Taxatrip - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Færdig
Det var langt fra en fornøjelse, da 17 årige Melody Clark bustede sin kæreste i at være hende utro. Hun havde dog heller ikke regnet med, at hun fem minutter senere ville sidde i en taxa med en fremmed, der på ingen tid betød farlig meget for hende. Harry Styles faldt i med begge fødder - og forelskede sig slemt i Melody. Det samme gjorde hun. Ingen af dem havde dog forudset, at de få dage senere ville havne i en livstruende situation. Inden de fik set sig om, havde begge deres liv taget en 180 graders drejning.

(Trailer ude i højre side)

37Likes
20Kommentarer
28403Visninger
AA

26. 25. 14 days

In your eyes, you're hiding

I can tell by your smile that you're lying

Deep down you know

We could have been good together, good together

Good together, Scarlet pleasure

Melody’s synsvinkel:

Fjorten dage.

Der gik fjorten dage, hvor jeg prøvede.

Det gik galt allerede på første dag. Jeg lå i min seng hele dagen og prøvede at få mig selv til at huske. Men jeg var helt blank, og så brugte jeg resten af dagen på at græde.

Anden dag. Jeg lå igen i min seng. Hvor skulle jeg ellers være? Det var lørdag. Eller også var det søndag. Jeg var allerede faldet ud af rytme. Jeg stirrede op i loftet, på den sorte plet. Den var sort, ligesom mit hjerte var for tiden. Tænkte han på mig? Det kunne også være ligemeget. Det var jo slut.

Tredje dag brugte jeg på at fundere over, hvordan det ville have været, hvis vi stadig var sammen. Vi ville sikkert være de mest lykkelige i verden. Grine sammen, kysse sammen, dovne sammen. Og så ville jeg også være sammen med de tre andre drenge. Det kunne jeg ikke lige nu. Hvis jeg skulle stoppe med at tænke på Harry, nyttede det ikke noget at være sammen med de andre drenge. Men det gjort ondt, at jeg heller ikke kunne være sammen med dem. Igen græd jeg mig selv i søvn. Vane.

Fjerde og femte dag fortrød jeg. Jeg fortrød, at jeg nogensinde var faldet for ham. Jeg troede aldrig, at jeg skulle det, men det gjorde jeg. Jeg havde nydt det - men det havde ikke andet end at ødelægge mig. Jeg skreg, skreg vreden ud. Ikke vreden på ham, men den på mig selv. Der var ingen på ham. Jeg var vred på mig selv, fordi jeg var faldet for ham. Og få sekunder efter, græd jeg, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg var helt rundt på gulvet. Jeg vidste jo inderst inde, at jeg ikke fortrød. For jeg elskede ham, men det var ikke det, jeg prøvede at overbevise mig selv om. jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det hele var fejl.

Sjette dag. Jeg holdt op med at spise. Ikke fordi at jeg ville, men fordi jeg ikke kunne. Jeg kunne ingenting klemme ned. Jeg snakkede heller ikke til nogen. Jeg tog ikke i skole, og jeg afslog Rose’s forslag. Jeg vidste godt, at det ikke ligefrem ville hjælpe mig, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke tage i skole. Tanken om alle de spørgsmål, tanken om en hverdag uden Harry. Jeg vidste jo godt, at det var det, jeg havde været vant til hele mit liv. Men efter Harry kom ind i mit liv, fandtes der ikke en hverdag uden ham. Selvom jeg på en måde ønskede, der gjorde.

syvende og ottende dag. Daisy var begyndt at blive bange for mig. Hun begyndte at komme ind til mig hele tiden. Tit med mad, bevidst om at jeg alligevel ikke ville spise det. Hun lagde mig i seng, og blev hos mig, til jeg sov. Tørrede mine tårer væk, så jeg ikke lignede en død kat, hvilket jeg nok alligevel gjorde. Jeg havde ikke været i bad i lang tid. Ikke siden første dag.

Niende dag. En tirsdag. Lægetjek. Daisy måtte nærmest hive mig ud af sengen, mens jeg græd. Tanken om at komme hen på det hospital igen, drivede mig til vanvid. Alle de minder der gemte sig bag bygningens mure. Jeg vidste, hvordan de ville strømme til mig, så snart jeg trådte ind.

Om aftenen stod jeg og stirrede ud af vinduet. Over mod deres hus. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, i de samme tårer spor, som de havde gjort alle de andre dage. Det kunne umuligt være sundt at græde så meget. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg stod der, men da Liam kom gående ud af døren, var klokken ni om aftenen. Jeg spjættede af forskrækkelse og dumpede ned af sengen. Bare at se ham fik mig til at falde hulkende i søvn.

Tiende dag sagde jeg til mig selv, at jeg skulle tage mig sammen. Jeg fik Daisy til at vække mig, og tog derefter et bad. Jeg stod der næsten i en time, uden at rykke på mig, mens vandet strømmede ned omkring min krop. Min kolde krop. Selvom det brandvarme vand skyllede ned over mig, forblev min krop kold.

Jeg tog i skole. Jeg kom ind af døren, og så de velkendte gange. Det her sted var det eneste sted, hvor jeg ikke blev mindet om Harry. Selv skolens parkeringsplads mindede mig om dengang, hvor han hentede mig. Så derfor skyndte jeg mig ind.

Alle kiggede sært på mig den dag. Troede jeg ihvertfald. Mange spurgte mig, hvordan det gik. Det var jo ligesom ikke en hemmelighed længere, at mig og Harry havde været kærester. Men det var heller ikke en hemmelighed, at vi ikke var sammen længere. Der var det der billede af os på vejen, der var blevet delt utallige gange. De fleste regnede ud, at vi ikke var sammen længere. Og dem der var i tvivl, spurgte mig, som om at jeg var ovre det. Jeg svarede, uden at græde eller noget. Men hvad de ikke vidste var, at det var fordi, at jeg ikke havde flere tårer tilbage.

11 dag. Jeg tog i skole igen. Jeg vil ikke sige at det gik godt, men det gik bedre. Rose spurgte mig igen, om jeg ville hænge ud, og jeg tog mig sammen og svarede ja. Vi var taget hjem til mig, eller Daisy eller hvad man kaldte det, og det var virkelig rart, for vi snakkede bare. Hele dagen. Daisy kom med noget frugt, og jeg tvang mig selv til at spise det. Jeg vidste jo godt, at det ikke nyttede noget, hvis jeg stoppede med at spise, bare fordi jeg havde kærestesorger.

Men det gik galt igen, da jeg skulle sove. Da jeg lå i sengen, og manglede hans trygge arme omkring mig. Og igen måtte jeg græde mig selv i søvn.

12 dag. Tanken om at Harry var kommet videre gik mig på. Der var dukket et nyt billede frem i medierne, af ham og drengene i London eye, hvor de grinede sammen og skrev autografer. Det gjorde mig glad at se han var glad, men endnu mere knust, at han var kommet videre. Men det fik mig også til at tage mig sammen. Så jeg tog i skole. og da jeg kom hjem lavede jeg aftensmad. Daisy begyndte næsten at græde af glæde, da hun så, hvordan jeg stod og sang med på en sang i køkkenet. Jeg tvang mig selv til at smile.

13 dag. Nok den bedste dag ud af alle. Jeg tog i skole og var næsten glad. Det troede jeg ikke skulle lykkes. Wayne og Rose var virkelig blevet kærester, og det var nok noget af det, der gjorde mest ondt. Et var, at mine to bedste venner var blevet kærester. Det kunne jeg godt leve med. Men en anden ting var, at det konstant mindede mig om Harry.

14 dag. I dag. Summer havde spurgt, om mig, Wayne og Rose ville komme over. Det var søndag, og Daisy var på arbejde, ligesom Andy. Jeg havde takket ja, for jeg vidste godt hvordan min aften ville ende, hvis jeg bare sad og stirrede ud i luften. Rose og Wayne hentede mig på vejen, og sammen kørte vi mod Summer’s hus. Jeg troede, at det kun skulle være os fire, men da vi trillede ind på den lille gårdsplads foran huset, holdt en alt for velkendt bil der.

Det var drengenes.

Det var som om at få et hjertestop. Jeg stenede på den. Det måtte betyde, at Harry også var her. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg så Harry.

“Rolig, Melody. Han er her ikke. “ Smilede Rose. Så hun havde altså vidst det? Jeg sank én, kæmpe klump og åbnede bildøren. Med hovedet rettet stift mod jorden fulgte jeg efter de to andre mod døren, og Summer åbnede den begejstret. Musikken derinde fra strømmede ud.

“Endelig kom i! Hold da op, i skulle have være her for en halv time siden. “ Grinede hun, og jeg kunne ikke lade hver med at trække på smilebåndet. Wayne og Rose var dukket op, mens jeg var i bad, og de havde stået og råbt på mig, mens jeg havde ladet som ingenting og taget mig ekstra god tid i badet, mens jeg fniste for mig selv.

Jeg var ved at blive nervøs. Hvad ville de andre drenge sige, når de så mig?

Det fik jeg svar på nu.

“Melody!! “ Råbte en vis person, nemlig Louis, og kom løbende ud af hoveddøren. Han tog mig i et snuptag om livet og løftede mig op i luften. Jeg kunne ikke lade hver med at grine. Det var som om, at der blev lettet ti kilo fra mine skuldre. Resten af aftenen forløb hyggeligt, og vi drak en smule, men det var kun Louis og Rose, der blev lidt fulde. Vi andre holdt os til et per genstande og noget sodavand. Hele aftenen havde mine tanker været drejet væk fra Harry, hvilket var første gang i to uger. Men da jeg så kom til at tænke på ham igen, da vi sad og lavede s p eller k, mindede det mig om dengang til vores fest, hvor Alex havde afbrudt. Min plus steg.

Tag dig sammen Melody!

Jeg kunne ikke tillade mig at sidde og græde foran dem. Nu havde de fået mig i så godt humør og fået mig til at tænke på noget andet. Men det var åbenbart for sent.

“Er du okay, Melody? “ Spurgte Niall og så på mig med et bekymret blik. Han havde opdaget, at jeg havde fået helt røde øjne. De andre stoppede deres samtale, og så kiggede de alle på mig.

Fedt.

Klumpen i min hals blev større og større, og mine øjne blev langsomt våde. En kvalme steg pludselig op i min hals.

Det var bare løgn.

Jeg rejste mig hurtigt op fra sofaen og styrtede mod badeværelset. Tårerne havde allerede taget over. “Melody?! “ Råbte nogle af dem i kor, men jeg fortsatte bare ud mod toilettet. Jeg kunne høre fodtrin bag mig, men jeg nåede lige at låse døren og smide mig foran toilettet, inden personen bag mig kunne nå med ind. Kvalmen steg op i halsen.

“Melody? Luk lige op. “ Det var Niall, der stod på den anden side af døren. Jeg trak ud i toilettet og vaskede langsomt hænder. “Det ligemeget, Niall. “ Snøftede jeg og værdigede mig selv et blik i spejlet. Min makeup hang ned af kinderne på mig, og mit hår sad som et fugleskræmsel.

Ja tak.

Jeg var en totalt dramaqueen. Hvad skete der for mig? Det havde gået godt hele aftenen. Og så bare at tænke på ham. Det var slemt.

“Melody, luk nu bare op. “ Forsøgte Niall igen, og jeg fik helt ondt af ham, fordi jeg var sådan en idiot. Jeg havde taget resterne af min makeup af og sat mit hår i en knold. Kunne jeg seriøst ikke bare tage mig sammen?

“Melody, luk op! “ Jeg kunne høre Niall var begyndt at blive bekymret, hvilket fik mig til at blive endnu mere ked af det. Han skulle ikke bekymre sig om mig. Alligevel endte jeg med at låse op. Jeg vidste jo, at jeg skulle ud på et tidspunkt. Niall så op fra jorden og så mig i øjnene. Bare hans blik, hans medlidenhed, fik mig til at knække sammen igen. Han nåede lige at tage mig ind i hans favn, inden jeg faldt helt sammen.

“Det er okay, Melody. “ Niall strøg mig blidt over ryggen, mens jeg hulkede ned i hans skulder. Det var ikke meningen, det skulle ende sådan her. Jeg havde bare været en kæmpe idiot og ødelægge de andres aften. Flot Melody, virkelig flot. Niall’s trøje blev helt fugtig af mine tårer.

“Und-undskyld. “ Hikstede jeg og græde endnu mere. Siden hvornår var jeg faldet så dybt?

Harry’s synsvinkel:

Det havde været 14 forfærdelige dage. Jeg havde ikke lavet andet end at tænke på hende. På alle tænkelige måder. Hvad hun tænkte på, hvad hun lavede, om hun savnede mig. Om hun var kommet videre. Jeg tænkte på alt, alt der kunne være muligt, helt ned i detaljer. Min notesbog var snart fuld af tekster. Nogle af siderne var klistret sammen, fordi jeg havde grædt, mens jeg skrev dem, og så havde mine tårer faldet ned på det.

Jeg var brugt op. Fuldstændig brugt op. Det var hårdt at tænke på den samme person, hele tiden, velvidende om, at hun var så langt væk fra en.

Jeg tog en hurtigt beslutning og bladrede igennem bogen, så jeg var på den forreste side. Jeg havde ladet den stå tom. Jeg ville skrive et brev. Jeg ved ikke hvad jeg ville bruge det til… Jeg ville aldrig kunne få mig selv til at give det til hende. Jeg havde bare brug for at skrive alt det ned, jeg følte. Der gik ikke lang tid, før jeg sad i min egen verden, og lod kuglepennen køre hen over papiret, mens mine øjne blev slørede.

 

Er helt overvældet, over at der er over 20000 mennesker der vil læse in historie! Af hjertet, taaaaak ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...