Buschauffør

Om Ahmed, der drømmer om at redde verden og om Jens, der drømmer om at blive buschauffør og om Ahmed og Jens, der drømmer om at kysse hinanden. Bidrag til Kunsten at være normalkonkurrencen og Skriv om drømmekonkurrencen, valgmulighed 3.

2Likes
1Kommentarer
522Visninger

1. 1

Det var surrealistisk. Surrealistisk på den måde med hjerter, der slog lidt for hurtigt, bare fordi de kunne. Med negle, der lavede lidt for dybe mærker i huden på andre mennesker, bare fordi man vidste, at de mennesker ikke ville være der for evigt.  Med øjne der var spærret lidt for meget op i et forsøg på at rumme hele verden i sin pupiller. Og på den måde, som nu hvor ens hjerne elskede at udfylde show don’t tell-reglen og leve som var Gud en dansklærer – for for fanden hele verden ville falde sammen det øjeblik, hvor verden besluttede sig for at tænke tingene lidt mere direkte eller måske endda sige dem direkte.

Surrealistisk.  I de første fem sekunder efter Jens havde åbnet øjnene, vidste han ikke helt hvorfor. Lå bare og stirrede på loftet og på den døde flue, der have klisteret sig fast til loftbrædderne, som han kunne sværge på havde været der i nogle måneder. Det var et under, at den ikke var faldet ned. Eller måske var det et større under, at ingen i denne familie bekymrede sig nok til at fjerne den døde flue fra væggen, de døde minder fra gulvet eller den døde forestilling, om at de fungerede godt nok til at kunne kvalificere sig  selv nok som en ordentlig familie til at kunne tage Ikea og købe en fluesmækker. Men måske klistrede det bare for godt til at det kunne betale sig at gøre et forsøg..

 Han stirrede lidt på fluen i noget tid. Nægtede at fokusere på andet end den. Og undrede sig over hvor meget af sin levende tid, den havde brugt på at sidde i vindueskarme klokken midt om natten med vinduet halvt åbent og øjnene helt åbne og høre hviskende stemmer udenfor der snakkede om hvor fulde var, der spurgte hinanden, om de havde et stykke tyggegummi til at kvæle alkoholånden.  Hvor mange gange flyen havde prøvet at sidde i vindueskarme om dagen med vinduet lukket, men alligevel være i stand til at høre den gamle mand på den anden side af vejen være ophidset over alle de indvandrersvin. Undre sig over om den  havde tænkt over døden, i øjeblikket inden Jens ramte det med det flade af sin håndflade. Og undre sig over om  fluen mon også selv i døden kunne undre sig over, hvad der gemte sig for enden af Jens’ alt for lange tankerække.

Det var sidste skoledag. Karameldag. Sidste skoledag af niende klasse.  En faktapose fyldt med karameller lå på gulvet i det ene hjørne for at bevise, at han ikke bare drømte. Jens skyndte sig at lukke øjnene igen. Det var for mærkeligt at kigge på. Alt for mærkeligt. Surrealistisk. Ja det var derfor.

Han blev bare liggende lidt. Hans dyne var varm, lidt svedig, fordi han glemte at åbne vinduet i går, selvom det havde æret 25 grader, da han lagde sig til at sove i går. Men hans forældre havde skændtes så højt, så højt, og han havde været bange for, at naboerne skulle høre det. Han tænkte jo bare, at han ville åbne det, når de var stoppet. Tænkte, at han da ikke kunne været blevet så vant til det nu, at han kunne falde i søvn til deres råbende stemmer på samme måde, som han var faldet i søvn til lyden af sin far, der sang ’Solen er så rød mor’ for ham, da Jens far 5, mens han mor sad inde i stuen, med en bog, et tæppe og lidt rødvin som hun drak. Han havde en dag fået lov til at smage det, og det havde smagt af at være hjemme på en måde, som ikke kunne findes i ikeakatalog , men kun i at lytte til hvor falsk éns far sang og  være ligeglaf..

På samme måde som da han som 12-årig sad og blev nødt til at slå teksten til godnatsangen op i en sangbog, midt om natten, fordi han ikke længere kunne huske, hvad der kom efter den første linje, fordi han ikke længere kunne huske, hvordan det var at være en 5-årig med lyserøde vægge, fordi hans forældre havde troet at han blev en pige,  efter ultralydsscanningen. Ikke kunne huske, hvordan det var at mærke sin seng synke lidt sammen i fjedrene, når hans far satte sig. Derfor og så fordi de arbejdede med børnesange i skolen, og hans taktik altid havde været at lave  lektier natten før, nu hvor hans forældre ikke var der til at minde ham på det.

På samme måde som, når han som 14-årig sad med sin computer i skødet og mærke det blive varmt, men det var ikke kun på grund af hans computer, og de falske støn i nogle høretelefoner han havde købt i fakta til 10 kroner, der gjorde det ud, for hans nye godnatsang. En gang i mellem var hans forældre kommet brasende ind, og han var altid tvunget til at smække låget hårdt, hårdt i, altid tvunget til at skjule hvis han selv var blevet hård. Hans forældre var jo en mand og en dame, en mand og en dame, og det var ikke en mand og en dame, en mand og en dame, er havde været på hans skærm.  Men hvis Jens skulle være ærlig over for sig selv, kunne hans forældre sikkert ikke være mere ligeglade. Hans far havde troet, at hans værelse var soveværelset. Og hans mor plejede ikke at tro så meget, som Jens’ fars arm havde holdt så godt fast i hende, hevet hende op fra sofaen så hurtigt, at tæppet var faldet af hendes ben,  de ben hun snart skulle sprede for ham havde faren snart med et grin. Vinglasset var faldet ud af hendes hånd, så hun havde muligheden for at drikke noget meget stærkere, når de var færdige, når han var færdig med hende, når hans armmuskler var for trætte til at tvinge hendes  benmuskler til at strække sig mere, sprede sig mere, end de allerede havde.  

På samme måde som nu og så alligevel overhovedet ikke. Det var samme værelse, samme dreng og så alligevel. Samme værelse og samme dreng og alligevel var han fanget  med ikke andet end de fire vægge, der var blevet malet blå, efter han var kommet i skole og begyndt at få andre drenge med hjem. De fire vægge med mallingen der var skallet så meget af, at det lyserøde lige netop var synligt, og kunne nidstirre  ham fra dengang,  hvor det ikke var fluer der klæbede mod loftet, men vaniljeis og alt for søde voksne, der nev i hans kinder og sagde, at de var fine og lyserøde og nev i hans vægge og spurgte, om hans forældre virkelighed havde lyst til at mishandle deres søn med de lyserøde kinder ved at give ham lyserøde vægge.

Samme skrivenord, som han havde brugt mange nætter, på at sidde og skrive stile på og fysikrapporter, indtil han havde slidt den hårde hud af sine fingre, slidt den hårde hud af resten af sig selv, for de 12- taller med de skarpe kanter og de skarpe stemmer fra uu-veljedere, der havde så meget blød hud, at et enkelt vindpust, et enkelt 10-tal ville vælte dem omkuld.

Samme stykke af gulvet, han lå på, når sengen var for behagelig, og stirrede på sin telefon, når han ventede på, at folk skrev tilbage, prøvede at bilde sig ind, at de bare spillede kostbar og lovede sig , lovede sig, lovede sig, at hvis de engang skrev tilbage, ville han ikke spille kostbar, ikke vente de ekstra 20 minutter, men bare erkende, at han ikke var mere værd end en slidt paperbackudgave af Fifty Shades of Grey fra fakta.

Samme skoletaske, han så mange gange havde taget på i skole, hver morgen, siden hans mor stoppede med at følge ham i skole, allerede halvvejs inde i nulte klasse,  selvom han skulle over fire store veje. Skoletasken, der havde vejet tungere og tungere for hver morgen han kom i skole, og smilende sagde godmorgen til sine klassekammerater. Indtil de blev ældre og stoppede med at sige ’god morgen’, det var ikke så vigtigt, når de i stedet kunne sige med de små stemmer, der slet ikke passede med hvor store de var ’har du hørt, hvad der skete i nat’. Og de nikkede til hinanden for selvfølgelig havde de hørt, hvad der skete i nat, selvfølgelig kunne de allerede tallene på hvor mange døde og hvor mange sårede der var. Men kun lige indtil klokken ringede ind, og de glemte alt om dem. Og de seneste år  var de gået tilbage til at sige godmorgen til hinanden, fordi de havde set, hvordan alle de voksne formåede at læse nyheder hver dag,  og allievel sige godmorgen.

Problemet var bare, at Jens nogle gange troede, at den dreng der sad på sengen også var helt den samme. Bare lidt højere,  bare hurtigere og hurtigere til at slukke for sin computer, når hans forældre kom ind, fordi dem på skærmen, havde de forkerte kønsdele til at hænge mellem deres ben, hænge ud af hans computer,  hænge ud af hans mund, hver gang han prøvede at grine med, når  de andre drenge snakkede om ’piger’.

Jens vendte sig om på siden. Han kunne høre sin mor bevæge sig rundt nedenunder – tænde for deres kaffemaskine. Han var ret sikker på, at hun aldrig var gået op i soveværelset, men var nok bare faldet  søvn foran TV-et til de utydelige stemmer og fjernsynsflimmer. Hun slukkede aldrig rigtig for det, sagde, at hun følte sig ensom uden. Skiftede bare kanal, hver gang der kom nogen form TV-avis, som regel til Ramasjang.  Men nu kunne han høre hende tænde for radioen, høre en kvindestemme, der snakkede om et terrorangreb,  ukendt gerningsmand, 33 døde, 103 sårede. Han lyttede ikke rigtig. Det havde han ikke behov for længere, og han strakt et ben ud fra dynen for at lukke døren helt, lukke lyden af kvindestemmen ude.

Han kunne godt bruge lyden af et par bomber bare så han kunne slippe for at høre radio.

Det efterlod ham med komplet stilhed. Stilhed, stilhed. Selv alle de andre Jens’er, der havde befundet sig i værelset gennem tiderne lod til at tie fuldkommen stille. Han ville gerne vær i stand til at nyde stilheden, nu hvor han vidste, at den snart ville blive brudt af råb fra små børn, der stod og ventede på karameller, råb fra de muslimske børn, nu hvor der var svinekød i dem alle sammen, råb fra Martin Henriksen, når han sagde, at han gerne ville bytte med dem – han fik grisekaramellerne, og de fik endelig lov til at rejse tilbage til deres eget land, hvor de ikke længere råbte, men skreg af frygt, men det var vel i orden, sagde Martin Henriksen til dem, som han smaskede sine grisekarameller. De kunne jo ikke bo i Danmark, være danske, uden at spise grisekarameller, indtil de var ved at blive kvalt i dem.  

Stilhed, som snart ville blive brudt af stemmer, der blev mere og mere sløret i løbet af den fest, de skulle holde i natten, stemmer der tilstod deres uendelige kærlighed til hinanden. Stemmer, der talte og talte og talte og brugte det ordforråd, som de havde lært, det var meget vigtigt at have,  den første gang de skulle have National Test.  

Stilheden, som snart ville blive brudt af hans forældre, når de råbte af hinanden, for ikke at have  råbt lidt mere af hans søn

Beskyldte hinanden for alt det han ikke var. En person, der uden videre kom ud af sengen, uden videre gik af sted og uden videre købte karameller med svinekød i, selvom han var vegetar. En søn, der ikke var bange, for at drikke sig fuld ti fester, ikke bange for at han med sin mest slørede stemme ville fortælle de mest slørede mennesker, at han elskede dem, fordi deres kønsdele blev så slørede, at han ikke helt kunne fortælle sig selv, hvem han bude sige det ti.

En søn, der nikkede og smilede og nikkede igen, når UU-vejlederen kom på besøg med sine powerpointpræstenationer og de øjne der virkede unaturligt store til hende. Frtalte dem, at de hellere måtte se og få valgt, hvad de skule med resten af deres liv, fortalte dem, at fremtiden åndede dem i nakken. Men fremtiden havde dårlig ånde, fordi den aldrig børstede tænder, og fordi den var fuld af have, der svømmede over, af alt for meget mennesker, der ikke havde råd til deodorant, fuld af luft der gjorde ondt, hvis man træk det for dybt ned i lungerne, fuld af mennesker som Martin Henriksen, der gjorde ondt, hvis man træk dem for langt ind i sine ører. Det havde Mohammed rakt hånden op og sagt, at han gerne ville rette op på, fordi han gerne ville redede verden og uu-vejlereden havde sagt, at hans snit ikke var højt nok til at redde verden.

Så havde hun spurgt  Jens, hvis snit var tocifret, hvis hånd altid var to centimer hævet højere end Mohammeds var i klassen, hvis hånd altid var lidt mere end to nuancer  lysere end Mohammeds, så selvfølgelig så læreren kun den, det var klart. Spurgt ham  om han kunne tænke sig at redde verden.  Jens havde sagt, at han hellere ville være buschauffør.

Ikke at han nødvendigvis ville være buschauffør. Men uu-veljedererens ansigtsudtryk da han havde sagt det, hendes tale om spildt potentiale, og om at sådanne jobs var tilegnet Mohammed. Folk der ikke havde et stor nok ordforråd til at tale om onomapoetika, ikke en stor nok viden om ordforråd til at vide, at han aldrig burde nævne ordet medmenneskelighed. Jens skulle ikke være en buschauffør. Så Jens havde tænkt, at det måske kunne være ret sjovt at blive buschauffør. Kunne ikke forstå hvor det med de spildte potentiale kom ind, for han var ret sikker på, at han ikke ville komme til at bruge ordet onomapoetika, eller sin viden om metatekstualitet og sin viden om betapartiklers rækkevidde i atmosfærisk luft, hverken når han skulle redde verden eller være buschauffør.  

Men lige nu var han ikke buschauffør. Han var bare en teenagedreng med lidt for mange bumser og lidt for få fremtidsplaner. Bumserne havde han engang købt en foundation til at skjule i syvende klasse, men hans mor havde taget den fra ham,  da han kom ind af døren, takket ham for gaven og selv taget den på. Han havde aldrig fortalt hende, at han egentlig havde købt den til sig selv. Og for at have fremtidsplaner blev han nødt til at overbevise sig selv om, at der rent faktisk var en fremtid,  en fremtid og ikke bare en masse usammenhængende øjeblikke med en masse usammenhængende mennesker.

Og lige nu var der bare stille. Indtil der ikke længere var stille. 

Jonas vidste ikke helt, hvad der skete.  Han vidste bare, at det ene øjeblik, var der kun ham selv, og den knusende stilhed, og det næste øjeblik var der noget mere. En stemme. En stemme der ikke tilhørte ham selv, ikke sin mir, ikke sin far, ikke uu-vejlederen, ikke hans klasse.

En stemme.

”Hvem er du?” Det var den, der sagde den, der sagde den. Det kunne han sværge på. Den var ikke udenfor, men indenfor, inde i hans hoved, inde i hans hoved, det var ikke til at tage fejl af. Den havde sagt de tre ord, og det var ikke hans egne tanker, der havde sagt det, det kunne det ikke være,  for de hviskede altid, turde aldrig sige noget højt, indrømme noget.

Den lød venlig, som om den spurgte uf af genuin interesse, ikke for at smalltalke. Lidt for venlig og lidt for lidt chokeret over at tale på denne måde.  Så venlig, at Jens kunne mærke det var en af de slags personer, der altid gav en mindreværdskompekser ved at være så lige til, der talte, en af dem der altid rejste sig for gamle damer, før de overhovedet var blevet gamle damer, men bare var damer, men bare var piger, men bare var mennesker, der endnu ikke havde lært ordet kønsroller, endnu ikke havde lært, at det var spild af ens potentiale at blive buschauffør.

Så venlig, at Jens havde tænkt tanken, før han kunne nå at stoppe sig selv ”Det ved jeg ikke. ” De fire ord. Kun dem. Han kunne ikke helt forklare det, men det foregik et andet sted end i hans hjerne, de fire ord, der gennemborede hans hjernemasse, fik den til at sprøjte ud til, noget der ikke var hans egen hjerne, nåede til noget andet, noget mere. Det var ikke, der han normalt tænkte. Disse fire ord krævede på den ene eller anden måde mere… koncentration.

 Samtidig med, at alle hans andre tanker, om hvorfor han ikke vidst, hvem han selv var, fortsatte, samtidig med, at alle hans tanker om hvorvidt han skulle være  buschauffør, de fortsatte. Det sted de plejede. Tanker om en gang i mellem at kigge på sin villa og sin dyre radio og sine to forældre, der rent faktisk stadig boede sammen, ikke var skilt, endda stadig delte en seng fra Ikea, selvom den ene forældre hvis blev tvunget til den anden. Og så føle sig som en papdreng, en papfigur i Ikeas familieafdeling, en papfigur som 10-årige piger havde til at stå på deres værelse af deres yndlings bandmedlem, en papfigur der fyldte sig med papvin og papføleleser og paptanker, med papblod i årene, der blev pumpet rundt af hans paphjerte, så han kunne fortsætte sit papliv. Sit papliv, som bare kunne klippes igennem af en saks og så ville det være ovre.

”Det er der ikke så mange, der gør. ”

Stemmen var kommet tilbage, inden Jens havde nået at bestemme sg for, om han skulle rejse sig fra sengen og se om der stadig var en saks i hans skrivebordskuffe. Han var nu endnu mere sikker på, at han havde hørt noget. Jens overvejede at gå ud i køkkenet og spørge sin mor, om hun også kunne høre stemmen. Men det havde han ikke lyst til – han var holdt op med at komme ud i køkkenet om morgenen, for at lade sin mor slippe for at undskylde for, at hun ikke lige havde fået købt ind, så der var ikke noget morgenmad. Desuden, lige nu mens det var forår, var der en bøgehæk på vej til skole, og en af hans venner havde lært ham i 6 klasse, at man kunne spise dens blade. Så på en måde fik han jo morgenmad, plejede papdrengen at fortælle sig selv,  mens han gumlede på sine blade og slugte dem, sammen med den bitre eftersmag.  Sammen med bevidstheden om at alle de andre papdrenge i hans klasse måske ikke var lavet af pap, fordi de havde muligheden for at fylde deres mavesæk, og få deres hjeter og pikke til at svulme over piger.

”Hvem er du? ” Jens tænkte tanken, før han kunne nå at stoppe sig selv, alt i mens han knugede om sin dyne, borede sine negle ind i den, bare for at minde sig selv på, at hans dyne stadig var der, og han stadig var der til at varme den. Hvis han lukkede øjnene helt og krakelerede sit kranium lidt åben, kunne han bilde sig selv, ind, at dette rent faktisk skete. Næste bilde sig selv ind. Men så igen – det var nemmee at forholde sig til en fremmed stemme i hans hoved, end det var at forholde sig til den karamelpose, der stod i hjørnet.

”Ahmed, 15 år, og jeg ved ikke helt, hvad jeg laver i dit hoved.”

Jens satte sig op i sengen, mes han lod dette synke ind. Han overvejede at undersøge, hvad i alverden der skete, hvad denne Ahmed dog lavede i hans hoved, at regne det ud.  Men så faldt hans blik på karamelposen.

”Har du også sidst skoledag i niende  klasse i dag?”

”Ja, det er fucking mærkeligt, er det ikke?”  Svaret kom med det samme. Jes løftede sine hænder til sine tindinger, pressede alt hvad han kunne, indtil det gik  for ham, at denne Ahmed havde ret. På en måde kunne han bedre forholde sig til, at han pludselig var begyndt at høre stemmer, end han kunne forholde sig til at skulle ud af niende. End han kunne forholde sig til at skulle sige farvel til dem alle sammen. På gensyn selvfølgelig, han ville se dem, når de skulle op til eksamen, på gensyn i deres facebookfeed, i form af at synes godt om hinandens profilbillede, at tagge hinanden som en del af ’de bedste’ på sit eget profilbillede, at se hinanden nede i byen engang i mellem og smile til hinanden, før man begav sig videre i hver sin retning og måske om 10 år, hvis der var en der skulle tage bussen ned i byen, og de så ham sidde og køre 3a’eren.

Og de ville se hinanden i aften og holde om hinanden og hoppe op og ned til sange, der havde været hits for fem år siden, som alle, bortset fra 9.klasser der legede nostalgiske, havde glemt. 10 år. Måske kun 1/10-del af hans liv, hvis han var heldig. Forhåbentlig ikke den bedste tiendedel af hans liv, for det ville være lidt deprimerende, hvis han havde været gladest siddende til tysktimer, der varede til klokken 4, med næseborene fyldt med den parfume, som pigen foran ham havde taget alt for meget på af. Måske fordi hun var paranoind over, at folk skulle lugte, at hun havde menstruation. Måske fordi hun var paranoid over at folk skulle lugte, hun stadig lugtede af farvekridt, af snobrød på bålpladsen, af, bamser der var mølædte, af lyserøde prinsessekjoler, man havde på, fordi man ikke havde turde sige til sin mor, at man hellere ville have et  superheltekostumer.

 Men det var stadig ikke mindst, 10 år af hans liv, der nu var over. Og han havde lyttet nok til børnehavepædagoger der trøstede en for at være faldet, og uu-veljedere, der skældte én ud for at have fået 02 til at beslutte sig for, at det med at komme videre i levet var overvurderet.

”Hvorfor tror du, at det her sker?” Hvis bare Jens havde så god til at formulere sig, da hun skulle op til skriftlig dansk.

’Det her’ hentydede vist mest til stemmer i ens hoved,  hvor de ikke burde være, men de hentydede vist også til lagner, hvor det ikke burde være til sædpletter, til de ti stykket tyggegummi han tyggede indtil hans gummer blødte der kl. 2 om natten for at skjule alkholen fra sin ånde, når han kom hjem. Det hentydede vist også til at gå fra at lege ’mor og far  og børn’ som barn til at  gå til atlege det som voksen, når han forsikrede sine forældre, om at han en dag nok skulle få en familie, en rigtig familie vel og mærket, sådan en familie man kun kunne forstille sig i børnehaven.

”Det ved jeg ikke. Men betyder det noget?” spurgte stemmen. Spurgte Ahmed. Og Jens syntes næsten, men også kun næsten, at han kunne fornemme en stille bøn i stemmen.  En stille bøn, at når det alligevel skete det med at vokse op og vågne op med en dreng i sit hoved, var det for sent at tænke over hvorfor. En stillle bøn om ikke at lade det betyde noget, om at det ikke betød en skid. Om at det ikke engang betød den skid, som Martin Henriksen, sikkert lige nu var i gang med at presse ned i toilettet,  alt i mens han sad med åben dør, for det var jo dansk at skide, og han var jo dansker. Og han sad og scrollede ned af sin facebook og kunne ikke forstå hvorfor de var flest triste reaktioner på hans opslag om de 80 stramninger af udlængeloven, kunne ikke forstå, hvorfor han skulle skide så meget, han var jo ikke fuld af lort. Måske var flæskesteg bare meget afførende, tænkte han, da han rakte ud efter toiletpapiret, indtil det gik op for ham, at han havde brugt det hele. Han nægtede nu bare at gå ned i fakta, for der havde Mohammed lige fået arbejde. Så han måtte nok gå i Føtex i stedet for, hvor Peter med de mange bumser lige havde fået arbejde.  Det ville sikkert ikke gøre noget at, Martin Henriksen ikke havde trukket bukserne op, for Peter vile nok være beæret i at kunne blive bekræftet i at han var dansk. Hans hud havde jo samme farve som Martin Henriksens røv.

”Wow, det var en virkelig lang tankerække. Pas på at politikerne ikke hører dig. ”

”Du kunne høre det. Og nej, jeg tror ikke lige frem at  jeg vågner op med telepatisk forbindelse til Christinsborg i morgen, selvom det kunne været ret syret.”

”Så er det det det her er? En telepatisk forbindelse?”

”Det ved jeg ikke helt, men ligegyldigt hvad det er, tror jeg virkelig, jeg har brug for det. At have én at være med til at drukne tanker om forandring i tanker om politikers bagdele med.”

”Kan du ikke snakke med din klasse om det? Jeg mener – de vil været ret åbenlyse, ville de ikke?

”Jo, det kunne jeg vel godt. Jeg har bare haft et lidt mærkeligt forhold til dem, siden dengang i ottende klasse, hvor jeg kom ud til en anden dreng i klassen, fordi jeg var blevet lidt fuld til en fest, og han sagde, at han byttede øl for hemmeligheder, og han fortalte resten af klassen, at jeg var forelsket i ham, selvom jeg aldrig havde sagt det. Han sagde, at jeg havde sagt, at jeg var glad for, at der var et forhæng i omklædningsrummet for så kunne jeg stå og onanere til billedet af dem, mens de skiftede tøj, og det ved jeg ikke. Nu skifter jeg tøj i mit eget rum. Og har måske ikke det bedste forhold til min klasse.”

Jens tog endnu hårdere fat om sin dyne, da det lige var dukket op for ham, at han netop var kommet ud til denne Ahmed, som han havde kendt i fem minutter, før han var kommet ud til sine egne forældre

”Så er din klasse sgu da ikke en skid værd at savne. Og desuden har jeg altid tænkt, at  det der med at komme ud. Det er ret overvurderet, syntes du ikke? Jeg tænker bare, at jeg vil få en kæreste, fortælle det til mine forældre, og så ville de spørge, hvad hun hedder. Og jeg vil svare, at han hedder – du ved, et eller andet, hvis jeg ellers får en kæreste. Og så hvis jeg fem år siden får en ny kæreste, og de spørger, hvad han hedder vil jeg måske svare, at hun hedder noget. Og det var det. Ikke en kæmperor status opdatering på facebook med masser af hjerter og triste emojis, når jeg fortæller min historie om at lære at acceptere mig selv, hvor alle mine venner, selv dem jeg ikke har set i tre år, vil skrive, at de elsker mig alligevel, på trods af min seksualitet, for der er jo en skærm i mellem os, to skærme, og de kan håbe på, at jeg ikke vil bruge min skærm på at slå definitionen  på at elske nogen op og opdage, at det endnu ikke er at bruge 3 sekunder på at skrive en kommentar. At det endnu ikke er, at elske nogen alligevel- elske dem til trods  for at de elsker andre mennesker, men det er at elske dem ’fordi’, fordi de er dem og ingen andre. ”

”Så du er bi eller hvad? Eller pan?”

”Jeg er ikke særlig glad for labels, du ved, jeg ved ikke. Jeg har bare ikke lyst til at fastlægge mig på, at jeg er noget bestemt. At hvis jeg kysser en pige til en fest den her uge og kysser en dreng til en fest den næste uge, så har jeg bare gjort det. Jeg kan ikke lide, at jeg automatisk er en seksualitet i stedet for bare at være et mennesker, der kysser mennesker.  Det er der så mange måder at gøre på, uden man nødvendigvis behøver gøre det, siddende klemt sammen inde i en eller anden kasse, som findes for nemhendens skyld, hvis det giver mening. Jeg ved ikke helt”

Jens havde alt for nemt ved at forstille sig, hvordan Ahmed grinede nervøst i den anden ende.  

”Ja, måske.  Men For mig  tror jeg,  at det der med at kunne sætte ord på ens følelse – det er end dejlig bekræftelse i at, det er en rent faktisk følelse, fordi der har vært andre kloge mennesker før en, der har følt den, har overlevet og har kunne sætte ord på den. Og der kan fungere som en slags kort, en slags kort, hvis det giver mening. At man behøver bare selv finde ud af, at jeg godt kan lide drenge, selvom jeg selv er en dreng  og så er resten regnet ud for mig.”

”Ja. ” Ahmed sagde ikke mere. Det lød ikke som et ja, som om han var enig med Jens. Men det behøvede han ikke være. Det var noget, de fleste mennesker havde misforstået, Man behøvede ikke nødvendigvis erklære sig selv fuldkommen enige, for at kunne sammen, man behøvede bare lytte til hinanden uden at afbryde hinanden

”Ja.” Det ene ord han måske havde hørt lidt for lidt, som han altid havde hørte lidt fraværende, når han spurgte sin mor, om han måtte tage  et æble med på madpakke, og hun sagde ja, når han spurgte sin mor, om han måtte bruge hendes computer til bøsseporno, fordi hun var stoppet med at lytte for fem glas vin siden, spurgte om det ville  han betød noget, fordi han vidste, at hun ikke sagde andet end ja, fordi hun  have læst i ekstrabladet, at den og den berømthed var en god mor og den og den berømthed sagde ja.  Og lige netop den berømthed tog ti forskellige slankekurspiller hver dag, så det måtte hun også hellere gøre. Så gjorde det ikke noget at hente noget McDonalds på vej hjem, gjorde ikke noget, at hun ikke udvekslede så meget som en pomfrit, og et ord med sin vegetariske søn gennem hele dage, for hun tog jo sine piller og læste de fem råd til forældre i ekstrabladet og mere behøvede man jo ikke.  

”Hvad vil du være klædt ud som?” spurgte Ahmed ham.

”Ikke noget, Jeg har ikke kunne finde på noget og tænkte bare, at jeg ville lade vær. Det er ret god metafor for mit liv, at jeg ikke engang kan finde ud af at vælge mit kostume til en eller anden dum dag. For så kan jeg så sandelig  heller ikke vælge, hvad jeg skal med resten af mit liv, hvem jeg skal komme ud til.

”Jeg skal klæde mig ud som Ziggy Stardust”

”Du kan godt lide David Bowie?”  Jens var stadig ikke stået ud af sengen, men han tænkte ikke at han behøvede at spise morgenmad.

”Ja.” Lyden af Ahmeds stemme motiverede Jens nok til at få ham til at sætte sig op.  ”Ja, jeg skal have make up på og alt muligt.”

”Og det vil de ikke have noget i mod? Din klasse?”

”I hvert fald mindre end din klasse. Og jeg tænker lidt, at hvis David Bowie kunne, du ved være så kendt og samtidig være bi og genderbending og alt det, kan jeg godt klare 20  teenagere, tror du ikke?”

”Jo.” Jens tøvede lidt, siddende på kanten af sin seng. ”Jo, men det ved jeg ikke. Når jeg beklager mig oer den måde, min klasse reagerer på at jeg er homoseksuel og at jeg endnu ikke er kommet ud til mine forældre og samfundet i det helt taget. Jeg føler bare ikke jeg har retten til at beklage mig, når jeg nu ikke er David Bowie, når jeg er så… passiv.  Jeg mener på den ene side, kan jeg skrive mig sur på heteronormativitet på han/hun håndklæder, på vi unge og alle de andre ungdomsblade der ikke et øjeblik stopper op  i deres artikler om ti tricks til at score ham for teenagepiger for at fortælle, at nej måske er du ikke heteroseksuel lille ven. Og jeg kan brokke mig over mine forældre. Men jeg tager ikke engang med til Pride – den ene dag om året hvor det for alvor er tilladt at synliggøre LGBTQ+ i stedet for at gemme det væk, synliggøre det så meget, at folk måske stopper med at hæve deres øjenbryn, når de kigger på det, eller måske bare vender sig til at have konstant hævede øjenbryn, fordi det er ret normalt. Men jeg bruger den dag og alle andre dage om året på at lade vær med at købe tøj, der har alt for mange pigefarver, jeg træner rent faktisk håndled og har vænnet mig til at tale med bare lidt dybere stemme. Fordi jeg er bange for at begynde at passe ind i stereotype og bekræfte samfundet i at hvis den  gælder på mig, så burde den også gælde på alle andre bøsser.”

”Måske burde du bare begynde at se dig selv som en person, måske md lyserøde trøjer måske uden, før du begynder at se dig selv som en bøsse. ”

”Jeg-” Jens var måske ret glad for, at denne dreng kun var inde i hans hoved. For han kunne alt for nemt forstille sig hvor intens han ville være, hvis Jens nogensinde mødte ham i virkeligheden Ikke at han var virkerlig. Det kunne han umuligt være.

”Nej, Jens lad os lave en øvelse. Fortæl mig lidt om dig selv. ”

”Bare sådan?”

”Bare sådan.”

Så jens begyndte at fortælle. Bare fortælle med lige så meget selvtillid som kvindestemmen i radioen nedenunder, der så mange gange havde brudt den knugende stilhed i huset.

Om hans mor plejede at lave leverstuvning og flødekartoffelstuvning og alt det andet, man ellers kunne stuve, og når de spiste aftensmad tog han tre portioner, og var i gang med sin fjerde, da han erklærede, at han ikke kunne spise mere. Og hans mor havde fortalt ham, at det blev han nødt til, han skulle jo tænkte på de sultne børn i Afrika, der ikke sad sammen med dem om bordet. Til sidst slugte han resten af sin portion, med klumper at stuvning der satte sig fast i halsen, fik ham til langsomt at kvæles, fik ham til langsomt at give op, på at få det helt ned, inden det hele kom op over spisebordet igen. Men det blev han jo nødt til, for ifølge hans mor ledte hans spiserør jo direkte ud til Afrika, og de sultne børn ville få det bedre, selv når han tre timer senere sad på knæ ude på toilettet og kastede stuvningen op igen og skyllede den ud og håbede, at rotterne i kloakken ville få det bedre.

Om at være vokset op og kommet hjem med tallerkener fyldt med stadig dampene, nyligt stuvede teenageproblemer, med vokseværk under prøver, hvor man ikke måtte bevæge sig. Med problemer ved at opdage hvor meget det i virkeligheden stadig betød at hedde Jens i stedet for Ahmed.  Med kæresteproblemer for ingen af de piger han kunne lide, kunne lide ham tilbage, for han havde endnu ikke forstået, at han heller ikke kunne lide de piger. Og måske havde Jens i virkeligheden kigget lidt mere på drenge, der havde kigget på piger. Men ingen af drengene havde opdaget det, for de havde for tralvt med at forsøge at gennenbore pigernes hud med deres øjne. Og huden måtte jo på ingen måde være hård, den skulle være blød som smør og vidne om, at de brugte 24 timer på at sidde foran en computerskærm og se Netflixserier om drenge, drenge, drenge, der måske nok i virkeligheden var en 30-årig skuespiller fra USA. Men pigerne havde jo lært at perspektivere  i danskundervisningen, så de vidste jo godt, at drenge i virkeligheden var dem fra deres eget sted, at det i virkeligheden var dem alle sammen, selv Jens. Der stod om morgenen foran spejlet og prøvede at prikke sine bumser ud og hive sine pikhår af. Selv ham.

Og før aftensmaden var hans mor gået i fakta for at købe nogle flere engangsskrabere til Jens og nogle flere engangsdrenge, fordi Jens var blevet brugt alt for meget, var fuld af bakterier, bladet var ikke længere skarpt, og hans selvtillid og hans plastikhåndtag var flækket på midten

Og hans mor var begyndt at spise af alt det, for hun havde alligevel glemt det, men da hun var i hang med sin fjerde portion, erklærede hun, at hun ikke kunne spise mere. Og han havde fortalt hende, at hun burde tænkte lidt mere på de sultne børn i Afrika, bare lidt, bare lidt på hungersnød og borgerekrige og børnesoldater og AIDS-udbrud, og børnedødsrater for hver gang hun beklagede sig over, at prisen på engangsskrabere var blevet sat 0,5 kr. op og det fik jo engangsmødre til at flække helt

Fortælle om dengang han brugte sin mors skraber som ikke var engangs, som havde et fint lyserødt håndtag. Brugt den til at barbere sine ben,  havde set alle de lange hår falde af og samle sig i afløbet, kørt hænderne over den glatte hud og havde syntes om følelsen, syntes om den lyserøde farve skaberen havde, syntes om det, da han prøvede sin mors  mest røde læbestift og stod der foran badeværelsesspejlet med sine glatte ben og sine røde læber. Så var hans lillebror var kommet ind og  havde kaldt ham for transseksuel.

Det hed transkønnet, havde han hvisket af sin lillebror, som grinede for meget til at have lyttet,  som havde for travlt med at forklare, at han bare lige skulle hente sin blå  tandbørste. Jens havde lukket døren til badeværelset, havde taget et håndklæde om livet – et grønt håndklæde og fået sin lillebror til at sætte sig ned på toiletbrættet.  Jens overvejede lidt at fortælle ham om, at han ikke var transkønnet, ikke forstå hvorfor han skulle føle sig som en kvinde, hvorfor han ikke bare kunne være en mand med røde læber og glatte ben, og hans mor gerne måtte være en kvinde med farveløse læber og behårede ben. Fortælle ham hvordan  der var andre transkønnede kvinder derude so måske gerne ville gå med læbestift, og det skulle de også have lov til, for de var også mennesker, der elskede andre mennesker og hentede deres tandbørster.

I stedet havde Jens bare betalt ham 25 kroner or ikke at sige det videre til nogen, havde sendt ham ud og have skrubbet sine læber rene, indtil de var lige så røde som før. Havde siddet med sin bare ryg mod væggen og googlet hvor lang tid, det ville tage benhår at vokse tilbage, inde på girltalk.dk. Den næste dag havde det været 27 grader. Alle de andre drenge havde shorts på, men Jens havde lange bukser på hele dagen.

Ahmed afbrød ham ikke en eneste gang. Men når han først var kommet i gang, var det måske alligevel tæt på umuligt. Han  anede ikke, at det havde været muligt på den. Havde hele sit liv været vant til, at når man havde noget at gøe med andre mennesker skulle ens forhold mest bestå i at smile og nikke og smile igen. Man måtte kun sige en sætning af gangen, højest fem ord, højest to stavelser. Mere kunne folks opmærksomhed ikke holde til. Men nu – med Ahmed.

Jens kunne mærke, at Ahmed smilede, da han var færdig. Smilede rent faktisk. Ikke et hånende smil, men bare et smil som kunne han godt lide at ”høre” Jens fortælle, ligegyldigt hvad han fortalte om. Han vidste ikke helt hvorfor – han vidste ikke engang hvordan Ahmed så ud, men alligevel kunne han ikke andet end at vide, at der et eller andet sted derude sad en dreng derude, på en kant af sin egen fremtid og af sin egen seng og smilede til ham.

Så Jens smilede tilbage, da han rejste sig fra sengen, i håbet om at Ahmed også kunne fornemme hans læber. Smilede, mens de blev ved med at nakke, smilede, da Ahmed begyndte at fortælle om sig selv. Smilede så meget han ikke længere behøvede at tænke på hvor surrealistisk alt dette var. Smilede mens han løftede faktaposen med karamellerne op fra gulvet og tænkte over, hvordan i dag måske ikke blev så slem, som han havde forventet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...