Buschauffør

Om Ahmed, der drømmer om at redde verden og om Jens, der drømmer om at blive buschauffør og om Ahmed og Jens, der drømmer om at kysse hinanden. Bidrag til Kunsten at være normalkonkurrencen og Skriv om drømmekonkurrencen, valgmulighed 3.

2Likes
1Kommentarer
464Visninger

2. 2

Jens var en af de første der kom. Selvom han kun kom 5 minutter i otte, selvom man skulle tro, at folk ville have lyst til at komme lidt før, når det nu var den sidste dag. Men det var bare endnu en vane – at komme løbende med tiden i hælene og sko på i den forkerte størrelse så man fik vabler, i allersidste sekund og glide ned på sin plads  i en hverdag, hvor man vidste det meste, vidste hvilken funktion mitokondrier havde, vidste  at de ville komme i skole, vidste at de ville komme for sent.

Og som Jens kiggede rundt i klasseværelset, hvis vægge var plastret til med lister af essaykendetegn, med tegninger de havde lavet i 6. som lærerne aldrig havde taget ned, med barndom, der havde antaget en klam grålig farve på væggende og med en sædplet i det ene hjørne som de alle vidste, hvorfor var der, men som de havde bildt lærerne ind, at det var maling. Som Jens kiggede rundt i klasseværelset, gik det op for ham hvor meget han ville savne det. Ikke at komme for tidligt om morgen, ikke at kigge på sædpletten og kvæle et grin, ikke de stole de sad på, der  havde hjul, men altid manglede et, så de væltede bagover, når man satte sig. Men nej. Han ville savne at være inde i dette lokale og vide, hvem han var.

Han var den dreng. Der ikke rigtig var, men heller ikke, ikke var. Den dreng, der var lige midt i mellem. Den dreng, der talte med alle i sin klasse, selv pigerne, den allerførste dreng til at tale til pugerne, måske fordi han var den eneste dreng, der ikke følte, at han talte med dem, med intention om at blive kærester, kysse deres læber md den læbestift, der var lagt skævt på, fordi deres mødre havde for travlt til at lære dem hvordan man burde gøre det. Den eneste dreng der ikke havde lyst til at tage dem på brysterne, med pushupbh’en, der var to størrelser for stør, fordi deres mor trods alt havde tid til at lære dem, hvor rigtigt det var at have store bryster, lige havde tid til at holde om deres talje og komplimentere dem, når hun dtak sig på deres ribben.

De dreng, som altid kom tidligt, som den allerføste og fandt sin plads og ikke engang kiggede  op, når han sagde godmorgen, hver gang døren åbnede sig. Den dreng der var med i alles samtaler i løbet af dagen, som nikkede og smilede og sagde ’mmmhhh’ så langtrukkent som muligt Han fortalte aldrig selv noget, men det gjorde ikke noget, for han var den dreng, der en gang i mellem fik at vide, at han var god til at lyttte, og det var mere end nok for ham

Den dreng, hvis penalhus bugnede over af blyanter, som alle lånte, den dreng der måtte ud og købe nye blyanter hver weekend, fordi de altid glemte at aflevere dem tilbage, knækkede dem, smed dem ud af vinduet, skyllede dem ud  i toilettet.

Den dreng, som når lærerne  om morgen talte dem for at se om alle var dr og kom frem til, at de manglede en , måtte de fleste sidde i flere minutter , før de endelig kom i tanke om, at det var ham, der manglede, for der var alligevel ingen,  der hørte hans godmorgen – de havde alle hørertelefoner i – den dreng som måske i virkeligheden kunne erstattes af en mur – den var så meget bedre til at lytte.

Den dreng, som – hvis hans forældre kunne finde ud af at møde op til skolehjemsamtaler, fik de at vide af lærene, at Jens skam havde mange venner, mange at snakke med i klassen. At han grinede af deres jokes, selv dem der på ingn måde var sjove, at han aldrig kom op at skændes med nogen, at han aldrig kyssede pigerne lørdagaften og kom i skole mandagmorgen med tømmermænd, der ikke var gået væk, og en yk tyk mængde af akavet luft, der pustede hele klasseværelset op som en ballon. Han var en god dreng, sagde lærerne og smilede. Han burde ikke blive buschauffør.

Problemet var bare, at så snart den sidste time var ovre, så gik de – lærerne og eleverne - og han stod tilbage med et tomt penalhus og en tom mund, der allerede var ved at blive fyldt op med de godmorgen’er han ville puste ud næse morgen. Og han gik alene hjem, kom helt ind i huset og lukkede døren efter sig og vidste, at han ikke kunne  snakke med sine forældre om det, ikke buge ordet ensomt, for lærene havde jo allerede sagt, at han havde venner, at Mohammed ikke kunne redde verden, og at han ikke skulle være buschauffør. Og de var endnu ikke nået til det punkt i pensum, der fortalte, alt hvad lærerne sagde nødvendigvis ikke var sandhed.

De andre var begyndt at komme. Komme og tale og vise deres kostumer frem til hinanden, og tale mere og fortælle, hvad de havde spist til morgemad og hvor mange hække de havde passeret på vej herhen. I mellemtiden sad Jens bare helt stille, holdt hårdere og hårdere fast på plastikhåndtaget på  faktaposen, indtil hans ene negl gennemborde hans håndflade, alt i mens han fortalte Ahmed, at han ikke havde spist morgenmad.

Og Ahmed ville gerne lytte. Og gerne fortælle at han selv havde taget et æble på vej ud af døren. Og det var det. Og Jens følte sig ikke som en mur.

Da de senere skulle til at gå ud på brandtrappen for at kaste med karameller, var Jens i gang med at fortælle Ahmed om, hvordan sædet var kommet på væggen.  Der var nemlig en brandtrappe på skolen, og så vidt Jens vidste, var den aldrig blevet brugt som nødudgang – men kun den ene gang om året, når niende klasser skulle have et højt sted at kaste karameller ud fra

Men han stoppede op i sin fortælling, da han nåede helt ud, blandt de andre på brandtrappn og kunne se ud over gårdpladsen under ham

 Hans første tanke var hvor mange elever, der i virkeligheden gik på skolen. 537, i følge deres elevintra, den hjemmeside han havde klikket ind på utallige gange for at se, om de havde lektier for, havde først været inde på forsiden med smilende lærere og smilende elever, hvis smil virkede mere og mere anstrengte,  for hver gang han klikkede ind på hjemmesiden midt om natten, med øjne og fingre der blødte træthed ud over hans tastatur. Men han var nu også ligeglad med med det præcise antal, som han stod der  og kiggede up på havet af ansigter, der alle sammen smilede op mod brandtrappen, op mod de mange udklædte elever, men mest mod de mange farverigt indpakkede karameller. Der var alt for mange elever, blev Jens enig med sig selv om. Alt for mange, når man tænkte på, at alle dem en dag ville nå til brandtrappen og stå her og kigge ned og tænkte alt for meget i stedet for bare at kaste karamellerne

De stod alle sammen  under ham og holdt de gennemsnitlige affaldsoset frem, selv dem der normalt brokkede sig over  blød plastik, der ikke kunne genanvendes, over mikroplasr, der ikke kunne nedbrydes selv dem, der normalt måtte sparede plastikposen væk, når de handlede i fakta, fordi de 2, 50 kroer kunne vælte deres families budget,  alle sammen klar til at gribe karamellerne og måske også gribe en enkelt niende klasse der var idt fuld på minder og på nostalgi til at kunne holde sin balance.

Problemet var bare, at han så tydeligt kunne huske, hvordan de plastiposer føltes i hans hånd, så tydeligt kunne huske, hvordan brandtrappen så ud nedenfra, den indtørrede fugleklat, der havde siddet der, siden han startede på skolen. Han kunne huske græsset under sine fødder, for han tog sig aldrig tid til at tage sko på, når de skulle til at kaste karameller, han kunne huske at blive blændet af solen, så han ikke kunne se de frosne karameller, før de bankede ind i hans hoved, han kunne huske lugten af sved, kunne huske skuldre, der stødte mod hinanden, mennesker, der stødte mod hinanden. Han kunne huske det hele, men mest af alt, kunne han huske, hvor store de 9-klasser, der stod på toppen af den dumme trappe virkede. Uopnåeligt store.

 Det virkede fuldkommen absurd at tænke på, at han selv ville blive så stor, fuldkommen absurd at tænke på, at de 9.klasser også en eller anden gang var kommet skrigende ud af en skede, ud af deres mor, der hele deres liv havde fået at vide, at de skulle sprede benene, sprede benene for alle de mænd, der bad dem om det, indtil de til sidst fik lov til at sprede benene så bredt som muligt uden at blive kaldt luder for det, for nu skulle de jo bare presse et andet menneske ud af sig, og det var jo det, alle kvinder burde gøre til den højeste ambition i deres liv.

Absurd, at de også havde forældre, der målte deres højde på reolerne, og fortale dem, at de kom for sent hjem. Det virkede fuldkommen usandsynligt, at de 9 klaser ikke stødte hovedet ind i solen på vej i akole, så høje de var, usandsynligt at de også nogle gange kom for sent og ikke havde styr på alting.

Han ville aldrig blive så stor som dem, havde han tænkt dengang i nulte, mens han uforstående stod og så på deres tårer, for hvorfor græd de dog over ikke længere at skulle i skole og sidde og skrive ’r’ 100 gange, som han skulle gøre. Og på sin vis havde han haft ret. Selv nu var han sikker på, at han aldrig ville blive så stor selv nu hvor han selv gik i niende klasse. Han følte sig ikke stor. Ikke stor nok, ikke modig nok for hvis han var det, ville han ikke kun sige tingene højt inde i sit hoved, ikke have så stort behov for Ahmed, som han efter alt sandsynlighed bare forstillede sig, ikke være så bange for afgangsprøverne ikke føle, at han burde smile så bredt til buschauffører og så småt till uu-vejledere. Men  nej – han følte sig ikke stor på nogle måde, han følte bare, at de 0. klasser under ham var blevet små, ligegyldigt hvor meget han forsøgte at knibe øjnene sammen, så de var lige så små som de små 0. klaser kunne hn ike få sig til at se hsig sel som små.

Det havde været ligesom, dengang han var lille. Når hans pande blev varm, og han bad sin mor om at måle hans temperatur og termometeret viste 37.9, og hans mor sagde at han skulle have 38 i temperatur,  for at blive hjemme fra skole, for at være syg nok, for at have det dårligt nok. Og han havde det aldrig nok. Da han sidste år forelskede sig i en dreng fra sin parallelklase var han ikke ulykkeligt forelsket nok til at gøre noget ved det,  når han sad og græd mod toiletdøren, græd han ikke helt længe nok, var det ikke helt svært nok at rejse sig igen til, at det var et rigtigt problem, og når han kom i skole ville han ikke komme til at savne sine klassekammerter nok til så meget som at være med når alle de andre skiftede deres coverbilleder på facebook til billeder af hinanden.  Han var stor, bare ikke stor nok til at kunne holde til at stå heroppe.

Og han ville komme til at savne de læreree, der lagde ugeplanen ud det øjeblik skoledadagen var færdig fredag, de lærere der havde ugeplaner for resten af deres liv, hvde kuglepenne til resten af deres liv og hade muskler nok i hånden til at formå at kunne skrive tociftetet tal mved Jens og Lise, men drig, aldrig, nogensinde, Gud fobyde ved Mohammed. Lærere som til sidst ville gå på pension og flytte ud på vandet og sidde og rokke frem og tilbage i en gyungestol pj gtænkte over hvornpr roden mn blev så fedtet, at de ikke længere kunne se deres eget lic.

 

Så det var også med sine små hænder at han rakte hænderne ned i posen med karameller og tog en håndfuld og kastede dem ud over, de store 0. klassere, der smilede og takkede verden for at de ikke behøvede at se på det skræmmende ved fremtiden, når den så nemt kunne blive pakket ind i et hullet telletubbykostume  og en masse farverige karameller.

Jens lagde ikke engang mærke til, at han var begyndt at græde, før det gik op for ham, at de karameller, han tog op fra posen var blevet våde. Han kunne bare sige, at det var saltvandskarameller, hvis nogen spurgte, tænkte han, mens han slugte et hulk. Ingen af de andre have lagt mærke til, at han græd. Ingen af de andre græd, og ingen af de andre lagde mærke til de af hans hulk, der blev druknet i lyden af hænder, der skrabede mod plastik, af råb nedefra, når  to havde fået fat i den samme karamellerne, af lærerne der prøvede at få styr p det hele, så højt hævet over det som de nu var en gang var, så mange knuste hjerter og sidste skoledag og første kys på et svedigt dansegulv,de havde oplevet, så de ikke længere lagde mærke til noget af det.

”Er du okay?” Ahmeds stemme lød pludselig i hans hoved, klarere end nogen 0. klasses.

”Nej. Nej, overhovedet ikke. ”

”Hvorfor ikke?”

”Ja, hvorfor tror du?” tænkte Jens og fortrød straks sin egen spydighed.

”Jeg tror bare, at der er vigtigt at du sætter ord på det, i stedet for bare at sige, at du kommer til at savne din klasse. Fordi det passer, ja, men ikke rigtig. ”

”Jeg savner børnehaveklassen, hvis du endelig vil vide det. Så fucking meget. Jeg savner at være dernede og skulle gribe karamellerne og have en fremtid foran sig med at blive forelsket og få sit hjerte knust, og jeg savner ikke at kende min seksualitet, bare spørge pigerne om vi skulle være kærester og kysse dem foran pædagogerne, der syntes, at det var sødt,  så sødt, sødere end de der karameller. Jeg savner at glæde mig til at blive større og jeg savner at kunne kigge op på en eller anden brandtrappe og kunne fortælle mig selv, at der præcis der jeg vil være som ti år. Jg savner at vide, at jeg altid havde mere tid til at lave mine lektier og blive bedre end alle andre, og jeg ville ønske, at jeg kunne gå tilbage og filme hvert et øjeblik, i stedet for at jeg nu står er uden at vide præcis, hvordan jeg endte her. Uden at kunne huske prisen på de karameller jeg købte uden at kunne huske navnet på den bedste ven, jeg havde i 0. som flyttede til  København i 1.

Jeg kan huske at være faldet på den plet asfalt dernede, men jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde rejste mig op igen.”

Jeg kan huske at sidde under den bænk sammen med en anden dreng, og jeg kan huske, at vi råbte af de andre børn, at nu var vi blevet kærter, og jeg kan huske, at de andre råbte tilbage, at vi skulle kysse for at bevise det, men jeg kan ikke huske, om vores læber nogensinde rørte hinanden. Og jeg kan huske, at jeg klatrede op i et træ og at jeg ikke kunne komme ned igen, og at jeg kaldte på de andre børn, men jeg kan ikke huske, om de andre børn kom. Og jeg kommer sikket til at huske det her øjeblik hvor jeg står og fucking græder og ikke bare mander mig op  - nej, ikke mander, mennesker mig op – til at stoppe med at græde over noget så tåbeligt. Men jeg ved ikke, om jeg kommer til at huske det øjeblik, hvor jeg stopper med at græde.

 

Forhåbentlig kommer du til at huske mig, tænkte Ahmed stille eller højt  eller måske tænkte han slet ikke. Måske var det Jens, der ønskede, at han tænkte det. Måske var det bare Jens, der var ved at være ligeglad med hvem, der tænkte hvad – det at de stadig tænkte var et rimeligt godt livstegn

”Tro mig, jeg tror at det her vil være det sidste jeg glemte.” Jens ’ hånd skrabede mod bunden af posen, da han tog den sidste håndfuld og kastede dem alle ud over skolen. Bortset fra en karamel . Bortset fra en lyserød én, som hans hånd ikke var stor, stor, stor nok til at holde. I stedet for at smide den ud, stak han den ubemærket i sin lomme, knugede den så hårdt, at den måtte blive deform i hans hånd. Så længe han ikke spiste den sidste karamel, vidste han, at han stadig havde et eller andet  bare et eller andet til at holde ham fast til folkeskolen.  

Et eller andet, når han ble nødt til at komme videre i livet. Ahmed ville gerne redde verden, havde han fortalt Jens, da han var på vej i skole. Redde den fra stigende have og stigende ignorance og politikere der sagde, at de sked på global opvarmning og brændte sig på deres egen lort. Redde den fra de UU-vejledere, der syntes at ens gennemsnit skulle være højere end havet, før man måtte gøre noget.  Redde den fra Martin Henriksen, redde den fra dem der troede at lyserøde skrabere kun var for kvinder. Bare lige redde den, nu hvor ingen andre havde formået den før.

Men Ahmed havde også fortalt, at hans karakterer i dansk måske ikke helt var gode nok til rigtig at kunne redde verden.  Han havde aldrig helt fået styr på nutids r- og det der med at sætte kryds og bolle – han havde haft for tralvt med at lære sin ignorante dansklærer at man godt kunne bolle selvom man var det samme køn til helt at lære det. Og i matematik – han havde haft for tralvt med at snakke om voksende ulighed, voksende, voksende, voksende til rigtig at lære om Pythagoras og cosinus og sinus og at man burde sige addere i stedet for at sige plusse.

Så måtte han jo bare finde en anden drøm, havde hans UU-vejledere  sagt og klappet ham på skulderen. Måske buschauffør.

 Jens kunne ikke bære at stå oppe på brandtrappen længere. Han ville hellere ned igen, med fødderne solidt plantet på den jord, hvor man stadig måtte kigge op mod brandtrappen og drømme. Så han gik langsomt ned med metaltrinnene knirkende under sine fødder, sine klassekammerater råbende bag ham, med blik på indgangen i den. De skulle op og pakke resten af deres ting sammen og forhåbentlig ville han være den første tilbage i klassen, så han kunne gøre det lidt alene, bare lidt, og forhåbentlig ville hans tårer ikke lave for synlige pletter på linoleumsgulvet og forhåbentlig ville hans selvmedlidenhed ikke lave for tydelige pletter i luften.

”Er du okay?” I et øjeblik troede Jens, at det var Ahmed. Det måtte det jo værre. Men så mindede hans ører ham på, at de også havde hørt det, og han var tvunget til at indse,  at det ikke var drengen inde i hans hoved, men en anden. Jens snurrede så hurtigt rundt på stedet for at se, hvem det var, at han nær havde mistet balancen. En lille dreng – han kunne ikke gå i andet end 0. – stod og stirrede på ham med store øjne og en endnu større plastikpose til karameller. Øjnene var nu bare fyldt til randen med noget, som man ikke kunne beskrive som andet end den der bekymringsløse følelse, der fik en til at kysse de drenge, man ikke burde kysse og klatre op i de træer, man ikke kunne komme med fra. Mens den pose han holdt – den var helt tom.

”Nej.”  Jens gjorde sit bedste for ikke at smile.

”Jamen du er jo stor,” sagde drengen med en sådan stor naivitet, der vejede så tungt at betragte for alle dem der ikke længere besad den, at brandtrappen uden tvivl ville knække under ham det øjeblik, han trådte op på den.

”Ja, men det at være stor betyder ikke, at man ikke er ked af det. ”

”Så behøver jeg jo ikke at glæde mig til at blive stor.  Har du en kæreste?” Jens vidste ikke, om  det var sødt eller trist, at det var blevet til det første, det vigtigste spørgsmål, som et ’lille barn’ kunne stille et ’stort’.

”Nej.”

”Er der  så nogen, du er forelsket i?  Min mor siger, at man altid er lidt forelsket i alle mennesker på samme tid, ellers er man skør.”

”Måske en lille bittesmule i en. Men han bor inde i mit hoved”

”Okay,” sagde drengen uden hverken at reagere på ham-delen eller inde i mit hoved-delen. ”Skal du bo sammen med ham efter niende klasse?”

”Jeg ved ikke, hvad jeg gerne vil efter niende klasse. Hvad vil du gerne være, når du bliver stor?”

”Det ved jeg ikke helt. Jeg er træt af, at der er så mage voksne, der spørger mig, hvad jeg vil være, selvom de selv ser så ked e ud af det, at jeg ikke engang tror, de selv har fundet ud af, hvad de har lyst til at være Men jeg tror, at jeg gerne vil være buschauffør. Jeg kan godt lide gul, og jeg kan godt lide at køre i ting”. Denne gang blev Jens nødt til at smile ved drengens ord.

”Må jeg fortælle dig en hemmelighed? Det tror jeg også gerne, at jeg vil være. ”

Drengen gengældte hans smil i et øjeblik, indtil det falmede og blev erstattet af et ansigtsudtryk af dyb alvor

”Må jeg få en karamel af dig? Jeg har nemlig ikke selv grebet nogen. Jeg er ikke særlig god til det. ”

Jens rystede på hovedet og fremviste sin tomme pose. Men da han fik øjenkontakt med drengen så ind i hans pupiller så hvordan det kun tog et enkelt sekund for træerne at vokse bagud, for læberne at adskilles i dem, så hvordan det kun tog brøkdelen af et sekund, før de fyldtes med tårer, ændrede han mening og gravede ned  i sin lomme for at fremdrage sin ene lyserøde karamel og rakte den frem mod drengen. Han tog i mod den med øjne, der tørrede så hurtigt, at Jens tænke, at det næsten kunne være indbildning, at han var begyndt at græde.

”Tak,” sagde han. Så satte han i løb, væk fra Jens, viftende med sin karamel og med et triumferende smil om munden. Jens skulle til at bede ham om at komme tilbage. Så gik det op for ham, at han selv var stoppet med at græde, og han stod bare stille og så drengen forsvinde i mængden. Brugte et øjeblik på at tænke over hvor dejligt det igen kunne være at græde over karameller og ikke andet.

Jens vendte sig om og gik indenfor, alt i mens han begyndte at fortælle Ahmed om drengen.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...