et lille klik. Niall kiggede op. Han havde ophævede, røde øjne, spor fra tårer ned af kinderne, og hans hår var helt rodet. Jeg fangede hans øjne. Det var tydeligt, at han græd. De flakkede hele tiden og jeg kunne ikke holde øjenkontakten. Jeg gik langsomt hen mod ham, uden at sige noget, og satte mig op af væggen ved siden af Niall. Han kigger langsomt hen på mig, med tårerne strømmende ukontrolleret ned af kinderne, så jeg var itvivl om, om det nogensinde ville stoppe. Nialls blå øjne kiggede opgivende ind i mine brune. Jeg lagde en forsigtig hånd om hans skulder. Han sagde ingenting, men lagde sig bare op af min skulder, hvorefter hans tårer stadig fortsatte. Jeg havde lyst til at græde, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke gøre det hele værre - Hvis det altså var muligt.

 

Whaaaat, 555 læsere?! Tusind millioner tak, havde slet kke troet at der var nogen der ville læse min historie! TAAAK!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...