Evindelig

(NB: der kan forekomme grafisk/stødende indhold som vold, seksuelt indhold og stødende sprog, LÆSES PÅ EGET ANSVAR)

Eva starter på kostskolen Rosenholm. Niveauet er sat højt og hun har svært ved at følge med. Så lærer hun Peter at kende, og forføres til at gøre alle de ting, hun aldrig kunne have drømt om - på kanten til kriminalitet.
Hvor langt ud kan hun presses?

En tragisk historie om gruppepres, ung kærlighed og om at gøre det rigtige.

0Likes
0Kommentarer
136Visninger

1. 1

Fredag d. 26. August, 2016, Rosenholm Kostskole i Sønderjylland. 

 

 

Eva trådte ind på sit nye værelse. En lugt af beskidte, gamle lagener, øl og tis mødte hende, og hendes værelseskammerat, Katrine Mortensen, sad med benene krydsede på sin seng og skulede, mens hun kiggede analyserende op og ned af Eva.

 

-“Hej, du må være Eva, Eva Louise Valentin Thorngaard?” lød det fra hende.

Eva smed med besvær sin tunge, brune læderkuffert ved siden af den skrøbelige træseng, som måtte være hendes.

-“Ja, det er mig, bare Eva tak” erklærede hun sukkende. Hun kiggede på Katrine. Katrine lignede en rigtig dengse ifølge Eva.  Høj og spinkel, ingen bryster eller former, tyndt blond hår og en lille spids næse.

-“Jeg skal bare have nogle få ting på plads mellem os to, nu når vi skal bo sammen. For det første ønsker jeg ingen drengebesøg i værelset, vi deler ikke ejendele som tøj, cremer, sæber og hårbørster, og jeg vil have så lidt som muligt med dig at gøre,” snappede hun.

-"Og forresten, jeg har set dine Prince stikke ud af lommen, under ingen omstændigheder skal du ryge på værelset"

 

Overvældet så Eva på hende.

-“Javel ja, lyder fint” mumlede hun med ligegyldighed i stemmen.

Katrine rejste sig hurtigt fra sengen og stormede med faste skridt ud af døren, hvor hun smækkede den efter sig.

Eva tænkte i langt tid over, hvordan skolen kunne være så dyr og have så højt et fagligt niveau, men stadig have så dårlige møbler, og knap så meget på de ting, Katrine sagde.

 

Hun satte sig i den store træ-vindueskarm, åbnede vinduet og tændte en cigaret. Prince kunne hun godt lide at ryge, ligesom sin mor. Da Eva var lille og hendes mor og far havde skændtes, plejede mor altid at gå udenfor og tænde en cigaret. Hvis Eva stillede spørgsmål, fnøs hun og lagde en arm om Eva.

-"Det vil du forstå, når du er gammel nok"

 

Når Eva røg sin cigaret, var det som om alt hendes stress i kroppen flød ud af hende i form af røg. Det var den mest afslappende følelse i verden, syntes hun. Nu kunne hun godt forstå sin mor. Hun slukkede for sin smøg, smed den ud af vinduet og begyndte at pakke sine ting ud. Skabet var ligeså faldefærdigt, som hun selv følte sig, men hendes lille mængde tøj kunne være der, og hun skiftede så til én af uniformerne, der lå klar til hende på sengen.

 

Et lille postkort med billedet af skolen på med teksten 'Velkommen til Rosenholm' lå på natbordet ved siden af den lille, røde lampe.

Hun bemærkede klokken, kvart over 5 viste hendes armbåndsur, og bevægede sig ned mod spisesalen. Aftensmaden skulle vidst være klar klokken halv 6 kunne hun huske. Hun medbragte sit infobrev fra skolen, som havde programmet for dagen.

 

Da Eva trådte ind i den store spisesal, vidste hun ikke hvor hun skulle sætte sig eller hvad hun skulle gøre af sig selv. Nogle af bordene var halvfulde med mennesker, som allerede snakkede utroligt godt sammen, men alligevel havde hun ikke lyst til at være med, så endte med at sætte sig ved det tomme bord. Tomt, som hun følte sig indeni.

Hun betragtede spisesalens størrelse og hvor overdådig den var. De flotte malerier på væggene, de store trævinduer og de flotte marmorgulve.

 

En rødhåret pige satte sig foran Eva, og smilte blidt med sine sprækkede læber.

-"Hej, jeg er Ditte, og hvem er du?"

-"Mit navn er Eva" fortalte hun.

-"For at være ærlig syntes jeg, at du så lidt ensom ud. Så jeg satte mig. Her. Hos dig!" hun smilede, så det næsten rakte op til hendes ører. Det gik Eva på nerverne at hun skulle være så lalleglad. Alligevel holdt hun sin såkaldte facade.

-"Jeg tænkte, at jeg ikke ville forstyrre nogen i deres snak, så jeg satte mig ved det tomme bord her i hjørnet, knap så anmassende" forklarede hun.

-"Det tror jeg ikke du skal være bange for. Jeg gætter på, at du er på dit første år. Og jeg er på mit andet. Hvis du vil kan jeg godt vise dig rundt efter vi har.."

Ditte blev afbrudt af en ringende klokke, og kostskolens rektor kommer gående ind i spisesalen, og op på det lille podie midt i.

 

-"Velkommen" starter han og hoster kort.

-"Velkommen til de nye elever på Rosenholm Kostskole. Vi ønsker jer en god start på skolen, og håber på at I kan være med til at gøre skolen til et godt sted at være. Jeg vil komme ind på lidt praktiske informationer - på næste fredag holdes en introfest, så alle elever kan lære hinanden lidt at kende! Jeres uniformer skal I bære til skole hver dag, og hvis i færdes udenfor jeres værelse på skolens område.."

 

Eva havde for længst stoppet med at lytte efter, hun havde allerede læst papirerne fra optagelsesbrevet. Duften af frikadeller fra køkkenet spredte sig i salen. Hun hadede frikadeller. Det mindede hende om den aften, hendes mor døde.

Far stod i køkkenet og stegte frikadellerne. Det var den aften, mor skulle hjem fra hospitalet. Eva var gladere end nogensinde, og da de fik et opkald, som Eva tog, sank hendes hjerte helt ned i maven. De ville snakke med hendes far, og de lød ikke glade.

Efter at have snakket i telefon, rev han Eva med ud i bilen, og de kørte med højere hastighed, end Eva nogensinde havde kørt, til hospitalet. Da de ankom, var det allerede for sent.

-"Vi må desværre melde jer, at hun var for svag til sidst. Hun gav bare slip, og der var intet mere vi kunne gøre"

Sådan sagde lægen om Evas kræftsyge mor. Lige siden har Eva ikke kunnet fordrage frikadeller.

 

Eva spiste kun kartofler.

-"Er du vegetar?" spurgte Ditte. Hun mæskede i sig.

-"Nej, jeg er bare ikke så vild med frikadeller, de er alt for fedtede til mig"

-"Nå, det er ellers en af mine livsretter! De serverer det ikke så tit på skolen, så når de gør, bliver folk ellevilde"

Det var Eva taknemmelig for. Da de var færdige med at spise, inviterede Ditte Eva op til sit værelse.

Eva takkede nej. Hun skulle hvile sig lidt på de nye omgivelser, sagde hun. De gik hver sin vej, og Eva bevægede sig ud i den lyse sommeraften for at gå en tur i naturen.

Hun tændte endnu en smøg, og gik ned forbi søen i området. Ved vandkanten mellem træerne spottede hun 2 unge fyre, iført skolens uniform, som var ved at skubbe en 3. ned i vandet. De virkede til at have det sjovt og leede ihærdigt. Da fik én af drengene øje på hende. Hans efterfølgende smil til hende gjorde hende blød i knæene. Hun kom til at give lettere slip på den 3. dreng, som undgik at falde i søen.

Eva gik videre, men fyren kaldte på hende.

-"Hey smukke, joiner du ikke lige?"

-"Vi har øller og sådan" tilføjede den anden, som før var tæt på at komme i vandet.

 

Eva skulle ikke overveje i et sekund, hvad hun ville gøre, og gik ned til dem.

-"Og dit smukke ansigt har jeg ikke set før her på skolen. Hvem er du?" spurgte ham med smilet.

-"Jeg er Eva" hun kunne ikke lade være med at smile til ham. Hans definerede kindben og kæber, hans isblå øjne, hans blonde halvlange hårlokker i sommerbrisen og ikke mindst hans fyldige læber. Hun smilte ved tanken om opmærksomheden fra ham.

-"Eva. Et smukt navn." han smagte på ordet.

-"Jeg er Peter. Skolens douchebag" leede han. De andre grinte med

-"Så er det ikke engang løgn" grinte den anden.

-"Og selvom du ikke undrer dig over de to klaphatte der, så hedder ham der Henrik og han hedder Torben"

Torben var ham, som nær var skubbet ud i vandet, hvis det ikke havde været for Eva.

Torden rakte Eva en øl, og hun knappede den op. Der lå flere tomme dåser i bredden af søen, så hun forestillede sig, at de allerede var lettere berusede. Resten af Evas aften blev brugt på at snakke om alt mellem himmel og jord med de tre drenge.

 

Eva havde altid haft nemmere ved at omgås med drenge. Hun syntes at piger bragte for meget drama mellem hinanden, og der var altid et hvis pres på at man skulle have fint tøj på og have velplejet hår og negle, og så skulle man i øvrigt opføre sig på en bestemt måde. Det var hun ikke fan af, og hendes 18 års livserfaring, fortalte hende, at det var bedst at snakke med drenge kun. Det havde hun også hørt meget for, og var ofte blevet kaldt skøge, selvom hun stadig havde sin uskyldighed.

 

De 3 drenge og Eva snakkede til langt ud på natten. Det var heldigt, at det var lørdag dagen efter.

Og i det øjeblik føltes natten evindelig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...