Følelsen af frihed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 sep. 2017
  • Opdateret: 21 sep. 2017
  • Status: Færdig
Ved man, at man er ved at dø, når man dør?

0Likes
0Kommentarer
222Visninger
AA

1. Mødet med Mortimer

Endnu en nat vandrede jeg rundt på de grå hospitals gange. Jeg var lige så søvnløs, som kræften der prøvede på at æde hele min krop. Hjulene på stativet, som holdte min drop, hvinede med hvert skridt jeg tog, som om at den prøvede at advare sygeplejerskerne om min nattelige færd. "shhhh" tyssede jeg stille på den. Stativet virkede nogle gange som min eneste ven. Ikke fordi at jeg ikke havde andre. De stoppede bare lige så stille med at dukke op, der gik længere tid imellem deres besøg, én efter én holdt de helt op med at komme. Det gik dog først op for mig, en dag da jeg sad og ventede på nogle, der aldrig kom.

Mine bare fødder kunne høres på det kolde stengulv. Det føles dejligt, rent faktisk at kunne føle lidt. Mit nervesystem var begyndt at lukke ned, det medførte så, at min følesans næsten var væk. For enden af gangen stillede jeg mig og kiggede ud over hele København. Det lyste og det blinkede. Det gyldne tårn faldt frit ned. Mine øre gengav lyden af mennesker, der modsat af hospitalets smerte og frygt skrig, skreg af de sommerfugle, som de havde i maven. Jeg lagde mit hoved i mod det kolde vindue og følte intet andet end min skaldede isse. Stille trillede den sidste tåre ned af min kind.

Jeg tørrede tåren væk og vendte mig om for at gå tilbage. For mig var det meningsløst for en døende at græde over døden. Jeg smilte igen, for jeg havde sagt til mig selv, at det var sådan, jeg skulle bruge min sidste tid. Inde på værelset stod visne blomster og gamle kort. Jeg kiggede på min mobil. Mor havde glemt at ringe. De var heller ikke kommet i dag. Jeg satte mig ned på sengen og kiggede på min bamse hund. Mor og far havde givet mig som kompensation for Buster. Buster den allerdejligste labradoodle, som jeg måtte sige farvel til, dengang jeg blev indlagt.

Krøllet op på sengen faldt jeg i søvn med Bamse-Buster i mine hænder. Sammen med mine ekskursioner udenfor hospitalet var mine drømme også forsvundet. Jeg havde jo heller ikke noget at drømme om længere. Det eneste jeg drømte den nat, var lyden af min gamle bornholmer ur, som tikkede løs. 

"ding-dong ding-dong ding-dong"

​Jeg slog mine øjne op. Søvnen havde sat sig tungt i mine øjenlåg. Klokken var da ikke otte endnu? Jeg kiggede hurtigt ud af vinduet. Men ikke nok med at der var fuldkommen mørkt, så var det heller ikke de samme vinduer, som jeg havde stået op til alle de andre dage. De var indrammet i en brun træramme. Jeg kiggede mig omkring. Nej det var slet ikke her, at jeg var gået i seng i går. Jeg lå på en slidt lilla sofa, inde i en brun bjælke hytte. Væggene var tomme uden billeder, men der var massere af bogreoler, som var fyldt med bøger. Kaminen foran mig brændte, ilden gnistede og kraklede smukt i mit øre. Jeg rakte hænderne frem mod varmen, og en lun følelse som jeg ikke havde følt i lang tid, ramte mine hænder. Jeg strakte mine ben og tæer frem. Igen kom den. Mine hænder gled hen af sofaen, som jeg sad på, og jeg kunne føle den ru tekstur af uld på mine spinkle og blege fingre.

Jeg rejste mig op, og i stedet for at finde ud af hvor jeg var, gik jeg rundt og følte på ting, som jeg i lang tid ikke havde kunnet føle. Bøgernes bagsider og træet som bogreolerne var lavet af. Varmen fra pejsen og den gennembidende kulde fra de ikke-isolerede vinduer. Det var først, da jeg hørte glas klirre, at jeg stoppede min færd i at føle på alt. Jeg vendte mig om lige i det samme øjeblik, som en mand kom gående ud af en dør, som nok førte ind til køkkenet. Han lignede en bedstefar, og hans hvide skæg matchede hans hvide hår. Hans øjne var en varm brun farve. "vil du ha´ noget at drikke?" brummede hans stemme dybt men venligt. "ja tak".

Efter at vi fik te, satte vi os i hver vores sofa. Og sådan sad vi i lang tid og talte, om ligegyldige ting som aldrig vil betyde noget. Det var den rareste tid, jeg længe havde oplevet. En fugl fløj fri fra min bryst, da jeg grinte af en af hans historier. Efter jeg havde drukket alt teen med honningen, blev mine øjne tunge. Selv da jeg blev ør i hovedet, af at sidde for lang tid oppe, blev jeg ved med at tale med ham. Han føltes som min bedstefar, selvom jeg aldrig havde mødt min egen. Han sagde at hans navn var Mortimer, men sådan vil jeg aldrig huske ham. Lige der var han for mig bedstefar.

​"ding-dong ding-dong ding-dong"

​Jeg kiggede op for at se hvad klokken slog. 01:21. Han rejste sig langsomt op og stønnede om sin gigt. Han gik hen til mig og rakte sin hånd til mig. "kom". Jeg tog den, hans hånd var stor og ru men meget varmere end min. Jeg fulgte med ham, og følte mig meget lille stående ved siden af den høje gamle mand. Han åbnede en dør, som jeg troede fulgte udenfor. Der var slet ikke noget udenfor den. Ikke andet end mørke. Han tog et skridt derud, og smilede til mig, så man kunne se hans tænder. Hans øjne lyste brunt. Jeg forstod og gik i blinde med ham derud. Inden jeg gav slip på hans hånd, gav jeg ham et kys på kinden. Jeg smilte "Tak for alt!".

Mørket rensede mig, alt det onde og kræften sev ud af min mund og er nu væk forevigt. Det løsnede sig fra min bryst, som om en hånd der knugede om mig endelig gav slip. Jeg fløj, hvilket var noget, som jeg havde savnet af hele mit hjerte. Mit hjerte grinte og lyste op i en rød farve, varmen spredte sig igennem hele min krop. Jeg hostede det sidste mørke i mig op, så lyste jeg som en stjerne på nattehimlen, hvilket jeg jo også er blevet til. Jeg indåndede igen, men det var ikke luft, det var følelsen af frihed.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...