Taxatrip - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Færdig
Det var langt fra en fornøjelse, da 17 årige Melody Clark bustede sin kæreste i at være hende utro. Hun havde dog heller ikke regnet med, at hun fem minutter senere ville sidde i en taxa med en fremmed, der på ingen tid betød farlig meget for hende. Harry Styles faldt i med begge fødder - og forelskede sig slemt i Melody. Det samme gjorde hun. Ingen af dem havde dog forudset, at de få dage senere ville havne i en livstruende situation. Inden de fik set sig om, havde begge deres liv taget en 180 graders drejning.

(Trailer ude i højre side)

37Likes
20Kommentarer
28395Visninger
AA

23. 22. Back

Yeah, is it too late now to say sorry?

Cause I'm missing more than just your body

Is it too late now to say sorry?

Yeah I know that I let you down

Sorry, Justin Bieber

Harry’s synsvinkel:

Jeg havde været en fucking kæmpe idiot i interviewet i går, men der var ikke mere at gøre. Jeg var på vej til hospitalet, for jeg skulle til et tjek, og Louis var taget med.

“Hey, er du okay? “ Louis så bekymret på mig, men jeg havde det stadig som om, at han ikke oprigtigt mente det. “Det ved jeg ikke. Jeg var et kæmpe fjols i det interview i går. Det bare… Arrg, jeg er så træt af det. “ Jeg slog irriteret til bilruden og kastede mig tilbage i sædet. Louis’s blik hvilede på mig.

“Du kommer over det. “ Lød det fra ham, og jeg overvejede at se på ham, men holdt mit blik fast til omverdnen, der gled forbi udenfor. Hvordan kunne han bare sige, at jeg ville komme over det? han anede ikke en skid om, hvor meget hun betød for mig! Og stadig betyder noget… årg, det er så svært. men fuck, jeg savner hende!

“Hvad ved du om det? “ Sagde jeg spydigt, mens jeg så vredt ud af vinduet. Louis drejede ind på parkeringspladsen, og heldigvis var der igen fans. Det kunne jeg virkelig ikke overskue lige nu.

“Harry, tag det nu lige roligt. Jeg prøver jo bare at hjælpe. “ Han drejede bilnøglen, og motoren gik ud. Jeg sukkede.

“Og hvordan syntes du så selv at det går? “ Svarede jeg dumt tilbage, og før jeg vidste af det, var jeg skredet fra bilen og på vej ind i det hospital, der gemte på så forfærdelig mange minder. De dårlige, de gode. Alle sammen med hende.

 

Melody’s synsvinkel:

“Okay, så umiddelbart ser alt ud til at være gået godt, og du er parat til at få gipsen af og stoppe med de krykker. Hvad siger du til det? “ Smilede lægen, og for første gang i meget lang tid smilede jeg et ægte smil og så på Rose, som sad ved min side. Jeg skulle slippe for de forbandede krykker!

“Det lyder dejligt. “ Underdrev jeg, for inderst inde havde jeg lyst til at skrige yes så højt jeg kunne, men så ville lægen nok få sig noget af et chok. Lægen smilede og gjorde tegn til at jeg skulle lægge mig på briksen.

 

En halv time senere havde jeg fået den enorme skinne af mit ben, og jeg havde været igennem flere forskellige tester, som skulle vise, om jeg var klar til at gå.

“Ja, men så siger vi farvel til dig for denne gang, Melody. “ Smilede Lægen og gav mig trykt hånden, hvorefter han rystede den gevaldigt og klappede mig på skulderen. Jeg smilede som tak, og så gik mig og Rose ud på gangen. Rose sendte mig et kæmpe smil og hvinede glad.

“Ej, hvor er det godt! “ Hvinede hun endnu en gang og gav mig en kæmpe krammer, løftede mig op i luften og svingede mig rundt, så godt hun nu kunne. Jeg kunne ikke lade hver med at grine, fordi jeg var så glad. Hans navn dukkede hvert eneste sekund op i mine tanker, men for en gang skyld kunne jeg se, hvordan jeg kunne komme videre. Rose hankede op i mig og tog mig under armen, og førte mig ned af gangen, med udgangen. Længere nede af gangen var et hjørne, men jeg havde virkelig ikke forudset det, der skete nu.

Det var utroligt, hvordan han kunne ligne sig selv så meget, men stadig så langt fra. Hans hår krøllede sig ned langs hans nakke som et vandfald, og det svingede let, mens han gik.

 

Det var som en klap, der pludselig smækkede ned og slog mig hårdt i panden. Fik min hjerne til at stoppe et kort øjeblik og bare stirre på ham, som kom gående rundt om hjørnet, den skabning, der havde ødelagt mig som aldrig før. Brat stoppede jeg op, Rose også. Det var som om at han kunne høre, at jeg stoppede, for han kiggede nu op, og så ond, men samtidig så fantastisk som han var, borede han sine øjne direkte ind i mine. Og selvom vi stod tyve meter fra hinanden, var påvirkningen af ham større end aldrig før. Hans bløde læber, som jeg så nemt kunne fantasere om, åbne sig en smule, og mine skulle til at gøre det samme, men jeg lukkede munden og synkede.

Der gik noget tid før jeg reagerede. Jeg kunne mærke hvordan Rose trak mig tættere på hende, og jeg opdagede, at Louis stod ved Harrys side. Hvordan havde jeg ikke opdaget ham? Det gik op for mig, hvor stort mit savn til ham og de andre drenge også var, men ingen sorg kunne sammenlignes med det jeg følte, når jeg så på Harry.

Men jeg havde jo aldrig været noget særligt for ham. Jeg havde aldrig betydet noget som helst for ham. Han var ligeglad med mig. Og derfor skulle jeg ikke stå så meget som ét sekund længere her, og ødelægge mig selv ved at stirre på ham. Jeg skulle væk.

 

Jeg vendte rundt på foden, og Rose fulgte hurtigt efter mig. Små tårer bevægede sig op mod mine øjne, og pludselig kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme væk. Jeg begyndte at gå hurtigere og hurtigere i den modsatte retning, og da jeg kunne høre løbende skridt bag mig satte jeg farten op.

“Melody vent! “ Det skær i hjertet at høre hans stemme igen, men jeg måtte ikke vende om. Ligemeget hvor uendelig meget jeg havde lyst til det, men det nyttede jo ikke. Jeg begyndte at løbe, men han havde allerede indhentet mig, og jeg mærkede en iskold hånd om mit håndled.

Jeg stivnede.

Jeg vidste, at det var ham.

Dyb indånding. “Hvad, Harry? “ Lykkedes det mig at sige, og jeg lød meget hårdere, end hvad jeg følte indeni. Men jeg vidste jo, at hans eneste formål var at ødelægge mig, så jeg måtte stå fast, jeg måtte hade ham, lukke ham ude - problemet var bare, at jeg elskede den  dreng så mega højt, at det næsten var umuligt. Jeg turde ikke at vende mig om, for jeg vidste at han stod lige der, men jeg gjorde det alligevel. Jeg var nødt til at se ham, helt tæt på.

Så jeg vendte mig om, hvilket resulterede i, at Harry slap grebet om mit håndled.

 

Harry’s synsvinkel:

Hun vendte sig om.

Og jeg så hende, helt rigtigt, tæt på. Hun lignede sig selv. Men gnisten i hendes øjne var væk. Som om at hun ikke var glad.

Men ved du hvad, Harry?

Det kan du sgu nok takke dig selv for.

“Jeg - “ Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. At jeg havde dummet mig. Men hvad ville hun få ud af det? Ingenting. Det eneste der ville hjælpe var at fortælle sandheden. Men jeg vidste, at det var et no go. Faktisk, så var Melody et no-go. Min manager ville dræbe mig, hvis han vidste, at jeg snakkede med hende lige nu. Men jeg kunne ikke holde mig fra hende.

“Jeg har virkelig dummet mig. “ Var det første, jeg sagde. Det dummeste, man nok kunne sige. Melody så på mig, som om jeg var skør. Som om, hvor-vil-du-hen-med-det-her. Og det vidste jeg heller ikke selv. Eller jo. Det gjorde jeg jo. Jeg ville have hende tilbage. Men den mulighed lå meget langt væk.

“Seriøst Harry? “ Sagde Melody, og vredt, men skuffet på mig. Hun fik det hele til at lyde så let. Måske var hun allerede over mig? Hvad nu hvis hun havde fundet en anden?

Gud.

Hvad nu hvis hun faktisk har fundet en anden?

“Har du fundet en anden? “ Røg det ud af mig, og jeg så desperat på hende. Jeg var bange som aldrig før, og følte mig som en kæmpe idiot. Melody rynkede brynene og så en smule opgivende på mig.

“Hvad fanden snakker du om, Harry? “ Spurgte hun.

Ja, hvad fanden snakker jeg om. Hvis jeg virkelig ville gøre det godt igen, vinde hende tilbage, var det her nok ikke måden. “Jeg ved det ikke, jeg tænkte bare… “ Mumlede jeg, men blev afbrudt af Melody.

“Hvor lang tid er det siden du slog op med mig? 2 - 3 dage? Eller når nej - Vi har jo aldrig været mere end venner, har vi det, Harry? “ Hun hævede stemmen en smule, og jeg kunne høre, at hun var mere oprevet end før. Men det kom bag på mig det sidste hun sagde.

Fuck.

Hun havde set interviewet.

Det føltes som en, tung sten, det faldt ned over mig. Jeg havde det som om, at jeg intet kunne stille op. Jeg kørte frustreret end hånd gennem håret, og jeg kunne se Melody, der fulgte min bevægelse med øjnene. Jeg svedte helt vildt inde under t-shirten, og den klæbede ind mod min overkrop.

“Melody, du ved jo godt hvorfor jeg sagde det… “ Mumlede jeg lavt, kiggede ned i jorden og mødte modvilligt hendes blik igen. Jeg havde ikke lyst til at se hende i øjnene, for det mindede mig hver gang om, alt jeg havde mistet, kun på grund af mig.

“Ved jeg det? At du er flov over at have mig som kæreste?! “ Hendes stemme skælvede en smule, og Rose strøg hende over armen.

Der var ingen tvivl om, at jeg havde ødelagt hende, godt og grundigt.

Men jeg ville aldrig være flov over at have hende som kæreste. Jeg ville være den stolteste i forhold mand på hele jorden. At hun ville have mig. At hun ville vælge mig. Jeg var jo ingenting til hende.

“Jeg ville da aldrig være flov over at have dig som min kæreste! Hvor har du fået den åndssvage ide fra? “ Svarede jeg hende tilbage, og jeg følte, at jeg havde fået noget af stemmen tilbage.

“Hvorfor slog du op med mig, Harry? “ Spurgte hun, og jeg kunne tydeligt høre sorgen i hendes stemme. Jeg havde lyst til at skrige. Hvad fanden havde jeg gjordt? Jeg lod mig rive med af mine managere. Det burde ikke engang være et issue at slå op med hende. Ligemeget hvad de sagde skulle jeg have blevet hos hende.

“Jeg.. Det.. “ Stammede jeg, men jeg anede ikke hvad jeg skulle sige.

“Det tænkte jeg nok. “ Jeg kunne høre på hende, at hun var ved at gå. Jeg så igen i hendes øjne, og var for første gang bange for, at det ville være sidste gang, jeg så i dem.

“Farvel, Harry. “

 

Sry for ikke at have opdateret - er også igang med en anden historie, som snart vil blive publiceret ;) Håber i syntes om historien, skriv en kommentar <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...