Sjakalerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2017
  • Opdateret: 23 okt. 2017
  • Status: Igang
Jeg husker ikke den 4. verdenskrig.
Jeg husker ikke hvordan krigen lagde jorden øde.
Jeg kan kun huske fra den dag, at jeg vågner op, dækket af støv og murbrokker.
Jeg kan kun huske, at jeg bliver reddet og kastet i hvad jeg troede var helvede.
Jeg kan kun huske, at dette helvede i virkeligheden var Jorden.

//Vinder af 2. pladsen i 'skriv om overlevelse' konkurrencen

6Likes
7Kommentarer
676Visninger
AA

4. ~ 3 ~

 

”Kan du, Ami, ikke lige sørge for at Mark får tændt ordentligt op i bålet så vi kan få vores proteiner i dag?” spurgte Nathan, som var i gang med at partere rådyret. Jeg sad på en sten og var i gang med at vaske den ene halvdel af vores tøj. Det var ikke nemt at vaske tøjet helt rent, men stanken blev lidt mindre. Mit hjemmelavede vaskebræt og vaskemidlet gjorde underværker for stridige ukendelige plamager.

   ”Det kan jeg sagtens,” svarede jeg og rejste mig. Alex løftede hovedet, fra sin liggende stilling ved siden af mig. Han var ikke længere en hvalp. Jeg tror ikke, han fik rigtigt lov til at være det.

   Det regnede den aften jeg fandt ham. Han sad sammenkrøllet ved et vandhul, udsultet, beskidt og rystende. Nok ikke mere end et par måneder gammel. Jeg ved stadig ikke helt hvorfor han ikke angreb mig, da jeg nærmede mig ham. Måske er det sandt at hunde har en sjette sans, og han vidste jeg ikke ville gøre ham ondt? Men jeg fik samlet ham op og bragt ham hjem til lejeren. Da det blev dag, kunne jeg tydeligt se knoglerne, og jeg frygtede at han ikke ville overleve. Efter tre hårde dage på kanten af livet, vågnede han helt op. Jeg fik vasket ham så hans sorte og hvide pels kom til syne. Reno mente at han var en blanding af en schæferhund, border collie og noget helt tredje. Det eneste jeg vidste bare at han var min.

   Jeg rakte ned og kælede ham på hovedet, før jeg begyndte at gå ned mod bålstedet. Han udstød et kort bjæf, og jeg vendte mig tilbage på ham.

   ”Så kom da, hvis du vil med!” råbte jeg til ham. Han rejste sig med det samme og luntede hen til mig. Han gik trofast ved min side ned til bålstedet, der var placeret i sandet ved vandet. Nathan sagde, at vi havde et bedre forsvar, ved at ligge ned til en vandet, en side mindre at forsvare. Desuden så brændte sand ikke lige så nemt som udtørret græs og grene. Jeg mistænkte dog Nathan for bare at nyde lyden af bølger, og den friske luft havet bragte med sig.

   Ved siden af bålstedet sad Mark og kæmpede med at få skabt ild. Han sad sammenkrøllet og lænet godt ind over tændstålet. Ind i mellem kom der nogle vrede udbrud af ord, indtil han igen koncentrerede sig om at få skabt ild.

   ”Skal du have en hånd?” spurgte jeg ham. Der undslap en forskrækket lyd fra ham, og han så op på mig.

   ”Ami!” udbrød han lettet. ”Du gav mig et kæmpe chok! Jeg kunne havde fået et hjerteanfald, eller risikere at—”

   ”Du overlever sgu nok,” afbrød jeg ham. Alex gik længere ned mod vandet og lagde sig ned der. Hans hoved var vendt mod vandet, og jeg kunne ikke lade være med at smile af synet.

   ”Jeg har styr på det Ami. Jeg kan altså godt tænde et bål,” sagde han.

   ”Det er jeg sikker på du kan, men vi skal også have mad i dag,” svarede jeg og så blidt på ham. ”Nathan er næsten færdig med at partere rådyret, så bålet skal være klar,” fortsatte jeg.

   ”Jeg kan godt tænde et skide bål.”

   ”Det er jeg sikker på Mark. Men nu hjælper jeg lige lidt, så det går lidt hurtigere,” svarede jeg i den mest diplomatiske tone, jeg kunne formå.

   ”Fint,” lød det fra Mark, som smed modvilligt tændstålet og kniven imod mig. Det landede lige ved siden af, det største stykke drivtømmer, som omringede bålstedet. Han satte sig på et af de mindre stykker med ryggen til vandet. Der var nok drivtømmer til, at vi alle fem havde rigeligt med plads, når vi sad rundt om bålet.

   Jeg samlede tændstålet og kniven op og satte mig på knæ ved bunken af træ. Med kniven snittede jeg et par spåner af et stykke brænde og samlede dem i en lille bunke. Jeg placerede tændstålet tæt op af bunken og kørte ryggen af kniven mod tændstålet i kraftige bevægelser. Gnisterne sprang fra tændstålet og satte ild til den lille bunke. Forsigtigt pustede jeg til ilden og omkredsede ilden med brændet. Ilden bredte sig, voksede fra den lille bunke til brændet.

   ”Hvorfor kalder du dig ikke bare for Ildbetvinger i stedet for Ami?” spurgte Mark lidt muggent fra sin plads på drivtømmeret.

   ”Måske fordi Ildbetvinger ikke ligger ligeså let på tungen som Ami?” svarede jeg og satte mig på drivtømmeret ved siden af ham. Fra vores placering havde vi udsyn til teltene. Røgen steg lige op i dag, så man ville ikke komme tilbage til et røgfyldt telt og føle sig som et stykke bacon, når man skulle sove.

   ”Jae… Du har nok ret,” erkendte han. ”Ami er også ved at blive dit kendetegn.”

   ”Måske. Det havde været rart at have et andet navn. Du ved et navn som var mit og ikke navnet på min tilstand. Misforstå mig ikke Ami fungerer fint, men…”

   ”Det havde været fedt med et kartoffel navn som Yvonne?”

   ”Kartoffel Yvonne?” Jeg prøvede at holde en alvorlig mine, men jeg begyndte at grine. Mark så underligt på mig, men begyndte selv at grine.

   ”Det er dejligt at I både er produktive og har det sjovt, men jeg er lidt nysgerrig om hvad I griner af,” sagde Nathan. Vi stoppede med at grine og kiggede på ham. Han stod lidt væk fra bålet med tre spyd med rådyr kød i favnen.

   ”Kartoffel Yvonne,” hviskede Mark og så på mig, og vi begyndte at grine igen. Denne gang mere voldsomt.

   ”Hvad forgår der?” lød det fra John, som så ret bekymret ud.

   ”Jeg tror bare at de har fundet endnu et godt navn til Ami,” sagde Nathan med et smil. John så på Mark og jeg, men vi grinte mere af hans ansigts udtryk. Nathan rystede på hovedet og gik helt hen til bålet. Flammerne var ikke helt så høje, som før. Forsigtigt satte han de tre spyd ind i holderne, så de var en halv meter over jorden. Vores latter var ved at stilne, men jeg tror ikke nogen skulle nævne ordet ’kartoffel’ eller ’Yvonne’ for os de næste par dage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...