Taxatrip - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Færdig
Det var langt fra en fornøjelse, da 17 årige Melody Clark bustede sin kæreste i at være hende utro. Hun havde dog heller ikke regnet med, at hun fem minutter senere ville sidde i en taxa med en fremmed, der på ingen tid betød farlig meget for hende. Harry Styles faldt i med begge fødder - og forelskede sig slemt i Melody. Det samme gjorde hun. Ingen af dem havde dog forudset, at de få dage senere ville havne i en livstruende situation. Inden de fik set sig om, havde begge deres liv taget en 180 graders drejning.

(Trailer ude i højre side)

37Likes
20Kommentarer
28395Visninger
AA

15. 14. I love you

Hello, hello

Anybody out there? Cause I don't hear a sound

Alone, alone

I don't really know where the world is but I miss it now

Echo, Jason Walker

 

Harry’s synsvinkel:

Det var som om, at tiden i min verden stod stille, mens den i alle andres gik. Som om, at jeg var en pauset film, og de andres film var i gang. Det var forfærdelig følelse. Man følte sig lidt som et spøgelse, at man ikke blev set, som om man ikke var der. Og alligevel kunne man bare kigge på. Se, hvad alle andre gjorde. Jeg havde det som om, at jeg havde sovet i lang tid. Og var vågnet - og hvad der så skete den time efter, var uklart for mig. Men nu lå jeg i min hospitalsseng, for jeg var åbenbart på et hospital, mens en masse læger løb rundt om mig og gjorde en masse ting, jeg ikke helt vidste hvad var. Jeg kiggede desperat rundt i rummet for at se, om der var nogen jeg kendte. Men ingen Niall, ingen Liam, ingen Louis. Og til sidst endte mine øjne på en pige - liggende under en dyne, sovende. Der var noget ved hende, jeg kunne genkende. Scener dukkede op i mit hoved, g før jeg vidste af det, kunne jeg huske alt fra ulykken og mit forhold med Melody. Og der startede alle bekymringerne. Først overvejede jeg, hvordan Melody havde det. Så kom jeg i tanke om drengene, one direction, og ikke mindst - Fuck. Vores fans.

“hans puls begynder at nærme sig det normale. Harry, kan du høre mig? “ En fokuseret lægestemme sagde mit navn, og jeg vendte langsomt mit hoved mod hende. Jeg så direkte ind i hendes øjne. Mine trætte, hendes bange. Hun smilede falsk da jeg kiggede på hende, som om jeg var noget specielt for hende. Kunne hun ikke bare behandle mig ligesom alle andre? jeg var Harry Styles. Og hva så. Normalt menneske, det er jeg faktisk også, hvis det kom bag på dig.

“Ja. “ Mumlede jeg bare og kunne mærke, hvordan det kløede ned gennem hele halsen, når jeg snakkede. Lægen begyndte at tale mere til mig, noget med et ben der var brækket, en arm der vist også var brækket og nogle sår, de havde syet sammen. Jeg lå bare i sengen, mens tusindvis af beskeder bombarderede mig. Sjovt, at lægerne ikke kunne se, at det ikke var det jeg havde mest brug for mig nu. Men nej, nu havde de muligheden for at være en del af ‘HARRY STYLES KØRT GALT MED FREMMED PIGE’ ulykken, så hvorfor endelig ikke udnytte det. Jeg ville kigge over mod Melody, men nogle rulleskærme var pludselig blevet rullet hen for, så jeg ikke kunne se hende. Hvorfor dog det? herligt. Nu kunne jeg ikke engang se en af de mennesker, jeg savnede helt sindssygt meget.

Timerne gik. Læger her og der, rullende fra rum til rum, scanninger og alt mulig andet. Klokken var seks om aftenen, havde jeg fået at vide. Jeg var endt i et andet lokale end det, Melody var i. Livet blev bare bedre og bedre. Nu måtte jeg ikke engang være i rum sammen med hende. Jeg havde et lille, hvidt rum for mig selv, melody havde et magen til på den anden side af gangen, gættede jeg på.

jeg havde en ekstrem hovedpine. Det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne tænke helt klart. jeg var øm over hele kroppen og savnede alle helt vildt. Drengene. jeg vidste, hvor meget de også savnede mig, for jeg kunne se, at da alle havde postet noget på instagram eller facebook, eller også havde de tweetet. Eller, det havde jeg ihvertfald fået at vide. Jeg tog mig langsomt til hovedet. Jeg var ubeskrivelig træt. Det var ligesom de samme ting, jeg tænkte på hele tiden. Drengene. Melody. Fansene, medierne. Og sådan fortsatte mine tanker.

Dagene gik. Prøver. Tester. Tusindvis af gaver og blomsterbuketter. Medierne, der hele tiden skulle have opdates. En af de gode var, at Melody heller ikke lå i koma længere, ligesom mig. Men ingen af os var langt fra uskadede, raske eller klar til at forlade dette hospital. Vi havde begge ekstrem hovedpine. Super dejligt. Men selvom at vi havde ondt, sov det meste af tiden (Eller også var vi bevidstløse, det ved jeg ikke), gik det fint nok. Drengene havde besøgt os begge to, havde jeg ihvertfald fået at vide. De fortalte noget om en masse interviews, fansene og medierne, der alle var gået amok. Men der var vel ikke så meget at sige. Det var vel bare sådan, det var? Jeg så flere overskrifter. Og jeg vidste også godt hvad der ventede os, når vi kom ud fra hospitalet. Det her lorte hospital, som drivede en til vanvid. Eller også var det bare fordi, at når man havde kørt galt, var der noget helt galt med ens hjerne. Det ved jeg ikke. Se, det ar sådan nogle ting, jeg lå og spekulerede over. Nåske var jeg ved at blive sindsyg.

4 uger senere

Melody’s synsvinkel:

“Se nu. jeg har det fint. Luk. Mig. Ud. “ Mumlede jeg igen til den sædvanlige, mandlige læge, som nu var blevet min personlige. Jeg satte mig lidt for brat op i hospitalssengen og mærkede, hvordan der på en måde gik et sug gennem mit hoved. Den slemme hovedpine havde jeg godt nok ikke vendt mig af med endnu. Den mandlige læge så på mig, som om jeg var dum.

“Jeg undersøger, hvornår du kan komme ud. Og det samme med Harry. Men indtil videre, ligner i begge to ikke nogen, der er parate til at forlade hospitalet. “ Svarede lægen og gloede ned i sin hvide notesbog. Sidst jeg så Harry var i forgårs. Vi havde stadig hvert vores lokale, hvorfor, vidste jeg ikke. Så jeg måtte besøge ham, ved hjælp af krykker og kørestol. Men det fungerede også helt fint. Jeg havde stadig en brækket arm, en forstuvet fod og et brækket ben, sår og ar over hele kroppen, men ellers havde jeg det fint. Minus hovedpinen, altså. Og med hensyn til Rose, så kom hun stadig og besøgte mig tit, hvilket gjorde mig virkelig glad. Jeg ville ikke miste hende, ikke til noget så tåbeligt som en bilulykke.

“Mmm. Kan jeg se Harry? “ Jeg havde indset, at der ikke var mere at gøre i den anden sag, og skiftede derfor emne. Lægen kiggede ned i sin kalender.

“Mm, det tror jeg du kan. Jeg kan lige give ham besked, og du kan gøre dig klar. “ Lægen virkede begejstret over mit valg af emneskift og forlod hurtigt lokalet og efterlod mig alene. Jeg vendte irriteret øjne bag lægens ryg og tog derefter en bid af et æble, jeg havde. Jeg satte mig op i sengen, trak en stor sweater over hovedet og redte mit hår, hvorefter jeg tog lidt parfume på, bre for at jeg ikke skulle lugt klamt. Jeg greb mine krykker og begyndte at bevæge mig mod Harry’s værelse, som ikke lå langt fra mit. Jeg kom ud på gangen, hvor der ikke var mange mennesker at se. En enkelt læge kom forbi og smilte hurtigt. Jeg gik længere ned af gangen og bankede på døren ind til Harry. Efter lidt tid kunne jeg høre en råbe derinde. Jeg smilte og åbnede derefter døren, og foran mig sd Harry i en stol. Han kiggede op fra sin mobil og lagde den på sit bord, hvorefter han sagde:

“Heyy! “ Han var selv iført en sweater, mindede lidt om min. Hans ene ben lå stadig i gips, ligesom mit eget, min hans brækkede arm var langsomt ved at gå væk. Armen sad ihvertfald ikke længere i en slynge, men havde nu bare det der forbinding på, ligesom min. Det var sært, at vi faktisk næsten havde haft de samme skader. Jeg gik hen mod Harry, gav ham en hurtig krammer og kyssede ham hurtigt på munden. Jeg satte mig ved siden af ham, og derefter gloede vi bare på hinanden med et stort smil om munden. Harry’s lange, krøllede hår var sat op i en knold. Han smilede med det der hemmelighedsfuld smil, der prøvede at fortælle mit et eller andet.

“Hvad? “ Spurgte jeg og grinte, og Harry grinte også kort. “Vi kommer ud iovermorgen. “ Han kiggede forventningsfuldt på mig. hvad?! Vi kom ud iovermorgen.

Fra det her fængsel.

Omg.

Mit. Liv. Er. Reddet.

“Seriøst?! “ Hvis ikke mit ben var brækket, havde jeg sprunget op fra stolen. Jeg gav Harry en kæmpe krammer. Efter det begyndte vi bare at snakke, og vi snakkede i flere timer. vi snakkede om, hvordan Harry havde det med medierne og fansene omkring ulykken, vi snakkede om, hvordan alle ville reagere når vi kom ud fra hospitalet, og til sidst kom vi ind på et emne, var aldrig havde snakket om før: Min mor. Jeg snakkede aldrig om hende med andre. Det var en person, der havde betydet så ubeskrivelig meget for mig. Men jeg følte, at jeg stolede på Harry. Så jeg begyndte at fortælle, om som han sad der, med hænderne foldet, gik det op for mig, at jeg kunne sige alt til ham. Han lyttede altid, prøvede altid at forstå. Jeg følte, at jeg bare kunne åbne op om alt til ham. Så jeg fortalte ham alt om min mor. At hun havde forladt mig, da jeg var fire, men alligevel betød hun alt for mig. Dengang gik hun, fordi hun drak for meget, fik jeg ihvertfald at vide. Og nu.. Havde jeg ikke haft kontakt til hende i 13½ år. Den enertyveårige Harry fortalte om, da Zayn forlod deres band, og hvor svær en tid, det var at gå igennem.

“jeg kan huske, at jeg lå på mit værelse i tre dage og bare tænkte over, hvad meningen med one direction var uden ham. Mn så blev det bedre og vi fik alle hjælp, og vi er stadig venner med Zayn i dag. “ Harry snakkede som et vandfald, men jeg lyttede interesseret med. hvis jeg ikke tog fejl, var det ikke mange der fik historien om Zayn’s forladelse af bandet.

Okay, jeg vidste ikke om man kunne sige forladelse, men det gjorde jeg.

***

Klokken var omkring ti om aftenen, vi havde spist en form for aftensmad inde på Harry’s værelse, og nu sad vi bare med vores mobiler og snakkede samtidig. Harry havde postet et billede på instagram, hvor der stod noget med ‘I hope you guys having a great time. At saturday, i will come out from this hospital. I’m glad for your support. H’ Det var et billede, hvor han lå i sin hospitalsseng. Jeg likede billedet og kiggede hurtigt nogle af de kommentarer igennem der var. Der var rigtig mange støtte kommentare, men også nogle indimellem som omhandlede mig. jeg gik ud fra instagram og ind på snapchat. Jeg tog eet billede af mig, med Harry bagved, og sendte det til Summer. Harry så på mig, og opdagede at jeg sad op snapchat, før han udbrød:

“NO way, ik snapchat! “

Nåår, jo, han havde ikke snapchat.

Den dreng var fuckt.

Mentalt fuckt.

Jeg grinte over min egen tanke.

Men jeg elskede ham.

To mennesker møder hinanden, falder pladask for hinanden og elsker hinanden for evigt og kysser og krammer hele tiden.

Lad os antage at det var mit forhold med Harry. Det lød ihvertfald meget godt.

Ej, men mig og Harry var bare virkelig gode venner, og jeg holdt utrolig meget af ham.

Måske lidt mere end venner.

Sagde jeg det?

Maybe.

Wow, underlige tanker jeg havde mig, bare fordi han ikke havde snapcha-

“Me - lo - dy !!!” Harry afbrød mine tanker og fik mig tilbage til virkeligheden, men det virkede som om han havde prøvet på det i et stykke tid, for han så bare opgivent på mig og grinede af mig. “Hvad? “ Spurgte jeg gabende og fik pludselig et stykke hår ind i munden. Jeg prøvede irriteret at få det ud, men det lå på tungen og kradsede irriteret.

“Du er meget charmerende, Melody Clark. “ Tilføjede Harry flirtende. Jeg rullede øjne af ham og fik endelig det nu klamme stykke hår ud af munden. Jeg sukkede og rejste mig op fra min stol, og bagefter satte jeg mig på skødet af Harry. Han skar en grimasse.

“Ååårg Melody, mit ben! “ Klagede han og så smertende på mig. Jeg grinte hånligt og Harry så bare lidende på mig. “Flyt dig, tykke! “ Peb han og jeg grinte endnu højere. Jeg så ind i hans øjne og gav ham et hurtigt kys på munden. Han rystede opgivent på hovedet, men han kunne alligevel ikke gemme sit lille smil væk, der var plantet på hans læber. Jeg vidste jeg havde vundet den lille kamp. Harry kørte endnu en hånd gennem sit krøllede, brune hår og å ned på mig. Han så lige ind i mine øjne og overtog min krop. Det var som om at jeg blev helt slap, når han så sådan på mig. Selvom vi havde været igennem noget virkelig hårdt og mange problemer, var glæden at se i hans krystal grønne øjne. En glæde, der gjorde mig glad, når jeg så på ham.

Harry lænede sig ned over mig, holdt sit hoved ud for mit, og så direkte ind i mine øjne, og jeg så i hans grønne. Hans glade, håbefulde øjne. Han bøjede sig let ned, jeg bøjede mig fem centimeter op, og vores læber mødtes. Det var længe siden, jeg havde mærket sådan et helt oprigtigt kys. Jeg kunne mærke alle de følelser der strømmede igennem min krop. Alle de følelser, jeg havde savnet så ufattelig meget, alle dem, jeg troede jeg havde mistet. Jeg fniste kort og slap hans læber, men kun en centimeter fra. Jeg så ind i hans øjne, der var lige ud for mine. Han smilte. Et ægte smil. Og så sagde han noget, der fik mig bekræftet i, at jeg elskede ham.

“Vil du vide noget?“

“Det kommer an på, hvad det er. “

“Jeg elsker dig, Clark. “

“Vil du også vide noget? “

“Måske. “

“Jeg elsker også dig, Styles. “

 

Heyyyy, håber i kunne lide kapitlet ;) er altså helt ubeskriveligt glad for, at i gider at læse den!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...