Det de ikke forstår.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2017
  • Opdateret: 28 sep. 2017
  • Status: Igang
Mai flygter fra sin fortid og ender i London, hvor hun vil starte en ny tilværelse. Men hvordan skal hun gå den nye verden i møde, hvis hun aldrig kan lægge den gamle bag sig, og hvad gør man, når kærligheden pludselig banker på helvedes dør?

'Det de ikke forstår.' er en historie på godt og ondt om den traumatiserede Mai, der tilfældigt møder Harry i byen og derfra udvikler et forhold til den charmerende britiske fyr, mens hun i blinde forsøger at lægge den fortid bag sig, som hele tiden puster hende i nakken.

1Likes
7Kommentarer
326Visninger
AA

1. Et møde med skæbnen.

Jeg knugede det lille fotografi mellem fingrene. Det beskidte, mørke billede af min søster med det vildfarende røde hår. Hendes smilehuller var dybe, og fregnerne sad kaotisk over hendes næse. Jeg kunne igen mærke spyddet, der langsomt borede sig længere og længere ind i mit hjerte, som jeg så på det gamle fotografi. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, så jeg puttede det tilbage i frakkens inderlomme og fortsatte ned ad den mørke, regnfulde gyde i Londons gader.

Klokken var nær elleve, da jeg passerede Oxford Street og fortsatte ned langs Poland Street. Her lå barerne på stribe, og de dannede et godt grundlag for en sløret aften. Det var ikke længe siden, jeg havde forladt min hjemby. At jeg en gang for alle havde sagt farvel til Danmark… I hvert for en stund. Jeg havde brug for at komme væk. Forsvinde. Jeg havde brug for at glemme og særligt det at komme videre. Jeg havde ingen venner her. Eller… Jeg kendte nogle navne og nogle ansigter, men de var stadig kun bekendte og ikke nogle, jeg ville ringe til, når jeg havde brug for at snakke. Alligevel havde jeg mødt Dave. Han arbejde for et reklamebureau, og så havde han nogle ufatteligt homoseksuelle vibrationer, som jeg umuligt kunne tage fejl af. Det var ikke kun på grund af hans stramtsiddende læderbukser og den lyserøde tanktop… Nej, det var også hans stemme og det faktum, at han havde kaldt mig for ’Honey’, siden vi mødte hinanden første gang i opgangen. Han havde budt mig på en øl, efter han havde hjulpet mig med at slæbe et spisebord op ad trappen. Det var vel hyggeligt nok. Han gav mig oplevelsen af, at jeg hørte til i opgangen. At jeg var velkommen, og det varmede mit hjerte.

 

En besked bippede ind fra Dave. Han påstod, at han stod på hjørnet mellem Poland Street og Broadwick Street, hvilket jeg hurtigt kunne konkludere var løgn, idet jeg allerede selv stod der. Jeg så op fra telefonen. Kiggede frem og tilbage mellem gaderne, men uden at få øje på Dave.

”Der var du jo, Honey.”

Jeg så mig over skulderen, hvor Dave stod med en Burberry paraply, hvide stramme bukser og en lyserød Ralph Lauren polo. Han rakte ud efter min hånd og trak mig da hen til en lille bar med dæmpet lys og mange mennesker.

”Velkommen til paradis,” sagde han henrykt og pegede rundt i lokalet, som var det en kunstudstilling.

”Tjener!” Han bankede en hånd i bordet, så han kunne få den sortklædte tjeners opmærksomhed. ”Jeg vil gerne bede om to store krus fadøl til min veninde og jeg, tak.”

Tjenere var en stor mand med mørkt tætbarberet skæg og store tatoveringer ned over armene. Hans hår var trukket tilbage i gele, og der hang noget, der kunne lige et miniaturehorn, gennem hans øre.

”Er du til mørk eller lys?” spurgte han med en mørk stemme og kiggede på mig med et intimiderende blik.

”Lys,” svarede Dave for mig og forsøgte at rette tjenerens opmærksomhed mod ham igen.

”Er kvinden stum, eller taler du bare for meget?” Tjeneren så irriteret på Dave, der straks klappede i, hvortil tjeneren så mod mig igen.

”Og du sagde?”

Dave forstod mig trods det faktum, at vi kun havde kendt hinanden i kort tid. Han forstod, at jeg ikke brød mig om at tale til fremmede, og han forstod særligt, at jeg egentlig mest foretrak at være alene derhjemme. Alligevel havde Dave overtalt mig til at tage i byen med ham, så vi endelig kunne få den øl, han så desperat havde spurgt efter. Det var vel også en nødvendighed at komme lidt ud, hvis jeg skulle danne mig nogle forhåbninger om at skabe et nyt liv i London. Jeg havde brug for venner. Det havde jeg virkelig. Men selvom jeg manglede det, kunne jeg ikke lægge den dårlige samvittighed bag mig og følelsen af, at jeg ikke havde fortjent nogle omkring mig. Men trods følelsen, ville jeg ikke vise den. Jeg kunne ikke overskue spørgsmål om min fortid og mit underlige humør, så jeg rettede mig i stedet for op og svarede med et smil:

”Mørk, tak."

Tjeneren smilte, og jeg smilte større tilbage.

”Det var bare noget jeg antog,” hviskede Dave, der flovt havde fejlbedømt min smag i øl.

”Det kunne du ikke vide,” sagde jeg og skævede til ham. ”Du havde 50 procent chance for at ramme rigtigt.”

Vi grinte begge, hvortil tjeneren placerede to store glas øl foran os. En mørk og en lys.

”Nå, hvad synes du som om London so far?” Daves britiske accent kunne godt tage overhånd, når man altid havde været vant til at se amerikansk tv.

”Her er fedt,” svarede jeg og så ned i det gule krus. Den hvide brus steg langsomt mod den skummede overflade, så det tykke skum nær var boblet over.

Daves telefon ringede. Han lavede et hurtigt to-sekunders-tegn med fingrene, tog telefonen op til øret og løb ud i regnen.

 

Jeg sukkede. Jeg var ikke god til det her ”bar-liv”. Jeg vidste aldrig, hvad jeg skulle gøre af mig selv, og jeg tog gentagende gange mig selv i at overveje, hvordan det ville være at ligge derhjemme under dynen og stene til en film. Jeg begyndte nervøst at pille ved den bordeaux neglelak, som jeg utålmodigt havde ødelagt, da jeg ikke orkede at vente på, at den skulle tørre. Jeg tog billedet frem igen. Det lille billede af den rødhårede søster med de vilde krøller og tilfældige fregner. Jeg smilede. Mærkede varmen stige til mine kinder, mens jeg ihærdigt forsøgte at trække tårerne tilbage.

”Hvem er det?” spurgte en stemme ved siden af mig, så jeg nær var faldet ned ad stolen af skræk. Hans stemme var hæs, og hans hår var mørkt og krøllet. ’Jeg turde sværge på, at jeg havde set ham før,’ var min første tanke, men jeg skød den fra mig og kiggede da ned på billedet igen.

”Min søster, Avril.”

”Avril?” Han gentog det, men puttede en fransk accent på, som gjorde hans stemme endnu mere mørk og hæs. ”Som i måneden på fransk?”

Jeg smilede og nikkede. Han rykkede tættere på, så han kunne se nærmere på hende.

”Hun ser sød ud,” sagde han og strøg sin pegefinger over det brunlige billede. Normalt ville jeg have trukket det til mig. Jeg ville ikke lade nogen røre det. Især ikke fremmede. Men han skabte en fremmed følelse i mig. En tryghed, som jeg ikke havde følt længe.

”Hvad hedder du?” Han så nu op på mig. Hans øjne var dybe og grønne som safirer. De smilte. Det var sjældent at øjne kunne gøre sådan.

”Mai,” svarede jeg efter kort overvejelse, som om jeg havde glemt det.

”Også som måneden?” Han gentog mit navn for sig selv på fransk, men jeg rettede ham hurtigt.

”Ja, som måneden. Men du må for gudskyld aldrig udtale mit navn på fransk. Så lyder det som et får.”

Vi grinte begge. Det var ikke engang sjovt, det jeg sagde. Det var bare naturligt. Som en flamme, der langsomt voksede mellem os og spredte en kemi, jeg aldrig havde haft til et andet menneske før. Jeg rømmede mig. Mærkede mine kinder blusse, da han med sin hæse, mørke stemme hviskede:

”Jeg hedder Harry.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...