Mit liv som Krykhusar

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2017
  • Opdateret: 29 okt. 2017
  • Status: Færdig
Mit navn er Dina Kristensen.
I årene 2007-2011 var jeg del af gruppen, der senere blev kendt som terrorgruppen Krykhusarerne.
Jeg deltog i samtlige af gruppens aktiviteter.
Denne bog er tilegnet Emma, Daniel, Camille, Kåre, Anders og alle de umulige unger, de udstødte, de rodløse, de vrede. Lorteungerne, ungdomsaffaldet, ballademagerne.
Alle I, der ingen steder hører til. Alle I, der vågner op med en knude i maven om morgenen og falder i søvn til larm i hovedet om aftenen. Alle I, der drikker jer fra sans og samling hver
weekend, fordi der ikke er andet at lave. Alle I, der ikke kan tro på en fremtid.
Denne bog handler om mig, den handler om mine venner, og den handler om jer.

Alle navne heri er ændret af hensyn til mine venners privatliv.

1Likes
1Kommentarer
266Visninger
AA

5. Kåre

Telefonen ringer to gange inden sekretæren tager den. Han svarer med en så professionel tone, at jeg midlertidigt bliver i tvivl om, hvad jeg skal sige. Jeg er ikke vant til at tale med folk, der taler i telefon hele dagen, det kræver tilvænning.

Da jeg endelig får fremsat mit ærinde er manden i den anden ende irriteret på mig. Jeg bliver hurtigt affejet, ham jeg vil tale med er ikke på kontoret i dag, men jeg kan ringe igen og lave en aftale. Inden han lægger på beder jeg ham sige, at Dina har ringet. Det forekommer mig at jeg hører et fnys inden lastbilen bakker, men jeg er ikke sikker.

 

Kåre har to ar i ansigtet. Det ene går fra kindbenet og op til tindingen, det andet fra kæbelinjen til øret. Arrene giver hans ansigt karakter, sådan er det med mænd. Et ar på en mand er en sejr, en situation han overlevede, et ar på en kvinde er en tragedie, noget der har skæmmet hendes skønhed. Det er noget værre vrøvl.

Når folk spørger ind til Kåres ar, siger han, at han blev bidt af en hund. Jeg behøver ikke at spørge om hvordan han fik arrene.

Endnu har Kåre ikke fået øje på mig. Han sidder ved et bord inde på caféen og smuldrer en serviet mellem fingrene. Det er ikke fordi jeg godt kan lide at han venter på mig, men det er dejligt at betragte ham på afstand. Når jeg står herude og ser på ham gennem ruden, er alt som før. Vi er stadig venner, og når hans højre side vender væk fra ruden, kan man ikke se at noget er sket. Så snart jeg kommer derind, vil han ændre sig, vi bliver nødt til at tale om fortiden, og netop da bliver det fortid.

Kåre kom uventet drønende ind i vores liv, med sine mærkevaresolbriller og blå mærker. Vi var outsidere i samfundet, Kåre var en outsider overalt. Som søn af en bankdirektør og en næsten ikkeeksisterende mor, der altid bar en silkenatkjole lige så gennemsigtig som hendes hud, voksede han op alene i et slot i Hellerup. Barndommen var en række af filippinske au-pairs, der behandlede ham som var han deres barn, og siden rejste hjem for at få rigtige familier. Et par gange om året fik han tæsk, når han kom sin far på tværs, og ellers var han alene. Han passede ikke ind mellem de konservative Hellerup-overklasse unge, der gik i dyrt mærketøj og ejede verden, han var for venstredrejet, for obsternasig, og i vores cirkel var hans manerer og ordbrug arkaisk skurrende, og vi misundte ham hans status i samfundet, selvom vi aldrig indrømmede det.

Når jeg siger at han kom drønende ind i vores liv, er det ikke en metafor, han kom i bogstavelig forstand drønende ind i vores gruppe, og med et drøn forsvandt han igen.

Kåre ser rastløs ud, han ser ud af ruden, spejder efter mig, og det går op for mig at jeg har stået herude i over et kvarter, mens jeg fraværende har betragtet ham. Jeg hanker op i mig selv, og marcherer mod caféen, Kåre møder mit blik gennem ruden.

Tjeneren kommer øjeblikkeligt hen til bordet, endnu før jeg har nået at tage min frakke af og lægge den på stolen, han har nok ventet på at jeg skulle komme, så han kan få os ud af vagten så hurtigt som muligt og næste kunder ind. Jeg bestiller en sodavand, Kåre sidder allerede med en kop kaffe i hånden og en tom kaffekop ved sin side. Han kigger hele tiden en smule til højre, så hans ar vender væk fra mig. Jeg tror ikke han gør det bevidst, det er vist bare sådan folk med synlige skavanker fører sig.

Vi snakker lidt frem og tilbage, Kåre er typen, der holder på formerne. Jeg kan se, at han er vred på mig, men han tør ikke konfrontere mig med sin vrede, ikke før vi har været igennem den obligatoriske høflige udveksling af vores status. Jeg fortæller, at jeg arbejder med rengøring, bor i Roskilde, og for tiden ikke har en kæreste.

Han er mellemleder i en større virksomhed, bor på Frederiksberg, og er flyttet sammen med sin kæreste, Ea. Jeg har lyst til at spørge, om hans kæreste ved, hvordan han fik arrene, men holder min kæft. Jeg kan egentlig godt lide Kåre. Jeg kan godt lide, at han siger mellemleder og ikke manager, at han ikke stirrer på hverken mig eller min hullede frakke, og at han ikke kommenterer på mit arbejde.

”Jeg vil skrive en bog,” siger jeg, da Kåre er færdig med at fortælle.

”Det lyder godt.”

”Om os. Om dengang.”

”Aldrig i livet,” svarer han, og ser sig omkring. Som om nogen andre ved, hvad vi taler om, som om de ikke er pisseligeglade. Så længe det ikke foregår ved deres bord, er det intet andet end irriterende baggrundsstøj.

”Det var også nogenlunde hvad jeg sagde, da Anders bad mig om det. Han fik mig dog overbevist.”

”Det er ikke ham, der dikterer tingene længere.”

”Han røg ind, vi er stadig på fri fod. Jeg synes, vi skylder ham det.”

”Et sidste ønske til en døende mand?” spotter Kåre.

Hans kommentar skubber mig et øjeblik ud af balance. Jeg har tænkt tanken før, men nægter at lade mig opsluge. Kåres skødesløse tone gør mig vred, men jeg bider det i mig.

”Jeg vil selvfølgelig ændre dit navn i bogen, det vil ikke blive sporet tilbage til dig.”

”Så du vil samtidig fjerne alle detaljer, der kunne få mig mistænkt. Det kan du jo ikke, så bliver historien ren fiktion.” Kåres ansigt vender nu mod mig, og jeg kan se hans ar. De er flot syet, stingene er næsten usynlige, og der er intet overflødigt lag af hud. Det er sikkert lavet på et privathospital. Lige nu afskyr jeg Kåre. Jeg afskyr hans skræddersyede jakke, hans skræddersyede ar, hans skræddersyede liv.

Jeg vil tro, at Kåre kan se, at jeg allerede har taget beslutningen. Han forsøger i hvert fald ikke længere at tale mig fra det. Fem minutters tavshed opfyldt af snak og latter fra de andre borde, og Kåre har fået nok. Han langer en undskyldning og nogle pengesedler over bordet, og rejser sig.

Jeg sluger min sodavand, betaler med Kåres penge, og stikker byttepengene i lommen. Ude på gaden kører en bil forbi, og jeg opfanger et par sætninger fra bilradioen. En sang fra et album vi plejede at høre i kolonihavehuset, jeg håber at Kåre hører den i sin bil på vej hjem.

 

 

Det var en lys juninat, da Daniel, Anders, Emma og jeg iførte os mørkt tøj, og satte os ind i Emmas forældres bil. I bagagerummet lå en mukkert, en spand maling og en blok tøris. Vi havde før lavet tøris-bomber, det var sjovt at se malingen eksplodere ud over alt, når man puttede tørisen deri, og stampede låget fast. Anders ville slå hul på ruden med mukkerten, jeg ville putte tørisen i spanden, og Daniel ville kaste den ind gennem det ødelagte vindue, inden Emma kørte os alle væk i bilen. Vi havde dækket nummerpladerne med to plastikposer, der var tapet fast.

Det var vores plan, men det endte med at blive noget anderledes end vi havde forestillet os.

Emma kørte ikke for tæt på banken, men parkerede på den anden side af gaden. Vi havde tid nok til at krydse vejen, det ville ikke tage lang tid at smide malingen gennem ruden. Jeg trak min hue over ansigtet, og steg ud af bilen med hjertet dunkende i mit bryst. Daniel havde allerede åbnet bagagerummet, og rakte mukkerten til Anders. Vi krydsede gaden, og så os om. Ingen holdt øje, ingen andre end kameraerne. Først havde jeg følt mig fjollet ved at tage huen over ansigtet, nu var jeg taknemmelig.

Anders var helt henne ved ruden nu, løftede mukkerten og slog det første slag. Der lød et højt dong, men ruden forblev intakt. Andet slag lavede en rund fordybning i glasset, tredje slag udløste alarmen. En skingrende hvinen strømmede fra banken og det fjerde slag lavede et stort hul i glasset. Daniel gjorde tegn til mig om at putte tørisen i spanden, alarmen var for gennemtrængende til at vi kunne tale eller råbe til hinanden. Af samme årsag hørte vi ikke bilen, der i det øjeblik kom hvinende om hjørnet, med retning direkte mod os. Kun jeg, der havde vendt mig om for at udføre min del af hærværket, fik øje på den.

Hurtigt skubbede jeg til Daniel, der greb fat i Anders, og trak ham væk fra vinduet. Bilen, en sølvfarvet BMW, kørte over kantstenen, lettede kortvarigt fra vejen, og med et øredøvende brag smadrede den gennem glas, metal og beton, og blev opslugt af bankens facade. Den havde åbenbart kortsluttet alarmen, der brat stoppede, og gaden blev hyllet i en uhyggelig stilhed.

Jeg var den første, der reagerede. I et spring var jeg inde i banken, hvor bilen holdt i tomgang. Den ene dør var helt krøllet, og fronten var komplet smadret. Døren i førersiden var dog intakt, og jeg åbnede den. En fyr omkring min alder sad i førersædet. Han så uskadt ud, airbaggen havde afbødet slaget fra kollisionen. Han åbnede spændet på sikkerhedsselen, og kravlede ud af den nu smadrede bil. En dråbe blod løb fra hans øjenbryn, og han så mistænksomt på mig.

Jeg kom i tanker om, at jeg stadig havde elefanthuen på, og trak den af. Anders og Daniel viste sig i hullet, der få øjeblikke forinden havde været bankens facade.

”Panserne er på vej!” råbte Anders, og nu kunne jeg også høre sirenerne.

”Skynd dig,” sagde jeg til den fremmede, og han fulgte efter mig ud til bilen. Hurtigt rev vi plastikken af nummerpladerne, og på vej hjemad passerede vi to politibiler med sirenerne tændt.

 

Den fremmede fyrs navn var Kåre. Det viste sig, at han hadede bankdirektøren endnu mere end nogen af os. Det viste sig også, at bankdirektøren var Kåres far, og at bilen tilhørte den selvsamme direktør. Det er noget med, at fjenden til din fjende er, om ikke altid en ven, så i hvert fald en allieret. Desuden måtte en fyr, der på så dristig vis havde overgået os i hævn, være velkommen i vores hule, så vi lod ham komme med hjem i kolonihavehuset, hvor han straks faldt i søvn på en madras.

 

Daniel sad lidt og betragtede den sovende fyr. Kåre var bleg, og havde et langt ansigt med en uskøn, dominerende næse. Blod var størknet i hans ene, mørke øjenbryn.

”Bare halvdelen af, hvad den bil var værd, ville have betalt gælden i vores hus,” mumlede Daniel. Så fnyste han, og tændte en cigaret.

Jeg betragtede Daniel, mens han røg. Der var noget, der langsomt var begyndt at rumstere i mig, når jeg så ham. Ligesom sin søster havde han brune øjne, der sad en anelse på skrå over markerede kindben. Det var dog mere end hans udseende, der tiltrak mig.

Det med kærlighed ved første blik er noget fis, i hvert fald for mig. Jeg har aldrig oplevet det, aldrig at en fyrs udseende gjorde mig forelsket, men kærlighed ved første handling er noget, jeg har erfaret. To år inden jeg mødte Anders, blev jeg lun på en fyr, hvis navn jeg aldrig lærte at kende. Han arbejdede i en butik i midtbyen i Roskilde, var langlemmet og et par år ældre end mig. Butikken var en af den slags butikker, der synes at løbe rundt på trods af at der aldrig er nogen kunder i den. Fyldt med ragelse og mærkelige plastikting i farvestrålende papbokse, der aldrig synes at tjene noget specifikt formål.

En dag gik jeg derind, og kiggede lidt rundt, mens jeg fordrev tiden til min bus gik. Jeg havde ikke tænkt mig at købe noget, og fyren hang uinteresseret over disken og gloede ud af vinduet. Da det var tid til at min bus skulle gå, gik jeg resolut mod udgangen, der lå lige ved siden af disken. Fyren fik øje på mig, rettede sig hurtigt op, og puttede et halvhjertet smil på, som hans chef sikkert havde lært ham. Det så ud til at han ville hilse, men jeg tror ikke han helt vidste, hvad han skulle sige. Jeg gik direkte forbi ham uden et ord, og ud af døren.

I flere dage derefter kunne jeg ikke lade være med at tænke på den lille scene, ham, der rettede sig beredvilligt op, og mig, der skyndte mig ud af døren. Jeg forestillede mig, hvordan han skuffet måtte være gledet sammen igen, da jeg gik, og mærkede et stik i hjertet. Det blev en besættelse, og snart kom jeg hele tiden i butikken, bare for at se på ham. Jeg sad udenfor butikken, og når han ikke var på arbejde, spekulerede jeg på hvor han var. Mine hænder blev svedige, mine kinder brændte, jeg kunne knap tænke på andet end ham. Jeg tegnede små billeder af ham, og puttede en karakter, der lignede ham, i mine historier.

Endnu havde vi ikke talt sammen, men det skulle være slut. Jeg tænkte, at han sikkert også var spændt på mig, at jeg måtte figurere i hans tanker, måske ikke som han i mine, men noget i den retning. Jeg lagde en plan. Næste gang jeg handlede derinde, ville jeg betale med små mønter, og når jeg tog dem fra min lomme, ville jeg tabe dem på gulvet. Som det skete i filmene, ville han hjælpe mig med at samle dem op, og det ville starte en samtale. Vi ville udveksle navne, måske endda telefonnumre, det ville være perfekt.

I ugen op til samlede jeg mønter. Jeg tømte min sparegris, og med en lomme bullen af femogtyveører, begav jeg mig derind. Jeg nåede kassen, og lagde min vare på disken. Fyren scannede den, og sagde prisen. Jeg tog fat i mit lommefor, og vendte vrangen ud på stoffet. Mønterne ramte gulvet og rullede til alle sider, det var perfekt. Hurtigt dukkede jeg mig for at samle dem op, men fyren hjalp ikke. Han udstødte et teatralsk suk, og blev hængende over disken. Der var ingen andre kunder i butikken, heldigvis, ingen til at se mig rødme helt op til ørerne, mens jeg samlede mønterne i hånden. Jeg betalte for min vare, og fyren smed irriteret mønterne ned i kasseapparatet.

Det gik op for mig, at jeg ikke var en del af hans verden, eller at jeg i hvert fald ikke spillede nogen større rolle end statist i hans film.

Jeg tror ikke, jeg fik halvdelen af mønterne med mig, jeg håber at de stadig ligger der, som et evigt minde om en tåbelig fjortenårig og et knust hjerte. Jeg satte aldrig mine ben i butikken igen, så jeg har ikke set efter.

Det var det samme med Daniel. Jeg var blevet lun på ham, ikke kun på grund af hans udseende, mere på grund af den måde han sugede cigaretterne ind på, med sammenknebne øjne, og den måde han slog hånden mod dørkarmen, i et øjeblik hvor han var opslugt af sit raseri. Små ting, der synes at være ligegyldige stykker af nogens personlighed, men som får en enorm betydning for den forelskede.

”Hvad glor du på?” spurgte Daniel med et smil spillende om læberne.

 

Det var daggry, og vores gæst var vågen. Hans telefon vibrerede svagt på madrassen, mens han stirrede på den. På displayet stod der bare, at ”Direktøren” ringede. Jeg ville nødig være i Kåres sko lige nu, jeg kunne knap forstå omfanget af problemer, der ventede ham når han kom hjem. De måtte have genkendt ham på overvågningsbillederne fra banken, hans far måtte have indset at bilen var væk.

Vi bød ham farvel, og Anders sagde, at hvis han havde lyst, var han altid velkommen til en øl. Jeg tror indimellem at Anders har en sjette sans, der lader ham finde ensomme mennesker og trække dem til sig. Tre uger senere stod Kåre uden for døren igen, og fra den dag var han en fast del af vores gruppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...