Mit liv som Krykhusar

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2017
  • Opdateret: 29 okt. 2017
  • Status: Færdig
Mit navn er Dina Kristensen.
I årene 2007-2011 var jeg del af gruppen, der senere blev kendt som terrorgruppen Krykhusarerne.
Jeg deltog i samtlige af gruppens aktiviteter.
Denne bog er tilegnet Emma, Daniel, Camille, Kåre, Anders og alle de umulige unger, de udstødte, de rodløse, de vrede. Lorteungerne, ungdomsaffaldet, ballademagerne.
Alle I, der ingen steder hører til. Alle I, der vågner op med en knude i maven om morgenen og falder i søvn til larm i hovedet om aftenen. Alle I, der drikker jer fra sans og samling hver
weekend, fordi der ikke er andet at lave. Alle I, der ikke kan tro på en fremtid.
Denne bog handler om mig, den handler om mine venner, og den handler om jer.

Alle navne heri er ændret af hensyn til mine venners privatliv.

1Likes
1Kommentarer
263Visninger
AA

4. Camille

Hvad man altid først bemærker om Camille, er hvor fantastisk smuk hun er. Når Camille træder ind i et rum, bøjes det omkring hende, og drenge og mænd rives ud af deres bane, og går i kredsløb om hende. Camille hader sin skønhed, hun hader at det altid er det, andre lægger vægt på, at de aldrig gider bemærke andet ved hende. Jeg tror hun bebrejder sin skønhed de ting, hun blev udsat for, og hvor meget man end prøver at fortælle hende at hun tager fejl, vil det altid være hendes udseende, der forrådte hende.

Hun venter udenfor Netto da jeg ankommer. Det er en tidlig søndag morgen, og Albertslund har en helt særlig forladthed over sig, den tomhed der kan opstå et sted, der normalt er befolket og larmende. Det er koldt, ånde bliver til små skyer af damp, og på kanalen er et tyndt lag af is.

Camille er iført en pailletkjole og plateaustøvler, og ryster i en åben mandefrakke, der er henslængt over hendes smalle skuldre. Da jeg krammer hende kan jeg lugte alkohol og cigaretrøg. Jeg gætter på, at hun endnu ikke har været hjemme fra baren.

Vi følges hjem til hendes lejlighed, mens hun fortæller mig om aftenen forinden. Barer hun har været på, en af hendes venner, der har kastet en flaske mod en politibil, og hvordan hun næsten har sovet fra sin alarm. Hun virker glad når hun fortæller, men smilet blegner hurtigt da vi når døren til opgangen.

En buttet fyr i et par hullede adidasbukser sidder op ad døren og sover. Camille går hen til ham, og sparker ham hårdt på hans ene grå gummisko, inden hun låser døren op.

”Hey! Hvor er Sofie?” råber hun, og sparker igen til fyren. Han åbner øjnene, og drejer sit rødmossede ansigt op mod Camille, inden han kaster op. I et par spring er Camille oppe ad trappen, og slår sin dør op. Jeg følger efter hende så hurtigt jeg kan, ind i en trang lejlighed på første sal. Der lugter af hash i lejligheden, og på samtlige overflader står tomme flasker. Et overfyldt askebæger står på gulvet ved en forældet computer, og på en nøgen madras ligger en pige i dyb søvn. Camille står bøjet ind over den lille pige, hun er vel omkring tre år. Ude fra gangen kan vi høre sløve trin.

”Den idiot,” bander Camille. Den buttede fyr er nået op ad trappen, og Camille trækker ham med sig ind på badeværelset og lukker døren. Jeg kigger mig omkring, mens Camille skriger af sin kæreste. Pigen vågner og gnider sine øjne, og jeg smiler til hende mens stemmerne genlyder på badeværelset.

”Jamen hun sov. Jeg ville bare finde dig...”

”Du kan ikke efterlade hende alene! Du sagde, at du ville passe hende.”

Jeg overvejer om pigen mon er sulten, og går hen til køleskabet. Jeg finder noget brød, og smører to stykker med smør.

”Er du Sofie?” spørger jeg.

”Ja,” svarer hun, og tager den ene skive brød fra min udstrakte hånd, jeg kunne ikke finde en ren tallerken.

 

Sofie løber rundt på en legeplads, Camille og jeg deler en cigaret på en af bænkene.

”Søren er ikke nogen dårlig far, han har bare brug for lidt hjælp til at overskue det hele,” siger Camille, og tager et drag af cigaretten.

”Sofies mor fik det der, du ved, ikke fødselsdepression, fødselspsykose, og stak af fra Søren og sin datter. Han kunne ikke overskue at betale for sin lejlighed, så jeg lod ham flytte ind i min med Sofie. Så nu bor vi her, som om vi var en ægte familie.”

Camille ler, og giver mig cigaretten. Hun rejser sig fra bænken, og går hen til Sofie, der står og peger på gyngerne. Camille løfter pigen op, og skubber hende under begejstrede hvin.

Jeg betragter de to fra bænken. Det var ikke faldet mig ind, at Camille allerede har påtaget sig forældrerollen. Da jeg mødte hende var hun stadig et barn, og vi fortsatte med at se hende som et barn, alene fordi hun var gruppens yngste medlem.

Da Sofie er blevet træt af at gynge, samler Camille hende op, og lægger hende til rette i klapvognen. Vi går en tur sammen, mens Sofie snakker i klapvognen.

”Jeg besøgte Anders for nylig,” siger jeg.

”Hvordan har han det?”

”Han har det fint nok efter omstændighederne. Han bad mig om at skrive en bog, om os, om alt det der skete.”

Camille bider sig i læben, og beder om en mere af mine cigaretter, som hun hurtigt tænder.

”Jeg har ikke svaret ham endnu, men tanken tiltaler mig. Der har været så meget misinformation omkring os. Jeg ville gerne skrive den ægte historie, men jeg kan ikke gøre det alene. Der er så meget jeg ikke ved, de ting, der skete, er ikke alle lige tydelige for mig.”

”Jeg prøver på at glemme det,” mumler Camille.

”Selvfølgelig vil jeg ikke afsløre din identitet, jeg skal nok skifte dit navn, men når det kommer til Daniel, så kan jeg ikke se hvordan jeg skulle komme rundt om jeres forhold.”

”Jeg har mere at miste end du har,” svarer Camille. ”Hvis jeg bliver anholdt, hvad skal der så ske med Sofie?”

”Hvordan ved du, at du har mere at miste?”

Camille ser på mig med et kritisk blik, der øjeblikkeligt får mig til at krympe mig.

Vi går lidt videre i stilhed, inden Camille atter tager ordet.

”Efter det der skete, jeg var fuldstændig smadret, jeg følte aldrig at jeg ville blive god igen. Men nu, med Sofie, der er endelig noget godt i mit liv igen. Der er en grund til at jeg er her.”

Jeg smiler skævt. Det var præcis sådan jeg havde det med Krykhusarerne, men jeg siger ikke noget.

 

Daniel og Camille boede med deres mor i et lille hus i Roskilde. En dag i februar 2007 tog Anders mig med på besøg hos den lille familie.

Hjemmet var hyggeligt, omend det lignede noget fra 70'erne. Køleskabet snurrede og klagede sig, og fjernsynet var et gammeldags med en tyk glasskærm, hvor man skulle justere antennen konstant. Daniels mor, eller Mammi, som Camille kaldte hende, tog imod os med kram i entreen. Selv jeg, der kun havde mødt hende en enkelt gang før, undslap ikke.

Billedet af Mammi og manden i hendes liv stod centralt på reolen i stuen. Mammi er på billedet slank og smiler stort, en lille bule på hendes mave viser, at Daniel er med som blind passager. Mammi er klædt i hvidt, de blev gift på rådhuset samme dag. Den sorte mand ved hendes side smiler bredt, hans arm hviler på hendes lænd.

Et andet billede viser manden på sofaen, Daniel står på hans lår og holder i hans hænder. Daniel er omkring to år gammel, har allerede en manke af sorte krøller på hovedet.

Otte år senere, Daniel er ti, Camille er fire, Mammi smiler til kameraet, men manden har et indadvendt blik, som om han ikke rigtig ser, hvad der sker omkring ham. Daniel har samme udtryk, lukket, fjern, han efterligner sikkert sin far. Det er det sidste billede, begge forældre optræder på.

Resten af billederne er af Camille og Daniel. Camille på skateboard, Daniel med skoletaske på ryggen, et klassebillede hvor også Anders optræder, spinkel og bumset.

Mammi havde i sin ungdom uddannet sig til læge, og var rejst til Afrika for at arbejde med HIV-smittede forældreløse børn. Hun var endt i Liberia, hvor hun mødte Camille og Daniels far, en anden læge, der kæmpede for det samme. Sammen flyttede de til Danmark, og snart efter brød borgerkrigen ud i Liberia. Krigsherrer flåede landet i stykker, åd børnekød og halshuggede hinanden, mens Daniels far skiftede bleer og sendte jobansøgninger. I 1999 rejste han tilbage til Liberia for at støtte pacifisterne i kampen for sit land. I 2001 hørte familien ikke længere fra ham.

Den dag hvor jeg besøgte dem, var en god dag for Mammi. Hun var glad, hun skulle ud til en veninde, men nåede lige at stille snacks frem til os, inden hun gik mod busstoppestedet. Emma havde allerede sat sig på lædersofaen, og stak hånden i chipsskålen.

”Hej Dina,” sagde Emma. Jeg hilste, og satte mig ved siden af hende i sofaen.

”Så du det, med afghaneren, der vil sagsøge Danmark?”

”Næh.”

”Du ved, fordi han og 30 andre blev fanget af danskere, og så udleveret til tortur hos amerikanerne. Det er fandme så svinsk.”

”Men hvis de danske soldater nu ikke vidste...”

”De vidste det udmærket godt. Det er det, der er så fucked up! FN fortalte dem det, men som sædvanlig får det ikke nogen konsekvenser.”

Inden jeg nåede at svare, brød Anders ind, og spurgte om Emma vidste hvor backgammonspillet var. Emma pegede, og Anders tog det frem. Han og Camille satte sig ned ved det voksdugsbeklædte spisebord, og begyndte at spille.

”Hvilken forskel gør det?” spurgte Camille pludselig.

”Hvad mener du?” svarede Emma, der måtte bruge et par sekunder før hun forstod, at Camille talte til hende.

”Hvis han taber sagen, så er han blevet tortureret, hvis han vinder, er han stadig blevet tortureret.”

”Det ville være en anerkendelse af, at soldaterne har handlet forkert.”

”Måske, men det hjælper nogle penge jo ikke på. Der er stadig ingen konsekvenser for dem, der har gjort det.”

Vi sad lidt i stilhed, kun køleskabets brummen hørtes. Så genoptog Camille og Anders deres spil, og Emma og jeg spiste chips.

Lyden af den tunede knallert ankom før Daniel gjorde, og Emma strakte hals for at se ud af vinduet. Ude på grusstien stod Daniel af knallerten, parkerede den under halvtaget, tømte postkassen, og gik indenfor.

Daniel sprættede en konvolut op, da han kom ind i stuen, og smed reklamerne på stuebordet. Hurtigt skimmede han brevets indhold, tyggede sig i kinden, og læste det igennem.

”Fuck!” råbte han. ”Fucking lort!”

Vi så alle overrasket op på ham. Han lagde brevet fra sig på bordet, gik hen til døren, og slog sin knyttede næve ind i dørkarmen. En, to, tre gange, tre brag mod karmen, så gipsen dryssede fra loftet og vi alle hoppede i vores sæder.

”Hold op!” råbte Emma, og skyndte sig hen mod sin kæreste.

Daniel svarede ved at smække døren i hendes ansigt, og rase videre i køkkenet. Camille samlede brevet op fra bordet, skimmede det, og rakte det til den forvirrede Anders.

”Huset skal på tvangsauktion. Hvad? Hvorfor?” spurgte han.

Camille havde tårer i øjnene, og rystede på hovedet.

”De dumme svin,” mumlede hun rasende. Så tog hun brevet, krøllede det sammen til en bold, og kastede bolden i skraldespanden. Daniel kom ind i rummet igen, Emma havde fornærmet taget plads i sofaen. Demonstrativt nægtede hun at se på sin kæreste, og til hendes store fortrydelse opdagede han det ikke.

”Hvor er det?” spurgte Daniel. Camille pegede på bolden i skraldespanden, og Daniel samlede den op. Igen læste han brevet, mens han travede rundt i stuen.

”30.000 kroner,” mumlede han, strøg hånden gennem sit hår og efterlod et par bloddråber fra sin sårede hånd i de sorte krøller. ”3-4 månedslønninger, det er det hele.” Så henvendte han sig til Camille. ”Mor må ikke vide noget om det her. Jeg taler med banken, måske de vil give os en udskydelse. Bare lad være med at sige noget til mor.”

Camille nikkede.

 

Mens Daniel kæmpede for ikke at flytte på gaden, kørte bulldozerne over Ungeren i København. Som provinspunkere, havde ingen af os opholdt os i Ungeren, men rydningen og den efterfølgende nedrivning, gjorde stort indtryk på os. Unge græd på tv, da deres fristed blev fjernet fra jordens overflade, på en fanatisk sekts påbud. Medierne blæste det op, udnævnte alle som autonome, mens biler brændte i gaderne. Politiet slog igen med masseanholdelser, men demonstrationerne holdt ikke op. Oprøret summede i luften, selvom demonstrationerne hurtigt blev fredelige i stedet. Politiet kastede med tåregas, og spulede masserne væk med vandkanoner, men hver torsdag samledes de atter, og drog gennem byen for fuld musik. De var synlige, deres oprør blev dækket af medierne, og selvom den meste omtale var fordømmende, blev problemet drøftet.

 

Banken nægtede at give Daniel udsættelse. De nægtede i det hele taget at tale med ham, da hans navn ikke optrådte i deres system. Tre måneder efter blev huset solgt på tvangsauktion til et firma, der øjeblikkeligt rev det ned og påbegyndte opførelsen af profitable lejligheder for den højere middelklasse. Det var tydeligt, at banken havde en finger med i spillet, og sikkert havde tjent ikke så lidt på handlen. Daniel, Camille og deres mor flyttede til en lille lejlighed i Albertslund, og Daniel sagde sit job op, da han ikke længere kunne køre til arbejde, hvor meget han end tunede sin knallert.

Vi var alle vrede. Noget måtte gøres, de skulle betale for det, de havde gjort.

 

Jeg vågner tidligt om søndagen, hver søndag efterhånden. Før brugte jeg søndag på at vade rundt i Roskilde, til mine fødder førte mig til havnen og jeg nåede den yderste del af fortøjningsbroen, hvor jeg balancerede på mine tåspidser og gloede ned i dybet. Nu står jeg tidligt op, og skynder mig af sted til Vestre Fængsel. Besøgene hos Anders er blevet en del af min uge, det er hvad jeg ser frem til.

Anders sidder på sin sædvanlige plads. Først vil han høre, hvordan det går med bogen. Det er altid det første han spørger om, når jeg besøger ham. Jeg fortæller ham, at jeg har skrevet en del, men at det meste skal sorteres fra. Der er en rastløshed over ham i dag. Han rejser sig op fra stolen, halter hen til vinduet, og tørrer kondensen af glasset med sit ærme.

”Jeg har mødt en,” siger han.

”Virkelig? En sød en?” spørger jeg glad.

Anders trækker på skuldrene og smiler med både øjne og mund.

”Det kan vel ikke være så svært herinde,” joker jeg.

”Ha!” svarer Anders, og kaster sig atter i lænestolen. ”Mænd herinde er så fucking hæmmede. De er så meget i skabet, at de ikke engang tør indrømme det for sig selv. De skal jo være hårde fyre og alt det machopis. Så om dagen er jeg en klam svans, og om eftermiddagen kommer de og tror de skal have et blæs.” Han griner.

”Men ham her, han er slet ikke sådan. Han røg ind for at give en nazist et par på hovedet,” fortsætter Anders. Han rejser sig atter op, går hen til sofaen, og sætter sig ved siden af mig. Jeg rusker ham lidt i håret, og han griner igen. I dag er Anders rene smil og hyperaktiv glæde, og den time, vi har fået, er slet ikke nok. Jeg kan pludselig genkende den fyr, jeg lærte at kende for så mange år siden. Da betjenten banker på døren, giver jeg Anders svaret på sidste uges gåde.

”Den gåde, du gav mig, jeg har løst den. Manden er død, hvordan kan man vide, hvad han drømte om?”

”Hvordan kan vi vide hvad vi drømmer om det meste af tiden?” svarer Anders, mens betjenten kommer ind. Jeg giver Anders et kram, og går med betjenten.

På vej hjem beslutter jeg mig for at tage kontakt til endnu en krykhusar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...