Prik så hul!

Hvordan kan man leve i et samfund, hvor man ikke føler sig klar til at blive voksen og dermed føler sig malplaceret og bagud i forhold til "normalen," og hvis man endelig prøver at passe ind, føler man kun man mister noget af sin originalitet og bliver mere og mere en af samfundets kloner, der allerede har hele livets lykke-plan udstrakt foran sig? Resultatet er alt der tæller, ikke rejsen dertil, alt skal være 100% perfekt, dette er nærmere overlevelse i nutidens samfund, i nutidens verden end det at leve.
Deltager i ilttyv-konkurrencen indenfor valgmulighed 3, overlevelse.

0Likes
1Kommentarer
159Visninger

2. .

Jeg går rundt på bare fødder,

inde i min egen boble,

mit eget univers.

Jeg er en tryghedsnarkoman.

Tør ikke prikke hul på boblen.

Verden smuldrer for øjnene af mig.

Alt er kaos.

Intet er ægte mere.

Facaderne spejler sig i mine øjne,

når jeg vandrer byen tynd.

De dybe bekymringsfure kan ingen dog redde.

Livet bør handle om mere end bare at overleve.

Jeg troede, vi for længst havde givet slip på urmennesket inde i os.

Livet skal leves.

Det kan jeg dog ikke tillade mig at sige,

når jeg selv også kun overlever.

Lever ikke.

Jeg er bange.

Kigger mig hele tiden over skulderen.

Lever ikke livet fuldt ud,

fordi jeg er bange for at begå fejl,

og for dermed ikke at blive tilgivet igen.

At blive ekskluderet af alt og alle,

selv samfundet.

Ja i Danmarks velfungerende samfund,

prøver vi jo at passe ind,

vi er flokdyr,

og i den sammenhæng er det ikke fedt at blive udstødt af flokken.

Vi skal overleve,

i samfundets,

i verdens forventning.

Vi skal leve op til idealerne,

vi skal gøre det normale.

Det gennemsnitlige.

Fucking kloner!

Ellers bliver vi set ned på,

bedømt,

evalueret

og vejet for let.

Drengene må ikke græde.

Pigerne sulter sig selv og river hårene ud,

så huden til sidst bliver blodig.

Hvorfor kan noget så naturligt, blive gjort til skamme?

Og hvorfor siger vi til os selv, at resultatet skal være perfekt?

Perfekt er sgu da kedeligt,

Men alligevel stræber alle efter det,

higer efter det,

og det vil være en løgn,

hvis jeg siger, jeg er anderledes.

100 % perfekt.

Vi er jo opvokset til at tro, at det er den eneste løsning.

12-taller.

Godbid.

02.

Snak med din UU-vejleder.

Ved at passe ind i samfundet,

bliver vi presset ud, hvor vi ikke kan bunde,

der hvor vi mister noget af os selv.

Jeg vil gerne passe ind.

Men jeg kan ikke se bort fra,

at det der før var så normalt,

er blevet gjort unormalt i samfundet.

Jeg står på en skillevej.

Vi lyver for os selv.

Er blevet mere overfladiske.

Mere identitetløse bare for at passe ind.

Hvor forsvinder mangfoldigheden hen?

Jeg prøver at komme videre,

at leve,

ikke kun overleve.

Men det er svært ikke at lade sig rive med af strømmen.

Det er så meget nemmere at være en tankeløs klon,

der har man jo fået hele opskriften på livets lykke.

Bekymringerne og mareridtene jager mig.

Det værste er,

når jeg løber ud af klassen tidsnok til at ingen ser mit kommende angstanfald.

Ude på toilettet.

40 min.

Jeg bliver nød til at gå tilbage.

Mine ben vil bare ikke gå,

og mine øjne bliver kun mere og mere røde.

Jeg venter nok bare på,

at der kommer en og redder mig,

tager mig væk fra smerten

og starter mit ur forfra.

Men jeg glemmer,

at jeg er alene.

Inde i min boble.

Overlever kun.

Lever ikke.

Rejsen er lang.

Den ene dag er jeg parat til at gå længere,

gå til en anden by,

og ikke kigge mig tilbage.

Den anden dag kigger jeg mig over skulderen,

og træder et,

så to,

så tre,

skridt tilbage.

Kan jeg nogensinde slippe ud?

Men hvis jeg prikker hul,

skal jeg øve mig i at gå igen,

og vejen er lang,

jeg tør ikke.

Verden er barsk.

Kan jeg ikke bare gemme mig lidt længere inde i min boble?

Jeg ved godt,

at jeg er bagud.

Men kan jeg ikke blive herinde i varmen lidt længere?

Jeg er ikke klar.

Bliver det nok aldrig.

Jeg ved inderst inde godt,

at jeg dør af iltmangel,

hvis jeg ikke snart får prikket hul på den.

Jeg ved inderst inde godt,

at jeg snart drukner i mit selvskabte tårehav herinde.

Jeg ved inderste inde også godt,

at jeg går glip af så meget ude i verden,

for boblen vil altid være den samme,

klistrende og klæbende til mig.

Den vil ikke give slip.

Jeg kan ikke se klart.

Jeg tænker.

Tænker for meget over alting.

Det hele er så ligegyldigt.

Hvorfor påvirker det mig så stadig?

Jeg føler mig som et hamster,

proppet ind i et hjul,

en boble.

Jeg går,

går,

og går,

men kommer ingen vegne.

Du må gerne joine,

så er jeg i det mindste ikke alene.

Jeg bør være glad,

men jeg kan ikke.

Jeg bør være taknemmelig for at leve,

men jeg er nærmere skræmt af alle de valg livet byder,

og alle de veje valgene lukker.

Jeg skal videre i systemet,

men jeg er gået i ring,

Hvad sker der med dem,

der ikke passer ind i systemet,

overlever de?

Kommer jeg nogensinde til at leve?

Til at skubbe bekymringerne væk,

ikke mere være bange for det ukendte,

for det nye?

Ikke mere at skulle føle,

alt andet end perfekt ikke er godt nok?

Tør jeg at være mig selv 100 %?

Tør jeg tage skridtet?

Prik så hul!

Den er min glæde og min sorg,

min falske virkelighed.

Jeg er ikke klar til at sige farvel,

men det er man vel aldrig?

Jeg er bange for at miste mig selv i løbet!

Men jeg er træt af kun at overleve!

SÅ PRIK HUL!

...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...