Nattens afkom og Solens børn - Uddrag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2017
  • Opdateret: 19 sep. 2017
  • Status: Igang
Jeg er gået i gang med et større roman-projekt, som jeg er spændt på hvordan udvikler sig, men før en historie kan udvikle sig godt, må den have en god start. Derfor vil jeg lige dele et lille uddrag af den, så jeg måske kunne få noget godt kritik, som jeg kan have i baghovedet, når jeg skriver resten af historien.

1Likes
0Kommentarer
142Visninger

2. Hekseungen

 

Jeg kiggede mig omkring. Ingen. Jeg var som sædvandelig alene. Ikke andre end en ung ustyrlig pige som jeg fandt på at snige sig ud om natten, som det ellers var forbudt, men ingen kunne holde mig tilbage, for mit hjerte blev holdt fanget her under stjernerne. Jeg vidste, straffen kunne hale ind på mig, hvis nogle så mig, og jeg sikrede mig endnu en gang, at der ingen var at se. Da trak jeg særken over hovedet og det korte uglede lyse hår og lod den falde til jorden. Følelsen af frihed fra det tunge stof fik min krop til at føles svævende. Natteluften var kølig, men det syntes kun at gøre godt. Jeg lod mig glide ned under søens sorte vand.

Der hjemme sagde de, at de eneste gode væsner i denne verden var menneskene, solens børn. Dem selv. Det var derfor, de ikke bevægede sig rundt i mørket, og undgik stjernernes evigt vågne syn. Men jeg vidste bedre, for jeg havde hilst på det de kaldte, nattens afkom.

Jeg syntes at flyve, som jeg flød der og rakte op mod stjernerne. Som lille havde jeg klaget og grædt, over at jeg aldrig kunne nå dem, men med årene var det som jeg lærte, at det måske var bedst, jeg ikke kunne. Men selv om de var uopnåelige, var det, som om jeg efterhånden forstod dem mere og mere. De sang til mig. En dag blev de spinkle næsten uhørlige toner til ord i mine ører, og før jeg vidste af det, sang jeg selv med. De fortalte mig om den gang, hvor månens og solens slægt endnu var smeltet sammen i kærlighed til hinanden.

Men i dag var det som om stjernerne var stille, og månen hang med skikkelsen. Jeg tav også, for jeg havde vel fået det billede af at disse smukke skabninger var langt visere, end jeg nogensinde ville blive. Derfor tænkte jeg ikke videre over det. Jeg svømmede bare rundt i søen indtil søvnen føltes tung, og jeg måtte vende hjem.

Senere hen tænker jeg ofte over, hvorfor jeg ikke tog det som et varsel en tavs besked til mig, men intet af dette havde jeg overhovedet overvejet.

Mine nøgne fødder bevægede sig selv gennem granskoven på de så velkendte stier. Jeg kunne lukke øjnene, hvis jeg ville, uden at gå forkert, men jeg kiggede mig omkring for jeg elskede at se på, hvad månens skin og mørket kunne gøre ved skoven, thi det var aldrig ens, uanset hvor mange nætter. Jeg gik ad disse stier. Mit hjerte sank dog, da jeg nærmede mig udkanten af byen. Tættest på skoven lå det, jeg burde kalde for hjem; et lavloftet gammelt træ hus. Jeg stod først lidt og så på dørhåndtaget, mens jeg stille åndede ind og ud. Jeg hadede den følelse: at jeg ikke brød mig særlig meget om at være ”hjemme”. Saretha havde været så godmodig og venlig, lige siden den dag hvor hun fandt mig stående på dørtrinet, kun få vintre gammel. Der var ingen til at passe på mig. Da så hun i mine matte grå øjne og fik medlidenhed med mig. Jeg husker ikke meget fra før det, men jeg husker tydeligt et hvidt og stærkt lys, som ikke ville slukkes – og det ønskede jeg heller ikke.

Jeg havde været til megen besvær for Saretha. Folk hadede mig. Jeg vidste, de voksne mumlede onde ord, men de unge råbte dem højt uden skam. Ordene genlød i mit hoved. ”Hekseunge!”

I begyndelsen havde de rådet Saretha til at ligge mig ud i skoven for at blive spist af ulvene, men hun nægtede og lovede at gøre mig til en af dem. Men der var en sandhed hun ikke kunne skjule. Den sandhed der fik folk til at frygte mig, for jeg lignede i hvert tilfælde ikke en fra solens flok. Den sandhed var mit ar. Et stort langt ar fra et blodigt kød sår, der gik fra panden ned over øjenlåget og til kæben. Det var det folk væmmedes ved, når de så mig. Saretha havde i begyndelsen kæmpet for at få mig til at opføre mig mere som et menneske end et dyr, men lige meget hjalp det. Folket så mig stadig som et heksebarn. Til sidst sank Sarethas mod også, men hun var stadig altid god mod mig. Dog så jeg med længsel, hvordan hun elskede sine egne børn, så sank også mit mod.

Jeg sukkede opgivende dybt og trykkede dørhåndtaget ned. Varmen slog mig i møde som en velkommende gestus fra det mørke hus, men jeg kunne nu bedre lide den kolde natte luft udenfor. Ganske vist var her hjemligt og en ren drøm for et heksebarn som mig, men alligevel følte jeg mig meget mere hjemme, når jeg svømmende i min sø under stjernerne. Jeg sneg mig gennem huset og prøvede at undgå, at mine bare fødder slog højlydt mod trægulvet. Jeg lod mig glide ned under tæppet – uden nogle havde hørt mig.

 

Den nat var stjernerne sorgfuldt urolige for et stort sår i skæbnen var sket, men intet kunne de gøre ved det. Det ville jeg egentlig heller ikke havde kunnet gøre, men jeg bebrejder stadig mig selv for ikke at kunne se, hvad der var på vej.

 

***

Næste dag kom kejserens bud til byen. Saretha havde sendt mig ned til brønden for at hente vand, præcis som hun altid gjorde. De første år havde jeg tigget og bedt hende om at lade mig blive ude af de andres syn, men hun havde blot givet mig et gråligt tørklæde til at dægge ansigtet med, og sendt mig afsted. Men det hjalp ikke spor, når de andre børn rev det af og hånede mig endnu mere, der i gyderne mellem de små skæve træhuse. Jeg opgav hurtigt tørklædet, men sagde aldrig noget om de andres behandling til Saretha. Jeg ved ikke helt hvorfor, måske fordi jeg ikke ønskede, hun skulle bekymre sig, eller måske fordi jeg mest af alt skammede mig, når hun standhaftigt prøvede at opmuntre mig, men inderst inde vidste jeg, at også hun følte mishag ved synet af mig.

Det havde aldrig været anderledes, men jeg drømte, om hvordan de andre børn følte sig elsket. Alligevel havde jeg lært at leve sådan, og vendte mig hurtigt til ordene og blikkene. Ej heller denne gang bed jeg mærke i dem.

Den gamle brønd stod midt på torvet som centrum i den lille beskedne by, hvor Saretha boede i udkanten. Det var sent på eftermiddagen, men stadig stod mange små boder på pladsen, og få butikker var åbnet inde i plankehusene, og byen svømmede i liv og lys. Man smilede, men så snart man så mig stivende deres ansigter i underlige grimasser. Jeg så ned i jorden, og prøvede at undgå øjenkontakt med alt for mange. Jeg firede Sarethas spand ned i dybet, så efter den og hørte plasket, da den ramte vandoverfladen ikke langt nede. Jeg trak den hurtigt op igen, for jeg ville skynde mig væk fra de andres blik, thi jeg følte mig så udsat der midt på pladsen. Men da jeg vendte mig om, hørtes lyden af en hurtigt hest, der blev skyndt på. Alle, selv jeg, stoppede op lige tidsnok til at flytte sig for rytteren, der komme galoperende ind på pladsen. Han holdt hesten an midt idet hele. Folk begyndte at mumle, for de kunne se, han var ikke her fra denne egn, og han var særligt klædt. Han havde en halvblank rustning på, men det meste af hans beskyttende beklædning var af mørk læder. Et langt elegant sværd hang ved hans side. Han så rundt på folk, trak vejret dybt for at få pulsen en smule ned, og talte så.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...