Mit liv som Krykhusar

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2017
  • Opdateret: 29 okt. 2017
  • Status: Færdig
Mit navn er Dina Kristensen.
I årene 2007-2011 var jeg del af gruppen, der senere blev kendt som terrorgruppen Krykhusarerne.
Jeg deltog i samtlige af gruppens aktiviteter.
Denne bog er tilegnet Emma, Daniel, Camille, Kåre, Anders og alle de umulige unger, de udstødte, de rodløse, de vrede. Lorteungerne, ungdomsaffaldet, ballademagerne.
Alle I, der ingen steder hører til. Alle I, der vågner op med en knude i maven om morgenen og falder i søvn til larm i hovedet om aftenen. Alle I, der drikker jer fra sans og samling hver
weekend, fordi der ikke er andet at lave. Alle I, der ikke kan tro på en fremtid.
Denne bog handler om mig, den handler om mine venner, og den handler om jer.

Alle navne heri er ændret af hensyn til mine venners privatliv.

1Likes
1Kommentarer
262Visninger
AA

3. Anders

Det var på Amtet at jeg mødte Anders første gang. Af alle de studerende på Amtet, havde jeg kun lagt øje til en håndfuld. Et par lækre fyre, der gik med hullede læderjakker og havde hår ned i øjnene, nogle piger, der altid sad i samme gruppe og hviskede, indtil de alle eksploderede i latter, der fik mig til at skutte mig.

Jeg lagde mærke til Anders, da hans musikhold optrådte på scenen i kantinen i spisefrikvarteret. Han var en spinkel fyr med en hjelm af kornblond hår, der fik ham til at ligne det ukendte fjerde medlem af Bee Gees. I stedet for at synge med på Wonderwall, som alle de andre i gruppen, skrålede han teksten til Anarchy in the UK, og afsluttede med at kaste sin triangel tværs gennem lokalet. Det var hylende morsomt, omend også lidt barnligt. Jeg fandt trianglen under et af bordene efter spisefrikvarteret, og hængte den fra en bjælke i mit loft.

 

Det var november i 2006, og hele gymnasiet var samlet i kantinen. En dunst af armsved og kødsovs hang i luften, der var ophedet af alle hormonerne, og ikke mindst af slipsefyren, der stod på scenen og ævlede. Han var en missionær fra Venstres Ungdom, sendt til gymnasiet for at rekruttere de kommende levebrødspolitikere, og fiske stemmer fra 3. g'erne. I tre kvarter bragte han søforklaringer, og udspyede buzzwords som ”vækstpakke,” ”langsigtet plan” og ”buzzword”, mens han i bedste Venstre-stil afværgede kritiske spørgsmål. Det lå mellem linjerne, at den eneste måde at ændre noget på, var ved at stemme på alle de dygtige venstrefolk inde på Christiansborg. Efter det ævl, var jeg blevet så ophidset, at jeg rystede. Det var ikke muligt for mig at befinde mig et eneste sekund mere i den hede kantine, så jeg rejste mig fra min stol, og sneg mig udenfor. Til min overraskelse måtte jeg, da jeg nåede ud i den kølige efterårsluft, erfare at jeg ikke var den eneste, der sprang foredraget over.

To piger og Anders stod ved parkeringspladsen, et par skridt fra indgangen. Anders rullede en cigaret mellem fingrene, og pigerne snakkede. Jeg gik hen til en bænk, og satte mig ned. Fra min plads kunne jeg høre de tres samtale. En af pigerne spurgte, om ikke det var rigtigt at den anden pige aldrig burde have rød og grøn på samtidig. Anders svarede at det ville han skide på, og begyndte at gå hen mod mig.

”Hey,” sagde han.

”Hej,” svarede jeg.

”Hvad syntes du om foredraget? Spændende, ikke?”

”Egentlig ikke,” svarede jeg, inden jeg nåede at stoppe mig selv. Det har altid været mit problem. Jeg kan ikke holde min kæft.

”Det virkede bare tomt.”

Et smil bredte sig på Anders' ansigt.

”Tomt er ikke ordet. Lydbræk er bedre.” Han simulerede et opkastanfald, ved at stikke fingrene i halsen. ”Der burde været en straf for folk, der forurener vores ører med den slags.”

”Haha, ja.”

Han strakte hånden frem, og præsenterede sig. Anders, 2. C. Jeg præsenterede mig også. Dina, 1. F. Han vinkede mig med sig, og jeg rejste mig fra bænken. De to piger så efter os, men mistede så interessen, og vendte tilbage til deres samtale. Vi gik ud på parkeringspladsen, og Anders stoppede foran en mørk toyota.

”Det var den her, svinet kom i,” sagde Anders. Inden jeg kunne nå at svare, havde han hevet en kniv op fra sin jakkelomme, og var i færd med at kradse et bogstav ind i den mørke lak. Det blev et stort F. Ophidset så jeg mig omkring, holdt udkig efter om nogen så os, men der var ingen andre på den træomgrænsede parkeringsplads. Anders skrev færdig, og trådte et skridt tilbage for at beundre sit kunstværk. FACIST stod der.

”Jeg tror der er et s i, altså inden c'et,” sagde jeg.

”Virkelig? Arh, for helvede.” Anders tilføjede et lille s. ”Gør klar til at løbe.”

Han samlede en brosten op, men jeg stoppede ham.

”Vent lidt, jeg vil også.” Jeg tog en sten, og hamrede den mod sidespejlet. Efter tre hårde slag faldt spejlet af, og smadredes mod jorden. ”Så. Nu er vi lige gode om det.”

Anders smilede billigende, strakte armen bagud, og kastede brostenen.

Han stak i løb, sprang som en ged over parkeringspladsen, mens han slog huller i luften, og jeg løb efter så hurtigt jeg kunne. Bilalarmen hujede bag os, da vi flygtede ned ad bakken, væk fra Amtet.

 

Vi løb halvvejs ned til fjorden, inden Anders forpustet stoppede. Han tørrede sveden af sin pande, og smilede stort til mig.

”Øl?” foreslog han. Jeg nikkede, og vi fulgtes ad til Ruder Konge, et brunt værtshus i en sidegade til hovedgaden. Anders købte de første to øl, og vi satte os ved et bord.

”Spurgte hun om ID?” spurgte jeg.

”Jeps. For mange gymnasiebørn,” svarede Anders, tog et drag af sin øl, og slikkede skum af sin dunede overlæbe.

Jeg var sytten, men jeg sagde ikke noget. Adrenalin pumpede i mit system, og jeg rystede, da jeg satte mit kolde glas mod læberne.

”Fuck, en rus,” grinede Anders.

”Tror du, de finder ud af, at det var os?”

”Det kan du ikke spekulere over, det bliver du nødt til at lade være med. Går du og stresser over det, bliver du helt sikkert taget. Så længe de ikke kan bevise noget, er vi sikre.

Hvad vi gjorde var det rigtige, så længe du ved det, herinde,” han pegede på sit bryst, ”så forsvinder nervøsiteten. Ser du, samfundet, det hele, det har sat hårdt ind mod al kritisk tankegang. Du starter i skolen, og får at vide, at så længe du holder din kæft og passer dig selv, er du sikker. Du får succes i livet, følger den samme smalle sti som alle de andre, og så dør du.”

Anders var allerede dengang intens. Hans blik var blåt og klart, og han gestikulerede når han talte, slog i bordet af ophidselse, og strøg tit det blonde hår væk fra øjnene.

”Imens stiller den slags røvhuller sig op, og forsikrer os alle om, at vi bliver hørt. At vi er vigtige og præger samfundet, at vi betyder noget for dem.”

”Og hvad vi betyder er løn for ham,” bød jeg ind.

”Præcis!” råbte Anders begejstret. Et par af sutterne, der altid sad omkring baren, kiggede irriteret op. ”Så det eneste vi kan gøre, er oprør. Vi kan smadre hans bil, eller buhe ham af scenen.”

Noget rumsterede i min bevidsthed, noget vigtigt, jeg havde glemt.

”Jeg glemte min taske.”

”Du må hellere hente den. Kom tilbage når den er sikret.”

”Klart.”

Anders spruttede af grin, da jeg for op fra min plads, og løb mod gymnasiet. Da gymnasiet atter var i syne, begyndte jeg at gå. Svedende og halvfuld gik jeg gennem hovedindgangen, og fandt min taske under et bord i den fjerne ende af kantinen. Jeg skulle til at gå, da min dansklærer dukkede op lige foran mig. Hun var en midaldrende, overvægtig kvinde med musegråt hår, og en intimiderende udstråling, man kun ser hos ældre kvinder.

”Dina, du er sent på den,” sagde hun muntert, og jeg havde intet andet valg end at lunte efter hende mod klasseværelset. Vi gik gennem gangene, mens hun sludrede løs om min sidste aflevering. Hun så et potentiale i mig, gjorde hun klart. Jeg så forvirret på hende.

”Virkelig?” spurgte jeg overrasket. Ingen lærer havde før lagt synderligt mærke til mig. Ikke som andet end mobbeofferet, der ikke ville tage sig sammen, eller den provokerende møgunge. Jeg havde aldrig fået andet end negativ opmærksomhed.

”Ja, du kan noget, med lidt øvelse kunne du blive god.”

Vi var nået til klasseværelset, og jeg satte mig på en stol, og forsøgte at virke ædru. Da timen var slut, gik jeg tilbage til Ruder Konge, men Anders var væk.

 

Rektoren var rasende over hærværket. Slipsefyren truede med at køre en sag mod gymnasiet, men ingen vidste hvem der havde gjort det. Altså ingen bortset fra mig og Anders. Rektoren må dog have haft sine mistanker, i hvert fald blev Anders en enkelt gang kaldt til en samtale på hans kontor, men det lod ikke til at rektoren fik noget ud af det.

Hemmeligheden knyttede os tættere sammen, og hver pause sad vi sammen i kantinen. Det undgik ikke mine klassekammeraters opmærksomhed, og en dag satte en af dem sig ved siden af mig i historie. Hun var en dum kælling, sådan en af dem, der praler med at hun aldrig har læst en bog uden at være tvunget til det.

”Du ved godt, at ham dér Anders er syg i hovedet, ikke?” Jeg kunne knap forstå hvad hun sagde, hun tyggede på et kæmpe tyggegummi, der stank af overmodne kirsebær. Jeg trak på skuldrene.

”Jeg gik i folkeskole med ham, og en dag skubbede han en fyr ned ad trappen. Fyren brækkede armen og alt muligt.” Jeg trak igen på skuldrene, mumlede noget uforståeligt, og slog op på en side i bogen. At popdåsen ikke brød sig om Anders, var nok den bedste anbefaling af ham, hun kunne give mig. Så kunne han ikke være helt dårlig.

En dag inviterede Anders mig hjem til sig, og vi tog bussen ud af Roskilde. Anders viste buschaufføren et klippekort, og jeg købte en billet.

Bussen snoede sig gennem Roskildes proppede, ensrettede helvede af et vejsystem. Vi steg af ud for et afskallet plankeværk. Haveforeningen Solvang, stod der på et skilt på plankeværket, og Anders gik mod lågen. Kolonihavehusene lå alle ud mod vejen, med haverne bagved. Nogle af husene var på sommerhusstørrelse, mens andre knap var mere end redskabsskure. Jeg havde været i kolonihaveforeninger før, men dengang var det sommer, børn løb nøgne omkring i solen, og overalt hang en duft af grillet kød og kul i luften. Det virkede forkert at gå mellem de øde kolonihavehuse, som om der var sket en katastrofe, og alle pludselig var forsvundet.

Endelig stoppede Anders foran et af husene, et rødmalet, velholdt eksemplar. Jeg fulgte ham, og han gik rundt om huset og hen til bagindgangen.

Huset var simpelt indrettet, og lugtede af brakvand. På det gulnede tapet voksede flere skimmelsvampekolonier, og luften var tung af fugt. Et bord, nogle umage stole, en reol og en brændeovn udgjorde det meste møblement. I hjørnet lå en slidt madras og et blomstret vattæppe.

”Vil du have noget?” spurgte Anders, og satte vand over.

”Har du noget te?”

”Haha, nej. Du kan få kaffe eller...” han rodede i køkkenskabet. ”Rødvin, uh, pulverkakao!”

Jeg takkede ja til pulverkakaoen, stillede mine sko på gulvet inden for døren, og kiggede rundt. En stak bøger lå på reolen, og jeg samlede den øverste op. Rend mig i traditionerne, hed den, og jeg læste på bagsiden. Alle bøgerne havde gamle biblioteksmærker på.

Anders kom ind i rummet, med to umage kopper i hænderne. Han satte dem fra sig på bordet, og så på bogen i min hånd.

”Den er virkelig god,” sagde han. ”Har du læst den?”

Jeg rystede på hovedet.

”Så lån den. Læs den, og sig hvad du synes.”

Vi drak de varme drikke, mens vi snakkede. Jeg var ikke helt sikker på, hvorfor Anders havde inviteret mig over. Måske, tænkte jeg, ville han i bukserne på mig. Det forekom mig som den mest sandsynlige forklaring. Ellers kunne jeg ærlig talt ikke se, hvad han så i mig. Han var 2. g’er, jeg var et dumt kid, han var så passioneret omkring ting, jeg slet ikke kunne følge med i. Selv dengang var det som om at hans hjerne kørte i fjerde gear og hans mund i femte.

Han spurgte om hvilken musik jeg hørte, og jeg svarede det mest hardcore band jeg hørte. Da vi først var startet på musiksamtalen, var Anders ikke til at stoppe igen. Han ævlede løs, om musik, om at spille, og om obScene, et undergrundsspillested i Roskilde, hvor der tit blev holdt punkkoncerter. Jeg lyttede spændt, som en verden åbnede sig for mig. En verden af koncerter, vrede unge mennesker som mig og Anders, druk og vildskab. Han lovede at tage mig med engang, huskede mig på at købe alkohol med, og så opbevare det udenfor i en busk. De havde ikke lov til at servere for folk under 18, og hvis de blev fanget i det, risikerede de at blive lukket. Han fortalte om en koncert, han havde været til, hvor forsangeren var kommet op at slås med en fyr på scenen, efter at fyren ikke gad springe ud.

”Har du prøvet at stagedive?” spurgte han.

Jeg rystede på hovedet.

”Det må du prøve. Det er for fedt.”

En fyr dukkede op på græsplænen udenfor, og Anders vinkede til ham. Fyren åbnede døren, dukkede sig ved dørkarmen, og kom indenfor. Han var virkelig høj, over to meter, og mulat. Bag ham fulgte en pige, hun var rødhåret, overvægtig, og klædt i sort fra top til tå.

”Det er Daniel, min ældste ven, og hans kæreste Emma, som jeg desværre ikke kan slippe for. Og det her er Dina,” spøgte Anders.

Daniel hilste venligt på mig, mens Emma kæmpede for at få sine sorte læderstøvler af. Lynlåsen havde sat sig fast, og hun sled hårdt i den.

Daniel, der stadig måtte have hovedet bøjet for at kunne være i det lille hus, satte sig på en stol ved bordet. Emma fik endelig sine støvler af, og sluttede sig til Daniel ved bordet. Vi snakkede, drak to kartoner rødvin og hørte musik mens solen gik ned. Jeg fandt ud af, at Daniel og Anders var barndomsvenner, lige fra dengang Anders var flyttet til Roskilde og kommet i den samme fjerde klasse som Daniel. Daniel arbejdede på fuld tid i et supermarked, og Emma gik i 3. g og ville søge ind på lægestudiet.

Emma blev hurtigt fuld, hendes kinder blussede, da hun lænede sig frem mod mig. Hele aftenen havde hun været meget snakkesalig, mens Daniel var mere tilbageholdende.

”Hvad fejler du så?” spurgte hun.

”Hvad mener du?” svarede jeg forvirret.

”Siden du er blevet venner med Anders. Jeg har aldrig mødt en eneste af hans venner, der ikke var fucked up her.” Hun pegede på sin tinding. Jeg trak på skuldrene.

Et nummer kom på, en slidt mandestemme råbte over et tungt guitarriff, og Emma sprang op fra stolen og begyndte at danse. Anders dansede med hende, og kastede med sit blonde hår.

”Tror du det' for sjov jeg drikker?” råbte Emma. ”Tror du jeg ka' li' det, hva?”

Daniel sad tilbage ved bordet, og hældte mere rødvin op til os begge. Så tog han en slurk, og så på mig med sit mørke blik. Det undgik ikke min opmærksomhed, at Daniel var en usædvanlig flot fyr. Der var langt mellem hans smil, men når de kom, lyste de hele hans ansigt op. Hans øjenvipper var tætte gardiner over hans honningbrune øjne med tunge øjenlåg, der gav ham et mistænksomt udseende. Jeg vidste ikke, hvad der ville komme senere, men lige den aften følte jeg mig gladere end jeg huskede at have været før.

 

 

”Har du mareridt?” spørger Anders. Vi sidder i besøgsrummet igen. Spørgsmålet kommer pludseligt, og jeg svarer ærligt. Den nat har jeg set det hele igen. Anders, i et stumt skrig, blodstænkene på hans kinder.

”Sommetider behøver jeg ikke lukke øjnene for at have dem.”

”Jeg kender det godt. På en måde fik I en værre straf end jeg gjorde. Herinde har jeg talt en del med psykologen, det har hjulpet. Han ved hvad jeg har gjort, og jeg kan mærke, at der er mindre vrede nu.”

Jeg nikker, men er ikke sikker på at jeg forstår. Hvad skulle det hjælpe at sidde og snakke om følelser med en psykolog, der ikke ved en skid om hvordan det er at drive sin ven i døden? Det er sådan en voksenting at tro, at man kan løse alting ved at tale det ihjel. At vi bare skal møde hinanden, forstå hinanden, og arbejde gennem de smertelige ting ved at taaaaale om det. Sommetider bliver jeg så træt i hovedet.

”Har du hørt fra nogen af de andre?” spørger jeg for at skifte emne.

Anders drejer hovedet langsomt fra side til side. ”Du er den første, der har besøgt mig i løbet af de sidste to år. Min mor kom på besøg lidt i starten, men det var sgu for deprimerende. Du ved, da jeg var i varetægt, havde de besøgskontrol, så en panser sad i hjørnet hele tiden for at sørge for at vi ikke snakkede om sagen. Så hver uge skulle jeg høre på min mors opdateringer om Roskildes kedeligste nabolag. Til sidst begyndte jeg at opfinde koder, bare for at se panserens hjerne brydes. Jeg slog i bordet et par gange, blinkede sigende, og fortalte om en fiktiv kat. Min mor troede jeg var blevet sindssyg.”

Han fniser og ruller en cigaret, jeg tager brydetag med min skyldfølelse.

”Hey, hvad er det, der er hårdt når det kommer ind i munden, men blødt og klæbrigt, når det kommer ud?” spørger Anders.

Jeg glor mærkeligt på ham.

”Et tyggegummi, din beskidte tøjte.”

Jeg fnyser, jeg havde glemt, hvor glad Anders er for gåder.

”Okay, jeg fortæller en anden en. En mand læste avis, en aften inden han gik i seng. I avisen læste han om alle de frygtelige ting i verden. Tortur, folkedrab, global opvarmning, dyremishandling og terrorister. Da han endelig faldt i søvn den aften, havde han frygtelige mareridt. Han så sig selv i en kæmpe slagtehal, stillet op på række med andre. De marcherede alle mod en bøddel med en kæmpe økse. En knælede ned, blev halshugget, og den næste tog hans plads. Det blev mandens tur, og selvom han kæmpede imod, kom han alligevel til at lægge halsen mod blokken. I det øjeblik, bødlen skulle til at hugge hans hoved af, rørte hans kone, der var blevet vækket af mandens indædte kamp, hans nakke. Hun ville vække sin mand fra mareridtet, men chokket var for meget for ham. Han døde øjeblikkeligt.”

”Er der et spørgsmål?”

”Jeps. Hvad er der galt med denne historie?”

Jeg kan komme i tanker om en hel del ting, der er galt med den historie, men inden jeg når at svare, banker betjenten på døren.

”Hvis du ikke kommer igen, får du aldrig svaret på gåden.”

”Tak, Scheherazade,” svarer jeg.

 

Det er sent på eftermiddagen inden jeg kommer hjem til min lejlighed i Roskilde. Der er post i postkassen, opkrævning af gælden jeg akkumulerede, på det studium jeg aldrig fuldendte. Jeg ser på mit navn, skrevet på et stykke linjeret papir, klistret op på postkassen med tape. Tapen er ved at gå løs i den ene side. Jeg borer mine neglestumper ind under tapen, og flår mit navn af. Brevene maser jeg i min nabos postkasse.

I min lejlighed starter jeg min computer, og prøver at skrive mens jeg drikker faxe kondi og gin. Cursoren trommer afventende på det blanke dokument.

 

Det var koldt i Anders’ kolonihavehus. Hver gang jeg besøgte ham blev det koldere. Det var januar 2007, og da vi trådte ind i huset, kunne jeg se min ånde. Anders beholdt sit overtøj på, og knælede ved brændeovnen. Han forsøgte at få ild i brændet, mens jeg satte min taske fra mig på gulvet. Et kvarter senere havde han brugt alle sine tændstikker, og der ville stadig ikke gå ild i brændet.

”Fuck det lort,” mumlede han.

Jeg sad på madrassen i hjørnet. ”Vi kan holde hinanden varme,” sagde jeg med min mest flirtende stemmeføring. Jeg havde besluttet mig for, at det skulle være nu eller aldrig. Jeg var ikke forelsket i Anders, men han var tiltrækkende nok, og jeg var liderlig.

”Jeg er til mænd,” busede det ud af ham. Udtalelsen blev ledsaget af et af Anders’ sarkastiske smil, så et øjeblik var jeg i tvivl om, hvorvidt det var en joke.

”Er du virkelig?”

”Ja, virkelig.”

Flere svar fløj gennem mit hoved. Skulle jeg fortælle ham, hvor OK jeg var med det? Sige, at jeg også kender ham der fra min folkeskole, der vistnok er bøsse, eller hvad? Alle svar syntes at være tåbelige.

”Fedt, det er jeg også,” svarede jeg. Anders smilede, og strakte hånden op til en akavet high-five.

Han foreslog at vi gik til Ro’s Torv, der kunne vi være indenfor, i varmen. Jeg gav ham ret, så frem til en gåtur og noget stilhed, der ikke var akavet. Jeg havde mest lyst til at sparke mig selv over benet. Sikke en latterlig scorereplik. Så dårlig, at den havde tvunget Anders ud af skabet.

Vi nåede Ro’s Torv, og gik indenfor. Det var skønt at befinde sig i varmen igen, og jeg tog straks jakke og handsker af.

Anders beholdt sin hue på, men lynede sin frakke ned. Huen var en slidt, militærgrøn ting, som han altid bar. Jeg gik hen til rulletrappen, vendte mig mod Anders, og kørte baglæns op. Da jeg var nået halvvejs, begyndte jeg at løbe ned.

”Trappen går den forkerte vej!” råbte jeg, hvilket udløste en latter fra Anders.

Da jeg var nede igen, gik vi mod restauranterne. En duft af stegt kød steg mod os, og jeg huskede min første kæreste, der plejede at invitere mig ud at spise her. Han var en sød fyr, omsorgsfuld og romantisk, og lige nogle år ældre, men også dræbende kedelig. I starten var det spændende nok, og efter at jeg havde klatret op på ham for første gang, og taget min mødom, var det en helt ny verden, vi udforskede sammen. Men efter lidt tid blev han tilfreds med en charterrejse hist og pist, mens jeg hellere ville udforske videre. Det kan man ikke sige, selvfølgelig, så jeg fortalte ham, at jeg syntes vi var gledet fra hinanden, og han skrev et halvt hundrede sange på sin guitar, og murede sit hjerte inde.

Anders stoppede, og vinkede til en pige, der stod et stykke væk.

”Det er Daniels søster,” sagde han, som pigen nærmede sig.

Hun var klædt i en lyserød top, stramme cowboybukser og en denimjakke, der var flere numre for stor, og var vel omkring 12-13 år. Hendes hår var samlet i en tyk fletning, der gik hende til livet. Under armen havde hun et skateboard.

”Camille,” hilste Anders. ”Det her er min veninde Dina.”

”Jeg troede ikke, du havde nogen venner,” svarede Camille, og strakte hånden frem til mig. Hun stødte sin knyttede næve mod min håndflade, og grinede af mit perplekse ansigtsudtryk.

En kvinde bag Camille fangede min opmærksomhed, såvel som blikkene fra alle restaurantgængerne. Hun var bredere end hendes datter var høj, iklædt noget, der mindede om et blomstret telt, med brysterne hængende omkring armhulerne. Hendes brede fingre greb om et par indkøbsposer, og hun nærmede sig, vraltende på kødfulde ben.

”Anders!” Hun satte poserne fra sig, og omfavnede Anders. Den spinkle fyr forsvandt næsten ind mellem hendes bryster. ”Du ser tynd ud. Får du ordentlig mad?”

Nogle afblegede, selvbrunede tøser bag hende fnisede og pegede, Camille så ned i jorden og trak sine skuldre op om ørerne. Anders skulede rasende mod dem.

”Jeg bliver helt dårlig af at tænke på dig alene i det kolde hus. Du er altid velkommen hos os, bare sig til.”

”Tak, det er godt at vide.”

Selvbrunerne fnisede videre, puffede til deres veninder og pegede, og Camille trak utålmodigt i sin mors ærme. De gik mod parkeringspladserne, og Anders og jeg fortsatte forbi restauranterne. Da vi passerede selvbrunerne, lænede Anders sig ind over bordet, og spyttede på den enes salat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...